Et gulnet papir. Farven falder næsten i et med arkivkassen, det ligger i. Det ligner mange andre arkivalier. Men det skal vise sig at være et helt særligt brev.

”Det er altsaa bare mig, der pludselig fik den straalende Ide, at De skulde have et Par Ord fra mig. Hvordan gaar det? Er De glad for at gaa derhjemme og drive den af? Elsker De nogen Mænd af Betydning? Der er Masser af Spørgsmaal, det er godt gjort, at det er mig, den travlt optagne energiske Forretningskvinde, der skal kaste Bolden – De har meget mere Tid end jeg, tag Dem nu sammen, naar De har læst min Epistel, og lad mig faa et Referat”.

Vi er i Viborg. Brevet er dateret den 24. november 1943. Vi er midt under besættelsen. Den tyske værnemagt er synlig overalt og dybt infiltreret i viborgensernes hverdag. Det er tilmed november måned. 27 døgn før årets korteste dag. Vi ved, at det er ensbetydende med mørke. Mørke og fugt. Og krigen har ikke gjort det lettere at bære. Alle steder, hvor folk går og står, ser og hører de formaninger og begrænsninger. Friheden krænkes dagligt. Viborg er ikke sig selv. Ingen er sig selv. Individet er sat på standby. Sådan ved vi, det var. Vi ved fra alle de beretninger, overleveringer, skildringer, fotos og arkivalier, som alverden har gemt, at det krævede sin mand og sin kvinde at komme igennem 2. verdenskrig.

En hemmelig tilbeder

Midt i denne grå suppedas af besættelsestidens arkivalier, af rationeringsmærker og legitimationskort, af brochurer for mørklægningsgardiner og reklamer for erstatningskaffe dukker der pludselig en helt anderledes historie op med en helt anden vinkel. Brevet fra før forsætter således:

 ”Her gaar alt ganske godt – op og ned, og af Helvede til. Bare den forbandede Krig dog snart kunde snøvle færdig, vi længes jo alle bare efter det ene – Fred. (Helt lyrisk) – Jeg er stadigvæk forlovet – med et Par smaa Afstikkere ud til Siden, naar jeg keder mig alt for meget, jeg har været til et Par fortryllende Sold, Fernisage Fest for 3 af mine bedste Venner, jeg var saa fuld, at jeg blev baaret hjem i Guldstol (omtrent). De andre gange har jeg været med min Tilbeder hjemme og begynde adstadigt med Te, Piano (han er bundmusikalsk, Søn af Pianisten Max Rytter) det hele endte gerne i et forfærdeligt Virvar hen på Morgenen, jeg blev holdt oppe Dagen derpaa af Micodrin’er, der er en Apoteker i mellem, Himmel hvor er det dog fornøjeligt og vidunderligt at være sammen med Mennesker man føler sig nær knyttet til. Men nu er Per kommet hjem igen, —-jeg siger ingenting, men det var nu midt i alt det ”Yndige” – Tilbederen venter på min Løsladelse i nær Fremtid, men jeg tør næsten ikke mere, det er også Synd for min stakkels Per, han gør sig en voldsom Umage for at være god ved mig – men jeg vil spillemig slaa mig løs en Gang i mellem. Naa – det var hvad jeg har bedrevet – ”.

Et livstykke

Brevet er sendt fra en veninde til en anden. Det er skrevet på maskine. Papiret er formelt med sidehoved fra ”Chr. Møller Jensen Aabyhøj”, men tonen er alt andet end formel. Til sidst i brevet får vi at vide, at det er skrevet i arbejdstiden. Hun afslutter nemlig sådan:

 ”Naa, jeg er gaaet – Fakturaerne hober sig op, Armann render rundt herinde som en læggesyg Høne for at faa at vide, hvem jeg skriver til – jæ si’r bar’ Mogens Wieth – dejlig Dreng.”

Det er ikke svært at få billeder på nethinden ved ovenstående citater. Den unge dame, som skriver, hendes silkestrømper med søm, hendes slidte uldne frakke, som er blevet frisket op med et gammelt læderbælte i taljen, hendes taske, hendes hat og hendes raske gang, når hun færdes i mellem arbejdspladsen, hjemmet, sporvogne og barer i Aarhus. På en måde er billedet af denne dame tidstypisk, men på en anden måde lever hun slet ikke op til mange menneskers formodninger om, hvordan unge damer opførte sig og optrådte i 1943. Hendes liv forekommer at være meget ved siden af den moral, som 1940’erne ellers repræsenterer. Dengang fandtes der tanker, som unge damer ikke burde tænke og lyster, de ikke burde have. I ganske få sætninger møder vi den pige, de fleste af os forventer at møde i 1940’ernes Danmark. Men hun fordufter, lige så hurtigt som hun kom. Nederst på første side skriver hun således:

”Vi samler jo stadig paa Udstyr, saa det ramler, nu er Per næsten den ivrigste, vi taler meget om allerede til Foraaret – der er ingen af os, der kan holde de skide Forældres Indblandinger ud, vær glad for at ikke være forlovet.”

