Stiftsfysikus P.W. Heiberg – kirurgisk pionér og grundlægger af det moderne sygehus i Viborg

Af Henning Ringgaard Lauridsen i Viborg Bogen 2007.

”Havde I doktor? – Nej, han døde af sig selv!”

Sådan kunne ordvekslingen lyde i ”de gode gamle dage”. Folk havde kun ringe tiltro til lægen, man tilkaldte ham nødigt, og skete det, var det ofte for sent. Endnu sjældnere lod folk sig indlægge på et sygehus, thi erfaringen sagde dem, at sygehuset oftest var sidste station før kirkegården.

Et sygehusophold var da også en blandet fornøjelse endnu i sidste halvdel af 1800-årene. Især mange provinssygehuse var små og rystende primitive. Patienter med forskellige sygdomme lå stuvet sammen i usle små og ildelugtende rum. Flere steder fandtes latrinerne på selve sygegangen, badefaciliteterne var elendige og operationsstuen primitiv, hvis en sådan overhovedet fandtes. Var det ikke tilfældet, foregik simple operationer på selve sygestuen, hvor lægen måske fik hjælp af byens barber eller natvægteren og hans kone.

I 1868 slog en ung læge af usædvanlig karat sig imidlertid ned i Thisted. Det var Peter Wilken Heiberg, og i kraft af sin eminente dygtighed og enorme arbejdsstyrke medvirkede han mere end nogen anden til at rette op på lægevæsenets blakkede renommé i provinsen. P.W. Heiberg annoncerede i Thisted Amtsavis den 18. august 1868, at han ville nedsætte sig ”som praktiserende læge og fødselshjælper”, men han begyndte også straks at udføre kirurgiske operationer på det lille sygehus. I 1879 flyttede han til Viborg for at blive overlæge på sygehuset, og her virkede han i 37 år. Første revolutionerede han det gamle amtssygehus i Grønnegade, og fra 1889 fik han det lægelige ansvar for at skabe et nyt og moderne by- og amtssygehus på Århusvej.

Valget af livsbane

Unge Heibergs ”flugt” til det fjerne Thy vakte undren og beklagelse i København. Heiberg afsluttede lægestudiet i 1867, og en lovende videnskabelig karriere tegnede sig i horisonten. Samme år, som han fik embedseksamen, erhvervede han universitetets guldmedalje for besvarelse om ”De feberformindskende midlers indvirkning på temperatur, puls og stofskifte”. Forskningen foretog han på Fysiologisk Institut hos professor Panum, og det var også på instituttet, han fortsatte sine videnskabelige undersøgelser af stofskiftet, hvorved han i 1869, som 29-årig, kunne forsvare den medicinske doktorgrad. Professor Panum lagde da også pres på Heiberg for at fastholde ham i en forskerkarriere. Det lykkedes bare ikke. Allerede før forsvaret af doktorgraden åbnede P.W. Heiberg som nævnt sin lægepraksis i Thisted.

Vi har gennem historien utallige eksempler på, at begavede hoveder fra provinsen er søgt til hovedstaden for at gøre karriere. Trafikken den anden vej har været langt mindre, hvilket altid har svækket udviklingen i yderområder i landet. Hvorfor P.W. Heiberg blev mønsterbryder, er der sikkert ikke en enkel forklaring på. Han var indfødt københavner, født 24. juli 1840 som søn af forstander ved Døvstummeinstituttet, professor Søren Heiberg og Engelke Marie Rørdam.

Men i den sammensatte personlighed gemte der sig en stor naturelsker. Som ung knægt interesserede han sig meget lidt for sin skolegang, hvilket faderen tog konsekvensen af og sendte ham til Fussingø, hvor Peter Wilken blev sat ind i skovvæsen og landbrug. Opholdet i det jyske blev en stor oplevelse for ham, og med ny energi vendte han et år senere tilbage til København for at afslutte sin studentereksamen ved Metropolitanskolen.

En anden årsag til Heibergs karrierevalg kunne være, at han af natur var praktiker mere end teoretiker. Allerede under lægestudiet fik han praktisk erfaring i kirurgien, idet han ved krigsudbruddet i 1864 blev indkaldt til at gøre tjeneste som underlæge i hæren. Som ung feltlæge i ambulancetjenesten blev han kastet ud i lidt af hvert, også vanskelige operationer, og han opnåede at blive særdeles populær blandt soldaterne. Bataillonen indstillede ham ligefrem til ridderkorset, men han fik den ikke, hvorimod en anden underlæge, Sparrevohn, som ikke var videre afholdt, fik tildelt denne udmærkelse.

