Fra 1500-tallets begyndelse og indtil år 1800 havde stadsmusikanterne eller stadsinstrumentisterne, som de også kaldt, eneret på musikudøvelse i købstæderne. Stadsmusikanterne var gerne udpeget af byens styre – magistraten eller borgmestrene – og udnævnt af kongen. Fra 1780 blev det bestemt, at musikerne fra Det kongelige Kapel havde fortrinsret til stadsmusikantembederne, og kun hvis ingen herfra ønskede stillingen, kunne borgmestrene udpege den, som de ønskede.

Stadsmusikantens opgaver

Det var stadsmusikantens opgave at spille til fester, barsel, bryllupper og begravelser, men musikerne fungerede også som tårnblæsere, hos borgervæbningen, til kirkemusik, gav musikundervisning og trommede ved kundgørelse af meddelelser.

Til gengæld havde stadsmusikanten eneret på musikudøvelse, og han havde som oftest flere svende og lærlinge, således at han kunne danne et mindre ensemble. En stadsmusikant var godt uddannet og skulle gerne kunne spille flere instrumenter. En typisk instrumentbestand i begyndelsen af 1600-tallet kunne bestå af violin eller gambe, trompet, zink (en ottekantet trætrompet), basun, fløjte (pibe) og tromme.

I 1800 bestemte en kongelig resolution, at stadsmusikantstillingerne i byerne, efterhånden som de blev ledige, skulle forenes med embedet som organist. På landet blev musikudøvelsen givet fri, når ihændehaveren døde. Derfor kendes fra dette tidspunkt mange landsbyspillemænd, selv om de nok var begyndt midt i 1700-tallet, da bønderne ikke længere nøjedes med at danse til visesang, men ønskede rigtig musik ved deres legestuer.

Stadsmusikanter i Viborg

I Viborg kendes navnene på en række stadsmusikanter og stadstrompetere og trommeslagere. I 1646 fik stadsmusikanten i Viborg kongeligt privilegium på at levere musik ved sammenkomster i staden, dog med undtagelse af adelens bryllupper. Adelen bestemte selv og ville ikke nøjes med den lokale musikants musikalske formåen.

I 1720 klagede stadsmusikant Mathias Julius over, at kornet Wiwel af Det Curaceriske Compagni under kompagniets indkvartering i Viborg havde den dristighed imod stadsmusikantens privilegium at opvarte med spil og sang hos Knud Skomager.

I februar 1776 var der stor fest i Viborg i anledning af loven om indfødsrettens indførelse. Alle officerer, embedsmænd og gejstlige var til stede. Biskoppen holdt tale på modersmålet, og stadsmusikanten opvartede med pauker og trompeter, står der i beretningen om festen.

Stadsmusikant Rolin

I Viborg var den sidste stadsmusikant Hans Lassen Rolin. Han kom som 12-årig i lære hos Johan Daniel Kuhlau, der var kongelig instrumentist i Aalborg. Den 1. januar 1814 blev Rolin ansat af bystyret som musikant i Viborg og organist ved Søndre Sogns Kirke. Han var blevet anbefalet som en duelig og habil stadsmusikanter-svend.

I 1847 blev Rolind organist ved Domkirken, og her var han indtil kirkens nedrivning i 1863. Med årene blev beskæftigelsen for stadsmusikanterne mindre og mindre, og embederne blev nedlagt. I 1858 fik Rolin for sidste gang af Søndre Sogns Kirke udbetalt 6 rigsdaler for et arbejde udført som stadsmusikant.

Tekst: Svend Korup

Litteratur

Viborg Købstads Historie. Udgivet af Viborg Byraad 1940.

Viborg Bys Borgerbog 1713-1860. Viborg Byhistoriske Arkiv 1955.

Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk, bind 2. Dansk Historisk Fællesforening 1991.

Håndbog for danske Lokalhistorikere. Dansk Historisk Fællesforening 1952-56.