Pengekisten – og hvordan myten blev til en faktisk historie

En kiste rigere

I foråret 2003 blev Viborg Stiftsmuseum en tung jernkiste rigere – dog uden sølvpenge. Vi var blevet ringet op af Annelise Clausen og spurgt, om vi var interesseret i en kiste. Annelise mente, at ”den havde været brugt af studehandlere til opbevaring af penge. Den havde derfor konstant befundet sig mellem Viborg og Hamburg på ladet af en kærre”. Alene ved disse 1½ – 2 sætninger væltede et hav af billeder frem inde i mit hoved.

Jeg så okserne for mig, som de trampede afsted af den buklede, let mudrede hærvej. Jeg så studedriverne, som gik og holdt kvæget sammen på vejen, og jeg så handelsmanden selv, som fulgte bagest. Hans store, slidte næver, de fedtede læderbukser og den fine uldvest. Og ja, han sad på en solid kærre med ryggen op af…netop sådan en pengekiste! Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det her var en genstand, som vi kunne tænke os i museets samling, en genstand, som i fremtiden eminent ville kunne formidle et vigtigt stykke historie.

Historien om kistens oprindelige formål havde Annelise Clausen fået overleveret fra sin svigerfar. Han var i mange år indehaver af en købmandsgård i Tinglev. Her stod kisten i laden. Hvordan den i sin tid var endt der, husker ingen i dag. Men kistens karakter havde allerede dengang fået flere til at spørge til dens oprindelige formål.

Hvad det angik, havde svigerfaren aldrig været i tvivl om sit svar. Han fortalte efter sigende historien præcis, som vores giver havde gengivet den, altså at den havde tjent som opbevaring for penge indhentet ved studehandel i Viborg og Hamburg. Annelise Clausen havde sammen med sin mand overtaget købmandsgården i Tinglev en gang i 1960’erne. I 1970’erne solgte de stedet og flyttede hele deres liv til Korsør, inklusive pengekisten.

Den kunne de ikke undvære, for den havde fået et nyt formål i deres hjem. Annelise Clausens mand var i hjemmeværnet, og kisten var, med dens dobbelte jernlåg og dens solide lås, et godt og sikkert opbevaringssted for hans hjemmeværnsvåben.I starten af 1980’erne kom Annelise i tanke om at male kisten. Den stod i hjemmets entre i Korsør og i forbindelse med, at entreen blev sat i stand, fik kisten således også et ”løft”. Det blev i tidens farver: hvid og grå på fladerne med lyserøde og mint-grønne små rosetter. Sådan fremstod kisten, dengang vi hentede den i Korsør.

Tvivl og tro

Den malede kiste lignede ikke det billede, som opstod i mit hoved, dengang Annelise henvendte sig til os. Alligevel så vi ingen grund til at tvivle på historien. Kistens form og type overbeviste os om, at den måtte være fra den første halvdel af 1800-tallet. Den var enkel i sin ornamentik, med en fin stiliseret fyldning og (som føromtalt) små ensartede rosetter i hjørnerne. Sådan kunne empiren sagtens tage sig ud på kister og skabe, enkelt og harmonisk pyntet.

Flere ansatte på museet mente bestemt også at have læst om den form for pengekister i litteratur om livet på hærvejen. Vi var derfor stadig fast besluttede på at lade kisten indgå i museets samling. Men eftersom det er museets pligt at dokumentere historien, synes vi alligevel ikke, det var nok udelukkende at tro på myten. Vi måtte finde oplysninger, der kunne forvandle myte til faktuelt historie.

Det er værd at lægge mærke til kistens størrelse og meget tunge vægt. Det var nemlig netop disse to forhold, som såede tvivl om Annelises overleverede historie. Hvordan i al verden kunne studehandleren have transporteret en så tung kiste rundt? Én mand kunne aldrig løfte den alene. Og hvor meget mere ville den ikke have vejet, hvis den var fuld af penge? Der kunne immervæk være mange mønter i den.

Virkede det ikke ulogisk, at handelsmanden skulle have været helt afhængig af andre mennesker, når han transporterede pengene, i hvert fald i de situationer, hvor kisten skulle løftes til og fra kærren? Eller var det måske netop en pointe, at kisten var så tung, at ingen kunne rende med den? Spørgsmålene var ved at rokke ved den eufori, som den overleverede historie først havde sat os i. Tiden var inde til at gå til bøgerne og eksperterne efter svar.

Pengekatte og -sække

Den første bog, jeg fik anbefalet og vendte mig til, var Salomon Jensen Frifelts ”Ad jydske Veje sønderud”. Bogen er fra 1934 og beskriver levende og i et herligt sprog livet på hærvejen og ”Studehandlens Kaar fra Vikingen til Andelsbonden”. Det tilfalder tekster som dennes ære, at jeg kan få et syn for mit indre, som det jeg fik, den dag Annelise ringede. Frifelt fortæller om stederne, studene og menneskene på en måde, så man er sikker på, at man har set det hele med egne øjne, når man lukker bogen på side 310.

