Viborgenserne kender i dag Ll. Sct. Mikkels Gade som en bred og vigtig trafikåre for biltrafikken mellem Randersvejkrydset og rundkørslen ved Sct. Jørgens Vej. Sådan har Ll. Sct. Mikkels Gade imidlertid ikke altid set ud. For 70 år siden – i 1939 – begyndte planlæggerne at drøfte, hvordan det gamle middelalderlige vejforløb kunne omdannes til en trafikal korridor. Første initiativ blev, at byrådet fik foretaget en saneringsundersøgelse. Konklusionen i denne var, at de idylliske, men usunde huse i den smalle og brostensbelagte gade skulle nedrives for at skabe plads. Begivenheden står i kontrast til den bevaringspolitik, som viborgenserne med en rimelig stolthed i dag hylder, og som har betydet, at Viborgs domkirkekvarter i dag rummer unikke byhistoriske helheder. Imidlertid førte byrådet fra slutningen af 1930’erne og frem til 1970’erne også en saneringspolitik, der betød, at gamle kvarterer måtte lade livet, simpelthen fordi de rummede boligforhold, der efter enhver målestok var uacceptable. Og et sådant kvarter var Ll. Sct. Mikkels Gade.

Saneringsundersøgelsen

Den nævnte saneringsundersøgelse, der i dag befinder sig på Lokalhistorisk Arkiv, blev udarbejdet umiddelbart efter vedtagelsen af Danmarks første saneringslov i 1939 af arkitekterne Thyge Olsson og Knud Bartholdy, der var konsulenter hos Indenrigsministeriet. I deres undersøgelse af den 600 meter lange gades 166 lejligheder hed det, at ”I langt de fleste Tilfælde er det Husenes Kvalitet, der gør dem saneringsmodne. De afgiver saaledes daarlig Beboelse paa Grund af daarlig Vedligeholdelse.” På alle adresser var der eksempelvis toiletter i gården, og mange steder var de ikke vandskyllede. Et enkelt sted måtte 17 mennesker deles om et toilet.

Af undersøgelsens talmateriale kan det samtidigt beregnes, at gaden havde en enorm befolkningstæthed. Gennemsnitligt var der pr. person 11,8 kvadratmeter boligareal til rådighed, men det tal dækkede over store udsving. I nr. 37 var boligarealet pr. person eksempelvis på kun 6 kvadratmeter, mens der i huset overfor, nr. 38, var hele 42,1 kvadratmeter til rådighed pr. person. De fleste huse var så gamle, at en præcis datering af opførelsestidspunktet var umulig. Kun 25 huse kunne dateres, og blandt dem var over halvdelen bygget mellem 1850 og 1900. Det tal antyder, hvornår kvarterets forslumringsproces i det små begyndte, for i den tidlige industrialisering i sidste halvdel af 1800-tallet flyttede flere og flere fra landet til byen, og de bosatte sig ikke blot i den brokvartersbebyggelse, der på samme tid opstod ved Skottenborg, men også inde i den gamle bykerne. I Ll. Sct. Mikkels Gade opførtes som en følge deraf adskillige side- og baghuse, så de små grunde kunne udnyttes til det yderste. Dermed blev kvarteret overbefolket. 1930’ernes økonomiske krise gjorde ikke forholdene bedre, og nødvendige investeringer i moderne faciliteter såsom centralvarme og vandskyllede toiletter udeblev.

Protester

Argumenterne for en sanering var altså godt begrundede. Imidlertid brød 2. verdenskrig ud, og besættelsen 1940-45 forhindrede, at en sanering kunne sættes i gang. Alt nybyggeri gik i stå, og derved var der ikke noget sted at genhuse gadens beboere. Det var derfor først i 1948, at en byplanvedtægt for saneringen blev offentligt fremlagt. Selvom argumenterne syntes at have været i orden, meldte der sig imidlertid overraskende protester. Politikere og planlæggere så fortsat Ll. Sct. Mikkels Gade som en forfalden ghetto uden nogen særlig værdi for byen. Det nye var, at ganske mange borgere fandt, at kvarteret rummede en kulturhistorisk værdi. Den lokale debattør og ingeniør Axel Lomholt, der på den tid ofte brugte sin indsigt i byplanlægning i den lokale debat, udtalte: ”At Lille Sct. Mikkelsgade bør saneres er rigtigt; men jeg synes Byplanen gør det paa den forkerte Maade – koldt og brutalt”.

