Lejren i Hald Ege

Krigen i 1864 er en af de fortællinger vi i Danmark har svært ved at slippe. Ofte trækkes den frem, når vi har brug for at forklare den danske selvfølelse. Preussernes storm på Dybbøls skanser var kulminationen på det, der senere i mangen en skoleklasse er formidlet som danskernes fælles nationale tabshistorie.

Fra helstat til nationalstat

For 200 år siden strakte Danmark sig fra Nordkap til Hamburg. Et multinationalt rige med kolonier i Nordatlanten, Indien og Caribien. I 1814 mistede vi Norge, 50 år senere tabte vi Slesvig og Holsten. I 1920 vendte en del af Sønderjylland hjem, men samtidig var Island reelt blevet selvstændigt i 1918. Reduceret fra dobbeltmonarki til nationalstat med en udpræget skepsis overfor det, der kom syd fra grænsen.

“Hvad udad tabtes skal nu indad vindes”, som Chr. Dalgas så rammende formulerede tidsånden. Den nationale selvforståelse, som Grundtvig kæmpede for at indpode i danskerne, fik gode vækstkår. Vi dyrkede det særligt danske og vendte ryggen til den store verden. Hvad skulle vi med “langt højere bjerge”, vi “danemænd” var tilfredse med “slette og grønhøj i nord”, som Grundtvig skrev. Småt blev godt, beskedenhed blev en påskønnet dyd, og når det kom til stykket, blev vi med tiden egentlig overordentlig tilfredse med os selv. Som Piet Hein engang udtrykte det: “danskerne er bedst til alting. Selv vores mindreværdskompleks er verdens største”. Katastrofen i 1864 var et lærestykke, som Danmark på ingen måde kunne gentage, hvis landet skulle bevare et håb om en fremtid som selvstændig nation. På den anden side var der blandt befolkningen en trang til hævn og et ønske om at vinde det tabte land tilbage, når lejligheden bød sig.

Krig og nederlag

Nederlaget i 1864 fik også store følgevirkninger for Viborg og omegn. Det nationale tvetydige ønske om at forsvare det, der var tilbage, og håbet om at vinde det tabte igen, fik blandt andet den konsekvens, at regeringen i 1867 besluttede, at halvdelen af den danske hær skulle indkaldes til øvelser i 45 dage hver sommer ved Hald. Forsyningerne til de 10.000 mand var enorme, og det skæppede godt i det lokale næringslivs kasse. Følgende er en fortælling om hverdagslivet i soldaterlejren ved Hald Ege.

Hverdag i soldaterlejren

I løbet af maj 1868 rejste den hvide by sig for første gang i det hedepræget område. Lejren havde et imponerende omfang. Fodfolket lå mellem Hald og Karupvejen. Artilleriet længere tilbage mod nord på en åben plads i Egeskoven, ca. ½ km syd for hvor Folkekurens Afdeling B ligger. Lejeren var en hel by af telte, næsten dobbelt så stor som Viborg med lejrgade, alarmpladser, torvepladser, magasiner og depoter, post- og telegrafstation, arrest og brand- og politivæsen.

I skovkanten langs Herningvejen lå lange rækker af boder, hvorfra der blev faldbudt alt, hvad soldater kunne tænkes at få brug for: Tobak, sivsko, skrivemateriale, pudsegrej, bøger og blade. Der var urmager og fotograf, skomager og barber, ja tilmed en ligtorneoperatør tilbød sin hjælp til ømme soldaterfødder.

Lokummerne var et kapitel for sig. De var i bogstavligste forstand offentlige. De bestod af en grav med et par træstammer foran, som soldaterne kunne sidde på. Lokummerne var anbragt på et lille højdedrag med fri udsigt over hele lejren og søen. Så der kunne sidde en hel række soldater og hygge sig og nyde den flotte udsigt.

Øvelser fra morgenstunden

Det har ikke været ren afslapning at være på øvelse i Hald. Allerede kl. 4.00 om morgenen lød reveillen, der i øvrigt et år blev spillet af ingen ringere end Carl Nielsen, der en overgang var hornblæser i militærlejren. Soldaterne kom i tøjet i en fart og skyndte sig hen til marktenderne for at få udleveret deres kaffe. Fast føde var der intet af, så der var gode indtjeningsmuligheder for handlende i Viborg, der tog ud til Hald og solgte fødevare. Især havde de såkaldte “rødgrødskoner” en god forretning, de solgte nemlig tilberedt mad.

Efter kaffen og evt. lidt mad måtte soldaterne haste tilbage til deres telte for at få ryddet op, for kl. 6.00 var det tid til øvelse. Fodfolket øvede sig ikke mindst i at skyde med en ny type gevær, nemlig baglader-geværet. Mange soldater var ikke helt trygge ved bagladergeværet, indtil de var blevet overbevist om, at skuddene ikke gik bagud.

