Viborg-kartoteket
Arrestationerne blev forsøgt styret af en lille gruppe ledende modstandsfolk, som havde udstedt arrestationslister efter modstandsbevægelsens kartotek over mistænkte personer. Kartoteket talte i første omgang 494 mennesker i Viborg politikreds, men i forbindelse med en razzia den 29. maj, blev det forøget med 43 personer.
Af de 494 personer blev 361 afhentet og interneret af modstandsbevægelsens folk i dagene fra 5. til 13. maj 1945. Først efter den 13. maj var det danske politi igen organiseret, hvorefter et legalt politi- og retssystem tog ansvaret for de indespærrede. De arresterede blev altså frihedsberøvet uden deres grundlovssikrede ret til at blive fremstillet i et grundlovsforhør inden 24 timer. Men under den højspændte situation i dagene lige efter 5. maj måtte landets sikkerhed veje tungere end den enkelte borgers personlige rettigheder. Flere steder i landet kom det således til væbnede sammenstød mellem modstandsbevægelsens folk og fanatiske hipofolk, stikkere og andre, der havde samarbejdet tæt med værnemagten og nu frygtede for deres liv.
Kartoteket, som blev udgangspunktet for arrestationerne, var blevet til på Frihedsrådets og de vestallieredes initiativ. Generalstaben ønskede i krigens slutfase med ét slag at lamme alle kredse, der kunne tænkes at ville yde fjenden hjælp under det almindelige sammenbrud, som kunne forudses. Danmarks Frihedsråd anmodede derfor i sensommeren 1944 modstandsbevægelsen om at oprette lokalkomitéer, der kunne etablere kartoteket. Planen var, at alle medlemmer af det danske naziparti skulle interneres. Men herudover måtte man have arrestationslister over alle andre, ikke-organiserede tyske håndlangere og stikkere. En kopi af kartoteket skulle gå til Frihedsrådets centralkartotek.
Komitéen i Viborg fik i 1944 en repræsentant fra hver af de fire lokale modstandsorganisationer samt en repræsentant fra byrådet. Det blev socialdemokraten Peter Aarestrup. Senere indtrådte også en repræsentant for de væbnede gruppers byledelse. Viborg-kartoteket kom til at omfatte flere personer end danske nazister og tyske håndlangere, idet kvinder som plejede intim omgang med tyske soldater – de såkaldte tyskerpiger – og værnemagere – altså personer, som havde haft personlig økonomisk fordel af krigssituationen – også blev registreret.
De to sidste grupper udgjorde nøgtern set en meget ringe militær trussel, selv i en kaotisk situation, og Frihedsrådet havde da også over for lokalkomitéerne påpeget, at det nok kunne være nyttigt at have tyskerpiger og værnemagere registrerede, men de skulle ikke arresteres, med mindre der var risiko for, at de kunne blive udsat for lynchjustits. ”Værnemagere, ”Feltmadrasser” o.lign. falder således normalt ikke ind under dem, der er grund til at anholde”, hed det i instruksen.
Hvem var under mistanke?
Et antal på 361 internerede i Viborg politikreds i den første uge efter befrielsen synes relativt stort, hvis vi kikker på tal fra andre politikredse. Tilmed blev tallet øget med 43 den 29. maj. I sammenlignelige byer som Varde, Roskilde, Holbæk, Svendborg, Silkeborg og Helsingør blev der interneret henholdsvis 104, 303, 127, 190, 188 og 228, mens der i de store byer Odense og Århus blev interneret henholdsvis 554 og 735. Er forklaringen på de mange arrestationer i Viborg, at egnen under krigen fostrede usædvanlig mange landsforrædere? Kartotekets antal af mistænkte for de alvorlige krigsforbrydelser viser, at det ikke var tilfældet. Selv om kartotekskortene er ordknappe med oplysninger, er det tydeligt, at der er ikke så få tyskerpiger og værnemagere.
