Beliggenhed
Sønder Rind sogn ligger i et småbakket idyllisk landskab syd for Rindsbæk-dalen ca. 8 km sydøst for Viborg. Sognet strækker sig fra agerjordene omkring Kragedals bakker i øst til de mere sandede marker og stedvis moseagtige engstrøg i syd og vest. Den vestlige del af Sønder Rind sogn er en flad, sandet, stedvis moseagtig, flodterasse skabt af isafsmeltningen, da den første Gudenå en tid havde afløb herigennem til Hjarbæk fjord.
Landsbyen
Landsbyen Sønder Rind er oprindelig en uregelmæssig vejforteby. Bebyggelsens ældste del lå med kirken og skolen ved forten, landsbyens fælles areal, med en uregelmæssig ring af gårde udenom. I slutningen af 1800-tallet foregik der et betydeligt nybyggeri i Sønder Rind, som i de fleste af egnens landsbyer. Nye boliger og enkelte håndværkshuse skød op som perler på en snor langs Sønder Rind Vejs slyngede forløb og gav landsbyen sin karakteristiske langstrakte form med kirken i den ene ende og smeden i den anden.
Vi er fæstere her
I 1682 bestod Sønder Rind af 13 gårde og 11 huse og var en efter forholdene ganske stor landsby. Før hoveriarbejdet forsvandt i sognet omkring starten af 1800-tallet, kom der jævnlig bud efter fæstebønderne fra hovedgården Skaungård beliggende lidt nordvest for Rødkjærsbro. Bønderne i Sønder Rind var fortrinsvis forpligtet til at udføre såkaldt avlingshoveri.
Det betød, at de selv skulle medbringe redskaber som plov, harve, høleer og mejetøj. Bønderne var naturligvis ikke særligt fornøjede med at blive udnyttet og viste ofte deres modvilje. På Skaungårds hovmarker tog de sig i reglen god tid til både spisning, spøg og skæmt. Under høsten kunne bønderne finde på at forsinke arbejdet ved eksempelvis at holde i en lang række med læssene og dermed blokere markvejen, når en høstvogn belejligt nok var brudt sammen foran ladeporten.
I 1795 var landboreformerne nået til Sønder Rind, hoveriets dage var ved at være talte. Sognets gårdmænd fik skøde på deres gårde og sognets ældgamle dyrkningsfællesskab ophørte. Gårdmændene fik hver tildelt et stykke jord formet som en langstrakt kile fra landsbyen ud i marken, en såkaldte stjerneudskiftning. Så, hvor gårdene i mange andre landsbyer flyttede ud på markerne, forblev gårdene liggende i Sønder Rind.
Stjerneudskiftningen var populær hos bønderne, fordi den betød, at man kunne bevare det tætte landsbyfællesskab og den tryghed, det gav. Til gårdene hørte også typisk en hedeparcel samt et par tørveskifter. Når fødegården gik i arv til den ældste søn, så kunne de næste børn i rækken få et stykke af hedejorden at begynde på.
Rindsholm Mølle
I sognets yderste nordvestlige hjørne bryder sognegrænsen sit regelmæssige forløb og tegner en løjerlig løkke mod nord. Her ligger Rindsholm Mølles markante bygninger omgivet af sø, bakker og skov. Oprindeligt lå jorden, der tilhørte møllen, delt mellem tre sogne, men som følge af en matrikelændring i 1844 blev hele møllens område indlemmet i Sønder Rind Sogn.
Møllen, der oprindelig hed Skaber mølle, har ligget her siden middelalderen. Frem til 1663 hørte Skaber Mølle under Viborg Domkapitel, derefter overgik den til kong Frederik d. 3. I de næste mere end 200 år skiftede møllen ejer i alt 29 gange. Mølledriften led under de mange ejerskifter, og i slutningen af 1800-tallet var bygningerne så stærkt forfaldne, at de fleste folk på egnen mente, at mølledrift nu var fortid.
