Med Danske Lov af 1683 fik Danmark en lovgivning, som var dybt forankret i Bibelens forbud og moralske lære. Der blev slået hårdt ned på ugudelig livsførelse blandt andet uægteskabelig seksualitet. Et forhold mellem to ugifte personer, som resulterede i en graviditet, kaldtes lejermål og blev straffet både med skriftemål i kirken og høje bøder. Ægteskabet havde monopol på seksualitet, og ugifte forældre kunne få deres bødestraf nedsat og helt undgå det offentlige skriftemål i kirken, hvis de giftede sig.
Det var altså ikke seksualiteten i sig selv, som var syndig, men den skulle foregå inden for de accepterede rammer – ellers var den strafbar.I 1736 blev konfirmationen indført af Christian d. VI, og den blev herefter en forudsætning for, at to mennesker kunne indgå i et ægteskab. Konfirmationen var en anderledes begivenhed, end den er i dag, og der var krav om læsekundskaber (med Bibelen for øje), før den kunne gennemføres.
Derfor blev de fleste også først konfirmeret omkring 20 års alderen. En førægteskabelig graviditet blev anset som forargelig, men når to ukonfirmerede mennesker indledte et seksuelt forhold, havde de i teorien ikke den efterfølgende mulighed for at gifte sig, hvilket gjorde forbrydelsen endnu mere alvorlig.

 

For at afværge at præsterne blev presset til at skynde en konfirmation igennem, så et vordende forældrepar kunne gifte sig, indførte kongen i 1745 en skærpelse af straffen for ukonfirmerede lejermålsbegængere. Hvis parret efter konfirmationen giftede sig, slap de ikke for det offentlige skriftemål i kirken, men dog for at betale fulde bøder. Hvis de ikke giftede sig, skulle de føres til nærmeste tugthus og “ved arbejde tæmmes et halv eller heelt aar”.

Maren Pedersdatter

De skærpede straffe førte i Viborg til en lidt prekær sag, der viser lidt om byfogedens vilje til at se igennem fingre med lovgivningen. Maren Pedersdatter fødte i 1761 et uægte barn uden at være konfirmeret og skulle efter forordningen af 1745 straffes med tugthus. Det blev hun nu ikke. I regnskabet for året anfører byfogeden, at Maren “skal være skrøbelig og næsten aldeles ufornuftig.” Derfor blev man enige om at fritage hende for den hårde tugthusstraf.

Hun slap dog ikke for de sædvanlige lejermålsbøder og det offentlige skriftemål, men folk i byen gav hende 2 rigsdaler, og Maren undgik således både fængsel og tugthus. Det var kendt, at Maren var et skrøbeligt, usselt og ynkværdigt menneske, som i realiteten ikke havde nogen som helst mulighed for at gennemføre konfirmationen, da hun var mentalt handicappet. Det var ikke hende, som øvrigheden ønskede at straffe.

Marens udlagte barnefader, Anders Jensen Uldberg, slap imidlertid ikke så let. Forordningen af 1745 fastslog, at det ikke kun var den ukonfirmerede part, som skulle straffes, men også partneren, som havde indladt sig i det syndige forhold. Hvor Maren hurtigt blev benådet for tugthusstraffen, måtte Anders allernådigst anmode om fritagelse for straffen, og sagen gik hele vejen til kongen, som til sidst pardonnerede ham, mod at han betalte 6 rigsdaler til de fattige i Viborg.

Straffene for lejermål var bestemt hårde i 1700-tallet, men i nogle tilfælde var byfogeden i Viborg villig til at omgå loven og tilpasse straffen efter den enkelte ugifte moder eller faders omstændigheder. Lovgivning og praksis var derfor ikke altid det samme, hvilket kom Maren Pedersdatter til gode, da hun fødte sit uægte barn.