I en tid uden DNA- og blodprøver til at fastslå faderskabet måtte man forlade sig på, at den enkelte kvinde talte sandt, når hun udlagde barnefaderen. Men for at sikre sig, at en mand ikke blev anklaget og dømt uskyldigt, fik alle udlagte fædre muligheden for at afsværge sig faderskabet foran retten. Derefter var han fri for alle anklager og al straf.
Benægtelseseden
De ugifte mødre havde ikke muligheden for at sværge på, at de havde udlagt den rette barnefader, og benægtelseseden var derfor et ensidigt privilegium, som kunne misbruges af mænd for at slippe for enten et meget uheldigt faderskab eller selve lejermålsstraffen. Eden var dog ikke en ukompliceret størrelse, da personen sværgede på sin egen salighed i en tid, hvor truslen om Helvede var meget reel og nærværende for den enkelte. Derudover blev mened straffet meget alvorligt af øvrigheden, og incitamentet til at sværge falsk har derfor været lille.
Jens Kierulf og Ellen Pedersdatter
Måske af den grund forsøgte en udlagt barnefader i 1711 at slippe udenom benægtelseseden. Jens Kierulf var prokurator i Viborg og blev udlagt til barnefader af sin tidligere tjenestepige, Ellen. Han blev ligesom Ellen stævnet til Viborg byting, men indsendte i stedet et brev til retten, hvori han erklærede, at han allerede havde aflagt benægtelseseden ved Lysgård/Hids herredsting (Viborg ligger i Nørlyng herred).
I sit brev skrev han, at “hand hverken er Eders Barnefader ej heller har haft nogen legemlig Omgængelse med Eder til at være Eders Barnefader, men hand beretter at ske af Vrede, Had og Afvind…”
Jens havde således ikke været til stede på Viborg byting, men blot skriftligt erklæret at have aflagt eden på et andet geografisk sted. Det ville byfogeden ikke acceptere, og Jens blev igen stævnet for retten.
Endnu en gang modtog bytinget et brev – denne gang fra nogle af Jens’ personlige venner, der skrev, at Jens uventet kom på besøg, og da de spurgte ham, hvorfor han var rejst fra Viborg, svarede han, “at han ej ville være udi sit Hus formedelst Ellen Pedersdatter havde i hans fraværelse sammesteds udi hans Hus faaet Barn og han derfor ej ville komme i samme Hus, inden han fik hende der af….”
Umiddelbart virker brevet som en form for smædekampagne rettet mod Ellen, som skulle sætte hende i et dårligt lys samtidig med, at Jens fik manifesteret for omverdenen, at han tog skarpt afstand fra hendes uægteskabelige graviditet og derfor bestemt ikke kunne være far til barnet.
Byfogeden lod sig dog ikke formilde af Jens’ breve, og han forlangte, at benægtelseseden blev udført korrekt, og at Jens med to oprakte fingre sværgede på sin salighed, at han ikke var fader til Ellens barn.
Jens afsluttede derfor sagen omkring Ellen Pedersdatters uægte barn med at sværge på, at han ikke var hendes barnefader, og han ej havde haft legemlig omgængelse med hende. Noget tyder dog på, at han aflagde en falsk ed, for hvorfor skulle han ellers med så megen møje og besvær gøre alt for at undgå at aflægge eden. Meget indikerer således, at Jens rent faktisk havde haft et seksuelt forhold til sin tjenestepige, et forhold han under ingen omstændigheder kunne erkende, og som bestemt havde skadet hans rygte, var han blevet dømt for lejermålet.