Et besøg på Viborg Museum giver på mange måder mulighed for at rejse tilbage i tiden. Flintøkser, kaffekopper, olmerdug og uldne frakker kan på hver sin måde sætte vores tanker i gang om fortidens hverdag. De fleste gæster, voksne som børn, fanges især af stemningen i Skows købmandsforretning på 1. sal. Uden en eneste museumstekst fortæller rummet med sin disk, sine loftshøje reoler, sin sildetønde og sin kaffemølle om handelslivet fra en svunden tid.
I dag lyder ingen klokke, når man træder ind i butikken, men det er ikke svært at forestille sig, hvilken type modtagelse kommisen bag disken ville have leveret, hvis vi var kommet for 60 år siden. Trods den store, tunge disk er stemningen i rummet nemlig imødekommende, med sit alsidige vareudbud og sin hyggelige og uforfinede duft af fernis og kaffe.
Skows købmandsforretning lå engang på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Reberbanen. Interiøret på museet er temmelig komplet og tæt på virkelighedens Skow & Co., og det er en af museets mest populære samlinger. Alligevel er det begrænset, hvad vi ved om hverdagen i forretningen og om købmanden selv. På Lokalhistorisk Arkiv kan man læse i Frederik Skows nekrolog, at han var en venlig mand, en beskeden type, som ikke gjorde meget væsen af sig, en flittig mand som viede sit liv til forretningen, som holdt af sin familie, men som aldrig selv blev gift eller fik børn. Han var venstremand, var aktiv i Handelstandens Stiftelse, og så var han indre missionsk.
Tre år før sin død lavede han forretningen om til et aktieselskab. Der er ingen kilder, som rigtigt fortæller noget om livet i butikken, om varerne, om de ansatte, eller om hvad der skete med forretningen, den dag Frederik Skow ikke var længere. I foråret 2006 gjorde vi et forsøg på at komme lidt nærmere på det liv, som udspillede sig mellem disken og reolerne. I en artikel i Viborg Nyt efterlyste vi mennesker, som havde kendt butikken, dengang den stadig lå på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade. Det kunne f.eks. være kunder eller tidligere ansatte. Var der nogen som kunne fortælle os om, hvordan Skow & Co. var engang?

 

Købmandens familie

Få dage efter tilsmilede heldet os. To kvinder, med engelsk accent, begyndte uopfordret at tale med kustoden om interiøret fra Skow. De kunne se, at der var ved at blive flyttet rundt på dele af udstillingerne i huset og ville vide, om der ved den lejlighed også skulle ske noget med købmandsforretningen. Kustoden kunne berolige dem med at sådanne planer ikke forelå, og damerne afslørede, at de var efterkommere af købmanden selv. De bor i dag begge i udlandet, en i Canada og en i England, men var på ferie i Viborg. Kustoden var ikke sen til at fortælle dem om efterlysningen i avisen, som de ikke havde set, men de ville meget gerne fortælle, hvad de vidste om købmanden og butikken.

Frederik Skow var bror til damernes farmor, Ane Margrethe. Damerne var født i henholdsvis 1941 og 1944 og havde derfor aldrig personligt mødt hverken købmanden, der døde i 1939, eller deres farmor. De kendte til gengæld en del til forretningen og til anekdoter om, hvordan livet var der, mens Frederik Skow stadig levede. Farmoren havde været omsorgsfuld, men bestemt.

Hun holdt et skarpt øje med sin ugifte broder, og det lå hende meget på sinde, at Skow skulle få et tæt og godt forhold til sine nevøer, hendes tre drenge. Et ofte omtalt emne var Skows betænksomhed overfor sine venner og i særdeleshed hans nære venskab til sin nabo Bagermester Støttrup, som også nævnes i en af Skows nekrologer. De to damer husker særligt en historie om bagermesterens rugbrød. Købmand Skow købte naturligt nok alt det brød, han spiste, inde ved Støttrups bageri og nød det med velbehag, undtagen bagermesterens rugbrød. Det brød købmanden sig simpelthen ikke om, et faktum han ikke nænnede at indvie Støttrup i. Skow købte således sit rugbrød ved en af byens andre bagere, og når Støttrup kom på besøg, huskede Skow altid på at gemme rugbrødet langt væk for ikke at såre bagerens følelser.

En anden historie, damerne husker, afslører også købmanden som en person, der ikke altid sagde tingene lige ud til folk. Skow havde nogle lange arbejdsdage og gik tidligt til ro. Indimellem havde han gæster om aftenen, venner eller familie, og hvis besøget trak ud, havde Skow en særlig måde at appellere sine gæster til at fortrække. Han stillede sig ved en af stuens vinduer, holdt gardinet helt til side, så han rigtigt kunne se ud på aftenhimlen og sagde så så højt, at han var sikker på, at alle i stuen kunne høre det: ”Sikke en dejlig aften at spadsere hjem i”.