Derfor indkaldte han til et debatmøde, hvor han overfor næsten 500 viborgensere argumenterede for, at kun enkelte meget nedslidte huse skulle nedrives, mens gadens øvrige huse i det store og hele skulle bevares. Axel Lomholt blev med det argument en af de tidligste fortalere for en mere nænsom form for sanering omfattende bevaring og istandsættelser – i moderne tid kaldet byfornyelse – der imidlertid under den tidligste saneringslovgivning fra 1939 til 1960’erne sjældent vandt tilslutning blandt de politiske beslutningstagere. Heller ikke i Viborg lod politikerne sig overtale, selvom det dog i saneringsundersøgelsen fra 1939 erkendtes, at kvarteret havde visse kulturhistoriske værdier. Om nr. 31, der var et af gadens allerældste huse i bindingsværk, hed det f.eks., at ”Huset er af en smuk malerisk Virkning, men er absolut uegnet til Menneskebolig”.

Politikernes og planlæggernes entydige argumentation for en totalsanering af samtlige huse i hele gaden skyldtes, at andre forhold lige så stille var begyndt at presse sig ind i sagen. Det nærliggende Statshospital (det nuværende Søndersøparken) barslede med planer om en gennemgribende modernisering, der skulle erstatte de gamle tugthusbygninger fra 1700- og 1800-tallet med en moderne patientbygning i otte etager. Det krævede plads, og derfor så hospitalets direktør Viggo Aggerholm gerne, at Ll. Sct. Mikkels Gades huse blev nedrevet. Derudover opstod ideen om Ll. Sct. Mikkels Gade som en trafikal korridor. Byrådet fremlagde en plan, hvor den nye tids vidundere – bilerne – skulle ledes rundt om midtbyen gennem en såkaldt indre ringgade bestående af Ll. Sct. Mikkels Gade, Ibs Gade, Reberbanen, Gravene, Dumpen og Sct. Jørgens Vej. Planen ville kræve, at den smalle Ll. Sct. Mikkels Gade blev udvidet til en bredde på 15 meter. De fleste var givetvis bevidste om, at de æstetiske værdier i gadebilledet ville gå tabt, hvis den fremlagte byplanvedtægts forslag til en sanering blev vedtaget. Alligevel fastholdt de den opfattelse, at byplanvedtægten rummede en moderne og funktionel løsning på tidens behov, og det var i samtiden langt at foretrække frem for en bevaring af lidt provinsidyl. Protesterende borgere kunne altså ikke ændre på byrådets holdning, og efter godt et års debat vedtog byrådet i januar 1950 byplanvedtægten.

En social revolution

Som en næsten naturlig følge af de meget dårlige boligforhold var Ll. Sct. Mikkels Gade også at betragte som det lokalhistorikeren Helmuth Spanggård har kaldt ”Viborgs fattigkvarter.” I gaden boede der mange arbejdere og håndværkere, men ifølge saneringsundersøgelsen modtog hele 44 procent af beboerne offentlig forsørgelse gennem forsorgsloven eller som aldersrente- eller invaliderentenydere. Det gjorde dermed gadens beboere til de absolut fattigste i byen. En optælling i Skattebog for Viborg Købstad fra 1945-46 viser f.eks., som illustreret i tabellen ved siden af, at det gennemsnitlige indkomstniveau i Ll. Sct. Mikkels Gade kun lå på en tredjedel af niveauet i byens rigeste gade, hovedgaden Sct. Mathias Gade, kun kort vej derfra.

Saneringen blev sat i gang i 1956 og var færdig i 1963. Resultatet blev et nyt bybillede fjernt fra den oprindelige meget tætte bebyggelse. Der kom nu luft mellem de nye hospitalsbygninger mod Søndersø, mens der til den anden side opførtes en fire etagers karré af lægeboliger i gule mursten. Projektet bragte også en social revolution med sig, idet den oprindelige befolkning forsvandt. De blev i løbet af 1950’erne genhuset i boligselskabernes nybyggede almennyttige lejligheder såsom Skivevejsblokkene, Ringparken og Toftegården, og nogle enkelte familier sendte byrådet langt uden for byen til Liseborg, Margrethelund og Engelsborg til kommunale husvildebarakker. En optælling af befolkningen i 1973 viser derfor, at der nu i stedet boede socialt stærke grupper såsom læger og andet sundhedsfagligt personale, der samlet udgjorde hele 46,9 % af beboerne. Dertil kom andre offentligt ansatte og mange studerende – altså grupper, som man slet ikke ville have fundet blot 20-30 år tidligere. Ll. Sct. Mikkels Gade saneringen efterfulgtes siden i 1960’erne af et lignende projekt i Sct. Ibs Gade, hvor den indre ringgade skulle fortsætte, og i 1970’erne kom turen til Skottenborg. Men derefter var det slut med flere totalsaneringer.

Et nyt syn

En køretur ad Ll. Sct. Mikkels Gade i dag viser ikke et eneste spor af, hvad der engang lå på dette sted. Nogle undres måske over, hvordan politikere og planlæggere i 1950’erne uden at blinke kunne acceptere, at en gade med historiske huse på denne måde blev likvideret. Svaret synes at være enkelt. Opfattelsen af, hvad der giver værdi for en by, kan udvikle sig drastisk over tid. De dårlige sociale forhold med usunde boliger var entydigt i fokus i saneringen af Ll. Sct. Mikkels Gade, mens arkitektur og æstetik ikke havde nogen plads i overvejelserne.

