Men fortidens byråd lønnede også embedsmænd, der vakte afsky og ubehag blandt borgerne. Det var mestermanden og rakkeren. Skønt ringeagtet i en grad at ingen ville omgås dem, havde de imidlertid begge en rolle at spille i datidens bysamfund. Rakkeren udførte alt det beskidte arbejde, som ingen andre ville røre ved: tømning af latriner, fjernelse og flåning af selvdøde dyr, indfangning af vilde hunde og deslige. Mestermanden kunne ej heller undværes, så længe datidens orden og justits byggede på et straffesystem, hvor henrettelse eller lemlæstelse af lovovertrædere var det bærende princip. I denne lille artikel er det mestermanden, som er hovedpersonen. Oplysningerne om ham er imidlertid spredte og sparsomme, og artiklen påberåber sig på ingen måde at tegne det fulde billede af det gamle Viborgs grummeste embedsmand.
Mestermandens arbejdspladser
Viborgs mestermand eller bøddel havde sin vigtigste arbejdsplads ved byens kag på Gammeltorv og på retterstedet på Stejltoften, hvor galgen var rejst. Retterstedet lå tæt ved den nuværende Sønder Allé udenfor Sct. Mikkels Port på en bakke, så det uhyggelige redskab kunne tjene til skræk og advarsel for tyveknægte og omstrejfere. Udover eksekveringen af domme på disse to rettersteder var mestermanden muligvis også pålagt at holde et vågent øje med folk i varetægtsfængsel og med om-strejfere og andet pak, så uvedkommende ikke kom ind i byen.
Byens kag på Gammeltorv ved Domkirken bestod af en høj, kraftig pæl med jernringe. Pælen var sandsynligvis fæstnet på et muret fundament. Mestermandens arbejde ved kagen kunne være at piske – kagstryge – prostituerede eller brændemærke tyve, tillige måske også at lemlæste dem ved at afhugge et par af deres fingre eller skære ører og næse af dem for til slut at sømme de afhuggede dele fast på kagen. Alle, som kom i berøring med kagen, blev straks i folks bevidsthed opfattet som uærlige. Dette indebar, at mestermanden blot kunne nøjes med at banke en markedshandlers vægt eller målerpind fast på kagen, hvis vedkommende på en torvedag blev grebet på fersk gerning i at snyde med vægt eller mål. Dermed var torvehandleren stemplet uærlig og gjorde klogt i at forlade byen og aldrig vise sig igen.
Viborgs galge på Stejltoften var, hvis vi kan tro Resens kort fra 1675, et trebenet stillads, hvor opstanderne blev forbundne med tværbjælker. Hver af disse bjælker gav sandsynligvis plads til to hængte. På retterstedet udførte mestermanden de mest grufulde dele af sin bestilling: tortur og henrettelse af de dømte. Henrettelsesformen kunne være hængning, halshugning med sværd eller økse, eller det kunne være brænding på et bål. Hængning var den almindelige straf for groft tyveri, mens halshugning var almindeligt ved mord.
Den henrettede blev i princippet hængende i galgen, indtil kroppen faldt ned af sig selv. Halshugning var en smule ”finere” end hængning, idet halshugne kunne komme i indviet jord. I grove tilfælde var der dog tale om, at den dødsdømtes krop efter halshugningen blev parteret og anbragt på hjul og stejle. Den grusomme handling havde en mening, idet datidens mennesker var overbevidst om, at sjælen på opstandelsens dag fik brug for sit jordiske hylster. Blev forbryderens krop parteret, var sjælen dømt til evig fortabelse.
Foruden de to grove straffeformer, henrettelse og legemsstraf, kunne en forbryder også dømmes til at blive lagt i jern og sendt til Bremerholm i København, hvor den dømte udførte hårdt slavearbejde. Bødestraf var også udbredt. I den tidlige middelalder blev drabssager ganske ofte afgjort med pengebøder til den afdødes familie.
Endelig var skamstraf udbredt i forbindelse med små forseelser. Den pågældende synder blev anbragt i gabestok eller i den spanske kappe til hån og spot nogle timer på et offentligt sted. Dette var dog almindeligvis ikke en sag for mestermanden, idet bysvendene eller vægterne tog sig af disse småforbrydere. Frihedsberøvelse i form af fængselsstraf hørte en senere tid til. Ganske vist havde byen et par fangehuller under rådhuset, men stedet blev næsten kun anvendt i forbindelse med varetægtsfængsling.
