Beliggenhed

Sognets østlige del præges af et småbakket idyllisk landskab, rigt på dybt nedskårne dale såvel mod Hjarbæk Fjord i nord, som vest på mod Kvosted bæk. Her ligger Kvosted bakker, hvorfra der er god udsigt mod vest over det store hedeslettestrøg, der opfylder den vestlige del af sognet, og som blev dannet af den første Gudenå, da denne havde udløb til Hjarbæk fjord gennem den lavning, hvori Jordbro å løber. Gennem sognet går landevejene Viborg-Skive og Viborg-Ørslevkloster.

Kansleren fra Tårup

I sognets nordøstlige hjørne ligger hovedgården Taarupgård naturskønt med udsigt til Hjarbæk Fjord mellem den romanske sognekirke og fjordbredden. Den gamle adelsslægt Kaas ejede herregården fra 1422-1602. Èn af gårdens mest kendte ejere var adelsmanden Niels Kaas (1534-1594). Han var kansler, øverste embedsmand, for kong Frederik den II. Niels Kaas blev født på Staarupgaard et stenkast nordvest for Taarupgård og er nok den mest betydningsfulde mand, Fjends Herred har fostret.

Niels Kaas kom i Viborg Latinskole, hvor han gik i ni år, inden han i 1549 tog til København. I hovedstaden blev han optaget i huset hos den berømte teolog Niels Hemmingsen. I 1573 udnævnte kongen Kaas til kansler, og på sit dødsleje blev han betroet den ærefulde opgave at overrække kronen til rigets nye kong Chr. IV. Den senere så berømte konge var imidlertid kun en knægt på 11 år, så et firemandsråd med Niels Kaas i spidsen regerede landet, indtil Kronprinsen blev myndig. Rådet styrede Danmark og Norge klogt, holdt fred med naboerne, sparede op og udbyggede flåden. Taarupgaards berømte ejer, Niels Kaas, døde i 1564, og kansleren fra Tårup er siden gået over i historien som en af Danmarks store statsmænd.

De ugifte damer og herregårdsslagteren

Tårup sogns historie er uløselig knyttet sammen med hovedgården Taarupgård. På nær en enkelt fæstegård i Kvols tilhørte hver eneste jordknold og ejendom i Tårup og Kvols sogne i slutningen af 1600-tallet godset. Taarupgård var da ejet af Den Taarupgaardske Stiftelse. Stiftelsen havde til formål at underholde ugifte frøkner, kirke, sognepræst samt et lille hospital i Kvols. Damerne boede ikke på godset, men modtog blot indtægter derfra. Mens forpagteren gjorde sig til gode på hovedgården, sad ridefogden på Ørredgaard i Fiskbæk sogn, den bedste gård på godset, hvorfra han tumlede bønderne. For samtlige bønder i Tårup og Kvols sogne gjorde hoveri for de ugifte frøkner, og deres forpagtningsafgifter, landgilden, betalte de i rede penge, dem havde damerne mere brug for end kornsække. Den Taarupgaardske Stiftelse solgte i 1809 godset til kaptajn Erik Chr. Müller kendt som herregårdsslagteren – en betegnelse for spekulanter, der i 1800-tallets begyndelse opkøbte godser med henblik på udstykning. Den nye godsejer gik straks i gang med at sælge ud af fæstegodset til bønderne samt at udstykke hovedgårdens jorde. Landboreformerne var kommet til sognet. Alle landsbyer under Tårupgård blev nu udskiftet til glæde for bønderne.

I 1930 blev Taarupgaard solgt til en ejer, der udstykkede store arealer og drev restaurant i hoved-bygningen. I 1941 købte staten hovedgården og brugte den under krigen til ungdomsarbejdslejr. I perioden 1948-2005 fungerede Taarupgaard som ungdomskostskole, ejet og drevet af syv kommuner i fællesskab. I dag er den gamle herregård i privat eje.

Tvillingebyen

Oprindeligt var der to byer, Knud og Borup, idyllisk placeret i det bakkede landskab nær Hjarbæk-fjorden. I Borup boede bønderne. Et stenkast længere nede af vejen lå Knud. I Knud lå et ladested. Det betød, at søfart og fiskeri spillede en vis rolle som supplement til landbruget. Landsbyen havde i øvrigt fået sit lidt usædvanlige navn, fordi dens grundlæggere havde valgt at anlægge den på et højdedrag, en ”knude”.

I slutningen af 1800-tallet blev amtsvejen ført gennem de to nabobyer. Huse og håndværksbygninger skød snart op langs den nye vej, indtil ingen længere kunne skelne den ene by fra den anden. Den gamle grænse går for øvrigt vistnok lige gennem forsamlingshuset. Byen Knud har også fået nyt navn, nu hedder den Knudby.

Som så mange andre landsbyer har Knudby-Borup i de senere år kæmpet bravt for at skabe liv og udvikling og med succes. Som en tilflytter har udtrykt det, ”Her kan alt lade sig gøre. Vi spørger ikke, hvem der kan. Vi spørger: ”Er der nogen, der ikke kan, og så gør vi noget ved det.” Resultaterne er bemærkelsesværdige. Takket være handlekraftige borgere har byen i dag en bred vifte af kulturelle aktiviteter. Knudby-Borup er også med i front, når det drejer sig om miljø. I 2001 udnævnte Energistyrelsen landsbyen til årets solby. Byen blev valgt, fordi man her gennem et usædvanligt sammenhold og engagement etablerede solcelleanlæg på 41 ud af 100 mulige huse. Knudby er dermed den by i landet med den største koncentration af solcelleanlæg.

Boruplund

Energistyrelsens pris er ikke den eneste hædersbevisning med adressat i landsbysamfundet. I 2007 modtog integrationscentret Boruplund “Viborgegnens Kultivator 2007” for deres store integrationsarbejde.

Historien om Boruplund begyndte i 1995, da de første bosniske flygtninge kom til Danmark på et tidspunkt, hvor manglen på arbejdskraft i landbruget var stor. Bosnierne fik midlertidig opholdstilladelse og skulle ikke lære dansk, da det var planen, at de så hurtigt som muligt skulle tilbage til deres hjemland. Men kunne de skaffe sig jobs i det danske samfund, var det kun godt. Landmændene Erik Eriksen og Jens Ingolf Nørgaard fra Borup-Knudby fik en god ide: De bosniske flygtninge med rødder i landbruget kunne lige så godt bidrage med deres arbejdskraft frem for at ende som klienter i det sociale system. Når de en dag vendte tilbage til deres land, var de samtidig bedre rustet til at starte på en frisk.

Boruplund blev startet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, der dengang stod for integrationen af flygtninge. Meget har ændret sig på flygtningeområdet de seneste år, og Boruplund har formået at følge med. I dag arbejder den selvejende institution fortrinsvis med ressourceafklaring og jobformidling til ledige. Der samarbejdes med kommuner, AF m.fl. ligesom et stort antal små og store private og offentlige virksomheder indgår i Boruplunds netværk med både praktik- og arbejdspladser. Gennem årene har institutionen i deres integration af indvandrere opnået flotte resultater, som har givet genlyd landet over.

Af Dan Ersted Møller