Lokalkomitéen valgte altså at afhente mange af dem, skønt Frihedsrådet anbefalede ikke at gøre det. Skyldtes det folkestemningen, eller var modstands-folkene særlig emsige i Viborg? Eller skyldtes det især, at Viborg gennem alle besættelsesårene var hjemsted for en stor tysk garnison, og at tyskerne næsten helt frem til krigens slutning fortsat udvidede flyvestation Karup eller ”Fliegerhorst Grove”, som den hed. Dette kunne måske friste mange lokale folk til værnemageri og friste mange unge kvinder til fraternisering med fjenden.
I det følgende skal de to grupper analyseres lidt nærmere for herigennem at finde nogle svar. Derimod vil mistænkte for alvorligere landsforræderi, altså nazister, folk i tysk krigstjeneste, stikkere og andre kriminelle, ikke blive behandlet nærmere i denne artikel.
Af de 494 personer, som i første omgang stod opført på modstandsbevægelsens arrestationslister, var 361 mænd og 133 kvinder. Kvinderne udgjorde altså godt en tredjedel, og procentdelen svarer ifølge historikeren Anette Warring tilnærmelsesvis til andelen af internerede kvinder i politikredse som Skive, Varde, Roskilde, Holbæk og Svendborg.
Kvindernes andel lå dog lavere i større byer som Odense med 21% og Århus med kun 16% kvinder. Til gengæld var tallet på de internerede kvinder i Lemvig politikreds på hele 42% kvinder, mens Helsingør topper med omkring 66%.
Razziaen, som modstandsbevægelsen gennemførte den 29. maj 1945, forrykkede billedet. Aktionen blev rettet mod de tyske arbejdspladser, der nu mest fungerede som lazaretter. Modstandsfolkene mødte op i stabskvarteret på arbejdsgården i Skottenborg, på Vestre Skole og på Katedralskolen, på Garnisonssygehuset i Rosenstræde, i Viborg-Hallen, på Generalkommandoen og Hotel Phønix i Sct. Mathias Gade samt i den store lazaretlejr på Folkekuren i Hald Ege.
Den officielle begrundelse for aktionen var modstandsbevægelsens ønske om at beslaglægge eventuelle mængder af benzin og våben på lokaliteterne, men formålet var tydeligvis også at få fat i de danske kvinder, som fortsat arbejdede for tyskerne. En af lederne bag razziaen udtalte den 30. maj til Viborg Stiftstidende, at pigerne blev taget med til afhøring, fordi modstandsfolkene vidste, at de fungerede som opkøbere for tyskerne. Desuden måtte de ikke arbejde for tyskerne, ”de har så mange kvindelige tyske Flygtninge heroppe, at de nok kan få Arbejdet udført”.
I alt 43 kvinder men ingen mænd blev arresteret og bragt ind til modstandsbevægelsens hovedkvarter på Preislers Hotel, hvor de tilbragte natten siddende på en stol. Det samlede antal mistænkte personer i kartoteket kom dermed op på 537. Mindst 404 af dem var i maj 1945 interneret i kortere eller længere tid. 57 personer blev senere overladt i politiets varetægt til nærmere efterforskning, mens resten blev løsladt, de fleste i dagene 13.-15. maj, og for de 43 kvinders vedkommende den 30. eller 31. maj.
Tyskerpigerne
De knappe oplysninger på kartotekskortene efterlader lidt usikkerhed omkring det helt præcise antal kvinder, der blev mistænkt for at have seksuel kontakt med tyske soldater. Tallet er muligvis lidt højere end de 59, men vedkommende personer, som udfyldte kartotekskortene, var så hensynsfulde ikke at bruge nedsættende udtryk som ”feltmadras” eller lignende og kun i begrænset omfang notere pigernes relationer til tyske soldater. Når det alligevel er muligt med en betydelig sikkerhed at rubricere ganske mange piger som ”tyskerpiger”, skyldes det, at personen, som udfyldte kortene, har noteret ud for en lang række unge kvinder, at de efter forhøret blev sendt til lægeundersøgelse. Endelig oplyste en del piger, at de ønskede at blive interneret, vel sagtens af frygt for at blive overfaldet, klippet og på anden måde skamferet.
