Den 7. maj 1877 blev Sindssygeanstalten i Viborg indviet som et ”Depot for 300 uhelbredelige sindssyge”. I de første mange år blev forholdene på sygehuset blevet omgået med megen tavshed. Den almindelige viborgborger har som oftest kun vidst det om praksis på stedet, som han havde hørt rygtevis. I forbindelse med Sindssygehospitalets 125 års jubilæum i maj 2002 opbyggede Viborg Stiftsmuseum sammen med en gruppe frivillige en fast udstilling om livet bag sygehuset mure. Det lille museum blev indrettet i hospitalets tidligere kiosk. Denne artikel handler om behandlingen af patienterne fra dengang anstalten, som en professor udtrykte det: var fyldt med ”Bundfaldet af Menneskehedens mest sørgelige Elendighed” frem til vores tid, en periode, hvor der skete en revolutionerende udvikling i behandlingen af sindslidende.

Depot for de gale

Frem til begyndelsen af 1800-tallet fik de sindslidende i høj grad lov til at passe sig selv. Kun de ”bindegale”, der kunne være til fare for andre, blev spærret inde i tugthuse. I tugthusene blev de gale lagt i de berygtede dårekister, opbevaringsrum for sindssyge. I midten af 1800-årene lå Viborgs dårekister i kælderen under Tugt- og Manufakturhuset ved Søndersø. Her var der indrettet fire mørke og kolde rum på hver 7,8 m2. De gale, der ikke var plads til i dårekisterne, blev i mange tilfælde indespærret i indplankningsrum hos private. Rummene bestod typisk af små bure lavet af træplanker, der blev anbragt på loftet eller i kælderen, så man fik fred for de gales støj.

Fra midten af 1800-tallet blev der voksende forståelse for, at de sindssyge levede under umenneskelige forhold. Erkendelsen resulterede i oprettelsen af egentlige psykiatriske hospitaler. De nye sindssygehospitaler fik snart store pladsproblemer. Derfor var der behov for en depotanstalt, der kunne opbevare de uhelbredelige sindssyge. I 1875 vedtog Rigsdagen at omdanne det berygtede Viborg Tugt- og Manufakturhus til en ”Depotanstalt for 300 uhelbredelige sindssyge”. Den 7. maj 1877 ankom de første ti kvindelige patienter til Viborg med toget fra Aarhus. I de følgende år optog sindssygeanstalten en stor del af de uhelbredelige patienter fra anstalterne ved Aarhus og Vordingborg. Desuden blev en del patienter fra sjællandske dåreanstalter, fattiggårde, arrester og private hjem overført til Viborg. Anstalten var snart fuldt belagt og allerede i 1885 blev det nødvendigt at udvide antallet af sengepladser til 340.

I 1890’erne var pladsmangel og de ældste bygningers dårlige stand så udtalt, at ledelsen søgte tilladelse til at udvide anstalten. Tilladelsen fra staten kom først i 1904. Der blev bygget fire pavilloner, de såkaldte ”bondegårde”, to plejestiftelser, et lighus, reservelægebolig, admini-strationsbygning, forvalterbolig samt maskinhus. Udvidelsen betød, at anstalten i 1906 kunne huse næsten 700 patienter. I 1905 fik ledelsen ændret anstaltens bekendtgørelse, så der nu også kunne indlægges såkaldte ”kronisk sindssyge”. En del af de kronisk sindssyge kunne behandles. Det betød at Viborg Sindssygeanstalt ikke længere kun var en endestation, hvor intet håb for udskrivning eksisterede. I 1911 vedtog Folketinget en ny lov om sindssyge. I den forbindelse blev sindssygeanstalten navn ændret til Viborg Sindssygehospital. I 1914 gik Folketinget skridtet videre og bestemte, at Viborg Sindssygehospital også skulle optage akutte patienter. Dermed var det lykkedes at omdanne hospitalet for kronisk sindssyge til en egentlig helbredelsesanstalt.

