På Viborg Stiftsmuseums udstilling ”Da de store årgange var små”, som blev vist vinteren 2003–2004, kunne man se et Georg Pe-foto, der viste en mor med trillinger i en stor dobbeltseng. Det var ret fascinerende, særligt når man tænkte på, at det var fra dengang, der ikke var indblandet reagensglas, og hvor man i reglen fødte i sit eget hjem.
Billedet indgår i Lokalhistorisk Arkivs Georg Pe-fotosamling. Under udstillingen fik museet et praj fra en besøgende om, at en af trillingerne på Georg Pes foto vist var Erik Westergaard, og en uge senere dukkede Erik Westergaard minsandten selv op på museet for at se en filmkavalkade om Viborg i 50’erne.
Kustoden genkendte straks hans navn og fortalte, at han var kommet til rette sted, for han var efterlyst som en af hovedpersonerne på et foto, der hang i særudstillingen. Erik viste sig at være den først fødte af trillingerne, og han fortalte glad, at det var ham, der lå nærmest sin mor, og derefter lå Bjarne og Hanne. De var alle født fredag d. 13. august 1943 og blev hjemmedøbt en måned senere.
Nu havde vi styr på datoen, og det viste sig, at fotografiet havde været bragt den 17. august 1943 i Viborg Stifts Folkeblad som illustration til fotograf Georg Pes interview af trillingernes forældre, Gudrun og Henning Pedersen Westergaard. Henning Westergaard var på dette tidspunkt værkfører på Brdr. Christensens Beholderfabrik, og senere blev han ejer af Viborg Blikkenslageri.
Artiklen vises her i sin fulde længde:

Trillinger på Koldingvej

Børnene vejede tilsammen 19¼ Pund. 15 Aar, siden der sidst fødtes Trillinger i Viborg.

─ Jeg tog mig lige en Lur ovenpå Forskrækkelsen, sagde Værkfører Henning Westergaard gemytligt, da jeg bankede paa Døren ude paa Koldingvej 68 for at ønske ham til Lykke med Trillingerne, som han blev Far til i Fredags. ─ Om min Kone og Trillingerne er hjemme? Nu skal jeg se ad! Han smiler over hele Ansigtet, da han kommer ud fra Soveværelset; har han været forskrækket, er Forskrækkelsen aabenbart ved at fortage sig. ─ Joh, min Kone er hjemme, siger han og aabner Døren.

Fru Gudrun Westergaard ser baade sund og rask ud, da hun med et lille stolt Smil præsenterer sine tre nyankomne. ─ Havde De nu ventet saa mange? ─ Nej, egentlig ikke. Vi var saa smaat belavet paa to, men tre var vi nu ikke forberedt paa. ─ Hvor mange har De i Forvejen? ─ Tre, siger Fru Westergaard. Karen Margrethe, der er elleve Aar, hun er henne og sove til Middag, Per, der er ni, og Jørgen, der kun er fire. ─ Hvad siger Børnene til paa en Gang at faa tre nye Søskende? ─ De er meget glade ved dem.

Er du ikke Jørgen? spørger fru Westergaard den mindste. Jørgen nærmer sig forsigtigt sin Lillesøster, der ligger yderst på Fløjen. Hun vejede ved Fødslen 7 ¼ Pund. De to Drenge vejede henholdsvis 5¾ og 6½ Pund. De to Drenge alene har i Virkeligheden haft næsten normal Vægt hver for sig, saa det er ikke mærkeligt, at fru Westergaard har følt sig lidt besværet og syg de sidste Maaneder før Fødslen, men som hun ligger der i Sengen og holder vaagent Øje med Børnene, ser hun ud til at have det udmærket. ─ De ser baade sund og rask ud, Fru Westergaard. ─ Jeg har det ogsaa godt, svarer hun, men jeg er nu l i d t træt endnu. ─ Hvordan nu med Tøjet? ─ Der maa De endelig nævne ─ det er Westergaard, der bliver ivrig ─ at Dansk Røde Kors’ Viborg-Afdeling har været en udmærket Hjælp.