Kartotekskortene over de 43 kvinder, som først blev afhentet den 29. maj 1945, er langt mere oplysende om pigernes intime forhold til tyske soldater. Meget tyder således på, at lokalkomitéens folk i forbindelse med den første arrestationsbølge et langt stykke fulgte Frihedsrådets instruks om primært at afhente de kvinder, der var mistænkt for angiveri på grund af deres tætte kontakter til værnemagten, samt internerede kvinder, der måtte beskyttes mod lynchjustits i en ophidset offentlighed. Folkene bag den anden arrestationsbølge ønskede i højere grad at udpensle pigernes privatliv.
Faktisk var folkene bag aktionen den 29. maj på kant med de officielle retningslinier, idet rigspolitichefen i et cirkulære den 19. maj slog fast, at frygten for lynchjustits ikke var til stede med samme styrke som tidligere, hvorfor kvinder, der havde søgt omgang med tyske militær- eller politimænd, ikke burde anholdes, med mindre der var konkrete holdepunkter for en egentlig sigtelse for angiveri e.l. Til gengæld ville det nok have været bedre, om modstandsbevægelsen i dagene lige efter befrielsen havde beskyttet nogle flere af de mest udsatte piger ved at internere dem på det tidspunkt. Ikke alle de 41 undgik nemlig pøblens foragt og vrede. Mindst to af dem var blevet klippet, skamferet og havde fået revet tøjet af.
Hvem var tyskerpigerne?
Tyskerpigernes alder er oplyst i 57 tilfælde. Ikke overraskende er de fleste piger i den alder, hvor det er almindeligt at finde en kæreste. Aldersgruppen 18-21 år er størst med 22 piger, gruppen 22-25 år tæller 15 piger, gruppen 26-29 år er på syv piger, gruppen 30-33 år er på seks, tre kvinder er over 34 år, mens der er fire piger i gruppen 14-17 år. Blandt kvinderne over 30 var de fire fraskilte. Nogle af pigerne havde stabile kæresteforhold til tyske soldater.
13 oplyste, at de havde en fast ven eller kæreste, som de var forlovet med. Nogle af disse piger havde i øvrigt under afhøringen spurgt, om de måtte rejse med deres kæreste til Tyskland, et ønske som Viborg Stiftstidende opfattede som en ”frækhed”. 17 piger oplyste, at de ikke havde en fast kæreste, men at der mere var tale om ”at de havde gået med en tysk soldat”.
Kartoteket indeholder ingen oplysninger om tyskerpigernes skolegang, hvorimod der ind imellem er oplysninger om deres erhverv eller beskæftigelsessituation. Informationer om tyskerpigernes uddannelse og deres politiske og sociale baggrund er også sparsomme fra det øvrige land, men ud fra en københavnsk undersøgelse konkluderer historikeren Nina Bisgaard i bogen ”Kvinder i modstandskampen”, at pigerne generelt havde lav status med hensyn til arbejde og uddannelse.
De fleste var apolitiske, de kom ofte fra familier med mange børn og ofte fra splittede hjem. Flere havde været arbejdsløse i kortere eller længere tid, og når de fandt arbejde, var det typisk job med lav social status. Endelig var der en del piger, der havde tysk familie eller levede i tyskorienterede miljøer. Mange i omgangskredsen var måske tyskvenlige og havde nære forbindelser til tyskerne. Oplysningerne fra Viborg kan bekræfte billedet med hensyn til pigernes arbejdssituation. ”Husassistent”, ”rengøring”, ”gangpige”, ”i vaskeriet”, ”arbejder på sygehuset”, ”køkkenarbejde”, ”kontorist”, ”ekspeditrice”, ”syerske”, ”arbejder på lazarettets operationsstue, men ikke sygeplejeuddannet” er noteret som stillingsbetegnelser for pigerne, mens en kvinde i begyndelsen af trediverne havde sin egen forretning.
