Den unge Heiberg
At Peter Wilken Heiberg skulle blive en betydningsfuld personlighed for Viborg by, tydede intet i hans barndom på. P. W. Heiberg blev født den 24. juli 1840 i København. Han var søn af professor Søren Heiberg, forstander på Døvstummeinstituttet, og Engelke Marie Rørdam. Det lå i kortene, at unge Heiberg skulle følge i sin faders teologiske fodspor, men da han var dreng, holdt han mere af at strejfe rundt i naturen end af skolearbejdet.
Han blev derfor sendt til Fussingø i et år, hvor han hos skovrider Magius skulle lære om skovvæsen og landbrug. Efter et år på Fussingø vendte han tilbage til skolebænken, og i 1860 blev han student fra Metropolitanskolen. Samme år påbegyndte han medicinstudiet på Københavns Universitet.
Da krigen brød ud i 1864 gjorde Heiberg tjeneste som underlæge, og det var her, han fattede interesse for kirurgien. Allerede som ung læge på Dybbøl Banke var Heiberg vellidt og respekteret af sine patienter. Så meget at bataljonen indstillede ham til Ridderkorset. Han fik det imidlertid ikke – det gjorde i stedet én anden underlæge.
På trods af åbenlyse talenter for teoretisk, videnskabelig forskning valgte Heiberg efter krigen den praktiske og kirurgiske lægegerning i Thisted. Dette forhindrede ham imidlertid ikke i at opnå den medicinske doktorgrad i oktober 1869, endnu inden han fyldte 30 år.
I slutningen af 1800-tallet var kirurgien kun noget, der praktiseredes i København. Patienter måtte derfor ofte foretage den lange rejse til hovedstaden for at blive opereret. Det var imidlertid forbundet med stor risiko at komme under kirurgens kniv. Faren for infektioner var høj, indtil Joseph Lister i 1867 offentliggjorde sit arbejde om antiseptikken.
Hermed indførtes nemlig anvendelsen af bakteriedræbende midler i lægevidenskaben. Denne metode optog Heiberg hurtigt i sit arbejde, hvorfor han reducerede antallet af betændelser i operationssår betragteligt. I 1869 lykkedes det ham at foretage det første kejsersnit, hvor både mor og barn overlevede.
Personlig tragedie
Samme år, som Heiberg kom til Thisted, giftede han sig med Zara Krieger. I 1870 ventede de barn, og tiden til fødslen nærmede sig. I de dage, da Zara skulle nedkomme, blev Heiberg kaldt ud på landet for at forløse en kvinde. Han tøvede med at tage af sted, men da Zara insisterede på, at alt jo var forløbet uden problemer, blev han overtalt. Men da Heiberg efter nogen tid vendte hjem, var Zara død af fødselskramper.
Ude af sig selv forlod Heiberg byen. Naturen blev hans tilflugtssted. I de nordamerikanske skove genfandt han livsmodet og kunne vende tilbage til Thisted og sin praksis med vanlig entusiasme. Hans interesse faldt især på bortoperationen af ovariecyster. Disse kunne blive meget store og var således en voldsom belastning for kvinden. Mange operationer forløb succesfuldt, hvorfor et trolddomsagtigt skær hvilede over Heiberg.
Mod Viborg
I 1874 giftede han sig med den kun 18-årige Abelone Marie Bonne. Om hende fortælles, at hun var en mild, blid og værdig person, der forstod at leve sammen med en forgudet, dynamisk person. Sammen fik de 14 børn, hvoraf to døde som spæde.
Forholdene i Thisted blev imidlertid – professionelt – for trange, og da et embede som distriktslæge i 1879 i Viborg blev slået op, søgte Heiberg dette. De efterfølgende 37 år nød Viborgs borgere godt af at kunne søge en personligt engageret læge, hvis de havde brug for det.
Der var meget for Heiberg at gøre i Viborg. Da han kom til byen, lå sygehuset i en tilsyneladende acceptabel bygning i Grønnegade. Inde bag murene kunne end ikke de store sydvendte vinduer gøre det op for den elendighed og forfaldenhed, der herskede i alle sygestuer.
Der var ingen sygeplejersker, og det var bestemt ikke et rart sted at komme – mange foretrak arresten frem for sygehuset! Rummene var sparsomt møbleret med kun et par træsenge, en servante og et lille bord. I den største sygestue boede økonomens søn, og her manglede ingenting. Det var netop dette rum og dets beboer, der først fik Heibergs ledelse at mærke. Rummet blev inddraget til patienterne, men ikke uden kamp med økonomen, der var en indflydelsesrig herre i byen.
