Den 7. maj 1877 blev Sindssygeanstalten i Viborg indviet som et “Depot for 300 uhelbredelige sindssyge”. I de første mange år blev forholdene på sygehuset omgået med megen tavshed.
Den almindelige viborgenser har som oftest kun vidst det om praksis på stedet, som han havde hørt rygtevis. Denne artikel giver et lille indblik i, hvordan patienterne blev behandlet dengang.
Som en professor udtrykte det, var anstalten fyldt med “bundfaldet af Menneskehedens mest sørgelige Elendighed”. Frem til begyndelsen af 1800-tallet fik de sindslidende i høj grad lov til at passe sig selv. Kun de bindegale blev spærret inde i tugthuse. I tugthusene blev de lagt i de berygtede dårekister, opbevaringsrum for sindssyge. I midten af 1800-årene lå Viborgs dårekister i kælderen under Tugt- og Manufakturhuset ved Søndersø. Her var der indrettet fire mørke og kolde rum på hver 7,8 m2. De gale, der ikke var plads til i dårekisterne, blev i mange tilfælde indespærret i indplankningsrum hos private. Rummene bestod typisk af små bure lavet af træplanker, der blev anbragt på loftet eller i kælderen, så man fik fred for de gales støj.
Fra midten af 1800-tallet blev der en voksende forståelse for, at de sindssyge levede under umenneskelige forhold. Erkendelsen resulterede i oprettelsen af egentlige psykiatriske hospitaler. De nye sindssygehospitaler fik snart store pladsproblemer. Derfor var der behov for en depotanstalt, der kunne opbevare de uhelbredelige sindssyge. I 1875 vedtog rigsdagen at omdanne det berygtede Viborg Tugt- og Manufakturhus til en “Depotanstalt for 300 uhelbredelige sindssyge”.
I 1905 fik Sindssygeanstaltens ledelse ændret bekendtgørelsen, så der nu også kunne indlægges såkaldte “kronisk sindssyge”. En del af de kronisk sindssyge kunne behandles. Det betød, at Viborg Sindssygeanstalt ikke længere kun var en endestation, hvor intet håb om udskrivning eksisterede.
I 1914 gik Folketinget endnu videre og bestemte, at Viborg Sindssygehospital også skulle optage akutte patienter. Dermed var det lykkedes at omdanne hospitalet til en egentlig helbredelsesanstalt.
I 1926 blev Viggo Aggerholm ansat som hospitalsforvalter på sindssygehospitalet. De første dage brugte han på at vandre rundt for at se på forholdene. Det, som Aggerholm så i de dage, gjorde et dybt indtryk på ham. Han opdagede eksempelvis et rum, som lugtede forfærdeligt. Det skyldtes, at rummet blev brugt til at tørre madrasser, som urenlige patienter havde svinet til om natten. Denne og andre tilsvarende oplevelser var stærkt medvirkende til, at det fra starten blev Aggerholms altoverskyggende mål at skabe mere menneskelige forhold for patienterne.
Det blev en lang og sej kamp. Aggerholm indførte først og fremmest en langt mere human behandling af patienterne, men der var også et stort behov for at skabe bedre bygningsmæssige rammer.
I 1963 rev håndværkerne de sidste gamle tugthusmure ned. Kort tid efter blev den gamle portnerbolig fjernet sammen med en række andre bygninger opført i 1904-1906. I stedet opførte håndværkere i 1962 en 8-etagers administrationsbygning. Året efter stod også en ny terapibygning klar til brug. Hospitalet havde nu 981 sengepladser, hvor af de 562 lå i bygningerne ved Søndersø. Resten var fordelt på institutioner, der var opkøbt til formålet.
I 1967 var moderniseringen endelig færdig. Statshospitalet, som institutionen nu blev kaldt, fremstod som Danmarks mest moderne behandlingscenter for sindslidende.
I 1976 blev Statshospitalet overført til amtsligt regi og skiftede i den forbindelse navn til Sygehus Øst. I de følgende år blev distrikspsykiatrien opbygget. Viborg Amt blev inddelt i fire distrikter. Hvert distrikt fik et døgnhus til indlagte patienter, et daghus for hjemmeboende samt et “team” til ambulant behandling. Sygehus Øst hedder i dag Søndersøparken. I 2004 er kun den store behandlingsbygning og enkelte pavilloner i brug.