Nye tider

I 1926 blev Viggo Aggerholm ansat som hospitalsforvalter på sindssygehospitalet. De første dage brugte han på at vandre rundt på hospitalet for at se på forholdene. Det Aggerholm så, gjorde et dybt og uudsletteligt indtryk på ham. Således fortalte Aggerholm 50 år senere i et interview i anledning af hospitalets 100 års jubilæum om, hvordan han på en af sine ture rundt på hospitalet kom til maskinhusets gård. Her opdagede han et rum, som lugtede forfærdeligt. Maskinmesteren forklarede, at rummet blev brugt til at tørre madrasser, som urenlige patienter havde svinet til om natten. Om morgenen blev der smidt en spand vand hen over madrasserne, hvorefter de blev sat til tørring. Denne og en række tilsvarende oplevelser var stærkt medvirkende til, at det fra starten blev Aggerholms altoverskyggende mål at skabe mere humane forhold for patienterne.

I første omgang trængte hospitalsbygningerne til en gennemgribende modernisering. Aggerholm vurderede, at det stod værst til i bygningen, der blev kaldt det Høje C. Bygningen, der var fra 1885, var stærkt forfalden og rummede op til 40 patienter på hver patientstue. Håndværkere malede og reparerede småting, mere rakte midlerne ikke til. Dernæst kom turen til de fire mandsafdelinger. Her var forholdene absolut uholdbare. Om dagen opholdt de mandlige patienter sig i dagligstuerne forneden, mens de tilbragte natten i soverum på 1. sal. Der var ingen varme i sovestuerne, en ventil i loftet i stueetagen sørgede for, at den varme luft fra patientstuerne kunne trække op i soverummene. Det var en særdeles dårlig luft, som stank af sved, mad og urin. Aggerholm fik indlagt centralvarme på den ene af de fire mandsafdelinger, så slap pengene atter op. I de følgende år søgte Aggerholm staten om midler til en gennemgribende renovering og udbygning af Sindssygehospitalet. Det blev en lang og sej kamp.

Kampen for et nyt hospital

Betingelsen for en udbygning af Sindssygehospitalet var, at en del af patienterne kunne overføres til andre institutioner, mens byggeriet stod på. I 1932 overtog staten herregården Visborggård beliggende ved Hadsund. Her oprettede staten 124 patientpladser. Men det var langt fra nok. Derfor blev den gamle fattiggård i Sct. Nicolaj Gade opkøbt i 1937. Gården kunne rumme 80 patienter.

I 1943 vedtog Indenrigsministeriet at opføre et hospital i Brønderslev, som skulle modtage 200 patienter fra Viborg. Samtidig blev det besluttet at opkøbe et areal på Søndermarken, hvorpå man begyndte at opføre et plejehjem, der skulle huse 250 af hospitalets patienter. Først i 1957 stod plejehjemmet på Søndermarken klar til brug. Nu var der endelig skabt det nødvendige antal alternative behandlingspladser, som var forudsætningen for en gennemgribende nedrivning og udbygning af Sindssygehospitalet. I 1963 rev håndværkere de sidste gamle tugthusmure ned og dermed forsvandt de sidste bygninger, der havde huset fanger. Kort tid efter blev den gamle portnerbolig fjernet sammen med en række andre bygninger opført i 1904-06. I stedet havde håndværkere i 1962 opført en 8-etagers administrations- og behandlingsbygning. Året efter stod også en ny terapibygning klar til brug. Hospitalet havde nu 981 sengepladser, hvor af de 562 lå på hospitalet ved Søndersø. Resten var fordelt på de, til formålet opkøbte, institutioner.

I 1967 var moderniseringen endelig færdig. Statshospitalet, som institutionen nu blev kaldt, fremstod som Danmarks mest moderne behandlingscenter for sindslidende. I 1976 blev Statshospitalet overført til amtsligt regi og skiftede i den forbindelse atter navn til Sygehus Øst. I de følgende år blev distriktspsykiatrien opbygget. Viborg Amt blev inddelt i fire distrikter. Hvert distrikt fik et døgnhus til indlagte patienter, et daghus for hjemmeboende samt et “team” til ambulant behandling. I år 2002 er kun den store behandlingsbygning og enkelte pavilloner i brug.