Den dag i 1936, da Skow omdannede forretningen til et aktieselskab med sig selv som hovedaktionær, indsatte han forretningens bogholder gennem mange år, J.C. Jensen, som administrerende direktør. Det blev denne Jensen, som kom til at drive forretningen videre i Skows navn efter købmandens død. En anden aktionær i forretningen blev damernes far, Ane Margrethes ældste søn, Johan Peder Skow Geertsen. J.P. Geertsen var uddannet gartner og drev et gartneri og en frugtplantage på Skivevej. I 1951 opgav han det hele og udvandrede med sin familie til Canada. I de første mange år efter udvandringen besøgte han næsten årligt Viborg, og i den forbindelse kom han også altid til Skow & Co., som Jensen fortsat kaldte forretningen.

Lærlingene

J.C. Jensen havde arbejdet i Skows købmandsforretning siden 1918. Han startede som kommis, blev siden bogholder og i 1936 som sagt aktionær og administrerende direktør. Det var naturligt, at Jensen overtog hele styringen, da Skow var væk. På Lokalhistorisk Arkiv findes kun en lille avisnotis, som kan oplyse os om, hvem J.C. Jensen i øvrigt var. Notitsen er skrevet i forbindelse med hans død i 1967. På de få linier får vi at vide, at Jensen døde ugift, og at han var en beskeden mand, som levede temmelig anonymt. Også Jensen helligede sig livet i forretningen. Tre af de henvendelser, museet fik i forbindelse med efterlysningen i avisen, gav betydelig viden om Skow & Co. på J.C. Jensens tid.

Henvendelserne kom nemlig fra tre mennesker, som alle har kendt forretningen indefra i perioden, efter at Jensen havde overtaget den. To af dem var mænd, som begge er udlært hos Skow & Co. under Jensen. En af lærlingerne havde til og med en far, som også arbejdede der. Museet kender de to lærlinges fulde navn, men jeg bruger blot deres initialer her i teksten. J.E.S. er født i 1931. Fra 1946 til 1950 stod han i lære hos Skow & Co.

Lærerpladsen fik han gennem sin far, Magnus, som havde været ansat hos Skow fra ca. 1930, først som kusk og senere også som forvalter af lageret for grovvarer i gården. H.H. er født i 1926. Han var hos Skow & Co. i det sidste år af sin læretid fra februar 1946, til han blev udlært i maj 1947. H.H. valgte at bryde sin første lærlingekontrakt med en lille købmandsforretning i Overlund, da muligheden for at komme ind hos Skow & Co. bød sig. Dette skift af lærerplads har H.H. aldrig fortrudt. Hos Skow & Co. fik han mulighed for at lære et langt mere alsidigt kontorarbejde, end der ville blive tale om i den lille forretning. Erfaringerne fra Skow kunne han trække på resten af sit arbejdsliv.

De ansatte i 1940’erne

De to lærlinge fortæller også om de andre ansatte hos Skow & Co. i 1940’erne. På kontoret var der – udover direktør Jensen selv – en prokurist, Gunnar Sand, og en kontordame, Frk. Mikkelsen. Sand og Jensen stod på hver sin side af en dobbeltpult ved vinduet ud mod Ll. Sct. Hans Gade. I selve butikken var der foruden de to lærlinge en 1. kommis, H. Christensen, og en 2. kommis, Nielsen. I gården huserede en staldforpagter, Niels Grenå, og to mand, som tog sig af køretøjerne – bil, lastbil og hestekøretøj – B. Pedersen og M. Sørensen.

Derudover havde forretningen en rejsende tilknyttet. Han hed Thomsen. Og så var der en bydreng, ikke at forglemme. Jensen var en venlig direktør, fortæller lærlingene. Begge havde set eksempler på, at han ikke var uden temperament, men de var også enige om, at Jensen tilbød sine ansatte gode forhold. Blandt andet sørgede han for, at forretningen altid lukkede til tiden.

Han stillede sig i butikken og passede på, at den sidste kunde gik ud af døren så tæt på lukketid som muligt. Dette fik de ansatte til at føle, at deres arbejdstid blev respekteret. H.H. husker også, at Jensen ikke lagde status på 1. nytårsdag, men i stedet på en lørdag først i året. Dette blev også værdsat. H.H. fortæller endvidere, at man generelt følte sig sikker på ordnede forhold hos Skow & Co. Bl.a. lod H.H. en måned gå – med ro i sindet – efter sin ansættelse, før han fik at vide, hvad han fik i løn. Han husker, at det var 125,- kr. om måneden. Ved den forretning han kom fra, fik han 40,- kr. om måneden plus kost.

