Det er i de Ægyptiske og Syriske ørkner for 1800 år siden, vi finder de ældste klosterlignende samfund. Her levede eremitter i askese og tilbedelse af Gud, og nogle steder samledes de sig i kolonier, og her ser vi det første omrids af et kloster. Nogle hundrede år senere i slutningen af 300-tallet bliver Augustin biskop i Hippo, en by mellem det nuværende Tunis og Algeriet. I 395 hos bisp Augustin begyndte præsterne ved domkirken at leve i en form for kloster efter faste regler – man kalder dem senere regelbundne kannikere. I 529 nedskriver den hellige Benedikt sin regler i klosteret Monte Cassino nord for Rom. Hans regler kommer til at danne baggrund for mange af klosterordnerne i Europa.
Hos Benedikt er dagen nøje inddelt med faste tidspunkter for bøn og messer, måltider, arbejde og hvile, og det hele sker selvfølgelig i fællesskab. Kort og fyndigt kan den hellige Benedikt regel indeholdes i to ord: Bed og arbejd. Men selvfølgelig under de tre munkeløfter med kravet om fattigdom eller i alle tilfælde ejendomløshed og derudover kyskhed og lydighed.
Det er den kultur, der også kommer til Danmark for små 1000 år siden, grydeklar og afprøvet gennem 500-600 år i Mellem- og Sydeuropa. Og med i vadsækken var der meget kulturelt og traditionsbunden arvegods. Vi taler jo om klosterplanter, og det var en del af lærdommen, der kom med munkene. Lægevæsnet og hele ældreforsorgen kan vi også takke dem for. Også bygningerne, klostrene var fremmedartede. Nok kendte vi til kirkebygninger i sten, men mange var bygget af træ, ganske som datidens beboelseshuse.
Det må virkelig have vakt opsigt, når de store stenbyggede klosterkomplekser langsomt rejste sig over de lave træhuse. Klostrene var i princippet så ens i deres opbygning, at man uden vanskelighed kunne finde rundt med bind for øjnene i de fleste klostrene. I hvert tilfælde i de centrale rum som alle lå i østfløjen. Her fandt man først sakristiet til de hellig kar og messeudstyr, dernæst armariet – våbenkammeret med bogsamling – kristelig ammunition til prædikerne.
Det vigtigste rum var kapitelsalen, hvor man dagligt mødtes for at få oplæst et kapitel af religiøse bøger. Når oplæsningen var til ende sagde abbeden eller abbedissen: “Lad os nu tale om vores klosters anliggender”, også gik man over til at drøfte de praktiske gøremål i klosteret. Over hele østfløjen lå dormitoriet – sovesalen. Således var det hos munkene. Hos augustinernonnerne lå de centrale rum i vestfløjen, og nonnerne har overværet messerne fra et særskilt nonnepulpitur i vestenden af kirken, nogenlunde der hvor orgelet nu ofte er placeret.
Med disse centrale rum i klosteret, munke- eller nonnekoret i kirken manglede man bare den sidste led i treenigheden, og det var begravelsespladsen. Den lå gerne i nærheden af kirken og ofte i den korsgang, der var rundt på indersiden af klostergården. Og netop i korsgangen ser vi et helt tydeligt lånt fra Sydeuropa. Her er det helt nødvendigt med en svalegang, når middagssolen brager ned, men næppe her i kolde nord, hvor vi trods alt har en overvægt af kolde og blæsende dage. Man kan for øvrigt se en stump af en sådan korsgang ved Søndersogns kirke. Her er de åben arkader blevet tilmurede, og de udgør nu det søndre sideskib i kirken.
Livet i et Viborgensisk kloster
Hvad var det for et liv, de unge mænd og kvinder gik ind til i middelalderens klostre? Det, der har stået lysende klart for dem, har været, at klosterlivet var den ypperste form for kristen liv – en stræben efter fuldkommenhed. Kortjenesten var den vigtigste beskæftigelse for munkene og nonnerne. Tidebønnerne var fordelt med en om natten og 7 om dagen. Der sker ændringer gennem middelalderen, og der er forskelle fra orden til orden, men nogenlunde således har et sommerdøgn forløbet i et viborgensisk kloster for 6oo år siden:
Den første bøn, Matutin startede omkring kl. 2. om natten. Det var døgnets vigtigste bøn, bl.a. fordi den symboliserede at nonnerne og munkene våger og beder, mens folk ude i verden sover.
Laudes holdtes ved solopgang, og efter morgentoilettet fulgte prim (den første time, kl. 6.00), der fulgtes af dagens første messe. Ved den tredje time (kl. 9.00) og den sjette time (12.00) fulgte terts og sext. Om eftermiddagen fulgte non og vesper, og lige før sengetid ved kl. 19 – 20-tiden sluttede dagen med completorium.
Messerne og tidebønnerne var krævede sang i timevis og det uden salmebog, bl.a. skulle man kunne alle de 150 Davidsalmer udenad. De blev alle sunget i løbet af en uge. Udover messerne i fællesskab var der de mange sjælemesser, som klostrene afholdt for velgører. De havde gennem testamentariske gaver, ofte jord, sikret sig, at deres dødsdag mindes med en messe for at lette deres sjæl gennem skærsilden.
I den tid, der ikke var helliget messerne, var der selvfølgelig tid til uddannelse af præster, videnskabelige teologiske studier, afskrift af bøger m.v. Vi ved, at nonnerne i Ørslev kloster ved Limfjorden havde en hel lille produktion med kopiering af et bestemt teologisk værk.
Af Jesper Hjermind
Litteratur
Hans Krongaard Kristensen. Middelalderbyen Viborg. 1987 Hans Krongaard Kristensen. Bed og Arbejd. Livet i østjyske klostre. 1997 Viborgs Historie. Bd. 1. Oldtid – 1726. 1998.