De urolige patienter

Frem til mellemkrigsårene var det generelle formål med behandlingen indenfor psykiatrien ikke at få patienterne ført tilbage til en almindelig tilværelse i samfundet. Formålet var snarere at fremme en rolig adfærd hos patienterne. Derfor inddelte lægerne på Viborg Sindssygeanstalt patienterne efter deres adfærd frem for efter deres sygdomme; rolige for sig og urolige for sig, renlige patienter skiltes fra urenlige. De urolige patienter blev overvejende udsat for en behandling, der skulle dæmpe deres adfærd frem for at behandle deres sygdom. Således var en af de mest anvendt behandlingsformer fra anstaltens etablering i 1877 vandsengsbehandling for urolige patienter. Patienterne blev anbragt i badekar, hvor de sad i 8 til 10 timer. I visse tilfælde lod plejerne endog patienter ligge i badet natten over. Behandlingen kunne strække sig over flere uger og patienterne både spiste og sov i badet. En tidligere plejer kunne fortælle, at selv i julen var der patienter, der blev anbragt i badene. Juletræet blev placeret, så patienterne kunne se det, og julemiddagen blev serveret i badekarrene. Efter middagen fik patienterne udleveret sangbøger, så de kunne synge med på julens sange. Vandsengsbehandlingen virkede efter hensigten; efter de mange timer i badet var ellers urolige patienter faldet til ro.

I tiden frem til 1926, hvor Viggo Aggerholm begyndte at indføre en anden holdning til behandling af patienterne, var hverdagen på Sindssygehospitalet præget af faste regler og disciplin. Blev en patient for vanskelig, blev han anbragt i en celle beklædt med madrasser til over mandshøjde med døren låst, indtil han blev rolig igen. Det var nødvendigt for at leve op til behandlingens overordnede formål: At passivisere og disciplinere patienterne. Christian Geill, der var overlæge på anstalten fra 1901 til 1927 udtalte således at ”uden Disciplin vilde det have været umuligt at forme noget brugbart ud af det fra andre Hospitaler overflyttede og af dem vragede Klientel”.

Dette behandlingssyn afspejlede sig tydeligt i hverdagslivet. Dagen begyndte kl. 6 om sommeren og en time senere i vinterhalvåret. Personalet fikserede patienterne til bænke og borde, hvor de fik serveret morgenmad, som typisk bestod af havre- eller byggrød. Efter morgenmaden blev de patienter, som var for urolige eller dårlige til at arbejde, anbragt på træbænke, hvor de blev spændt fast med mave-, fod, og håndremme. Her blev de siddende passive dag efter dag, kun afbrudt af middags- og aftensmaden. Middagsmaden bestod typisk af sødsuppe, frugtgrød eller fisk, mens aftensmaden var simpelt smørrebrød. Klokken 20.00 blev patienterne spændt fast i deres senge. På sengeafdelingerne var der typisk 30 til 40 patienter. Hvis en patient skulle på toilettet i løbet af natten, blev den ene håndrem løsnet, således at patienten kunne skræve ud på gulvet og forrette sin nødtørft i en lille spand, der stod ved siden af sengen.

Hvordan patienterne har opfattet disse forhold, kan man få et indtryk af i nogle af de patientbreve, der er bevaret. I et brev fra 1909 skriver en kvindelig patient således til et familiemedlem: ”du kan tro jeg er ked af at være i dette Svineri du skulle ikke ønske at komme her til”…”Nu for tiden ligger jeg ved siden af en der næsten ikke taler om andet end Satan…den meste Nat og ved den anden Side ligger der en som laver i Bukserne saa du kan tro det er et appetideligt Hus. Vis jeg nogensinde kommer herfra vil jeg se at faa mig et par værelser for det er bedst at ha noget for sig selv.”