Kendte og ukendte mestermænd
Mestermanden eller bøddelen dukkede op i de større danske købstæder i løbet af middelalderen. Tidligere havde det været slægten til den forurettede, som sørgede for, at retten skete fyldest, når en dom var afsagt. Efterhånden som samfundet blev bedre organiseret, overtog øvrigheden eksekveringen af straffen, men ifølge den navnkundige museumsinspektør Hugo Matthiessen var det først lidt efter lidt, at samfundet udpegede en bestemt mand, i hvis hånd fuldbyrdelsen af alle bloddomme blev lagt, og dermed dukkede bøddelens uhyggelige skikkelse frem af mørket.
Mestermanden i Viborg nævnes første gang i 1491. Vi har ingen oplysninger om, hvor han boede, kun at byen vedligeholdt hans hus. Et gæt må være, at han boede udenfor Sct. Mogens Port, hvor også rakkeren havde til huse. Sikkert er det, at huset lå udenfor bygrænsen, idet ingen ærlig mand ønskede at bo nabo til hverken mestermand eller rakker.
I de urolige år i senmiddelalderen blev Viborg som bekendt skueplads for en række begivenheder med landspolitiske konsekvenser. Vi må i den forbindelse formode, at det var Viborgs mestermand, der kastede kong Christian den Andens købstadslove på bålet i forbindelse med hyldningen af efterfølgeren, kong Frederik den Første, på Viborg Ting i 1523. Den 9. september 1536 foregik en langt grusommere rettergangen på Gammeltorv. Lederen af det jyske bondeoprør under borgerkrigen ”Grevens Fejde”, skipper Clement, blev her efter dødsdommen på Viborg Landsting overladt til bøddelen, som halshuggede ham og lagde det parterede lig på hjul og stejle. Også en anden fra det tabende parti, landsdommer Jens Hvas, blev efter forlydende henrettet ved denne lejlighed.
De uhyggeligste retsprocesser i Danmark er heksebrændingerne, som især greb om sig i de første tiår efter 1600, hvor regeringen havde udsendt en ny forordning om troldfolk. Også i Viborg huserede flere sager. En af købstadens håndværkerkoner, Kirsten Snedkers, var sandsynligvis kendt for at have en beskidt mund. Men Kirstens galde og truslerne, som hun udslyngede mod folk i byen, traf hende som en boomerang i 1618. Uforklarlige lidelser, som ramte mennesker, der havde følt sig truet af Kirsten Snedkers, førte til anklagerne om trolddom.
Tolv kirkenævninger svor hende skyldig på bytinget, og landstinget stadfæstede kendelsen. Men inden mestermanden kastede hende på heksebålet på galgebakken, havde Kirsten Snedkers under den hårdhændede afhøring tilstået at stå i ledtog med flere. Jens Murmesters kone, Kirsten Lauridsdatter, skulle ifølge anklagerne også havde forvoldt ulykker i byen med sin onde mund, men det som yderligere var med til at skubbe Kirsten Lauridsdatter i armene på bøddelen var, at troldkvinden Kirsten Snedkers havde bekendt, at de havde ”danset tilsammen i kattelignelse på påskemorgen”. Kirsten Snedkers beskyldte også Kirsten Christendatter Bondes for at være med i partnerskabet med djævelen, men sidstnævnte klarede dog frisag.
Mestermanden, som brændte de to kvinder, kender vi ikke navnet på. Derimod nåede efterfølgeren, som tiltrådte embedet i 1630, at efterlade sig en mærkværdig historie. Manden, som var tysker og hed Peiter Buchner, havde gjort karriere som soldat i den kejserlige hær, der trængte op i Jylland, efter at kong Christian den Fjerde havde lidt et svidende nederlag i slaget ved Lutter am Barenberg i udkanten af Harzen. Omkring påsken 1629 lå Buchner med regimentet indkvarteret i Hjermind og Vinkel. Han forblev i landet, da de tyske tropper trak sig tilbage. Embedet som mestermand i Viborg forekom åbenbart mere attraktivt end et fortsat liv som landsknægt på slagmarkerne rundt i Europa.