En fraskilt dame på 34 år, kaldet ”Umba”, og hendes søster, kaldet ”Kautsjuk Grethe”, begge med adresse i Ll. Sct. Mikkels Gade, falder tydeligvis uden for mønstret. Søstrene tilhørte givetvis byens lette brigade, og for dem har det nok ikke spillet en afgørende rolle om de besøgende kavalerer talte dansk eller tysk, blot den aftalte betaling faldt prompte.
Et andet gennemgående træk hos især kvinderne, der blev afhentet den 29. maj, var, at de havde skiftet meget mellem de tyske arbejdspladser. Længden af ansættelsen hos værnemagten svingede fra fire år for en enkelt piges vedkommende og ned til korte ansættelser på et par uger. Flertallet havde haft arbejde fra 4-5 måneder til et par år. Flere af dem oplyste i øvrigt under afhøringen, at de var blevet henvist til de tyske arbejdspladser af Arbejdsanvisningskontoret i Viborg, hvilket straks næste dag fik samme kontor til i avisen at fralægge sig ethvert ansvar.
Arbejdsanvisningskontoret bedyrede, at kontoret skam ikke i de sidste 2-3 måneder havde anvist kvindelig arbejdskraft til tyskerne. Et tredje element i arbejdsmønsteret var, at nogle af kvinderne i en periode havde haft arbejde i Tyskland. Typisk havde de i de første besættelsesår taget eller fået anvist arbejde i Nazi-Tyskland, hvilket ikke kan undre al den stund den danske regering var helt indforstået med, at de arbejdsløse søgte arbejde i Tyskland eller hos værnemagten i Danmark. Eksempelvis kunne en 32-årig rengøringsdame oplyse, at hun i 1941 til 1943 arbejdede i Tyskland. Hjemkommet derfra fik hun et job på flyvepladsen i Karup og herefter i Viborg Hallen, inden hun lige efter befrielsen tog ud til det tyske lazaret i Hald Ege.
Pigerne blev med andre ord fanget i et spind, de havde svært ved at slippe ud af. Når de på eget initiativ eller efter anvisning havde fået arbejde på en tysk arbejdsplads i Danmark eller Tyskland, var de ”stemplet”, da folkestemningen for alvor slog om i krigens sidste år. Ingen eller kun få danske arbejdsgivere skulle nyde noget af at ansætte dem, hvis rygtet sagde, at de havde arbejdet for værnemagten. Tilbage var fortsat at søge, hvad der var af rengøringsjob og lignende på de tyske arbejdspladser. Her kunne nogle af dem også drage nytte af, at de havde lært lidt tysk, og for piger, der havde en tysk soldat som kæreste, lå der vel en vis beskyttelse i at arbejde for tyskerne – indtil 5. maj vel at mærke.
Offentlighedens syn på tyskerpigerne
Også tyskerpiger, der arbejdede på lokale danske arbejdspladser, følte sig i stigende omfang truet efterhånden som krigens afgørelse nærmede sig. Nogle appellerede om beskyttelse hos deres tyske kæreste, således en pige fra Hald Ege, der følte sig uretfærdigt behandlet, da hun blev smidt af pladsen hos en købmand i Viborgs opland. Som hævnakt tømte hendes tyske kæreste magasinet på sit automatvåben ind gennem vinduerne hos købmanden og splintrede det meste af møblementet. Pigen tog herefter arbejde på lazarettet i Hald Ege.
Lokalbefolkningens uvilje mod visse pigers fraternisering med værnemagten havde været til stede helt fra begyndelsen af besættelsen. Vreden og foragten kom til udtryk gennem fornærmende skældsord, bagtalelser og trusler mod pigerne, eller man gav dem en kold skulder. I den brede befolkning var det uværdig national optræden at ligge i med besættelsesmagtens soldater. For unge mænd i Viborg føltes det sikkert også sårende, at de fremmede soldater ”løb med deres piger”. Pigerne fik snart faste øgenavne; skældsord som ”feltmadras”, ”tyske svineso”, ”tyskertøs”, ”tyskerhoppe”, ”feltso”, og tilsvarende sexistiske udtryk blev en del af det danske sprog.