”Et relativt arbejdsdygtigt klientel”

Allerede fra Sindssygehospitalets første år havde man erfaret, at arbejde havde en beroligende virkning på patienterne. Derfor bestræbte plejepersonalet sig på at finde beskæftigelse til de patienter, som kunne klare det. De mere apatiske mænd blev blandt andet sat til at oppille tovværk, dog uden den store succes. De fleste patienter sad bare passivt med tovet i hænderne. Det lykkedes Christian Geill at få en gruppe kvindelige patienter til at strikke strømper og sy gulvklude. Det var imidlertid ikke alle i gruppen, der syntes at være blevet beroliget ved denne beskæftigelse. Således skriver en af kvinderne i et brev til sin søster: ”Kære Søster. Det er et skrækkeligt Svinehus at være i…vi lærer ikke noget godt her. Jeg stopper strømper, lapper bukser, chermisser, nattrøjer…men jeg er meget ked af at være her…”

Det lykkedes dog efterhånden at få beskæftiget omkring halvdelen af patienterne med mere eller mindre meningsfuldt arbejde. Mændene blev primært beskæftiget med havearbejde, brændeskæring og madtransport, mens kvinderne blev sat til at hjælpe i vaskeri og køkken. Ifølge Christian Geill lykkedes det via denne form for beskæftigelse, at skabe et “relativt arbejdsdygtigt Klientel af det sløve materiale af mennesker”. I begyndelsen af 1930’erne blev lægerne mere bevidst om at anvende arbejdsterapi som en egentlig behandlingsform. Derfor byggede håndværkere i 1933 en værkstedsbygning beliggende bag festsalen ned mod søen. Her fremstillede patienterne en række ting, der var behov for på hospitalet. Nogle lavede kuverter og skriveblokke til brug i administrationen, mens andre lavede bælter, som de måske selv senere blev spændt fast med. Desuden fremstillede patienterne store mængder træbøjler, legetøj, viskestykker og duge.

“En tilværelse så nær det normale som muligt”

Aktiveringen af patienterne i vækstedsbygningen blev den spæde start på et nyt behandlingssyn, som voksede frem i årene efter 2. verdenskrig, og som skulle give Viborghospitalet den store anseelse blandt fagfolk, som det hidtil havde skortet på. I begyndelsen af 1960’erne fik hospitalet en ny ledelse, der var besluttet på at eksperimentere med nye behandlingsmetoder. Således vakte det stor opsigt, da ledelsen i 1967 indviede en motionshal, hvor patienterne på eget initiativ kunne dyrke sport eller hygge sig med bowling, kortspil, billard og dans. Mindre opsigt vakte det ikke, da man året efter åbnede et ”psykodelisk diskotek” for hospitalets unge patienter.

Den nye indstilling til behandlingen af psykisk syge var banebrydende i den forstand, at plejepersonalet ikke længere bestræbte sig på at dæmpe og passivisere patienternes adfærd. Behandlingens mål var først og fremmest, at patienten skulle kunne klare sig selv. Både for de patienter og det plejepersonale, der havde oplevet tiden under det gamle behandlingssyn, var det en kæmpe udfordring at tilpasse sig de nye behandlingsmetoder. På en patientrejse til Norge i 1967 gik det op for plejepersonalet, at patienterne var hjælpeløse, når de blev sat ved et frokostbord, hvor de selv skulle smøre maden. Det havde plejepersonalet ikke skænket en tanke. Men patienterne havde i årevis fået maden serveret smurt, og vidste ikke, hvad de skulle gøre, når pålæg, smør og brød kom hver for sig. Efter denne oplevelse ændrede personalet arbejdsgangen og begyndte at oplære patienterne i at tilberede maden. Et år senere var totredjedele af patienterne i stand til at smøre deres mad selv. På samme måde begyndte personalet at oplære patienterne i at klare almindelige daglige gøremål som at rede seng, handle ind og vaske tøj.