Bestillingen bestred Peiter Buchner dog kun i begrænset tid, idet han var voldsomt tiltrukket af sværmeriske religiøse forestillinger. I marts 1630 blev han lagt i jern og dømt på Viborg Byting for Gudsbespottelse. Retten erklærede, at han skulle have sit liv forbrudt. Sagen blev derefter forelagt Konsistorium ved Universitetet i København. Herfra lød dommen, at Buchers sværmeri ikke kunne berettige til dødsstraf. Han måtte hellere på andre måder straffes og derpå forvises af landet. Imidlertid blandede kongen sig i sagen, idet kansleren meddelte Konsistoriet, at Han Kgl. Majestæt var ganske i den mening, at mestermanden skulle miste livet. Om det endte med dødsstraf eller landsforvisning, står hen i det uvisse.
Embedet stod muligvis ubesat nogle år efter Buchners uheldige afgang. I 1634 og 1635 var det mestermanden fra Mors, som kom til byen, når samfundets straffe over de dømte skulle føres ud i livet. I 1640 havde Viborg igen sin egen bøddel, mester Oluf. Det år fik han 14 rigsdaler for at tage sig af to forbrydere. Den en skulle pines og henrettes, den anden kun henrettes. Året efter fik han 5½ rigsdaler for at henrette en person. Den næste i rækken af kommunale bødler var mester Jonas.
I bevarede kæmnerregnskaber findes spredte notitser, som leder på sporet af hans virksomhed. En lørdag aften i november 1643 skrev borgmester Ostenfeld således til kæmneren, at der sad syv slemme kvinder i kælderen for deres udyds skyld. Han skulle give stadstjeneren en mark til brød og øl til dem i denne aften. Derimod fremgår det ikke, om mestermanden skulle tildele dem straf. Ofte blev skøger straffet ved kagstrygning og derefter jaget ud af byen.
Den 29. juli 1644 havde borgmester Peder Ostenfeld igen fat i pennen. Hans skrev: ”Kære Knud Sadelmager. Giv Mestermanden Jonas 1 rigsdaler for den kvinde han halshuggede i dag for hendes barn hun myrdede. Og 1 kande øl i denne hendes vaade (ulykke).” I en anden notits får kæmneren besked på at betale vægterne en rigsmark for at kaste en grav til kvinden udenfor Sankt Mikkels kirkegård. Den stakkels barnemorderske kom altså ikke i indviet jord. I 1645 blev Karen Poulsdatter halshugget. Også hun havde ombragt sit barn. Hendes gamle klæder blev bagefter solgt. I 1649 fik mester Jonas seks mark ”for Else Grøn han strøg til kagen”, dvs. piskede ved skamstøtten på Gammeltorv. Sandsynligvis er hun bagefter blevet jaget ud af byen.
Året efter, i 1650, havde Jonas åbenbart forladt embedet. I alt fald hidkaldte byen assistance fra Randers, idet skarpretter Gert Bessler i Randers den 5. juni 1650 sendte et brev til Viborgs kæmner: ”I skriver mig til, at udi eders by sidder to misdædere, som har forbrudt deres liv til galgen, og jeg derfor efter mit løfte på søndag førstkommende vil indstille mig og på mandag gøre dem deres ret efter loven.” Han skrev videre, at han ganske vist ikke var helt vel, men hvis han for svagheds skyld ikke selv kunne komme, ville hans svoger i Århus komme og ”forrette samme arbejde”.
Enevældens skarpretter
Efter enevældens indførelse i 1660 overgik bødlen til at blive statens embedsmand, udpeget af stiftamtmanden. Den enkelte mestermand eller skarpretter, som han efterhånden blev kaldt, fik også et større geografisk distrikt som arbejdsområde. Viborg ophørte med at skulle holde hus for en bøddel på fast løn. I byens regnskaber figurerede i stedet rejseudgifter og honorarer til skarprettere fra Randers, Ålborg eller Århus. Reduktionen af mestermænd på landsplan efter 1660 tyder på, at de tilbageværende skarprettere forsøgte at presse honorarerne i vejret. Statsmagten svarede igen ved i 1698 at udsende et cirkulære med faste priser for de forskellige ydelser.