Totalsaneringsstrategien stod dog i det lange løb ikke så stærkt endda, for i 1960’erne og 1970’erne kom den under pres. Især største byer rundt i landet oplevede, hvordan græsrodsbevægelser demonstrerede for bevaring i stedet for nedrivninger. Fra oliekrisen i 1973 blev det også klart, at det økonomisk var mere fordelagtigt at istandsætte frem for at foretage de meget bekostelige totalsaneringer. Ikke mindst fordi saneringerne efterfølgende krævede store investeringer, når et omfattende nybyggeri skulle genoprette bybilledet. Et nyt byfornyelsesbegreb vandt frem, og bevaring og istandsættelse af bymiljøer, der rummede en kulturhistorisk værdi til glæde for beboerne, kom nu i fokus. I 1972 fik Viborg derfor en bevaringsplan, der bl.a. sikrede husene i Sct. Mogens Gade, og i 1972-75 anlagdes gågaderne og senere busgaden i Gravene. Midtbyen skulle nu summe af liv. I dag er det næsten skæbnens ironi, at byplanlæggerne i udarbejdelse af en midtbyplan har måttet tumle med udfordringer skabt af deres forgængeres planlægning. Det har f.eks. vist sig som en svær opgave at skabe bedre krydsningsmuligheder for bløde trafikanter på tværs af den tæt befærdede Ll. Sct. Mikkels Gade, hvis trafik har afskåret bykernen fra de rekreative grønne arealer ved Søndersøs bred.

Artiklen er skrevet af Kristian Buhl Thomsen og kan også findes i Viborg Bogen 2009 s. 25-34.

Kilder

Lokalhistorisk Arkiv: Bartholdy, Knud og Thyge Olsson: Sanering i Viborg, den 4. oktober 1939.
Lomholt, Axel: ”En Viborgensers Drøm” debatindlæg fra 26. oktober 1948 i Borgermødet i Viborg.
Rigsarkivet: Stikordsregister for Vestre Landsretskreds 1940-72, 1888 Boligtilsynsrådet.
Landsarkivet: Byplanvedtægt nr. 2: Ll. Sct. Mikkels Gadekvarteret, vedtaget 24/1 1950.
KK 33: Viborg Købstad. 104/108: Journalsager 1942-1969. Gr. nr. 777.810
Dispositionsplan for Viborg, 1947, KK 33: Viborg Købstad. 104/106: Journalsager 1942-1969. Gr. nr. 777.8-777.81
Udskrift af Viborg byråds forhandlingsprotokol 4/12 1956. KK 33: Viborg Købstad. 104/108: Journalsager 1942-1969. Gr. nr. 777.810

Bevaringsplan Viborg, Viborg Stiftsmuseum, udarbejdet 1971-72.
Christensen, Søren Bitsch: Den moderne by, Dansk Center for Byhistorie, Aarhus Universitetsfor-lag, 2006.
Gaardmand, Arne: Dansk byplanlægning 1938-1992, Arkitektens Forlag, 1993.
Skattebog for Viborg Købstad, 1945-46.
Spanggård, Helmuth: Viborg by og egn for & nu III.
Viborg adressebog 1973.
Viborg Midtbyplan, Viborg Kommune, april 2009.
Viborg Stifts Folkeblad.

Billede 1: Den dengang brostensbelagte Ll. Sct. Mikkels Gade, som ifølge saneringsrapporten fra 1939 var en hindring for fremskridtet. Foto: Bartholdy og Olsson i ”Sanering i Viborg”.
Billede 2: Huset på adressen Ll. Sct. Mikkels Gade 31, som ifølge saneringsundersøgelsen fra 1939 var uegnet til menneskebolig. Foto: Bartholdy og Olsson.
Billede 3: Baggårdsmiljø i Ll. Sct. Mikkels Gade nr. 10 og 12 før saneringen. Foto: Bartholdy og Olsson.
Billede 4: Hus.
Billede 5: Ll. Sct. Mikkelsgade i 1952.
Billede 6: Ll. Sct. Mikkels Gade 1977. Billederne illustrerer den dramatiske forandring Ll. Sct. Mikkels Gade gennemgik i perioden 1956-1963. Foto: H. Spanggaard.
Billede 7: Oversigt over de forskellige forslag til ringgadens forløb og den valgte løsning til nutidens centerrings forløb. Indtegnet af forfatteren.
Billede 8: Midtbyplanens forslag til bedre krydsningsmuligheder over Ll. Sct. Mikkels Gade ned til Søndersøs bred. Viborg Midtbyplan 2009.