I Thisted kunne Heiberg i rigt mål få praktisk lægearbejde, og storslået natur mødte den fugle- og jagtinteresserede læge lige uden for døren. Heiberg var ligeledes en enerådig personlighed, der helst selv bestemte sin arbejdsdag, og noget tyder også på, at han brød sig meget lidt om hele forskermiljøet i København. Som ung publicerede han nogle af sine resultater i lægevidenskabelige skrifter, men fik meget lidt konstruktivt kritik. Det skuffede og irriterede ham tilsyneladende, og senere i livet publicerede han meget lidt, skønt han gjorde væsentlige erfaringer i sin praksis som kirurg.

Vellykkede operationer

Straks P.W. Heiberg havde nedsat sig i Thy, begyndte han at operere patienter på det lille sygehus i Thisted. Købstadssygehuset var ellers i ringe stand, kun beregnet på at modtage tilskadekomne, fnatpatienter og deslige. Heiberg løb derfor en stor risiko. Gik det galt, ville han ikke alene komme i miskredit i lægekredse. En særdeles ublid dom ville også ramme ham i lokalbefolkningen, hvis patienterne døde.

Heiberg havde imidlertid dygtigheden, heldet, modet og et solidt nervesystem, hvilket gav overraskende gode resultater de første år. Problemet i datiden var ellers, at der næsten altid gik betændelse i operationssår, og ofte førte det til patientens død. Men Heiberg havde hørt om en ny og epokegørende metode, den såkaldte Listers antiseptik, hvor kirurgen blandt andet ved at anvende specielpåklædning og steriliserede instrumenter undgik forurening med mikroorganismer.

Han foretog allerede i 1869 med held den første antiseptiske amputation, og han blev den første herhjemme, som gennemførte et vellykket kejsersnit, hvor både mor og barn overlevede. I det hele taget viste han vovemod og gennemførte nye operationer efter nye metoder, uden at afvente, hvad man mente ”på bjerget”. Hans ry som kirurgisk ”troldmand” bredte sig snart som ringe i vandet.

Hustruens død

Trods lægelig succes blev Heiberg i Thy-tiden personligt ramt af en stor sorg. Hans kone, Zara Margrethe, gik i slutningen af november 1870 og ventede på at skulle føde parrets første barn, da der den 26. november kom bud efter Heiberg om at komme ud til en vanskelig fødsel langt ude på landet. Skønt Zara var tæt på tiden, hvor hun skulle føde, tog hendes mand af sted til patienten.

Kilderne er uenige i, om han tog af sted på hustruens opfordring, eller hun i stedet opfordrede ham til at blive hjemme. Hun var dog rask, da han forlod hende, men besøget hos den fødende kvinde trak længere ud end ventet, og da Heiberg omsider kom hjem, havde en uhyggelig stilhed sænket sig over hjemmet. Zara var død. Hun havde fået fødselskrampe kort efter, at han var kørt og døde under et af anfaldene.

Peter Heiberg var i begyndelsen ude af sig selv af fortvivlelse. Han tålte knap mennesker omkring sig, og i konsekvens af dette drog han ud i ødemarken, til de Nordamerikanske skove, hvor han i naturen søgte ro i sjælen. Først året efter vendte han tilbage. I 1874 giftede han sig med jernstøber Bonnes datter i Thisted, Abelone Marie.

Overlæge i Viborg

Forholdene i Thisted stod med årene ikke mål med Heibergs ambitioner. I 1879 bød muligheden sig for at blive overlæge ved amtssygehuset i Viborg. Familien brød op fra Thy, hvilket mange patienter beklagede dybt. En af dem, en ældre dame, udtrykte det på denne måde: ”Ja, så må vi jo stole på Vorherre”.

Foruden at være overlæge på sygehuset og distriktslæge i Viborg havde Heiberg også en stor privat praksis, og fra 1893 var han tillige stiftsfysikus, hvilket indebar, at han havde det overordnede tilsyn med lægeforholdene i Viborg og Thisted amter.

Heibergs ry som kirurg var løbet forud, og det varede ikke længe, før sygehuset i Viborg blev søgt af patienter fra nær og fjern. Men Heibergs arbejdsevne var legendarisk. Kl. seks morgen begyndte han som regel ved skrivebordet, derefter fulgte en række konsultationer hjemme, indtil stuegang, operationer og behandlinger krævede hans indsats på sygehuset.