Mange viborgensere så efterhånden også skævt til de hoteller og restauranter, hvor tyskerne yndede at komme i selskab med deres piger. Mest berygtet var Den jyske Kro i Jernbanegade, (i folkemunde fik den snart navnet ”Den tyske Kro”), og hotel Dannebrog på Hjultorvet. Blandt byens parker var det især Klo-sterskoven, som om aftenen var omdannet til ”erotikkens sorte børs”. Det forargelige ved hotel Dannebrog var, at hotelværten holdt åbent hele natten for tyske officerer og deres kvinder. Den natlige trafik var begyndt allerede i de første besættelsesår, hvilket fik en overbetjent på politistationen til at indgive en rapport om forholdene. Det skulle han åbenbart ikke have gjort. Politimesteren fortalte ham, at tyskerne var misfornøjede med rapporten, og en tysk officer lod ham på en ret truende måde vide, at værnemagten ikke ønskede indblanding i den slags ting. Herefter holdt hotelejeren åbent efter forgodtbefindende resten af besættelsen.
Det første alvorlige sammenstød mellem viborgensere og tyske soldater med deres piger fandt sted i Kærvænget ved Nørresø den 23. juni 1941. En mindre gruppe tyske soldater og en pige var blandt de mange gæster på badeanstalten. En dreng generede et par af soldaterne, hvorefter de gav ham nogle øretæver. Herefter udviklede stemningen sig truende, også mod pigen, og soldaterne trak bajonetterne. Det kom til slagsmål, og en ung mand blev stukket ihjel af en af soldaterne. Vreden var stor i byen, og gemytterne faldt først til ro, da både pigen og drabsmanden havde forladt Viborg.
Et eksempel på at det ikke blandt arbejdskolleger var velset at gå med tyskere, har vi fra Viborg Sygehus. En sygeplejerske, der havde en tysk kæreste, skulle på et tidspunkt under besættelsen opereres for en lidelse. Mens hun lå på operationsbordet, malede otte arbejdskammerater hagekors på hendes krop. Da den forulempede pige anmeldte overgrebet til værnemagten, blev hun som straf gennembanket af 21 sygeplejeelever, hvorefter hun klippede sig selv i den hensigt at få kollegerne straffet. Og de fleste fik da også mindre dagbøder.
Udgjorde tyskerpigerne en sikkerhedsrisiko?
Modstandsbevægelsen anså generelt tyskerpigerne som potentielle ”snakkere”. De udgjorde derfor en sikkerhedsrisiko, hvilket var den juridiske begrundelse for at arrestere dem. Hos mange har der sikkert også ligget en moralsk begrundelse. Frygten for angiveri synes dog overdreven. Det er rigtigt, at nogle få tyskerpiger rent faktisk snakkede over sig eller viderebragte oplysninger om illegale personer eller aktiviteter. Men det skete ofte af mangel på omtanke, tilfældigt og uforsætligt. Mange af pigerne handlede naivt og kunne ikke overskue konsekvenserne af deres handlinger, og når de bevidst angav nogle af deres landsmænd, var det som oftest personer, der havde overfaldet eller forulempet dem.
Af tyskerpigerne i lokalkomitéens kartoteker var der otte, som blev tilbageholdt med henblik på en politimæssig efterforskning. I tre tilfælde var sigtelsen alvorlig, idet den lød på stikkeri eller angiveri. En ung kvinde fra oplandet var beskyldt for at angive sin svoger for våbenbesiddelse, en anden var anmeldt for stikkervirksomhed, mens den tredje kvinde, som modstandsfolkene i Viborg i første omgang havde løsladt, under afhøringer i København tilstod meddelagtighed i otte mord.