Den medicinske revolution

Når det blev muligt at give mange patienter en tilværelse så nær det normale som muligt, hang det i høj grad sammen med det 20. århundredes landvindinger indenfor den medicinske behandling. Nye præparater betød, at mange patienter fik mere styr på deres personlighed og dermed blev bedre disponerede til at klare tilværelsen efter indlæggelsen på et psykiatrisk sygehus. De nye beroligende medicinske hjælpemidler betød ligeledes, at fiksering af urolige patienter blev stadig mindre nødvendigt. Udviklingen af medicin til psykisk syge skete i høj grad som en reaktion på en voksende kritik af den udbredte brug af tvangsmidler som fiksering og indespærring. Kritikken medførte, at videnskaben begyndte at forske i nye, mere humane behandlingsformer.

Først kom stimulationsbehandlingerne. Forskere opdagede, at fremprovokeret bevidstløshed og kramper kunne indvirke gunstigt på langvarige sindslidelser. Lægerne på Viborg Sindssygehospital begyndte fra 1935 at give patienter injektioner med medikamenter, der fremkaldte kramper. Patienterne frygtede den ubehagelige krampebehandling. Der gik op imod et minut, før patienten besvimede. En patient på Viborg Sindssygehospital beskrev, at det føltes som om hans hoved eksploderede, indtil han blev bevidstløs. I 1941 gik man fra injektionerne og begyndte i stedet at anvende elektrostimulation, som var mindre ubehageligt for patienterne. Den mest epokegørende udvikling skete imidlertid i begyndelsen af 1950’erne, hvor psykofarmakaen blev indført til behandling af svære psykiske lidelser. Psykofarmakaen bevirkede, at de fleste indlæggelser blev væsentligt kortere end hidtil, og langt flere kunne behandles ambulant. De nye behandlingsmetoders effektivitet illustreres i patientantallet. I de første 78 år af hospitalets historie fra 1877 frem til 1956 blev hen ved 16.000 patienter behandlet. I de efterfølgende 12 år frem til 1968 behandlede hospitalet yderligere 16.000.

Viborg som forbillede

De mange gode resultater, der blev skabt i en vekselvirkning mellem en initiativrig ledelse, et ændret behandlingssyn og nye hospitalsbygninger betød, at Viborg fra at have haft et dårligt rygte inden for psykiatrien, nu blev set på som et mønsterhospital. Fra 1971 og to år frem blev Viborg udpeget til at stå for en ny og mere demokratisk hospitalsstruktur. Forsøgene resulterede i, at en ny type psykiatrisk hospital begyndte at udvikle sig i Viborg. Der blev indført patientdemokrati. På møder drøftede patienter og ansatte emner fra sengeredning til konflikter mellem personale og patienter. Patienterne begyndte at gå til møder med læger i stedet for som tidligere at stå ret ved stuegangen. Det overordnede behandlingssyn blev: “En tilværelse så nær det normale som muligt”. Det er stadig målsætningen ved sygehusets 125 års jubilæum i år 2002.

Artiklen er skrevet af Dan Ersted Møller og kan også findes i Viborg Bogen 2002 s. 5-14.

Billede 1: Dystert og tillukket lå det, -Sindssygehospitalet, ved Søndersø. Billedet er taget ca. 1880.
Billede 2: Vagtafdeling for mænd. Ca. 1920. I billedets venstre side kan man ane en patient arbejde ved en trampevæv.
Billede 3: Bækkenstole fra Sindssygeanstalten. Ca. 1900. Fiksering af urenlige patienter var almindelig kutyme på de psykiatriske hospitaler. Et fikserbælte blev spændt om maven på patienten, mens håndled og ankler blev fastgjort til stolen.
Billede 4: Brændeskærere. Ca. 1917. Et arbejdshold var beskæftiget med brændekløvning og udbringning af træ til de forskellige afdelinger. Det var en vigtig opgave, da de fleste afdelingerne blev opvarmet med kakkelovne.