Gennem hundrede år – fra 1860 til 1960 – ventede Viborgs borgere spændt på den årlige skattebog. Den viste, hvad de enkelte borgere skulle betale i skat, og den fortalte derved, hvem der hørte til i byens økonomiske overklasse, og hvem der måtte nøjes med mere beskedne indtægter.
I dag er den enkelte borgers indtægt en sag imellem skattevæsenet og borgeren, og den vedkommer ikke andre. Men sådan har det ikke altid været, og det hænger sammen med den måde, som skatten blev fastsat på i 1800-tallet.
Ligningskommissionen
Der var ikke regnskabspligt og tvungen selvangivelse. Derfor var det ligningskommissionens opgave at fastsætte borgernes indtægter, og for at den enkelte borger kunne kontrollere ligningskommissionens skøn, blev ligningslisterne offentliggjort i skattebogen. Det gør det sandsynligt, at ligningskommissionen har bestræbt sig på at finde et niveau, der kunne anerkendes af byens borgere. Kommissionen havde 9 medlemmer, håndværksmestre, købmænd, avlsbrugere og embedsmænd, der blev udskiftet med mellemrum, og de har tilsammen har haft kendskab til alle sider af byens erhvervsliv.
Rig og fattig
I Viborg By er bevaret trykte lister over skatteligningen efter formue og lejlighed fra 1862. Indtil 1869 er borgerne inddelt i skatteklasser alt efter, hvor mange portioner skat de skulle betale. Portionernes størrelse varierede lidt fra år til år. I 1869 var hver portion på 1 Rd. 3 Mk. 6 Sk., og byens største skatteyder stiftamtmand, kammerherre, baron Rosenkrantz betalte 467 portioner eller 729 Rd., mens 257 småkårsfolk – syersker, enker, arbejdsmænd og tjenestekarle – slap med den ene portion, der sikkert for mange har været byrdefuld nok. De betalte tilsammen 401 Rd. 3 Mk. 6 Sk., altså kun godt halvt så meget som baronen. Der har altså været meget stor forskel på rig og fattig.
Ligningskommissionens arbejde
Fra 1870 fastsatte ligningskommissionen for hver borger en anslået indtægt og en skatteindtægt samt udregnede skattens størrelse som en procentdel af skatteindtægten. Skatteprocenten var ikke fast, men varierede år for år alt efter, hvor stor en skat, der skulle pålignes.
Skatteligningsprotokollerne er bevaret. I protokollerne er der først en rubrik, hvori den anslåede indtægt for hver enkelt skatteyder er noteret, og dernæst fem rubrikker til fradrag i den anslåede indtægt: 1. Indtægtens utilstrækkelighed, 2. Familieforhold, 3. Indtægtens beskaffenhed, 4. Byrdefuld gæld og deslige, 5. Fast ophold tillige i en anden kommune og til sidst en rubrik til den skatteindtægt, der er beregnet, efter at fradragene er foretaget.
Mere end 85 % af skatteyderne fik nedsat den anslåede indtægt med henvisning til indtægtens utilstrækkelighed og 65 % under henvisning til familieforhold, så en meget stor af byens skatteydere har fået et dobbelt nedslag i den anslåede indtægt. Derved har ligningskommissionen kunnet tage hensyn til skatteevnen på et tidspunkt, hvor skattesystemet ikke kendte til personfradrag eller bundfradrag. Resultatet af ligningen var, at skatteindtægten ikke mindst for de laveste indkomster er sat betydeligt under den skønnede anslåede indkomst.
Lave skatteprocenter
I Viborg varierede skattesatsen i årene fra 1870 til 1877 imellem 4 2/8 % og 5 8/10 %. Det var en proportional skat, der blev opkrævet med samme procentskat uden hensyn til indkomstens størrelse. Den mindste skatteindtægt blev ansat til 50 kr., og af den betaltes der i skatteåret 1877 en skat på 2 kr. 90 øre, svarende til at der af en skatteindkomst på 500 kr. betaltes en skat på 29 kr. og af en indkomst på 5000 kr. en skat på 290 kr.
Indtægterne
Byens store købmænd er ansat til indtægter mellem 2000 kr. og 5000 kr. De højest lønnede embedsmænd – biskop, overretsassessorer, rektor – har indtægter fra 8000 kr. og nedefter. Håndværksmestrenes og svendenes indtægter varierer fra 2000 kr. og ned til 400 kr., og for dem er skatteindtægten som regel sat betydeligt lavere end den anslåede indtægt. Typisk er en anslået indkomst på 2000 kr. sat ned til en skatteindkomst på 1800 kr., en anslået indkomst på 1000 kr. sat ned til 7-800 kr., indtægter på 6-700 kr. halveret, og de små indtægter, der er anslået til 5-600 kr. eller mindre, er sat ned til en fjerdedel.
Skattebøgerne
Gennem skattebøgerne, som kan ses på Lokalhistorisk Arkiv, kan man altså får et godt indtryk af borgerne indkomster gennem 100 år. En ting er bemærkelsesværdigt: I de gamle skattebøger optræder kun mænd og enkefruer. Hverken de gifte eller de ugifte kvinder er i de første mange år selvstændige økonomiske personer. Først i 1800-tallets slutning ændredes arvelovene og den økonomiske lovgivning, så der efterhånden kom større lighed imellem mænd og kvinder.
Den sidste trykte skattebog er fra skatteåret 1958-59. Derefter blev skattelisterne ikke længere trykt, men de blev i endnu nogle år lagt frem på rådhuset, så borgerne kunne kontrollere ligningskommissionens ansættelse og se, hvad naboen tjente. I dag fastsættes indkomsten på grundlag af selvangivelsen, virksomhedernes regnskabspligt, revisorers arbejde og firmaers og pengeinstitutters indberetninger til skattemyndighederne og ikke efter ligningskommissionens skøn. Størrelsen af indtægt og formue tilhører privatlivet og må ikke længere offentliggøres.
Af Svend Korup
Litteratur
Skatteligningen efter Formue og Leilighed for Viborg By for Aaret 1862 og senere.
Viborgs historie, bind 2. Viborg Kommune 1999.
Skattebøger for Viborg kommune (sidste udgave 1958-59).