Frifelt svigter heller ikke, når det drejer sig om studehandlernes transport af penge. I afsnittet om på de danske studeopdrætteres handel med de hollandske købmænd i 1500-tallet, gør han en del ud af at fortælle, hvor afsindigt velhavende disse hollændere var. Vi er godt nok længere tilbage i tiden end vores kiste kan være med til, men jeg tænkte, at her kunne jeg måske alligevel være heldig at finde en beskrivelse af en lignende kiste. Hollænderne nøjedes, ifølge Frifelt, ikke alene med at opsøge studehandlerne på markederne i Kolding og Ribe, men opsøgte dem tillige med på staldgårdene.'

Han beskriver, hvordan folkene rundt om på herregårdene med spænding ventede på købmændenes besøg og gjorde sig store anstrengelser for at give købmændene det bedste indtryk af både bord og vinkælder såvel som studestald. Blandt andet anbragte man de bedste og fedeste stude tættest ved stalddøren. På den måde ville hollænderne straks få øje på de flotteste dyr. Disse dyr kaldte man meget naturligt for ”Dørstude”. Det var ikke sært, at studeopdrætterne ønskede at gøre det bedst mulige indtryk på de hollandske handelsfolk, for de stod ifølge Frifelt, ”som formidlere ved den Kilde, hvor de gyldne hollandske Dukater sprang”.

Desværre for mit ærinde var det dog ikke kister, de opbevarede de gyldne dukater i, men – som det står hos Frifelt – i ”tunge Pengekatte og Mantelsække”. Jeg har set eksempler på begge disse begreber, både på fotos og i virkeligheden. I modsætning til kisten, så er ingen af dem særligt store og kan derfor, om end de er spækkede til randen af gyldne dukater, heller ikke blive tungere, end at en mand stadig kan bære dem selv. Særligt pengekatten har jo også den sikkerhedsmæssige egenskab, at den bæres tæt på kroppen, evt. tildækket af overtøjet. Det var altså ikke her, at jeg skulle blive min tvivl kvit.

Poser, tutter og skrin

Længere henne i bogen er vi fremme ved det, som Frifelt kalder ”frihedens århundrede”. Det er årene efter Stavnsbåndets ophævelse, omkring landboreformernes indførelse, og efter at studehandlen er blevet frigivet. Vi er nu også fremme ved en tid, hvor vores specifikke pengekiste også godt kunne være med. Frifelt beskriver blandt andet i dette afsnit den ærlighed og tillid, som var kendetegnende for gammeldags studehandel. Han lægger vægt på, at det her ikke er småhandelen, han hentyder til, for der måtte man i den grad tage sig i agt. I småhandelen gjaldt alle fif og kneb nemlig at ”den, der ett lukker si Ywn op, han maa luk æ Pung op!” (Frifelt: side 127).

Men i den store handel var det efter sigende noget andet. Her var en mand en mand og et ord et ord. For at illustrere ærligheden beskriver han, hvordan forseglede pengeposer og pengetutter i årevis kunne gå som betalingsmiddel fra mand til mand, uden at det faldt nogen ind at tælle pengene. I det afsnit blev der således sat ord på endnu to indretninger til pengeopbevaring, men heller ikke de synes på nogen måde at matche vores kiste eller gøre os klogere på nogen af vores spørgsmål.

I et lille, men for bogen kendetegnende, afsnit giver Frifelt sig i lag med at beskrive nogle af de forskellige typer handelsmænd, som studehandelen har indeholdt i tidernes løb. Beskedenhed synes at have været et karakteristisk ideal for de jyske studehandlere. Man har haft respekt for folk, som gjorde en dyd ud af ikke at gøre stads af sig selv, også selv om de i virkeligheden havde fat i den lange ende – om jeg så må sige. Frifelt taler om den jyske folkedigtnings yndlingsemne, nemlig emnet om den lille uanseelige mand, som til slut viser sig at være den mest forstandige eller velhavende af alle i forsamlingen.

I forbindelse med dette emne, trækker Frifelt en historie frem, som skal vise sig også at kunne noget i forhold til vores jagt på et udsagn om en pengekiste. Historien er en klassiker, skriver Frifelt, og den går på netop sådan en lille tarveligt klædt bondemand, der overset og ugleset møder frem ved herregårdens auktion og giver det sidste bud, da de forsamlede proprietærer ellers er kørt trætte. Og da auktionsholderen så brøsigt kræver kaution, lader bonden sit vognskrin slæbe ind, og han tæller sindigt hele købesummen op for de måbende auktionsherrer.

Se, her er vi i virkeligheden et stykke væk fra studehandelen som sådan, men jeg kan ikke lade være med at bide mærke i ordet vognskrin og i måden, det beskrives på. Det springer mig i øjnene, at bonden i historien ikke selv bærer det ind, og eftersom det er ordet slæbe, der bruges og ikke ordet løfte eller bære, fortæller det os også, at det må være tungt. Kan det være, fordi skrinet er tungt i sig selv, eller bruges ordet slæbe i denne her sammenhæng blot for at forstærke vores indtryk af, hvor afsindigt mange penge den lille oversete bondemand havde? Eftersom dette blot er en anekdote bringer den os i virkeligheden ikke tættere på et rigtigt brugbart svar. Frifelts tekster ender på den måde med ikke at hjælpe mig direkte til det, jeg søger: En bekræftelse på, at kister, lignende den som vi nu har i samlingen, har været brugt på hærvejen, eller at den kan have nogen forbindelse til studehandel i øvrigt.

