Korsbrødre, Duebrødre, Johanittere. Kært barn har mange navne. Oprindelsen til munkeordnen var blodig. Det var kampen mod de vantro i 1100 og 1200-tallet, der førte til disse munkeordner eller i nogle tilfælde små soldaterenheder, for regulær kamp var en hellig pligt. Johanitterne kæmpede også i åben kamp i Det Hellige Land, men de drev også et hospital i Jerusalem. Og det er i den egenskab vi møder dem i Danmark, nemlig som en hospitalsorden. Lederen af ordenshuset kaldtes enten prior eller forstander, og ham og hans flok af munke har folk kunnet møde i Viborgs gader iført mørk kutte og en mørk kappe, hvor der var påsyet det meget karakteristiske hvide ligearmede kors med splittede ender – malteserkorset.

Hovedklosteret lå i Antvortskov ved Slagelse og stiftedes af Valdemar den Store i 1164. Fra hovedsædet udsendts mindre såkaldte johanitterboer eller kommandaturer. Med tiden kunne disse boer udvikle sig til et decideret johanitterkloster.

I Viborg hører vi første gang om Johanitterne i 1285, hvor greven af Eberstein skænker gods til klosteret. Han kone, Mariana, skænker også gods til klosteret, læser vi i en 200 år yngre afskrift en såkaldt vidisse fra 1491. Det er sjældent, at de menige brødre træder frem i de skriftelige kilder, men broder Chresten Ekildsen er en undtagelse. I 25 år, fra 1453-78, nævnes han i mange Viborgsammenhænge, så han må have været et kendt ansigt i samtiden. Efter hans død bekræfter hans halvbroder hans tilknytning til Johanitterne, og at han skænkede dem jordegods, og at det skete: ” I hans velmagtsdage, den tid han først tog ordensklæder på”.

Der opstår tit misforståelser mellem Sct. Hans kirke på Nytorv og Johanitterne kloster ved Sct. Ibs Gade. Men det er to forskellige kirker og institutioner. Men det ér forvirrende, for i 1274 skænker Viborgbispen alle rettigheder og indkomster til Sct. Hans sognekirke (og Sct. Ibs i 1284) til moderklosteret i Antvorskov. Måske er de første johanittere kommet til Viborg 1274 for at danne et lille johanitterbo omkring sognekirken. Det udvikler sig i 1285 til et decideret kloster indviet til Johannes Døberen. Fejlen skal nok findes hos Christen Sørensen Testrup som i 1746 skriver at Korsbrødrekloster ligge hos Sct. Hans kirke på Nytorv, og så går det ellers slag i slag med at bringe det urigtige historie til torvs. Chresten Erichsøn nævner den fejlagtige placering i 1729 i sin Viborg Byes Beskrivelse, og Pontopidan viderebringer den i 1768 i sit Danske Atlas o.s.v.

Klosteret ved Sct. Ibs Gade har været for dagen ved forskellige lejligheder i begyndelsen af 1800-tallet. Og det er igen murermester Gullev, der samler iagttagelserne. Kirken skulle ifølge Gullev have været 88 alen lang, ca. 55 m. og udgjort nordfløjen i et firfløjet anlæg. Kirken har haft hvælvinger og får senere i middelalderen tilbygget to kapeller og et tårn. Resen skriver i sin beskrivelse af Viborg i 1677, at kirken var bygget med meget pragt.

Hvor nu Pilehaven ligger har museet været i kontakt med bygninger ved flere lejligheder. Men det har været lette bindingsværkshuse og spredte begravelser. Vel rester af de stalde, værksteder og lagerbygninger, der også hører til et kloster. Selve klosteret, som munkene beboede, lå inde under husene nord for Pilehaven. Ved byggearbejder i 1971 blev der optaget fundamentspæle, som museet for nylig har fået dateret til begyndelsen af 1300-tallet. Længere mod nord har kirkegården befundet sig og endnu længere nordpå igen selve hospitalet. Den fritliggende hospitalsbygning hører vi om i et brev fra 1527, og rester af huset blev afdækket for 50 – 60 år siden. Helt op mod byvolden lå klosterets store toft.

Men der er mere endnu. Går vi over på den anden side af Sct. Ibs Gade, finder vi pladsen for agerjorden, måske abildgården og flere økonomibygninger. Museet gravede her i 1985 og fandt en stor halvkælder, måske resterne af Johanitternes lagerbygning, der nævnes som nybygget i 1458. Efter reformationen blev klosteret et kongeligt len, senere indrettedes de forskellige klosterbygninger til ny formål. I 1546 får forstanderen ved Ålborg kloster et hus her, og kirken bliver i 1552 overladt landstinget til domhus. I 1573 nedrives tårnet og de to kapeller af Jørgen Skram til Tjele. Da Domhuset flytter op i den gamle bispegård (ikke den nuværende bispegård, som i middelalderen beboedes af konrektoren, lederen af kirken kor) nedrives kirken endeligt i 1578, og materialerne benyttes til reparationer på Domkirken og bispegården.

Af Jesper Hjermind

Litteratur
Hans Krongaard Kristensen. Middelalderbyen Viborg. 1987 Hans Krongaard Kristensen. Bed og Arbejd. Livet i østjyske klostre. 1997 Viborgs Historie. Bd. 1. Oldtid – 1726. 1998