Et nødvendigt erhverv
Natmandens funktion i 1700-tallet var at tømme byens natpotter og indsamle affald og døde dyr. Desuden var han bødlens hjælper, og fordi han kom i berøring med dømte forbrydere og med døde ting, betragtede man ham som uren.
En forbryder kunne eksempelvis blive idømt kagstrygning, dvs. bundet til en pæl og pisket foran offentligheden. Kagen opfattedes som uren, og da folk mente, at den smittede gennem berøring, kunne natmanden ikke undgå at blive uren. Ingen ville derfor have med natmanden eller hans familie at gøre. Selv om natmændene var vigtige i datidens byer, så var kårene for dem altså ikke gode.
Natmanden blev banemand
At sult og nød ofte var natmandens lod, viser historien fra 1715 om Søren Knudsen, der efter et klammeri med sin stedfader, Niels Andersen, kommer på kant med loven. Efter en lang dags arbejde uden vådt eller tørt vender han træt og beskidt af blod, sved og støv hjem til sin mors hus. En fremmed gæster forældrenes rakkerhus i Sct. Mogensgade.
Den fremmede er Niels Pedersen, en natmand fra Horsens. Han roser Søren for det store stykke arbejde, han har udført i dagens løb, men selv om Søren er taknemmelig for de venlige ord, så er han helt svimmel af sult. Af hengivenhed overfor sønnen skænker moderen ham øllebrød og spegesild. Netop som han skal til at sætte skeen i den lune grød, farer stedfaderen op.
Rødglødende af jalousi over den opmærksomhed, der vises Søren, udfordrer han ham til at gå med udenfor og kæmpe mand mod mand. Da Søren afviser at kæmpe, opfordres han af den fremmede til at tage kampen op. Da han udenfor afværger et slag fra stedfaderen, kommer han til at stikke ham i låret med den kåre, han har fået af den fremmede. Kampen slutter kort efter og begge går indenfor, tilsyneladende uskadte. Niels Andersen dør imidlertid i timerne efter klammeriet med stedsønnen. Den unge natmand bliver således banemand.
Øje for øje…
Under retssagen mod Søren Knudsen og Niels Pedersen vidner både Sørens mor, hans unge kone og politifolk, der overværede optrinnet. Den unge Søren dømmes til at lide efter Danske Lovs 6. Bogs 6. Kapitel, dvs. dødsstraf, hvorefter han skal nedgraves af skarpretteren.
Det betyder, at han ikke får en ordentlig kristen begravelse og altså ikke syndernes forladelse. Niels Pedersen dømmes for meddelagtighed til tre års arbejde i jern på Bremerholm, da han er ude af stand til at betale de bøder, som Danske Lov ellers foreskriver. Dommene over de to natmænd sendes til approbation hos overdommeren.