Afdelingen har otte Vandrekurve med Baby-Udstyr, de syv var laant ud, vi fik den sidste, ja, vi fik mere end det, for vi fik Afdelingens sidste Trevl. Frk. Overgaard, der forestaar Administrationen af Vandrekurvene, sparede sig ingen Anstrengelser, hun har været enestaaende, og vi er meget taknemmelige over den Hjælp, Røde Kors har ydet os. Disse Vandrekurve er et Foretagende, der fortjener al den Støtte, de kan faa. Særlig i et Tilfælde som vort, hvor vi venter to, men får tre, og oven i Købet under saa vanskelige Indkøbsforhold som nu, er det en glimrende Foranstaltning. ─ Ja, hvordan gaar det egentlig med at købe Udstyr til saadan tre Størrelser? ─ Foreløbig ikke saa godt.

Jeg har endnu ikke kunnet faa blot ét komplet Udstyr, og med Sengetøj bliver det sikkert heller ikke let. ─ Heller ikke, hvis De kan betale, hvad der forlanges? ─ Penge kan jo gøre en hel Del, men jeg er nu ikke sikker paa, at de alene gør det. ─ Det, De har faaet fat i, er det saa gamle Varer. ─ Nej, det tør nok siges, der er Celluld i, siger Plejersken, der pusler med Børnene. Bleerne er allerede haardt medtaget efter blot to Gange Vask. ─ Kan De nu faa Plads til alle de Børn her i det lille Hus? ─ Vi er i hvert Fald glade for, at vi har det. En Familieforøgelse paa tre ad Gangen var vel næsten Opsigelsesgrund i en lejet Lejlighed; saa skulde det da være i en af dem for børnerige Familier. Jeg søgte for Resten en af dem ude paa Laurentiivej, fortsætter Westergaard, men fik den ikke.

Senere kom jeg i Tanke om, at det maaske slet ikke var saa godt med saa mange Børn paa ét Sted; jeg tror næsten, det System, de bruger i Odense, er bedre. Der giver Kommunen børnerige Familier gratis Grund og Ledninger, mod at de forpligter sig til at udleje Overlejligheden til Aldersrentenydere. Er det ikke en god Løsning af to Problemer paa en Gang? Inden jeg gaar, siger Fru Westergaard spøgende: ─ Det var nu ogsaa Doktor Kromanns Jordemoder Fru Willumsens Skyld, at det gik, som det gik. ─ Hvordan det? ─ Jo, de sagde, at naar nu Per havde fået en Lillebror og Karen Margrethe en Lillesøster, saa var der ingen Mening i, at Jørgen skulde snydes for s i n Lillebror ─ og saa kom han virkelig, saa hver fik sin ”Søsken”. ─ Fulgtes Drengene da ikke ad? ─ Nej, den ene af Drengene kom Kl. 8 om Morgenen. 2½ Time senere kom Pigen, og 10 Minutter efter fulgte den sidste Dreng.

Doktor Kromann og Jordemoderen sagde forøvrigt, at det var femten Aar siden, der sidst var født Trillinger i Viborg. ─ Hvordan tog Deres Mand det? ─ Jeg blev smidt ud, svarer Westergaard, og da jeg kom hjem igen Kl. 11, var det hele forbi, det vil sige, mine Opgaver er jo først lige begyndt ─ og de bliver ikke billige. Georg Pe.

Det skinner tydeligt igennem, at der var krig, at det var en hjemmefødsel, at det var trillinger som var undfanget på naturlig vis, og at de blev født en fredag den trettende – hele spektret af livets udfordringer har været i gang på Koldingvej 68! Siden er trillingerne blevet fulgt af pressen ved både fremstillingen og konfirmationen i Søndre Sogns Kirke og til runde fødselsdage. Alle har det godt og har familie, dog uden tvillinger eller trillinger.

Artiklen er skrevet af Liselotte Sørensen og kan også findes i Viborg Bogen 2004 s. 18-21.