BØDDELENS PRISLISTE
Fastsat ved kgl. reskript af 1698.
For et hoved med økse at afhugge 8 dlr.
For en hånd eller finger at afhugge 4 dlr.
Et hoved og en hånd at sætte på stejle for hver to 4 dlr.
For at hænge 10 dlr.
For en af galgen at nedtage 4 dlr.
For en hel krop at lægge på stejle og hjul 7 dlr.
For en at slå arme og ben i stykker og lægge på stejle 14 dlr.
For en krop at nedgrave i jorden 3 dlr.
For en død krop at udføre af by 2 dlr.
For en at partere og lægge på stejle 12 dlr.
For hvert kneb med gloende tænger 2 dlr.
For at brændemærke 4 dlr.
For kagstrygning 5 dlr.
For at piskes af byen 7 dlr.
For at vise af byen og herredet 4 dlr.
For at brænde en krop 10 dlr.
For at brænde pasquiller eller andet deslige 3 dlr.
For at slå navn på galgen 2 dlr.
Kravene til bøddelens kunnen blev også skærpet. En vis faglig stolthed prægede da også en mand som Hans Henrik Høcker, der i 1705 blev skarpretter i Århus stift. I sin ansøgning henviste han til, at han i fire år havde gjort sin funktion upåklageligt og henviste til de personer, han havde halshugget, stejlet, brændt, hængt, straffet med riset, brændemærket, kagstrøget og pisket. Han havde også vist sin dygtighed på mange syndere og misdædere udenlands, i Brandenborg, Polen, Sachen og Slesien, og nu sidst den 6. juni i Viborg på en kvinde, som blev pisket med riset og brændt på ryggen. Samme Høcker havde endda tidligere været i Viborg for at henrette med sværd og piske tre personer. Høcker efterfulgte i øvrigt sin fader i embedet, og tendensen under enevælden blev, at egentlige mestermandslægter i generationer bestred erhvervet. Mange af skarpretterne var af tysk oprindelse.
Den barske og ufølsomme afstraffelse af forbrydere fortsatte ind i 1700-tallet. Den 30. august 1694 blev skarpretteren hidkaldt for at henrette tjenestepige Mette Jensdatter. Historien bag var tragisk; Mette, som var i huset hos farver Søren Kristensen Høeg i St. Mikkels Gade, fødte den 1. august et drengebarn i dølgsmål. Samme dag ombragte hun barnet og skjulte liget under sengen. Farver Søren Høeg blev udlagt som barnefader, men tilsyneladende blev alene Mette stillet for retten og dømt.
Om Høeg var til stede på Stejltoften denne for Mette så skæbnesvangre dag, ved vi ikke, men den vrinske farvermester forsvandt ikke ud af historien lige med det første. Allerede nogle måneder senere var det galt fat med farvergårdens nye tjenestepige. Den 16. december 1694 forsøgte hun at begå selvmord ved at kaste sig i gårdens brønd. For hendes synd måtte hun offentlig skrifte i Søndre Sogns kirke. Herefter blev hun forvist af byen for stedse. Søren Høeg nåede for øvrigt – ud over at pleje omgang med tjenestepigerne – at være gift fire gange.
I endnu en sag var farvermesteren i St. Sct. Mikkels Gade aktør, om end han denne gang var uforskyldt part. Høeg var en holden mand og som antydet kendt for at leve i vellyst og glæde. Fint sølvtøj fyldte i farvergårdens gemmer, men en dag i 1706 forsvandt et lille brændevinsbæger i sølv fra et åbentstående vindue. Tyven, en forbipasserende skomagersvend ved navn Chresten Christensen, skulle dog snart havne i bøddelens klør.
Anklagerne mod skomagersvenden lød imidlertid på alvorligere forbrydelser end simpelt tyveri af brændevinsbægre, idet Chresten tilstod at have snøret sit snørebånd om halsen på en skomagerdreng og kvalt ham uden for Mikkels Port. Drengen blev stranguleret, fordi han havde truet med at sladre om svendens forskellige tyverier. Drabsmanden blev henrettet på Stejltoften den 8. juli 1706.
