I større byer i Sydeuropa kan vi ind imellem i menneskemylderet være så heldige at opleve farverige kirkelige processioner, som langsomt bevæger sig gennem gaderne med kurs mod en af byens kirker.Det samme skue kunne opleves i Viborg indtil reformationen i 1529. Alle, som færdedes i Viborg, fornemmede hver eneste dag, at de opholdt sig i en betydningsfuld stiftsby.

Morgen og aften bimlede klokkerne fra de mange kirker og klostre, rige kannikker og gejstlige embedsmænd, præstefolk, messedrenge, dominikanermunke, franciskanermunke og johannitermunke flokkedes overalt, og mange dage hvert år fyldtes Viborgs gader af mennesker, som deltog i kirkelige ceremonier. Vi må forestille os processioner med kors og røgelseskar, der langsomt skred gennem Sct. Mathias Gade, Sct. Mikkels Gade, Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade.

“et rygben af Sct. Peder”

En af de største kirkelige begivenheder i byen var domkirkens relikviedage, de sidste dage af juni. Da blev kirkens allerhelligste værdigenstande – relikvierne – taget ud af kirkens skatkammer og båret i procession, mens alle byens mange kirkeklokker bimlede, så det var en fryd. Folk strømmede til fra nær og fjern for at få aflad og for at se klenodierne. Og det var meget fine sager, Viborg Domkirke lå inde med.

De helligste genstande var “noget af Vor Frues hår”, “et rygben af Sct. Peder”, “et stykke af de fem brød, som Kristus lagde for de 5.000 mand”, “noget af Sct. Olavs skjorte, som var blodig”, “noget af Sct. Kjelds tænder og ben”, “et tørklæde med noget af Kristi blod på”, “noget af Sct. Villads’ bukser” og “noget af Vor Frues mælk”.

På de store kirkedage var der også trængsel foran de mange messealtre. Den største messe af dem alle var Helliglegemsfesten, – Corpus Christi-festen – hvor det indviede alterbrød i en kunstfærdig beholder under en baldakin blev båret gennem byen, forrest i en stor procession, hvor præsteskab og folket sluttede op efter en fast rangorden.

Men også i byens mange små sognekirker holdt præster og munke et utal af messer. Det skete foran højalteret, men endnu oftere ved de mange sidealtre, hvor folk altid kunne få læst messer. Viborg Domkirke havde eksempelvis mindst seks kapeller og over 20 altre. Her fik byens gilder og fornemme privatpersoner indstiftet messelæsninger, som præster forrettede mod betaling. Der var sjælemesser for årets døde, for henfarne slægter, der var messer som tak for mirakler, messer for helgener og messer på faste ugedage. Alt sammen læst ud fra princippet: Har du penge, så kan du få…

Dronning Margrethe

Rige enkeltpersoner lod læse daglige messer ved egne altre. Den fornemmeste alterstiftelse i domkirken skyldtes Dronning Margrethe d. I. Til formålet skænkede hun Hald Hovedgård til Viborg bispestol, mod at biskoppen lod opføre et alter indviet til Vor Frue. Hver dag til evig tid skulle der foran alteret holdes en sungen messe, hvor teksterne handlede om Jomfru Maria.

Dette skulle gøres til gavn for dronningens, hendes fars og forfædres samt hendes venners sjæle. Ved en særlig mindegudstjeneste en gang om året skulle biskoppen i øvrigt servere mad og øl for provsten og kannikkerne, og peblingerne – latinskolens elever – skulle nyde en tønde øl og et hundrede brød og mad dertil. Til gengæld skulle eleverne om aftenen for alteret synge en sang til Vor Frues pris.

Men det måltid var nok en messe værd.