Historien fra Overgaard

Jeg lægger Salomon Frifelts bog til side og vender mig mod den næste bog, som jeg har fået anbefalet. Denne bog udmærker sig i forhold til Frifelts ved at være en erindringsbog. Den hedder ”Bonde og Handelsmand” og bygger på Jens Sandholms optegnelser. Bogen er fra 1948 og ved Markus Bjerre – søn af Jens Sandholm – og H.P. Hansen. Den beskriver Jens Sandholms opvækst og liv ved Nørre Nissum i midten af 1800-tallet. Han var ud af en søskendeflok på 17 – jo, du læste rigtigt, 17 børn var de.

Det var faktisk så mange, at et par af dem, heriblandt Jens Sandholm, blev anbragt ved morforældrene de første mange år af deres liv. Mormoderen havde i al beskedenhed selv født 19 børn, hvoraf de 14 levede, men hun var alligevel ikke bleg for at hjælpe sin datter med at tage sig af et par af hendes små. På det tidspunkt var der også flere store piger i morforældrenes husholdning, som kunne være behjælpelige med børnepasningen.

Morforældrenes gård – Overgaard – lå imellem Resen og Holstebro, og nu kommer vi til det, der gør, at denne bog også dokumenterer en del af den jyske studedrift. Gårdens beliggenhed og størrelse gjorde den nemlig velegnet som herberg og bedested for de stude- og svinedrifter, som var på vej til Tønder, Husum og Læk. Jens Sandholm har været en dygtig iagttager. Han husker mange fine detaljer fra barndomshjemmet og beskriver både hverdage og højtider på egnen. Bogen er i den forstand en fantastisk kilde til mange aspekter af livet i 1800-tallets Vestjylland. Derfor overrasker det heller ikke læseren, at Sandholm kan huske mange detaljer om prangere og handelsmænd, som kom forbi Overgaard. Og allerede på side 35 i bogen lykkedes det mig at finde noget af det, jeg søger. Lad mig citere direkte fra bogen:

”Nu er det vist ikke for tideligt, at jeg fortæller lidt om det som gav Gaarden sin særegne Stilling som Kvarter og Bedested for Prangere og Handelsmænd med deres Drivere og Kvægflokke. Baade Foraar og Efteraar kom mange Handelsfolk, og Heste blev mønstret, og om Vinteren var jeg Vidne til, at der blev medført så tunge Penge-kister, at der maatte tre Karle til at læsse dem af Vognen; det var vist især Hestehandlere fra Tyskland, som havde så tunge kister.” (Sandholm: side 35).

Ikke alene er det direkte ordet pengekiste, som Sandholm bruger i denne her forbindelse. Han beskriver også, hvordan der måtte hele tre mand til at løfte kisten af vognen. Og sidst men ikke mindst så er der tale om handelsfolk, som kommer syd for grænsen, og dermed er den tyske forbindelse også på plads. Det er næsten for godt til at være sandt, men alle tre faktorer kunne passe på vores kiste.

Fra myte til fakta

I samråd med andre på museet beslutter jeg mig for, at vi har fundet en kilde, som kan bekræfte, at den overleverede historie har hold i virkeligheden. Hvad vi ikke ved med sikkerhed er, om det så har været mellem lige præcis Viborg og Hamburg, at denne specifikke kiste har været brugt. Vi ved dog, at tusindvis af stude og hestehandlere har taget denne vej. Det kunne derfor ligeså godt være på denne rute, at kisten har tjent sit formål, som det kunne være alle mulige andre steder.

Man kan også sige, at eftersom vi har fået bekræftet en del af det overleverede, hvorfor så ikke vælge at tro på hele historien? Når der ikke findes nogen kilder, som har direkte med vores kiste at gøre, ja, så er vi også nødt til at nøjes med et indirekte bevis. Der er i museumsverdenen desuden en enighed om, at hvis den absolutte sandhed om en genstands herkomst ikke eksisterer, og myten er alt, man har, så skal myten komme os tilgode. Og således har vi nu i Viborg Stiftsmuseums samling en pengekiste, som har tjent som opbevaring for penge indhentet ved studehandel i Viborg og Hamburg, og som derfor har gjort turen frem og tilbage mellem de to byer et utal af gange.

Artiklen er skrevet af Rikke Johansen og kan også findes i Viborg Bogen 2003 s. 32-40.

Henvisninger

Frifelt, Salomon J.: ”Ad jydske Veje sønderud”. Ringkøbing 1934. Hansen, H.P. og Markus Bjerre: ”Bondemand og Handelsmand – af Jens Sandholms optegnelser”. Kbh. 1948.