Men i 1896 købte den erfarne møllermester Johannes Lauersen den gamle mølle. Den nye ejer nedrev de gamle bygninger og opførte i stedet et tidssvarende mølleri. I de følgende år gennemførte Johannes Lauersen omfattende investeringer. De gamle underfaldshjul blev erstattet af turbiner, nye møllebygninger og den iøjnefaldende hovedbygning opførtes.
I løbet af de næste årtier forvandlede familien Lauersen møllen til Danmarks største mølleri i privateje. I midten af 1930’erne arbejdede godt 30 mand på den travle arbejdsplads. Især salget af hvedemel gik strygende, ikke mindst fordi det som noget særligt blev solgt i lærredsække af så god en kvalitet, at kunderne brugte sækkene til lagner og håndklæde, når melet var brugt. Da produktionen var på sit højeste kørte 7-8 banevognene læsset med hvede, rug og byg dagligt i pendulfart mellem Møllen og havnene i Randers og Århus.
I begyndelsen af 1950’erne begyndte den hårde konkurrencen mellem landets møller at kunne mærkes. Sønder Rinds sogns største virksomhed tabte i længden til de store handelsmøller i kystbyerne, der alene i kraft af deres placering havde en afgørende fordel af mindre transportudgifter. Direktør Hans Henrik Lauersen, barnebarn af den gamle møllermester, forsøgte at sprede familievirksomheden til nye mere rentable forretningsområder. Da H.H. Lauersen pludselig døde i 1966 blev Rindsholm Mølle solgt. I 1988 malede møllen for sidste gang.
Bag pulten
Sønder Rinds skolehistorie går tilbage til midten af 1700-årene. Annalerne konstaterer kortfattet, at Mikkelsdag, den 29. september 1741 ansattes en omgangslærer. Landsbyskolen blev efter landboreformerne og skoleloven af 1814 det vigtigste samlingssted for dem, der boede i byen, for tilflytterne og for udflytterne. Sognets første skole med tilhørende lærerbolig lå på landsbyens fællesareal ved kirken. Til skolen hørte 8 tønder fattig jord samt en hedelod.
I 1862 opførtes en ny skole i form af en firfløjet gård på samme sted. Skolen var indrettet med lærerbolig i den ene ende og skolestue i den anden. I skolebygningens tilhørende længer stod heste, svin og køer og her lå også børnenes lokum. Skolen blev revet ned i 1932, og arealet, hvor skolen lå, lagde jord til en udvidelse af kirkegården.
Sognet nye skole havde to klasseværelser med elever fra flere klassetrin i hvert. Lærerne boede nu i huse opført omkring skolegården. Børnene kom gående til skolen fra alle hjørner af sognet. Synet af de mange børn på lange vandringer til og fra skole er nu fortid. Hvordan børnene oplevede de ensomme fodrejser får man et levende indtryk af, når Bodil M. Sørensen mindes sin skoletid i 1950’ernes Sønder Rind:
”Jeg måtte af sted som syvårig, helt alene, først et godt stykke hen ad vejen mod Rindsholm, så op gennem Gyvelvej, som dengang var et hjulspor med granbevoksning til begge sider, uuuhhh, når jeg kom til mejeriet, drejede jeg af mod Sdr. Rind og kunne så senere bruge kirketårnet som tegn på, at jeg var gået den rigtige vej. På resten af vejen var der bare et par gårde, ellers kun åbne marker, der føltes uendelige.”
Efter at Sønder Rind kommune ved kommunesammenlægningen var blevet en del af Viborg kommune, arbejdede skolen sammen med Overlund skole, der modtog de ældste elever. I 1991 blev skolen lukket på grund af et faldende elevtal, klassekvotienten var efterhånden under 10, og eleverne fra Sønder Rind blev herefter undervist på Møllehøjskolen i Bruunshåb.
Tekst: Dan Ersted Møller