Optimisme og omstilling

Selvom en række af besættelsestidens restriktioner ikke med det samme forsvandt ved krigens ophør, prægedes efterkrigstidens Viborg af optimisme. Det var endnu sådan, at virksomhederne måtte forstå at ændre virkefelt for at tilpasse sig situationen. Axel Brøndum havde f.eks. overtaget et kedelrenserfirma i 1943, som efter krigen ændrede karakter. Fyring med tørv under besættelsen nødvendiggjorde oftere rensninger af kedlerne.

Da krigen var slut, meldte sig en stor efterspørgsel på baljer og spande, som Axel Brøndum i stedet begyndte at producere af gamle materialer. Omkring 1950 blev firmaets virkeområde atter en gang ændret, da installation af oliefyr og centralvarme blev en væsentlig aktivitet.

Også en anden virksomhed omstillede sig i forhold til situationen. A. Philipsen & Co., som havde været orienteret mod det elektromekaniske område, udskilte i begyndelsen af 1950’erne sin virksomhed i aktieselskabet A. Philipsen Akts., som skulle varetage den blomstrende bilforretning og Philipsen & Hall A/S, som samlede den efterhånden skrantende elektricitetsvirksomhed.

I slutningen af 1940’erne begyndte Danmark at modtage Marshall-hjælpen, som sammen med de efterhånden reducerede handelsbarrierer gjorde det muligt igen at importere råstoffer. Ligeledes kunne man begynde at modernisere produktionsapparatet, så virksomhederne igen blev konkurrencedygtige. På grund af de første efterkrigsårs reguleringer og manglende konkurrence havde der nemlig ikke været noget økonomisk incitament til fornyelse. Industrien begyndte nu at sætte sit præg på bybilledet, og det var især tekstilindustrien, der voksede.

Tekstilindustrien vokser

Asani, som nu kunne skaffe udenlandske maskiner og materiale, øgede antallet af medarbejdere fra 100 til ca. 400 i årene 1945-1950. Ligeledes var virksomheden begyndt at afsætte varer i udlandet. I 1951 brændte Asanis fabrik imidlertid. Aage Sørensen fik dog i samarbejde med byen igangsat produktionen i nogle midlertidige bygninger, og i 1953 kunne man begynde at tage den nyopførte fabrik i brug.

Asani fik så god vind i sejlene at der i 1950’erne blev etableret fabrikker i Norge og Tyskland. Tekstilfabrikker fra andre byer flyttede også på dette tidspunkt til byen, og bidrog således til branchens dominans i industrisektoren. Men også virksomheder fra andre industrigrene dukkede op i Viborg. I området ved Middagshøjvej begyndte fra omkring 1950’erne en række virksomheder at etablere sig.

Byplanlægning og voksende industri

Bybilledet havde hidtil været præget af en broget sammensætning af beboelsesejendomme, butikker, kontorer, værksteder og fabrikker. Denne ejendomsblanding havde naturligvis fordele, men også en række ulemper – som f.eks. en vis grad af forurening i beboelsesmiljøet samt trange kår for virksomhederne.

Tidligt i perioden gjorde bystyret sig bl.a. derfor overvejelser omkring byens og industriens videre udvikling. Med stadsingeniør Vilhelm Ehlerts byplan fra 1947 forsøgte Viborg for alvor at adskille arbejdsstedet fra boligen, samt flytte industri og håndværk væk fra beboelsesområderne i midtbyen. I stedet afsattes et større område syd for byen, hvor det var forhåbningen, at byens endnu relativt beskedne industri skulle flytte ud.

Der skulle dog komme til at gå en række år, før denne plan var fuldt realiseret. Indtil mejeriet og Odin lukkedes i slutningen af 1980’erne havde mange af midtbyens indbyggere således daglig en uundgåelig kontakt med industrien.

I det nye industriområde var Shellgas de første til at etablere sig. Virksomheden anlagde et flaskegaspåfyldningsanlæg. Karl Bedsted byggede sin kartoffeleksportfabrik her, og i 1951 og 1952 anlagde henholdsvis Colas Vejmateriale og Jens Villadsens Fabrikker asfaltfabrikker i området. I samarbejde med DSB forbedredes områdets transportmuligheder ved anlæggelse af jernbanespor.

Vulkanisøren Eivind Mortensen havde i 1927 overtaget vulkaniseringsanlægget i Gravene fra sin far. Eivind Mortensen udvidede forretningen under besættelsen til også at give gamle dæk nye slidbaner. I løbet af 1950’erne voksede virksomheden sig større, fik kunder i hele landet, omkring ti mand var beskæftiget i virksomheden, og arbejdet foregik nu både ved Rutebilstationen, i St. Sct. Hans Gade samt på det oprindelige anlæg i Gravene.