Igen i 1715 besøgte skarpretteren Viborg for at henrette et menneske. Offeret var den stakkels rakkerknægt Søren Knudsen, som under et slagsmål foran rakkerhuset udenfor Sct. Mogens Port stak sin stedfar i låret, så han døde af blodtab. Historien er kort fortalt, at Søren efter en lang formiddags hårdt arbejde med at flå selvdøde dyr gik ind i rakkerhuset for at spise. Stedfaderen Niels Andersen, som åbenbart ikke kunne udstå Søren, sad i stuen og spiste og drak sammen med rakkerkollegaen fra Horsens.
Da rakkerknægten ville sætte sig, blev han jaget væk, idet Niels Andersen greb sin kårde og udfordrede Søren til duel. Horsensrakkeren prøvede at berolige gemytterne, men da det ikke lykkedes, lånte han sin kårde til Søren Knudsen, så knægten kunne forsvare sig. Under slagsmålet var det så, at Niels Andersen blev ramt i låret og døde to timere senere. Søren fik sin dødsdom, mens Horsensrakkeren blev dømt til tre års straffearbejde på Bremerholm, fordi han havde udlånt mordvåbenet til rakkerknægten.
Også tyverier slog myndighederne fortsat hårdt ned på i 1700-årene. Mestermanden slæbte i 1701 den tyveridømte pige Anne Hansdatter ned på Gammeltorv for at kagstryge hende og mærke hende med tyvsmærket i panden. Pigen Dorthe Nielsdatter slap billigere i 1710, men hendes rapserier i Jochum Lassens krambod var måske kun småting. Dommen lød på, at Dorthe skulle stå i halsjern på torvet i tre dage, hver dag af en times længde og derefter udrømmes byen.
Mod humane tider
Under oplysningstiden vandt mere humane tanker genklang i den offentlige debat i det danske samfund, og i midten af 1700-tallet voksede kritikken af det barbariske straffesystem. Gradvist trådte frihedsstraffe i stedet. I 1742 opførtes Viborg Tugt- og Manufakturhus, som skulle huse ”skarnsfolk” fra hele Nørrejylland. Bag fængslets mure blev forseelser dog straffet korporligt på forskelligt vis, men det var tugthusets egne folk, som tog sig af afstraffelsen. Spisemesteren tog vare på mindre forseelser, og ellers var det justitsergenten og senere portneren, som svingede pisken eller tampen over fangernes rygstykker.
En alvorlig forbrydelse i 1772 trak dog skarpretteren til byen, idet den 18-årige straffefange Dorthe Jensdatter blev henrettet i Viborg, fordi hun havde forsøgt at stikke ild til tugthuset. Vi har ikke oplysninger om, hvornår Viborgs galge ved Århusvej og byens kag på Gammeltorv er blevet sløjfet. Et gæt må være omkring år 1800. Endnu i 1750 figurerede i byens regnskaber en række løse udgifter, blandt andet til reparation af den spanske kappe.
Og lønudgifter til skarpretteren afholdt Viborg endnu i 1787, hvor kæmneren i regnskabet afsatte 16 rigsdaler til manden. Den officielle afskaffelse af brændemærkning af forbrydere skete først i 1840, og kagstrygning blev endeligt forbudt i 1866, men på det tidspunkt var de gamle straffemetoder for længst gået af brug. Strafferetsreformen af 1866 byggede næsten udelukkende på bøde og frihedsstraf. Fra 1866 eksisterede blot en enkelt, statsansat skarpretter i Danmark. Embedet ophørte i 1927.
Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2006 s. 31-41.
Kilder og litteratur
Bokkenheusers (BOK) optegnelser vedr. Viborgs historie i 1600- og 1700-årene.
Galster, Kjeld 1948. Fra Viborg Amt under besættelsen. I: Fra Viborg Amt.
Hvidtfeldt, Johan 1950. Viborg Tugthus i 1700-årene.
Matthiessen, Hugo 1962. Bøddel og galgefugl.
Rasmussen, Holger 1986. Ret og straf i Danmark.
Steensberg, Axel 1969. Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede.
Saxild, Georg 1928. Viborg. Jyske byer og deres mænd.
Viborgs historie bd. 1. 1998.
Viborg Købstads Historie bd. I-III. 1940.
