Lysgård ligger ca. 14 km syd for Viborg, hvor sognet i et bakket landskab med lyng, krat og småskov grænser op til Hald sø og Dollerup bakker.
Lysgård er sandsynligvis det sogn i Danmark, som tidligst er skildret i en lokal historie, idet præsten Niels Blicher allerede i 1795 udgav en meget fin skildring af livet i Vium og Lysgård. Bogen fortæller om erhverv og levevis, og vi får indblik i beboernes vaner og skikke. Blicher konstaterer eksempelvis med tilfredshed, at mange husmødre i Lysgård er renlige og redelige, selv om der også findes hjem, hvor høns og gæs går rundt inden døre i køkken og stuer. Sæder og skikke kunne også være bedre. Drikkelyst var ifølge præsten meget udbredt, utugt havde der også været slemme eksempler på, om end folk dog vogtede sig for uanstændigheder i præstens nærværelse. På Niels Blichers tid var hosebinding – altså strikning af uldstrømper – den vigtigste indtægtskilde for sogneboere i Lysgård. Alle strikkede eller bandt hoser. Børn begyndte i 6-7 års alderen og fortsatte livet ud. Folk havde bindetøjet med i marken om sommeren. Om vinteren samledes de i bindestuer, især ungdommen, 10, 12 eller flere. De ordnede sig omkring et bord med tranlampen. Garnet måltes op i favne, garnenderne blev anbragt over en krog i loftet og så bandt de unge om kap, mens snakken gik, eller de sang og fortalte historier.

 

”E Bindstouw”

Det mest populære samlingssted på disse bindeaftner var skolestuen i den lille landsbyskole ved kirken. Årsagen var ligetil: Brændeovnen var fortsat varm, efter at børnene havde siddet i lokalet og terpet lektier hele dagen.

Niels Blichers søn, Steen St. Blicher, har som barn siddet og lyttet til sange og fortællinger, når ungdommen var samlet i skolestuen til bindeaftner. Inspirationen herfra indgik senere i Blichers forfatterskab, idet ”E Bindstouw” i Lysgård er udødeliggjort i dansk litteratur i novellesamlingen af samme navn.

Alligevel var den gamle landsbyskole fra 1790 for 75 år siden i alvorlig fare for at forsvinde fra jordens overflade. ”E Bindstouw” var blevet nedlagt som skole i 1830, og i 1852 blev bygningen købt af en lokal håndværker, Jens Murer, som brød bindingsværkshuset ned og flyttede det til et andet sted i Lysgård by. I 1936 stod det som en ruin, hvilket fik formanden for Viborg og Omegns Turistforening, den dynamiske direktør Aage Munksgaard, til at starte en redningsaktion. Han fik foreningen til at købe huset for de penge, der var i overskud fra årets Viborg-dage. Planen var at flytte det til Klostermarken ved Viborg, hvor det kunne blive første historiske hus i et frilandsmuseum.

I Lysgård havde folk hidtil ikke vist særlig interesse for Blicher eller ”E Bindstouw”, men med Munksgaards initiativ kom lokalbefolkningen åbenbart i tanke om Blichers vers ”Føst naar dær æ Nø po Far, kommer Jyden ud a Dar”. Et helt kor af buldrende protester rejste sig i det halve Lysgård Herred. I læserbreve beskyldte lokale folk viborgenserne for at ville stjæle deres historie ud fra griske turistinteresser. En stor underskriftindsamling blev sat i værk, og Lysgård-folkene allierede sig med landspolitikere og med folk fra Nationalmuseet.

Klapsejleren på Lyshøj

Hovedmålet for turistforeningen var dog at redde det berømte skolehus, og parterne enedes derfor om, at ”E Bindstouw” i stedet blev genrejst på dets oprindelige plads ved kirken og gadekæret i Lysgård. I den følelsesladede debat var der dog folk, som ikke kunne dy sig for at nævne, at beboerne i Lysgård ellers ikke hidtil havde udvist særlig pietetsfølelse over for Blicher.