Sidst på dagen spændte kusken hesten for landaueren, hvorefter Heiberg kørte på sygebesøg rundt i distriktet. Træt blev han sjældent, ej heller hvis han var på natbesøg. Alene fysikken kunne indgyde respekt. Høj og kraftig og med en spændstig gang bevægede han sig selvbevidst rundt i byens gader såvel som på sygehusets gange. Som læge havde han næsten en magisk indvirkning på sine patienter; ikke alene vakte den myndige skikkelse tillid, han tog sig også tid til at snakke med dem og trøste, hvis de havde det behov.

Dømt for gadeuorden

Peter Wilken Heiberg var imidlertid en sammensat natur. Han kunne være enerådig og diktatorisk, og han var et stemningsmenneske med klare sympatier og antipartier. Et udslag af det sidste blev gode borgere i Thisted vidner til, og mon ikke de morede sig kosteligt. Begivenheden fandt sted på hovedgaden en aprildag i 1874. P. W. Heiberg kom myndigt vandrende ned ad Algade, da han fik øje på en gammel kollega, J.A. Sparrevohn, som han kendte alt for godt fra krigen 1864. Her havde Sparrevohn som nævnt modtaget ridderkorset, en hædersbevisning, som Heiberg mente var uberettiget.

Sparrevohn var nu blevet praktiserende læge i Thisted, mens Heiberg i 1874 var blevet distriktslæge. Heiberg mente sig højest placeret i hierarkiet, og derfor syntes han, at Sparrevohn var pligtig til at hilse først ved at lette på hatten. Det gjorde kollegaen imidlertid ikke, og i irritation slog Heiberg hatten af Sparrevohn, da han passerede ham på fortovet. En højrøstet meningsudveksling fulgte, hvorefter den fortumlede læge fik samlet hatten op og spænede ned til politimesteren for at anmelde ”overfaldet”. Politimyndigheden måtte derfor træde i karakter, og politiretten idømte Heiberg en bøde til statskassen på 100 kr. for gadeuorden!

Heibergs diktatoriske stil kunne gå ud over ansatte, men især ramte det folk, som han mente stod i vejen for udviklingen af et moderne sygehusvæsen. Amtssygehuset i Grønnegade var forfaldent og uordentligt, da Heiberg tog over. De 10-12 sygestuer på 1. sal var yderst tarvelige i indretning og udstyr. Simple træsenge, et lille bord og en servante i hver stue, det var alt. Toiletter fandtes ikke, patienterne måtte slæbe sig ned til lokummerne i gården.

Kunne de ikke, fik de en spand eller et stikbækken ind. Kun den største og bedste af sygestuerne var hyggeligt indrettet med fine møbler, men det skyldtes, at en søn af sygehusets økonom boede her. Han var tandlæge i byen. Heibergs første handling var at få ryddet op. Tandlægen blev smidt på porten, selv om det førte til en veritabel kamp mellem Heiberg og økonomen, der havde et stort ord at sige i byen. Ud måtte han imidlertid, så en modernisering kunne komme i gang; først og fremmest ville den nye overlæge have en operationsstue.

En anden konflikt berørte plejepersonalet. I de første år var det diakonisser, som tog sig af sygeplejen. Men diakonissernes forstanderinde, frk. Conring, mente åbenbart, at der var visse legemsdele, disse ærbare kvinder ikke skulle i berøring med. I alt fald sendte frk. Conring en skønne dag en skrivelse til overlæge Heiberg, hvori hun forbød diakonisserne at pleje mandlige patienter med sygdomme i urinorganerne. Heiberg reagerede prompte; han skrev til diakonisserne og meddelte, at de var sagt op. Forstanderinden forsøgte nu i et nyt brev at trække i land med sit påbud, men den gik ikke. Heiberg meddelte hende, at han ville ordne forholdene på anden vis. Det skete ved, at sygehuset fremover ansatte sygeplejersker, som var tilknyttet amtssygeplejeforeningen. En del af disse var uddannet på sygehuset.

Smeden fra Kisum

Den myndige overlæge mødte dog indimellem et kvalificeret modspil. Det skete en dag, hvor smeden fra Kisum mødte op på Heibergs kontor. Smedens elskede kone var død efter en operation på Viborg Sygehus, og derfor ville smeden drage overlægen til ansvar. Smeden, der var en ren jætte i skikkelse og kræfter, stillede sig over for det store, temperamentsfulde Heiberg og fortalte ham uden omsvøb, hvad han mente om sygehusets indsats.

