Landsbyen
Romlund er en forteklyngeby. Landsbyens gårde lå fra de tidligste tider i en klynge omkring det centrale fællesareal, forten, hvor landsbyens husdyr blev samlet om natten. Forten var allemandseje og udnyttedes til kollektive formål. Det var her mændene satte hinanden stævne for at drøfte landsbyens anliggender og tilrettelægge jordens dyrkning under ledelse af oldermanden.
Både gård- og husmænd havde pligt til at møde op på stævnet, når oldermanden gik igennem gaderne og slog på bytrommen. Det var bestemt ikke tilfældet ret mange andre steder i landet, at husmænd havde samme rettigheder som gårdmændene, men i Romlund foreskrev lovene at både høj og lav skulle have reel indflydelse på byen og landbrugets gang. Århundrederne er gået uden de helt store omvæltninger i den lille by med pasning af kreaturer og dyrkning af markerne indenfor rammerne af et stærkt socialt og arbejdsmæssigt fællesskab.
Nye tider
En sommerdag i 1795 ankom en fremmed til Romlund. I de følgende uger kunne bønderne iagttage ham, mens han vandrede rundt på marker og overdrev travlt optaget med at opmåle de talrige små jordlodder. Den fremmede var den erfarne landmåler Adolf Fr. Schuchardt. Han var kommet til sognet for at udarbejde et kort med en helt ny fordeling af landbrugsjorden.
I midten af august var han færdig. Den 18. august satte han Romlunds ni gårdmænd stævne på Stiftsamtets kontor i Viborg, husmændene måtte blive hjemme. Tidspunktet var måske det mest skelsættende i sognets historie. Landboreformerne var nået til Romlund. En gennemgribende omlægning af forholdene i landbruget, som fra midten af 1700-tallet og frem til begyndelsen af 1800-tallet ændrede livet på landet fuldstændigt. Over hele landet flyttede gårdene ud i det åbne land på nye marker og skabte det kulturlandskab, vi kender i dag. I løbet af få år var de små landbosamfund i Romlund sogn fuldstændig forandret. En epoke var forbi. Med landboreformerne ophørte det ældgamle dyrkningsfællesskab. Nu fik Romlunds gårdmænd skøde på deres gård og forten mistede sin betydning som fællesareal.
Den nye jordfordeling i Romlund var en såkaldt stjerneudskiftning. Udskiftningsmodellen forekom i mindre landsbyer, hvor gårdene lå centralt placeret på landsbyjorden, og hvor mulden havde en ensartet kvalitet. Gårdmændene fik hver tildelt et stykke jord formet som en langstrakt kile fra byen ud i heden. Så, hvor gårdene i mange landsbyer flyttede ud på markerne, forblev gårdene liggende i Romlund. Bønderne blev deres egen herrer, men fællesskabets tætte og trygge rammer bestod. Den dag i dag er folkene i Romlund sogn kendt for deres stærke fællesskab.
Romlund skole
Ligesom landboreformerne førte en anden stor reform, skoleloven af 1814, landet et stor skridt i retningen mod det moderne samfund, vi kender i dag. Den nye fremvoksende klasse af selvstændige gårdmænd havde brug for grundlæggende regne- og læsefærdigheder for at effektivisere landbruget.
Hele det efterfølgende århundredes imponerende landbrugstekniske og politiske udvikling havde været umulig i en nation af analfabeter. Skoleloven af 1814 påbød, at alle mellem syv og fjorten år skulle undervises af seminarieuddannede lærere. Romlund sogn fik sin første uddannede skolelærer, Jens Lauersen, i 1818. Nu manglede eleverne bare en skolebygning.
Den blev skænket året efter af apoteker Nielsen fra Viborg. Den gavmilde apoteker havde i 1798 købt Romlund kirke og har måske følt, at han som kirkens ejer havde pligt til at rejse en skole i sognet. Apotekeren fik læsset et bindingsværkshus på vogne og kørt til Romlund. Nu havde sognet ny lærer og skole, men hvad undervisningen angik, var der ikke meget nyt under solen. Jens Lauersen terpede eleverne efter den mekaniske udenadslære, som Frederik 6. foretrak. Eleverne blev inddelt i hold under ledelse af de dygtigste børn. Hvert hold blev anbragt ved et sæt tavler forsynet med lektien, der skulle læres udenad. Eleverne byttede tavler efter signal fra læreren. Indlæringen var ringe, og de svageste blev ladt i stikken.
Den nye lærer
I 1864 var lærerembedet i Romlund og Fiskbæk sogne ledigt. Kun to søgte, og det blev slesvigeren Johannes Asmussen der fik stillingen. Problemet var nu at nå helskindet frem til Romlund gennem et Danmark i krig. Den viljefaste lærer sneg sig langs grøfter og hegn, kravlede på alle fire gennem den tyske linie ved Kongeåen. Det lykkedes.
Asmussen kom til sognet med helt nye tanker om undervisning, han skrottede udenadslæren og indførte den levende fortælling. Det vakte nogen uro i begyndelsen, når børnene om aftenen ikke længere mekanisk terpede remserne. Det fortælles at en forældre spurgte sine børn om ”di ingen læis haa for?”. Nej, lød svaret. ”Æ Dejn faatal wos æn Histaari, aa dæn skal vi faatæl ham i Maan igjæn”.
Inden længe nød også forældrene godt af de nye undervisningsmetoder, når børnene i aftenskumringen rundt om i sognets stuer fortalte spændende danmarks- og bibelhistorier. Skolelærer Asmussen indførelse af nye undervisningsmetoder fik så stor en betydning for sognets beboere, at de i taknemmelighed i 1930 rejste en mindesten til hans ære.
Kirkebæk
I Romlund sogns østlige del på grænsen mellem engstrøg og velafdrænet agerland finder vi et af kommunens mindste bysamfund, Kirkebæk. Bebyggelsen kendes helt tilbage fra 1263 i formen Kirkæbek. Navnets oprindelse forsvinder i fortidens tåger, men har formentlig rod i kirkelige ejendomsbesiddelser på stedet. En egentlig bydannelse har her aldrig fundet sted.
Til gengæld ligger her en bygning, som engang var samlingspunkt for beboerne i hele sognet. For indtil romlunderne indviede deres forsamlingshus i 1935, drog alle til forsamlingshuset i Kirkebæk, eller ” Æ Beshus” som det blev kaldt, når der skulle festes ellers spilles dilettant. At ”bese” er et gammelt jysk udtryk, der betegner kreaturernes faren omkring, når de stikkes af bremser og andet utøj. De lune kirkebækkere har sikkert tænkt, at det samme kunne hænde, når musikken spillede op til bal i ”Æ Beshus”. Forsamlingshuset var oprindelig halvdelen af en af de røde barakker fra lazaretlejren i Hald Ege.
Den røde barak havde huset syge krigsfanger under 1. verdenskrig. Beboerne i Kirkebæk købte bygningen i 1922 og transporterede den hjem til landsbyen på en hestevogn. Hvis væggene kunne tale, er dem i ”Æ Beshus” nok værd at lytte til, hvis man vil vide noget om livet på egnen. Her tog sognets beboere del i hinandens glæder og sorger til livets fester fra dåb til grav. Folk kom fra nær og fjern til de berygtede, men festlige baller. Til tider var tilslutningen så stor, at man lagde bordplader uden for huset, så de sidst ankomne også kunne tage sig en svingom. Endnu i dag fungerer forsamlingshuset som en vigtig ramme omkring det sociale liv i det lille bysamfund.
Tekst: Dan Ersted Møller