Slaget på Taphede øst for Viborg foregikden 7. oktober 1334. Det var et forsøg på at reetablere den danske kongemagt, der reelt var gået helt i opløsning i årene frem mod 1332.

En kostbar udenrigspolitik under Erik Menved og især Christoffer 2. medførte, at Danmark i begyndelsen af 1300-årene i stadig større omfang var blevet pantsat til kongemagtens mange kreditorer. Jo mere der var pantsat med tilhørende kongelige indtægter, jo vanskeligere blev det at betale gælden tilbage. Resultatet blev et stadig mere kaotisk og opløst kongerige med hundredvis af småborge, plyndrende holstenske pantherrer og oprørske danske bønder og herremænd. Da Christoffer dør 2. august 1332 i Sakskøbing på Lolland, er Danmark fuldstændigt i hænderne på forskellige pantherrer, først og fremmet grev Gerhard 3. af Holsten-Rendsburg, som havde Jylland og Fyn, og Johan 3. af Holsten-Plön, som havde Sjælland, Lolland og Falster samt Skåne, der dog hurtigt pantes videre til den svensk-norske konge. Danmark stod i pant for minimum 200.000 mark sølv, en astronomisk sum, der skulle betales på én gang. Kongemagtens fallit var total og sammenbruddet en realitet. Danmark var uden konge de næste otte år indtil sommeren 1340, hvor Valdemar Atterdag hyldes som konge, først på landstinget i Viborg og lidt senere på landstinget i Ringsted.

Christoffer 2 havde efterladt to sønner, junker Otto, som var storebror til Valdemar Atterdag. Senest i juni 1333 fremtræder Otto som tronkræver, og mellem oktober 1333 til juli 1334 udsteder han breve i Sakskøbing med henblik på at skaffe forbundsfæller. Markgreve Ludvig af Bradenburg lover hjælp mod især grevere af Holsten, mens kejser Ludvig opfordrer hertugerne af Sachsen til, at de støtter Otto og modarbejder de to holstenske grever. Detaljerne om Ottos tilstedeværelse på Lolland er uklare. Han og Valdemar er næppe blevet på Lolland efter farens død, og i Detmars Lybske Krønike meddeles det, at danskerne havde taget øen fra grev Johan. Det ser også ud til, at Otto har rumsteret på Sjælland, eftersom paveudsendingen Petrus Gervasii skriver, at krigen rasede her ved årsskiftet 1333/34, ligesom dokumenter viser, at flere sjællandse stormænd støttede Otto. Johans reaktion er ukendt. Muligvis deltog han i den søleding, som brødrene Gerhard og Eggert Brockdorf i juni 1334 meddeler er rettet mod Otto. Eggert er i denne periode Johans mand.

Jyske Krønike meddeler under 1334, at Otto rejser fra Lolland til Nørrejylland for at vinde landet. Detmar meddeler som den eneste kilde en dato for slaget under 1334 ”Otte dage efter Skt. Mikkels dag [som er 29. september] kom junker Otto, kong Christoffers søn, støttet af jyderne med meget krigsfolk til Viborg og leverede slag mod grev Gerhard. Før slaget steg en forvoren skare holstenere ned af deres heste, tog hinanden i hænderne og dansede mellem begge hære; derefter sprang de hastigt til hest, styrtede uforsagt med de forreste mod fjenderne, som var langt flere. Der stod længe en hård strid. Holstenerne slog fra sig som tapre helte, den unge konge blev tagen til fange, de danske flygtede; dog blev mange af dem dræbte eller gjort til fanger. Grev Gerhard var på den tid der i landet og fik snart kundskab om kampen. Han lod da kongen bringe ned til Segeberg, hvor han blev en stund; derefter blev han bragt til Rendsburg”.

For Otto har målet givetvis i første omgang været at komme til Viborg og på landstinget at opnå de jyske stormænds støtte mod de holstenske panthavere samt kongeværdigheden.

Selv om Otto tabte kampen ved Viborg og blev ført til borgen Segeberg i Holsten, så var Lolland den følgende tid fortsat i danskernes hænder. Detmar meddeler under 1335, at Johan måtte have Gerhards hjælp til at generobre øen. At Gerhard formodentlig tog sig godt betalt for hjælpen til sin fætter, fremgår af en aftale fra oktober 1336. Otto blev først løsladt i 1341.

Datoen

Mange steder anføres datoen for slaget til den 6. oktober 1334, men den eneste kilde til datoen for slaget er som ovenfor nævnt Detmar, hvor datoen angives som otte dage efter den Skt. Mikkels dag den 29. september, hvilket giver den 7. oktober.

Mindestenen

I august 1972 blev der rejst en sten til minde om slaget på Taphede i 1334. Stenen var placeret i Tapdrup Sogn ved DLG tæt ved hovedvejen mellem Viborg og Randers. Stenen blev skænket af forvalter Gunnar Hansen, Tjele og udført af billedhugger Kaj W. Nielsen, Viborg. Ca. 1975 blev mindestenen flyttet helt ud til hovedvejen, så flere mennesker kunne se den. I dag er hovedvejen (rute 16) blevet forlagt i et nyt tracé mod nord, men mindestenen står fortsat ved den gamle hovedvej, Randersvej, hvor der på nordsiden findes en lille parkeringslomme ca. 350 m før krydset med rute 16.

På stenen står der:

Her stod den 6. Oktober 1334

Slaget paa Taphede

Vædet af Blod blev engang den Muld

Som Traktorploven nu vender

Litteratur

Paul G. Ørberg: Slaget på Taphede. Fra Viborg Amt 1965.

Viborg Stifts Folkeblad 24. august 1972.