Viborgs Georg Gearløs
I de tidlige morgentimer den 5. juni i året 1900 skete der en historisk begivenhed i Viborg. Den morgen prøvekørte jernvarefabrikant Julius Th. Brems sammen med sønnerne Aage og Jakob deres første hjemmebyggede motorvogn. Julius Th. Brems var en af Viborgs mest iderige iværksættere. Han blev kendt i det ganske land som pioner indenfor cykel- og bilproduktion.
I slutningen af 1880’erne var Julius Brems blandt de første i Danmark, der lavede cykler. Bremscyklerne blev anerkendt landet over for deres høje kvalitet, og produktionen kom op på 500-600 cykler pr. år. Men økonomien var ikke Brems stærke side, og han lukkede sin cykelfabrik i 1887, men fortsatte dog med at sælge cykler også i 1890’erne. Det næste, Julius Brems kastede sig over, var bilfabrikation. Brems fremstillede i perioden 1899 til 1907 i alt otte automobiler og skabte dermed Danmarks første bilmærke: Bremsbilen. Prisen var mellem 2.000 og 3.000 kr. pr. stk, men så fik køberen også et førerbevis med i handelen.
Industrispionage
Men hvordan lykkedes det den viborgensiske fabrikant at skaffe tegninger til at fremstille en automobil? I 1899 sendte Brems sine to sønner, Aage og Jakob, på cykel til Tyskland. Der fandt de arbejde på en cykelfabrik, som havde indledt et samarbejde med et fransk firma om at udvikle en bilproduktion i Tyskland. De to sønner studerede bilproduktionen nøje. Derefter cyklede de tilbage til Viborg med dokumenter og tegningsruller, som beskrev, hvordan man lavede en automobil.
Viborgs første bil
I foråret 1900 arbejdede de to sønner sammen med deres far på at bygge en motorvogn. Den 5. juni 1900 kl. 4 om morgenen var motorvognen færdig. I al hemmelighed skubbede Julius Brems og sønnerne Aage og Jakob vognen ud på gaden. De tre kørte først i det lave gear ned ad Dumpen. Så gik det derudad i det høje gear med 15 km i timen. De nåede næsten ud til Hald, da de mærkede en foruroligende lugt af brændt gummi.
Det viste sig, at de hjemmelavede tændrør var blevet for varme. Så de besluttede at vende vognen og køre tilbage til Viborg. De nåede dog ikke særligt langt, inden motoren gik i stå. Lidt senere kom et kompagni soldater forbi. Soldaterne tilbød at skubbe motorvognen hjem til værkstedet. Hele formiddagen blev der arbejdet på højtryk i værkstedet, og om eftermiddagen var vognen klar til en ny kørsel gennem byens gader. Resten af Grundlovsdag tøffede vognen i en blålig røgsky rundt i Viborgs gader.
“Et frygteligt Rasleværk”
I de følgende måneder kørte Julius Brems til både Århus og København for at vise motorvognen frem for pressen. Aarhus Stiftstidendes udsendte medarbejder var ikke begejstret for Brems’ selvkørende vidunder. Avisen skrev: “Et frygteligt Rasleværk af en gammel Motorvogn joller i disse Dage frem og tilbage paa Asfalten, idet den gaar i et Spektakel som en løbsk Damptromle paa Træsko”. Men i hovedstaden var pressens repræsentanter begejstrede for det nye selvkørende vidunder. Avisen “Vort Land” var endda profetisk, da den efter en rosende omtale af Bremsbilen skrev: “Tænkes kan det jo, at den Tid kommer, da det bliver Løsen i Danmark: “Hver Mand sit Automobil”.
Et medlem af Amtsrådet i Viborg manede dog i 1903 til en begrænset optimisme angående bilens muligheder, da han udtalte: “Automobiler vil næppe faa betydning i Viborg Amt, da de ikke vilde kunne forcere de mange Bakker”. Julius Brems tabte penge på alle sine automobiler. Afsætningsmarkedet var for lille til, at Brems kunne skabe et økonomisk grundlag for en udvidelse af bilfabrikken. Det betød, at en rationel og overskudsgivende produktion ikke var mulig. I 1907 stoppede Julius Brems sin bilproduktion, og Viborg mistede sin lille bilfabrik.
Læs mere om Brems-bilen her.
Første del af filmen om Brems og bileventyret
Billede til venstre: Prøvekørsel af den første dansk-producerede motorvogn. Modellen havde navnet BREMS Nr. 1 Type A 1900. Vognen havde to gear fremad og en 2-cylindret motor. Makshastigheden var på 26 km/t, og benzinforbruget lød på 21 km pr. liter benzin. På en fuld tank kunne vognen køre ca. 225 km. Billede taget: 1900.