Her stak læserbrevsskribenten til en sag om Lyshøj, gravhøjen lidt nord for Lysgård by, hvor en mindesten for Blicher er rejst. Lyshøj berømmedes allerede af Steens far, Niels Blicher, der i skildringen af Vium og Lysgaard sogne fortæller, at han i klart vejr fra højen kunne se hele 41 kirker. Men den slags kunne praktiske folk i det lokale vandværk ikke tage hensyn til. Lige efter århundredskiftet var de gået sammen om at skaffe sig vand. Til det formål havde de udset Lyshøj, det højest beliggende punkt på egnen, for her at grave en murstensbrønd og rejse en vindmotor til at pumpe vandet op. Den første vindmotor havde vindrose og en styrehale, hvorpå navnet ”SAMSON” var malet med store bogstaver. Siden blev dette monstrum udskiftet med en klapsejler. Men da vinden selv ikke på Lyshøj blæser uophørligt, murede beboerne tillige en vandbeholder, der kunne rumme nogle dages forbrug.

Om konstruktionen på Lyshøj skrev forfatteren Jeppe Aakjær i 1909 i et brev til en mand i Kjellerup, der ville gå i spidsen for oprettelsen af et Blicher-museum, at ” – – Deres Idé er kommen noget sent til Verden, og paa et Tidspunkt da Pieteten for Blicher ikke er større end at de Lysgaard Bønder har kunnet rejse deres ræddelige Vindmotor lige op ad Blichers smukkeste Mindesmærke. Med denne Daad synes jeg Rekorden for intellektuel Raahed er slaaet i dette af Vandaler mishandlede Land.”

Unægteligt en ordentlig bredside fra Aakjær. Det skal retfærdigvis nævnes, at den skraldende klapsejler var fjernet i 1922, hvor Lysgård-folkene fik lagt strøm ind, men tilbage i 1936 stod endnu vandbeholderen og et hus til elmotoren.

Der skulle gå en rum tid endnu, inden ”E Bindstouw” var genopført og indrettet som mindestue på den oprindelige plads. Længe gik det trægt med indsamlingen. Komitéen bag bevarelsen af huset var dog i 1939 så vidt, at den bad arkitekt Søren Vig-Nielsen udfærdige tegninger til genrejsningen. Men så kom krigen, og planerne blev lagt til side. Først i oktober 1952 havde ”E Bindstouw” som en ny fugl Phønix rejst sig på de gamle syldsten på grunden ved kirken. Et faktum er det dog, at det var Viborg og ikke Lysgaard, som tog initiativet til dets bevarelse.

Landsbyhuset

Vor tids aktive folk i Lysgård kan derimod selv. I dag hedder samlingsstedet ”Landsbyhuset”, og det er for folk i alle aldre.

”Landsbyhuset” er en afløser for Lysgård Forsamlingshus, som blev brudt ned i 2006. Huset blev oprindeligt opført til den lokale sparekasse, hvorefter det i en kort periode fungerede som børnehave. Forskellige foreninger begyndte også at benytte stedet, blandt dem en juniorklub, og i 1993 stiftedes foreningen ”Landsbyhuset” med det formål at drive eller koordinere de forskellige kulturelle og sociale aktiviteter. Da forsamlingshuset forsvandt, fik ”Landsbyhuset” en ny fløj, så der i dag er plads til 60-70 gæster.

Foreningen ”Landsbyhuset” i Lysgård har i dag ca. 110 medlemmer. Borgerforeningen blev også nedlagt i 2006, men en række af dens aktiviteter flyttede over i foreningen bag ”Landsbyhuset”. I et sogn, hvor tilbagegang har kendetegnet udviklingen i de sidste årtier, har aktive beboere altså valgt at koncentrere dynamikken i et nyt fælleshus. Strategien virker kløgtig. ”Landsbyhuset” har netop oprettet egen hjemmeside, Landsbyhuset-Lysgaard.dk, og her kan alle følge med i, hvad der sker. Her informeres om udlejning, her er postkasse, hvor folk kan skrive besked, her er foreningsoplysninger, og her er program og tider for aktiviteter, som rækker fra fællesspisning over kurser og møder til afspændingsgymnastik.

Af Henning Ringgaard-Lauridsen