Soldaterne havde deres skydetræningen, og det var med skarpe skud, på Dollerup mark, med skudretning over mod Ravnsbjerg, samt på Hald mark med skudretning over søen mod Bøgeskoven på inderøen.

Uden mad og drikke…

Ved middagstid vendte soldaterne tilbage til lejren og sikkert med en glubende appetit. I gryderne over de mange murede bålsteder bredte duften sig af oksekød, flæsk og ris. Dertil bestod måltidet typisk af saltet kød, klipfisk, smør og kartofler.

Hver soldat fik også en daglig ration på en ½ pægl brændevin (2,4 dl.). Men det var ikke alle soldater, der “jog pæglen i kødet”, for brændevinen var elendig, og mange soldater brugte den eftersigende til at bade deres hudløse fødder med.

Eftermiddagen stod til soldaternes fri disposition. De fik tiden til at gå med at rense geværer, pudse støvler og knapper og skrive breve. Efter aftensmaden var der tid til hyggelige adspredelser som visesang og komediespil. Soldaterne lavede ligefrem sangforeninger og underholdt med flerstemmig sang. En vigtig kilde til underholdningen var lejravisen “Soldatens Fryd”. Den udkom hver søndag og kostede 10 øre. Avisen rummede vittigheder, tegninger, anekdoter og alt, der hørte hjemme i en soldats univers.

Kulturlilvet udfolede sig også på Birgittelyst kro, hvor man i sommermånederne kunne besøge letpåklædte damer, der blandt soldaterne gik under navnet “nonnerne”.

Dagen sluttede med retrætesignalet kl. 22.00 med vagtskuddet affyret fra en kanon i artillerilejren.

En god forretning

Lejrsamlingerne havde en enorm betydning for Viborgs næringsliv. Forsyningerne til 10.000 mand og deres heste var enorme, og de fleste leverencer kom fra Viborg.

Om søndagen var soldaterlejren et populært udflugtsmål for folk på Viborg-egnenen. Det gav store fortjenester til vognmænd og resturatører. De lokale beboere omkring lejren havde kronede dage som sælgere. Der var oprettet to torvepladser i lejren, hvor folk kunne komme og sælge. De før omtalte rødgrødskoner solgte en substans, som ifølge nogle soldater mest lignede størknet havresuppe, andre solgte æbelskiver og pandekager, som efter sigende var bedst egnede til at forsåle støvler med. Andre solgte pebermynte og brystsukker, “mjødvand”, kaffe og øl. Selv hugorme i flasker til 1. kr stykket var der et marked for.

Når soldaterne var på øvelser, fulgte enkelte kræmmere efter og solgte forfriskninger, når de trætte soldater holdt hvil. Der var f.eks. mange koner, der gik og bar kaffekedler på en stang.

Soldater i byen

Når soldaterne kom til Viborg i deres fritid, var det i et antal, så byens indbyggerantal nærmest blev fordoblet. På byens værtshuse blev der langet øl over diskene, og når soldaterne havde slukket tørsten og væltede ud i gaderne, gik mange en jens på besøg hos piger som “Soldater Stine” og “Nattens dronning”, men mest eftertragtet var måske “Klejne-Bente”. Hun blev ikke kaldt sådan, fordi hun på nogen måde var klejn. Tværdimod var hun efter sigende en lille særdeles trin Madam, men hvis der var noget, hun var god til, så var det at koge klejner. Og så var de endda byens billigste.

Den 24. juli var det tid til opbrydning. Teltene blev børstet og banket rene og anbragt i lejrens træbarakker. Så var det tid til afmarch. Afmarchen i 1870 var noget specielt. Frankrig havde erklæret Tyskland krig og ville gerne have Danmark med på deres side. Det var fristende. For det var en mulighed for at få hævn for nederlaget i 1864. Desuden svirrede der rygter om, at Bismark var blevet knotten over, at de elendige danske jenser, der havde kæmpet så fejt, tillod at samles med det slet skjulte formål at kunne tryne ham. Og hovedformålet med Hald-lejren var jo netop at ruste hæren til et nyt opgør med tyskerne. Da soldaterne fik marchordre, blev rygterne mere vedholdende, nogle kompanier sejlede fra Århus til Korsør. De troede, de skulle i krig. Men, nej, solaterne blev sendt hjem. Danmark valgte at forblive neutral.

De sidste lejre i Hald

I 1880 besluttede Hæren at afvikle øvelserne ved Hald. I længden var det ikke hensigtsmæssigt at træne i det samme velkendte terræn. I stedet for begyndte hæren at lave de såkaldte “efterårsmanøvrer” forskellige steder i landet.

Først i 1889 blev soldater-kapitlet ved Hald helt afsluttet. Træbygningerne og under-officersboligerne blev overtaget af Hald.