Alt imens Heiberg moderniserede sygehuset i Grønnegade, opererede han desuden patienter i et lille lejet hus ved siden af. Antiseptikkens indpas i medicinen havde mindsket risikoen for komplikationer og gjort hjemmeoperationer sjældne. Derfor blev behovet for større sygehuse stadig mere mærkbart.
Heibergs evne til at huske den enkelte patient og hans vilje til at møde sine patienter i deres miljø – selv om det kunne betyde timer i lægevognen for at komme ud til dem – var sammen med hans charme, dynamik og dygtighed med til at mindske den modstand, der var imod sygehuse og læger generelt. Som distriktslæge var Heiberg forpligtet til at hjælpe alle, der var under fattigforsorg i hele distriktet, men det betød ikke noget for ham, hvilken stand patienten var af. Han ville hjælpe ethvert lidende menneske – hvad enten dette var godsejer eller et fattiglem. Derfor vandt han stor respekt hos sine patienter.
Det nye sygehus
Selv om sygehuset i Grønnegade blev moderniseret, blev det hurtigt for trangt, idet behovet for sengepladser var stigende. At de gamle bygninger måtte erstattes af nye mere tidssvarende, fik Heiberg overbevist amtet om i den sidste halvdel af 1880’erne. På en grund for enden af Dumpen opførte man i 1888-89 det nye sygehus – langs en vej der i dag hedder Heibergs Allé. Her var plads til 50 medicinske og kirurgiske patienter og til 20 epidemiske patienter.
Mellem patienterne på sygehuset, de mange operationer og embedet som stiftsfysikus (fra 1893) havde Heiberg tid til overs til familien. Han holdt af at være både i lejligheden på Sct. Mathias Gade og i Petersdal. Det var et bjælkehus i bakkerne ved Hald Sø, hvor han – som tidligere – kunne finde sig selv i naturen. Han kunne fiske, gå på jagt og studere fugle, hvilket var blevet hans helt store lidenskab. Hans store samling sjældne såvel som almindelige fugle findes i dag på Viborg Stiftsmuseum.
Heiberg hyldet
Heiberg efterlod sig desværre ikke meget skriftligt materiale, hverken i form af lærebøger, artikler eller korrespondance. Men der er ingen tvivl om, at han var en betydningsfuld mand for indbyggerne både i Thisted samt Viborg og omegn. At en veluddannet embedsmand tog sig tid til selv den laveste i samfundet satte sine spor. Sporene stikker dybt – hvilket bl.a. de mange hyldester af Heibergs person tilkendegiver. I 1883 modtog han det ridderkors, som rivalen snuppede en snes år tidligere. I 1899 kunne han tilføje dannebrogmændenes hæderstegn, og i 1910 udnævntes han til kommandør.
I 1916 – da Heiberg var 76 – tog han sin afsked fra Viborg Sygehus. Det sygehus, der i så høj grad var hans livsværk, efterlader han i rig blomstring. At han unddrog sig den hyldest, man havde planlagt for ham, fortæller os om hans ydmyghed. Allerede i 1916 havde man planer om at opføre et mindesmærke for ham, men selv om han var rørt over de tanker, der lå bag, har han måske tænkt, at han jo bare passede sit arbejde.
I morgen gaar jeg frank og fri
Diagnosen mavekræft, som Heiberg finder hos sig selv, fortolkede han som en straf for de forsøgsdyr, han under studiet havde ladet sulte ihjel. Ud fra sygdommens forløb forsøgte han at bestemme hvilken dag, døden ville indtræffe. Da han den 20. juni angiveligt flere gange sagde “I morgen gaar jeg frank og fri”, fik han ret. Den 21. juni 1920 døde Peter Wilken Heiberg på Petersdal – næsten 80 år gammel.
Den 12. oktober 1923 afslørede man den bronzebuste, som var resultatet af planerne fra 1916. Bronzebusten var udført af Harald Quistgaard, og den blev rejst ved Viborg Sygehus. Her står Heiberg endnu i dag og holder øje med læger, patienter, sygeplejersker og alle andre på Viborg Sygehus.
Litteratur
Stiftsfysikus P. W. Heiberg af Bernard Viking.
I Fra Viborg Amt – Årbog, 30 årgang, 1962. Peter Wilken Heiberg – Et hundredeårsminde af Holger Nielsen & Henning Skov.
Diverse avisartikler, som findes på Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kommune.