En anden virksomhed i fremgang var den tidligere nævnte Brdr. Christensens Maskin- og Beholderfabrik. Efter krigen var det især varmtvandsbeholdere, som fabrikken koncentrerede sig om at producere. Selvom industri endnu ikke var et dominerende erhverv i Viborg, omfattede den dog en række forskellige brancher.

I klædefabrikken Bruunshåbs gamle bygninger gik det godt for Smiths Papfabrik, som i 1953 investerede i et tørreanlæg. Hidtil var pappet blevet tørret på marken, hvilket kunne være en udfordring i det danske klima. Den københavnsk ejede tapetfabrik Aladdin havde allerede i 1920’erne overtaget konkursboet efter Tapetfabrikken Gildsig og virkede i Sct. Mogens Gade 35 i hele perioden.

Som nævnt indledningsvis var virksomhederne nødt til at tilpasse sig situationen for at overleve. Det var dog ikke alle byens virksomheder, som klarede dette. Schneevoigts fabrik i Jyllandsgade, som under krigen havde formået at tilpasse sig den ændrede situation, er et eksempel på en virksomhed, der ikke klarede skærene. R. Schneevoigt var død i 1943, og den efterfølgende ledelse klarede ikke at styre fabrikken igennem efterkrigsårenes omvæltninger. I 1953 gav man op og lukkede fabrikken.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien intakt

Viborg havde som de fleste andre større byer endnu i denne periode en række lokale virksomheder tilhørende nærings- og nydelsesmiddelsindustrien. Viborg Andelsmejeri havde monopol på byens mælkesalg, hvis priser skulle godkendes af byrådet. Indtil moderniseringen i årene umiddelbart efter krigen kunne mælk og fløde købes i løs vægt.

I 1949 var dette ikke længere tilladt, og i løbet af 1950’erne moderniseredes mejeriet yderligere. Andelssvineslagteriet i Viborg moderniserede og udvidede også efter krigen. Fra 1942 til midten af 1950’erne mere end seksdobledes antallet af slagtninger, så man i periodens slutning slagtede omkring 65.000 svin om året. Der blev især fokuseret på det engelske baconmarked. Slagteriet fik derfor bl.a. ny administrationsbygning, et nyt salteri og nyt kølerum. Også pølsemageriet blev moderniseret.

Bryggeriet Odin havde haft det svært inden krigen. Den nye direktør C. Mordhorst iværksatte dog en gennemgribende modernisering, og i 1949 var der blevet installeret transportbånd, så aftapningen nu kunne foregå automatisk.

Hygiejnen blev forbedret ved bl.a. at forøge skyllekapaciteten og udskifte trækar med stålkar, som var lettere at rengøre. Antallet af ansatte lå på lidt over halvtreds. Larsen Kaffe fra 1902 ændredes i 1948 til et aktieselskab, da både Peter Larsen og hans kone var døde. Familiemedlemmet, der drev virksomheden videre solgte senere selskabet til medarbejderen Asmund Thorsen, som havde været i firmaet siden 1929.

Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen

Litteratur

Ersted Møller, Dan: “Den Store Plan”, i Viborgbogen 2005
Lauridsen, Henning Ringgaard: Viborgs industrihistorie 1741-1990. Viborg Leksikon. Bd. 8, 1990
Lauridsen, Henning Ringgaard & Lars Munkøe: Viborgs Historie 1940-1997, bd. 3, 1997

Billede 1: Asani-piger i Viborg-hallen. Da Asanigården efter besættelsen brændte handlede Aage Sørensen og kommunen hurtigt. Arbejdet kom snart i gang igen, og fabrikationen foregik midlertidigt i Viborg-Hallens rammer. Billede taget: ca. 1951.

Billede 2: På billedet ses nogle af bilerne fra Fællesbageriets vognpark stillet op i gården i Lille Sct. Hans Gade.

Billede 3: Viborg Andels-Svineslagteri lå i det gamle industrikvarter. Sidenhen er meget industri flyttet noget længere væk fra Viborgs bymidte. I forgrunden ses toldbodgade, og i venstre hjørne finder man jernbanen, hvor man kan skimte banegården. Billede taget: 1956.

Billede 4: Denne Odin-reklame sad på en husgavl i Dumpen. Billede taget: 1954