Ravnstrup sogn finder vi 8 km vest for Viborg placeret i et småbakket morænelandskab på kanten af Fiskbækådal.
Den gamle af Ravnstrup er anlagt nær åløb, engstrækninger og agerland. Hovedvejen mellem Viborg og Holstebro går gennem byen.
Landsbyen
Bønderne placerede gårdene i den bebyggelse, der siden fik navnet Ravnstrup med stor omtanke for landskabet, et stenkast fra vandløb, brede engstrækninger og agerland. Landsbyen bestod helt frem til nyere tid af en vandmølle og en håndfuld gårde. Århundrederne gik, mens bønderne dyrkede den sandede jord. I slutningen af 1700-tallet kom så landboreformerne.
Udskiftningen i Ravnstrup fandt sted i 1805. Gårdene blev i stort omfang liggende i landsbyen, og hver bonde fik tildelt et langt kileformet markstykke. Udskiftningen var populær hos bønderne. De bevarede det trygge landsbyfællesskab samtidig med, at jorden lå i tilknytning til gården. Ravnstrup bevarede på den måde sit gamle præg af sluttet landsby til langt op i århundredet. Først i midten af 1800-tallet begyndte en udvikling, der på længere sigt skulle splitte bebyggelsestrukturen og få stor betydning for landsbyen.
Nye tider
I 1854 indlogerede den unge ingeniør Enrico Dalgas sig hos skomager Berg i Viborg. Den senere så berømte medstifter af Hedeselskabet ledede arbejdet med at etablere den nye landevej fra Randers over Viborg til Holstebro. Hidtil havde folk og fæ begivet sig af snoede veje over Finderup til Hagebro, inden de nåede frem til Holstebro.
Den nye landevej skar en næsten lige linie gennem landskabet fra Viborg forbi Ravnstrup videre mod vest. De første huse skød snart op langs vejen et stenkast fra den gamle landsby. Landevejen, der blev asfalteret i 1928, var kun en forsmag på nye tider.
Da dampdragen kom forbi
I 1860’erne kom jernbanebisserne til Midtjylland. Nye baner åbnede i hastigt tempo. Tværbanen fra Langå over Viborg til Skive blev anlagt i årene 1863-1865. Ved anlæggelsen af de store banelinier som denne tog planlæggerne ikke særlige hensyn til landsbyer som Ravnstrup. Stationerne blev typisk anlagt ved landevejene, ikke ved kirkerne, der hidtil havde været landsbyernes omdrejningspunkt. Stationen i Ravnstrup opførte man da også lige syd for Dalgas’ nye landevej et pænt stykke fra den gamle landsby.
For første gang siden middelalderen voksede nu en ny bebyggelsestruktur frem i Ravnstrup som i talrige lignende landsbyer i det ganske land, hvor jernbanen kom forbi. Håndværkerforretninger, butiksudsalg og andelssamfundets huse skød nu op nær stationen, hvor der var plads og gode transportforhold. Langs landevejen omkring stationsbygning voksede snart det nye Ravnstrup frem. I 1888 dukkede telefonpælene op langs hovedgaden, og snart var de første abonnenter tilmeldt Ravnstrup Telefoncentral. Nær ved lå også flødemejeriet, der i 1911 blev ombygget til brugsforening. I stedet leverede bønderne til det nyopførte andelsmejeri. Beboerne i det nye Ravnstrup fik også fornøjelsen af at blive naboer til sognets forsamlingshus i 1912.
Mens udviklingen tog fart, mistede den oprindelige by hurtig sin centrale betydning. En ny linieføring og stationsbygning anlagt først i 1940’erne nord for byen rykkede tyngdepunktet, men kun for en kort bemærkning: Ravnstrup nye station blev nedlagt i 1970.
Ravnstrup Mølle
I området vest for Viborg snor talrige vandløb sig igennem landskabet. Nær Ravnstrup samles tre af de større vandløb fra Jegstrup, Gårsdal og Kjeldbæk sig og bliver til et. Et ideelt sted at placerer en vandmølle. Her kom fra 1400-tallet og sikkert også før bønderne fra Ravnstrup sogn kørende til møllen med deres tungt læssede kornvogne.
I midten af 1860’erne husede møllen den første egentlige industri i Ravnstrup. Ejeren af Ravnstrup Mølle, fabrikant Sørensen, opstillede i 1864 seks små maskiner, der med vandet som drivkraft fremstillede vat. Snart kom fragtvognen kørende i pendulfart med bomuldsballer fra Koustrups Vatfabrik i Viborg. Fremstilling af vat var tilsyneladende en god forretning, produktionen gav beskæftigelse til næsten 40 mand, og på den jyske industriudstilling i 1876 høstede Sørensen anerkendelse for vattets fine kvalitet. Desværre var økonomien ikke for god.
En dag i 1884 bankede kreditorerne på døren og krævede deres tilgodehavende. De fik det aldrig, for kort tid efter gik vatfabrikken til i en voldsom ildebrand. En større mængde vat var en formiddag hængt til tørre lidt for tæt på en kakkelovn, og da arbejderne kom tilbage fra middagspausen var det for sent, flammerne havde allerede raseret bygningen.
Vatfabrikken i Ravnstrup blev kort efter genåbnet af et nydannet konsortium. Fabrikken fik ny turbine og tørreloft, men allerede få år efter i 1890 var det slut. Kartemaskinerne var nedslidte, møllehuset stod i en elendig forfatning og under valkemaskinen gnavede rotterne lystigt huller i gulvet.
Savværk og ørredopdræt
I februar 1934 rasede et usædvanligt voldsomt uvejr hen over landet. Grantræerne i plantagerne omkring Viborg væltede som dominobrikker. Den nye ejer på Ravnstrup Mølle, Valdemar Sørensen, så muligheden for en god forretning med det samme: Træet kunne han få næsten gratis mod selv at køre det væk. Den iderige fabrikant omdannede nu møllen til savværk. Han investerede sine sparepenge i en automatisk valsesav samt to sømmaskiner. Et par mænd blev sat til at fodre saven med tømmerstokke, der i et kværnende tempo spyttede kassestykker ud på gulvet. Ved sømmaskinerne samlede erfarne hænder træpindene til emballeringskasser. Den enkle samlebåndsproduktionen betød, at få mand kunne fremstille op til 200 trækasser i timen. Kasserne solgte Sørensen til fiskeeksportører og fjerkræslagterier i det meste af Jylland. Forretningen gik strygende, og inden længe udvidede den iderige fabrikant sit forretningsområde til også at omfatte ørredopdræt. Det begyndte i 1935 med syv små damme. I midten af 1950’erne svømmede ørrederne rundt i hele 60 damme. Dambruget Ravnstrup Mølle, der også omfatter et såkaldt ørredslagteri, drives i dag af Kirsten Brøndum Nielsen, der er tredjegenerations dambruger på stedet. Virksomheden producerer cirka 170 ton ørreder om året og har små 20 ansatte.
Som så mange andre landsogne har Ravnstrup sogn i de senere år kæmpet bravt for at skabe liv og udvikling. Den korte afstand til Viborg betyder, at de fleste indbyggere kører på arbejde i stiftsstaden og klarer indkøbene her.
Tekst: Dan Ersted Møller