En gammeldags forretning

J.E.S. fortæller, at Skow & Co. i 1940’erne og 1950’erne var at betegne som en gammeldags købmandsforretning. Det begrunder han bl.a. med, at man købte sine varer ind i meget store partier, som man så selv vejede af i mindre portioner til kunderne. To eksempler på det er eddike og salt. J.E.S. husker, hvordan eddiken ankom til forretningen i store tønder med 200 liter. Omme i gården fandtes et vaskehus.

Her har J.E.S. mange gange stået og vasket et hav af eddikeflasker rene, tappet frisk eddike på og forsynet flaskerne med en ny etiket. Han husker tydeligt, hvordan duften af eddiken fyldte luften omkring gården og butikken. Hvad saltet angik, blev det taget hjem i så store mængder, at det ikke var emballeret i andet end en jernbanevogn. J.E.S. har også mange gange været med til at hente salt nede på banegården. Her fyldte han og andre det i sække, som de så selv kørte hjem til købmandsgården.

Saltet blev senere pakket i mindre poser til salg i butikken. Ost var også noget Skow & Co. havde specialiseret sig i, særligt emmentaler, fortæller J.E.S. Store partier ost blev købt hjem og lagt på lager i forretningens kælder. Her lå de 95 kg tunge møllehjul og modnedes. Lærlingene stod bl.a. for at vende ostene jævnligt. Duften af ost var også noget, som prægede selve butiksrummet. Også duften af kaffe og spegesild mødte kundernes næser, når de trådte ind gennem døren.

Hverken forretningen eller kundekredsen ændrede sig synderligt, efter at J.C. Jensen overtog Skow & Co. Her handlede folk af alle slags. H.H. bemærker, at det bl.a. var noget af det, forretningen klarede sig så godt på. Imødekommenhed overfor alle og konkurrencedygtige priser. Den typiske kunde kom fra oplandet: Rødding, Løvel og Ravnstrup og enkelte helt fra Karup. Viborgenserne holdt også af Skow & Co. Begge lærlinge fortæller, at en landsdommer eller en mand fra militæret kunne have mere held end en bonde med at få en sludder over disken med direktøren selv, men at snobberi ellers ikke var kendetegnende for stemningen her – ikke i målestok med forholdene flere andre steder i byen. Alle fik en god betjening og reel behandling.

Gården bag butikken

Den tredje af de henvendelser vi fik, kom fra en datter til en af Skow og Jensens ansatte. I.L. er født i 1930. Hendes far, Niels Grenå, født i 1902, arbejdede hos Skow & Co. fra engang i 1920’erne og frem til 1947. Niels Grenå startede som gårdskarl hos Skow, men blev med tiden staldforpagter. I.L. husker både tiden under Frederik Skow og J.C. Jensen. I staldene i købmandsgården var der plads til ca. 25 heste.

I forbindelse med hestemarked i Gravene om lørdagen kom bønderne ofte ind fredag aften og staldede deres dyr op hos Skow & Co. Niels Grenå stod for at leje staldpladserne ud og for at passe dyrene. I.L. fortæller, at hendes far, i aftale med købmanden, selv tog de penge, han tjente på at stalde heste op. Niels Grenå havde et kørekort. Derfor kørte han også ind imellem ud med varer til bønderne i oplandet. I.L. husker, at han ved disse lejligheder også altid havde bestillingssedler med hjem igen til forretningen – sedler, som hun kunne få lov til at hjælpe sin far med at lægge i nummerorden.

I det hele taget kunne I.L. godt lide at være omkring sin far i købmandsgården. Hun husker, hvordan hun fandt kattekillinger, som hun legede med. Indimellem havde hun lidt på fornemmelsen, at hendes far var bange for, at hun skulle gå i vejen, eller at købmanden skulle blive ked af, at hun tog tid fra sin far. Men Niels Grenå havde et godt forhold til sin chef. I kraft af sit kørekort måtte Niels af og til også agere chauffør for Frederik Skow, hvis han skulle af sted på visit. Niels kunne lide at køre i Skows fine bil. I.L.’s mor var, ifølge I.L., ikke alt for begejstret for, at hendes mand skulle lege købmandens privatchauffør, men hun sagde aldrig noget direkte om det.

På museum

Det var muligt for viborgensere og andre godtfolk at handle hos Skow & Co. frem til 1971. I 1972 overtog museet en del af butikkens interiør – det som i dag kan opleves i vores udstilling – og kort efter blev huset på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Reberbanen revet ned.

Tilbage står nu minderne om en af Viborgs mange købmandsgårde. Vi har været heldige, at en håndfuld mennesker ville dele deres minder om Skow & Co. med os. De har været med til at tegne et billede af en god og reel købmandsforretning med en betjening og en handel af den slags, vi nu ellers kun kan læse om.

Artiklen er skrevet af Rikke Johansen Smidt og kan også findes i Viborg Bogen 2006 s. 5-12.