Initiativet til stiftelsen af Søndermølle Uldcentral blev taget af Carsten og Birte Friis Jespersen fra Bjerringbro i 1978. Formålene var flere. De gamle maskiner havde ikke så travlt. Det betød, at arbejdet var velegnet til personer, der på grund af nedslidning og handicaps havde svært ved at følge med ved mere moderne maskiner. Et andet formål var at forarbejde dansk kvalitetsuld på spindemaskiner, der var op til 120 år gamle. Men ombygningen og istandsættelsen af møllens gamle bygninger var imidlertid dyre end beregnet. Da produktionen på Uldcentralen skulle i gang, var startkapitalen brugt.

På det tidspunkt kom garnhandler Hans Pedersen ind i billedet. Med Hans Pedersen som leder af Uldcentralen lykkedes det at finde fondsmidler til produktionen. I de følgende år skabte han sammen med foreningen “Søndermølles venner” en velfungerende og særdeles social arbejdsplads. Mange af de ansatte havde, som Hans Pedersen udtrykte det, “fået skrammer i ræset”, men uanset hvor meget den enkelte kunne “tage fat”, så blev der lagt det samme beløb i lønningsposen til alle.

Søndermølle Uldcentral blev snart landets største garnspinderi. I 1978 blev hen ved 60 tons uld forarbejdet af de gamle maskiner. Det var næste 20 % af den samlede danske uldproduktion. En tredjedel af maskinernes energibehov blev dækket ind af møllens vandkraft.

Men i længden var produktionen på Søndermølle ikke rentabel. I 1988 blev der indgivet konkursbegæring mod uldcentralen, spinderiet ophørte, og året efter overtog Viborg Kommune anlægget.