Besvangrede kvindfolk og beskyldte barnefædre

I mange hundrede år var seksualiteten og det kristne ægteskab tæt knyttet til hinanden, og indtil det 19. århundrede var udøvelse af seksualiteten uden for de givne rammer ikke blot en synd men en kriminel handling.
Hvis to ugifte personer fik et barn sammen, blev det kaldt “lejermål”, og loven forskrev både en gejstlig straf i form af et offentligt skriftemål i kirken og en verdslig straf i form af skyhøje bøder for forseelsen.

Når en ugift mor fik sit uægte barn døbt i kirken, skulle hun samtidig foran hele menigheden udlægge den rette barnefader. Sognepræsten noterede derefter hver enkelt uægte fødsel i sin kirkebog, og en gang om året indberettede han antallet og forældrenes navne til den lokale øvrighed. På de private godser med sigt- og sagefaldsret var det godsejeren, som havde pligt til at rejse sigtelse, når der blev begået et brud på loven, og det var samtidig også ham, der havde retten til eventuelle indtægter fra bøder. Det var godsforvalteren, som havde ansvaret for lejermålsbødernes inddrivelse på de private godser, og det var godsejeren, som nød godt af indtægten. På krongods og i købstæderne havde kongen retten til bøderne, og den lokale øvrighed måtte hvert år svare for behandlingen af hver enkelt lejermålssag til det kongelige danske rentekammer.

Behandlingen af lejermålssager i Viborg

I Viborg fik byfogeden udleveret en liste fra sognepræsten i hver af byens tre sogne omkring den første maj hvert eneste år. Herefter blev alle de ugifte forældre indstævnet til bytinget, hvor de blev pålagt at betale deres lejermålsbøder inden 15 dage. Som oftest kunne hverken de ugifte mødre eller fædre betale hele bøden, som svarede til et halvt til et helt års løn for en karl eller tjenestepige. Byfogeden havde derefter muligheden for at aftinge dvs. nedsætte bøden mod den enkelte, hvorefter de kunne nøjes med at betale halvdelen eller måske endda en tredjedel af bøden. Men mange havde slet ingen midler til de høje bøder, som for eksempel Claus Lundsgaard, der begik lejermål i 1711 og på bytinget forklarede, “at alle var vidende, at hand var en fattig og for misgierning feldet Person paa hans Haand og Ære. Og hans Boeslod til Kongen er for falden, til med gandske intet hafde at betale sine Leyermaals Bödder med”. Danske Lov fra 1683 fastsatte, at Claus og andre uformuende personer skulle straffes med enten fængsel eller gabestok ved manglende betaling. Claus afsonede da også 14 dages fængsel på vand og brød i Viborg Rådhuskælder lige som moderen til hans uægte barn.

Byfogedens arbejde med at indkræve lejermålsbøderne eller alternativt iværksættelsen af en fængselsstraf ved manglende betaling var en kompliceret affære og ikke altid en let opgave. Rentekammeret krævede beviser for både de ugifte mødre og fædres betaling, manglende betaling, fængselsstraf, eller at personer, som var rømmet, blev grundigt eftersøgt i Viborg og omegn.

Rømning var en åben mulighed for at undgå en ubehagelig fængselsstraf, når pengene til lejermålsbøden ikke var til at skaffe. I Viborg stak omkring en tredjedel af de ugifte fædre af i løbet 1700-tallet og blev derfor ikke straffet for deres sædelighedsforbrydelse. Færre kvinder stak af, måske fordi de havde barnet hos sig og ikke var så mobile.

Derudover havde de ugifte fædre andre muligheder for lovligt at slippe for straffen for lejermålet. I 1735 blev soldater, som begik lejermål første gang fritaget for både det offentlige skriftemål og betaling af lejermålsbøder. Forklaringen var, at soldaterne var så dårligt lønnede, at de ikke kunne forsørge en familie, de havde derfor ikke reelt en mulighed for at gifte sig. Samtidig mente man, at ugifte mænd ville kæmpe hårdere på slagmarken, og man håbede derfor, at de ville forblive ugifte – om end ikke kyske!

Det var kvindens lod at udlægge en barnefader ved dåben af det uægte barn, men i en tid uden blodprøver og DNA-tests, måtte samfundet forlade sig på kvindens ord i faderskabssager. Derfor fik manden muligheden for at befri sig for et falsk faderskab ved at aflægge ed på, at han ikke var fader til barnet.

For kvinderne var der derimod ingen lovlige måder, hvorpå de kunne undgå straf for deres forbrydelse. Det medførte også, at flere kvinder end mænd betalte lejermålsbøder både hele bøder og nedsatte bøder, men også at langt flere ugifte mødre måtte gå den lange vej i fængsel, når bøden var ubetalelig.

Fødslen af et uægte barn i 1700-tallet var en forbrydelse mod Gud og det kristne ægteskab, og under enevælden var det kongens pligt at straffe overtrædelser af sædelighedslovene. I Viborg stod byfogeden som kongens repræsentant over for en omfattende opgave, når ugifte forældre skulle straffes for deres lejermål.