Ved valget den 20. november 2001 vandt Socialdemokratiet absolut flertal i Viborg Byråd. Det er kun sket én gang før, nemlig i 1937, hvor partiet med Viggo Aggerholm ved roret fik otte mandater mod syv til de borgerlige.

Sejren i 1937 skabte røre i det dengang så konservative Viborg. Hvordan kunne det komme så vidt, at byen fik socialistisk flertal? Viborg var langt fra nogen udpræget arbejderby som eksempelvis Randers, Horsens og Århus var det. Ganske vist havde der været tilløb mod en industrialisering i de første årtier af 1900-tallet, hvor den helt store arbejdsplads var Kroghs Tobaksfabrikker. I 1917 byggede fabrikant Krogh således den nye fabrik på A.S. Ørstedsvej med plads til 900 tobaksarbejdere. Fabrikanten, som under verdenskrigen hentede kæmpeordrer på salg af cigaretter til den russiske hær, var stor i slaget og foreslog forud for byggeriet, at arkitekten Vig-Nielsen projekterede fabrikken, så den kunne udvides til det dobbelte, men det ville Vig-Nielsen ikke være med til med den begrundelse, at ansættelsen af så mange tobaksarbejdere i værste fald kunne give socialdemokratisk flertal i byrådet. Desværre blev det aldrig aktuelt med en udvidelse; tobaksfabrikken krakkede i 1932.

Statsministereffekten

Det blev da heller ikke alene arbejderstemmer, som sikrede Aggerholm borgmesterstolen. Som altid ved et valg er resultatet et samspil af flere faktorer. Modsat i 2001 var der i 1937 tale om en positiv statsministereffekt. Statsminister Th. Stauning tonede frem i landsfaderlig skikkelse. Ved folketingsvalget i 1935 førte Socialdemokratiet valgkamp på sloganet “Stauning eller kaos”.

Flertallet foretrak igen Stauning, og en handlekraftig regering af socialdemokrater og radikale skabte gennem en aktiv erhvervs- og socialpolitik stabilitet i de ellers så urolige tredivere. Politikken sikrede, at en masse småvirksomheder kunne klare sig ved at forsyne det afskærmede danske hjemmemarked, og landet oplevede faktisk efter 1934 en støt økonomisk vækst på årligt et par procent, hvilket gjorde det muligt at begynde på opbygningen af en velfærdsstat.

Aggerholms første “regeringsår”

Regeringen opfordrede også kommunerne til at slå ind på en aktiv beskæftigelses- og socialpolitik. Men den udfordring tog det konservative styre i Viborg nødigt op. Aggerholms forgænger som borgmester, den konservative Chr. Poulsen, var ikke nogen frodig person. Han holdt på, at det var bedst, om alt forblev, som det altid havde været. En sådan politik var at drysse salt i såret hos de mange småkårsfolk, som led under arbejdsløshed eller på anden måde mærkede knapheden i dagligdagen. Socialdemokratiet gik til gengæld til valg i 1937 på et program med punkter som en aktiv kommunal beskæftigelsespolitik, boligbyggeri og en mere retfærdig kommunal skatteligning. Herved vandt partiet mange stemmer blandt lavere funktionærer og små næringsdrivende.

Endelig blev Aggerholms person udslagsgivende. Han var kommet til Viborg i 1926 som inspektør på Sindssygehospitalet og markerede straks gode administrative evner og stor social forståelse for de svageste i samfundet, nemlig patienterne. Aggerholm fremstod derfor i brede kredse som en handlekraftig personlighed, man kunne have tillid til. Denne tillid var også til stede hos de radikale, som gik i valgforbund og dermed medvirkede til valgsejren. Socialdemokratiet beholdt flertallet indtil 1943. I Aggerholms første “regeringsår”, 1937-40, gennemførte bystyret en lang række reformer. Viborg blev en dynamisk by. Så kom krigen, men det er en anden historie.

Billede til venstre: Viggo Aggerholm var hospitalsforvalter på Viborg Sindssygehospital 1926-1961. Socialdemokratisk byrådsmedlem 1933-1943 og 1950-1962. Borgmester 1937-1943.