Der er noget utroligt befriende over tonen i brevet. Man har på fornemmelsen, at den unge frk. tør sige alt det, de andre tænker. Og så er der en grundstemning af glæde og livskraft i brevet. Selv når hun brokker sig, må vi opfatte hende som en, der elsker livet. Hun er klar over samfundets begrænsninger, det være sig på grund af krigen eller af moralen i al almindelighed, men hun fokuserer også på sine muligheder og sit eget behov for at folde sig ud og gøre det, hun har lyst til. Kun et sted lader omstændighederne til at have fået lidt bugt med hendes gode humør. Når både krig, spærretid og moral hober sig op, må hun indrømme, at det er svært:

”Per er i Mariager i denne Uge, og vi skal være inde kl. 8 – jeg har det ikke ret, godt, ingen Tilbedere at drikke med, ingen Per til at elske sig – og omvendt. F— også, med den Krig.”

Veninder

En anden rigtig rar ting ved brevet er, at vi bliver lukket ind i det lille fortrolige rum, der findes mellem to veninder. Brevet er så direkte, at vi for en stund, mens vi læser, ER den veninde eller ven, der skrives til. I et afsnit kommer vi endnu mere tæt på, hvad de to kvinder har haft sammen. Det lader til, at de har delt et værelse, også sammen med en tredje, Knudsen.

”Knudsen, er lige forvirret som altid, pludselig vil hun ikke læse videre, næste Dag kiler hun paa igen. Hun har meget svært ved at hitte Rede i sine Mænd, hun kører bl.a. i Taxa fra Bar til Vinstue m.m., ak ja, der er nogle der bliver ”dyre” andre forlovet. Her paa Kontoret gaar alt ved det gamle, kedelige Kællinger begge til Hobe, ikke til at holde ud, jeg brænder inde med alt min Banden og seksuelle Problemer, kan De huske da vi satte Jomfruskiltet udenpaa Døren, vi havde det nu virkelig fornøjeligt da vi tre var sammen – der kommer bestemt ikke den samme Tid igen, jeg har endog Ord for at være blevet meget tam, siden Damerne er rejst – det tror F—-, hvem gider aabne Munden til saadanne Individer.”

Siden stenalderen har vi mennesker sikkert følt behov for at have gode venner og veninder, som vi er på bølgelængde med og har vores fortrolighed. Vores brevskriver savner helt åbenlyst sin veninde og den tid, de havde sammen. De har grinet over de samme ting, og så har de også delt en mere dydig interesse, nemlig den for klassisk musik og koncerter.

”Jeg var for resten til Philharmonisk Koncert i Mandags kl. 5 (sikke et Tidspunkt) pragtfuldt, jeg elsker Thomas – han var blot nyklippet – saa Pandeklokken vilde ligesom ikke rigtigt svinge med i Takten – Beethoven 7 Symf. – det Skvadderhoved til A. Medici filede en Omgang paa sit latterlige Instrument, jeg hader Cello endnu mere efter i Mandags – indbildsk Ka’l. Men Thomas, bare man kunde faa Besse afskaffet, saa vilde jeg sige Helle for ham.”

Tanker pr. brev

Brevet til Sørensen er en herlig kilde, fordi den er så oprigtig og ligefrem. Vi får et sjældent indblik i de unge kvinders privatliv og deres mange bryderier omkring seksualitet og snærende bånd. Vi fanger et tidsbillede – 1943 – hvor meget i hverdagen var anderledes end i dag. Økonomien, teknologien, kønsrollerne og moralen. Imidlertid udtrykker brevskriveren nogle tanker, som måske alligevel er gyldige for os mennesker både dengang og i dag. Brevet er ikke kun ord og tanker. Det er også en genstand i sig selv. Brevpapiret, maskinskriften, folderne i papiret og duften. Når vi når til sidste linje i brevet, er det ikke svært at komme til at sidde og tænke på, hvilke hænder brevet er passeret igennem siden 1943. Skrivemaskine, dens klapren og smæld og fingrene, som hastigt flyver over tasterne. Der er noget særligt ved breve som kilder. Ikke mindst fordi det er en kilde, som er på vej væk. I dag flyver venindernes fingre også over tastaturer, men det er mobiltelefonens tastatur. Tanker om problemerne med det andet køn, med arbejdet og forældrene deler unge kvinder stadig pr. email og sms-besked. Endda i enorme mængder. Men i dag forsvinder de, når de slettes, eller telefonen erstattes af en ny. Arbejdet med historien og det billede, vi tegner af os selv til eftertiden, må blive meget anderledes af, at breve som dette sjældent skrives længere.

”Dame, kommer De aldrig et Trip til Aarhus? Hvis – saa lad mig vide det, saa vi kan samtale en Stund, De ved – at De er hjertelig velkommen hos mig, ogsaa uanmeldt, remember that, if you can. Jeg glæder mig til at høre fra Dem – et meget langt Brev – please!”

”Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd og det er besværligt at flagre sig fri.” (Poul Henningsen, 1940)

Artiklen er skrevet af Rikke Johansen Smidt og kan også findes i Viborg Bogen 2009 s. 5-9.