En borger eller håndværker i Viborg havde for 500 år altid tre faste holdepunkter i livet. Det var familien, det var kirken og det var gildet eller lauget. Men da reformationen brød igennem i Viborg for 475 år siden, blev både kirken og byens gilder hvirvlet voldsomt ind i det politiske spil.

I Viborg eksisterede i middelalderen et Sankt Anna Gilde, et Sankt Kjelds Gilde, et Sankt Knuds Gilde og et Sankt Ursula Gilde samt en række håndværkerlaug. Et gilde var et broderskab, hvor medlemmerne støttede hinanden socialt og økonomisk. Nogle af byens gilder regnedes for finere end andre, alt efter hvem der var med i broderskabet.

De fornemste talte både adelsfolk, embedsfolk og gejstlige fra den magtfulde katolske kirke samt velanskrevne købmænd fra byen. Andre, og det var vel især laugene, samlede i højere grad de jævne håndværkere. Gennem årene havde de fornemste gilder oparbejdet meget store formuer, og det gav dem stor magt og indflydelse på byens styre.

Gildedrik og spil

Det selskabelige spillede en stor rolle. De enkelte gilder mødtes tre-fire gange om året. Stævnet bestod af messe og processioner, og bagefter gik medlemmerne til deres gildehus, hvor de fornøjede sig med mad og drikke, musik, sang, dans og spil. I gilde- eller laugsbestemmelserne blev det tydeligt præciseret, at der skulle drikkes godt øl. Og der skulle være rigeligt, både af mad og drikke.

Håndværkerlaugene mødtes også regelmæssigt i gildehusene. Fra andre middelalderbyer ved vi, at oldermændene styrede efter en række ordensregler. Der var bøder for at spotte sin gildebroder eller skælde ham ud, kalde ham nidding, røver, tyv eller horesøn. Der var bøder, hvis sangen blev for grovkornet.

Der var bøder for at kaste op, lade sit vand under bordet eller for at vise sin bare røv. Der var bøder mod slagsmål, bøder mod at ligge i med en anden broders kone og meget andet. Bøderne skulle i øvrigt næsten altid betales i tønder øl til gildet eller lauget. Ud over de faste gildestævner skulle enkeltmedlemmer også bekoste et gilde, f.eks. når en svend afleverede sit mesterstykke.

Gilderne interesserede sig også meget for medlemmernes religiøse tro og for deres sjæls frelse, hvilket ikke er så underligt, idet religionen gennemsyrede alt i datidens samfund. Men netop derfor kom broderskaberne i skudlinien, da oprøret mod romerkirken brød ud.

Det kritisable ved dem var, set med protestanternes øjne, at gilderne indstiftede altre i kirkerne og ofrede store summer til præster og munke for at afholde messer. Messerne foran gildealtrene skulle naturligvis tjene til at udfri de syndige sjæle af skærsilden, og gildemedlemmerne betalte for messer og bønner både for sig selv og for deres afdøde slægtninge.

Tro og politik

I 1527 ramlede det hele for en række af Viborgs fornemme gilder. Det ved vi fra et usædvanligt brev, som byens borgmestre, råd og menige borgere sendte til Kong Frederik I. I brevet skrev borgerne, at bystyret havde set sig nødsaget til at nedlægge nogle af byens gilder og for de konfiskerede værdier af “penge, sølv, klenodier, jordegods og renter” at oprette et hospital til Viborgs syge og fattige.

Se, det var jo et ganske drastisk overgreb, og bag likvideringen af broderskaberne stod utvivlsomt den store fløj af borgere og rådmænd i Viborg, som støttede Hans Tausen. Og hvorfor nu det? Ja, Viborg havde brug for et hospital og for et socialvæsen, og byens styre ønskede nu selv at drive disse institutioner, uden at kirken blandede sig i tide og utide. Reformfløjen af borgere, der havde stor indflydelse i byrådet, øjnede en chance for at stække de velaflagte gilder.

Herved svækkede de kirkens indflydelse, idet gilderne ikke længere kunne bruge formuer på at indstifte altre og lønne præsteskabet for messelæsning og bønner. Hans Tausens overbevisende argumenter om, at det var løgn og latin, at man kunne købe sig til aflad, fik nu konsekvenser. Gilderne mistede en vigtig dimension i deres virksomhed, fra det øjeblik viborgenserne ikke længere troede på, at mennesket kan forkorte tiden i skærsilden ved at skænke store gaver til kirke og messelæsning.

Vi ved det ikke præcist, men sandsynligvis var det først og fremmest gilder og broderskaber med et stort gejstligt islæt, som måtte bøde med gods og ejendom. Håndværkerlaugene fortsatte som fællesskaber, der varetog økonomiske og faglige spørgsmål, og Viborgs købmænd fortsatte også med at have deres organisationer, om end i ændret form. De gejstligt prægede gilder – Sankt Anna, Sankt Knud, Sankt Ursula, og hvad de nu hed – var taberne: De levede af at sælge messer, og der kneb det med efterspørgslen.

 

Billede til venstre: Hans Tausen prædiker på Gråbrødre Kirkes trappe. Billedet, der her er gengivet fra fotografi, er malet af Anker Lund, ca. 1870-1880.