Heiberg blev meget vred: ”Vil De se at komme ud, og det lidt hurtigt – der er døren!” ”A er sjel gåen ind å den dar der, a ska’ osse nok sjel find’ ud å’en, næer de passer mæ’!” ”Vil du øjeblikkelig se at komme ud! Her på sygehuset råder jeg”. ”Nej!” Her plantede smeden sin barkede næve i bordet, så det sang. ”Nej bette Heiberre, her råder den fysiske kraft!” Se, det var et sprog, Heiberg kunne forstå. Han faldt ned, og de to endte med at få en lang og fornuftig samtale.

Et andet element i overlægens karaktertræk dukkede frem, når han havde at gøre med de svagere stillede patienter. I deres øjne var han den store lægelige autoritet, der kunne indgyde dem håb og trøst. Han gav sig tid til at tale med dem og forklare dem om deres sygdomsforløb. Han var ærlig omkring, hvorvidt der var udsigt til, at den syge kunne blive helbredt, og hvis dette ikke var sandsynligt, fortalte han dem, hvorvidt det var muligt at lindre smerterne.

I sin praksis kom han i kontakt med alle, og tit arbejdede han gratis for dem, der ikke kunne betale. Og hjælpen strakte vidt. Således fortælles en historie om en fattig familie, som flere gange havde været plaget af sygdom. Nu stod familien foran at udvandre til Amerika. De sad klar til rejsen, men Heiberg vidste, at de kun lige havde til overfarten. Derfor slog det ham, at de måtte have noget at gøre med, når de gik i land. Heiberg havde derfor en glæde i at sende en af sine egne børn af sted med en konvolut med 500 kr. til udvandrerfamilien. Barnet var instrueret i blot at aflevere konvolutten uden at sige noget om, hvorfra den kom.

Jæger og ornitolog

Efterhånden som P.W. Heiberg fik udbygget Viborg Sygehus, udvidede han sit operative virke. Han foretog eksempelvis den første hjernesvulstoperation herhjemme med gunstig virkning for patienten. Senere havde han en række vellykkede operationer mod Basedow sygdommen, tillige med, at han gik i lag med andre former for strumakirurgi. På sygehuset i Viborg foretog han i årene efter århundredskiftet årligt ca. 400 større operationer. Til sin assistance i 1904 havde han to reservelæger.

Da P.W. Heiberg tog sin afsked, efterlod han et velfungerende sygehus med en høj lægefaglig og plejemæssig standard. Den sidste stuegang gik han den 1. oktober 1916. Repræsentanter fra by og amt havde planlagt en større festlighed på dagen, men den festivitas ønskede Heiberg ikke at stille op til. Netop som gæsterne var ved at ankomme til sygehuset, pakkede overlægen sine personlige ting og tog hjem.

Efter sin afgang fik den gamle naturelsker mere tid jagt og fiskeri. Der var intet, han nød som at gå på jagt, og han var tillige en af landets kyndigste ornitologer. Naturen i Thy havde været en væsentlig årsag til, at han som ung slog sig ned som praktiserende læge i Thisted. Allerede i de unge år lagde han grunden til sin store fuglesamling. Mange sjældne fugle skød han i Vejlerne i 1870’erne. Gennem årene modtog han også enestående fuglearter fra jagtvenner.

Da familien flyttede til Viborg, købte de Sct. Mathias Gade 38, men kort efter byggede Heiberg også en norsk bjælkehytte på østsiden af Hald Sø. Hytten ”Petersdal” ved Hald var gennem de hektiske arbejdsår hans foretrukne fristed, og som pensionist opholdt han sig her en stor del af tiden for at nyde naturens og jagtens glæder.

I foråret 1920 mærkede han de første symptomer på sygdom. Han diagnosticerede den selv som kræft i spiserøret. Operation ønskede han ikke, og han vidste selv, at han skulle dø af tørst. ”I dag om tre uger dør jeg”, sagde han. Og det slog til.

Litteratur

Bernhard Viking: Stiftsfysikus P. W. Heiberg. I: Fra Viborg Amt 1962

P. Helweg-Larsen: Fysikus Heiberg. I: Jul i Viborg, III, 1930.

Ugeskrift for Læger LXXXII, 1920