Hendes rolle i forbrydelserne var, at hun i samarbejde med en tysk politigruppe optrådte som ”lokkedue”. En fjerde kvinde blev anklaget for at have virket som tolk for tyskere i Silkeborg. De øvrige sigtelser hører så afgjort til småtingsafdelingen. Anklagen lød på opkøb af varer til tyskerne, og sigtelserne var rettet mod fire kvinder, som blev afhentet under razziaen den 29. maj. Af de 43 piger, der blev taget den 29. maj, arbejdede 23 på lazarettet i Hald Ege. Otte blev hentet på Vestre Skole, tre på arbejdsgården, to på latinskolen og to på hotel Phønix, mens resten blev afhentet på deres bopæl.
Udbyttet af aktionen var som nævnt begrænset. En af pigerne blev sigtet for at have købt et par lagkager til en tysk ven på hotel Phønix, en anden var tidligere blevet afsløret i opkøb af varer og havde nu fået en gave på 300 kr. til sin fødselsdag af nogle tyskere, en tredje havde købt kager til tyske soldater og den sidste havde foretaget indkøb i Karup og lå endda inde med varer og penge.
De fire blev for deres brøde overladt i politiets varetægt, mens alle de andre blev sat på fri fod i løbet af formiddagen, efter at amtslægen havde ”undersøgt Samlingen”, for nu at citere den nedladende tone, der blev anvendt af Viborg Stiftstidende i referatet. Lægeundersøgelsen gav senere kun anledning til en enkelt omtale. En 21-årig kvinde fik ved undersøgelsen konstateret syfilis og blev indlagt på sygehuset på politiets foranledning. Pigen havde på det tidspunkt oplevet ”folkets dom”, idet hun hørte til de piger i Viborg, der var blevet overfaldet og klippet skaldet.
Er det muligt at tegne et omrids af en typisk tyskerpige i Viborg politikreds, vil billedet være en yngre kvinde med kort skolegang, lav uddannelsesstatus og usikker erhvervskarriere. Mange af pigerne havde givetvis gennem deres opvækst oplevet at blive moppet, og en del også lært at slå fra sig. Nogle af pigerne var forelskede og havde en fast kæreste, andre opførte sig blot tankeløst og var mere ude på sjov og ballade. Men alle kom til at erfare, at deres valg eller handlinger blev opfattet som moralsk anstødelige.
Værnemagerne
Den opsparede vrede i befolkningen, som blev udløst ved befrielsen, rettede sig også mod værnemagerne, altså de danskere, som havde udnyttet krigssituationen til økonomisk at berige sig selv gennem forbindelser til værnemagten. Ser vi bort fra nogle helt oplagte værnemagere, er det imidlertid svært at trække kridtstregen eksempelvis mellem de købmænd eller landmænd, som ”ikke kunne undgå” at sælge deres produkter til tyskerne, og de folk, der med glæde gjorde en god forretning. Lokalkomitéen i Viborg var givetvis også i tvivl, da den udarbejdede kartoteket. Hos mange personer er årsagen til mistanken som nævnt ikke opgivet, men modstandsbevægelsens ledere måtte også i forbindelse med anklagerne om værnemageri tage hensyn til folkestemningen.
Kartotekets 59 navne over personer, der var mistænkt for værnemageri, fordelte sig erhvervsmæssigt med følgende tal:
Handlende 10
Andre forretningsfolk 17
Vognmænd 5
Håndværkere 6
Landmænd 6
Husmødre 3
Arbejdsmænd 2
Lærerinder 1
Ikke oplyst 9
Den offentlige fordømmelse af værnemageriet var taget til i styrke i besættelsens sidste år. De illegale blade, som den civile del af modstandsbevægelsen i Viborg begyndte at udsende regelmæssigt fra eftersommeren 1944, anklagede gang på gang forretningsdrivende, som favoriserede tyske kunder. Et af de skarpeste angreb blev sat ind mod byens fire førende autoværksteder, fordi disse holdt den tyske bilpark i fin stand.
Yderst pinligt var det også, at værkstederne i fællesskab havde opført et garageanlæg til de tyske biler på kasernen. Restauranter og konditorier, der leflede for de tyske gæster, fik også af krabasken. Endelig lød der fordømmelser mod vognmænd og entreprenører, der tjente godt på leverancer til flyvepladsen i Karup, og bladene var da også yderst fornøjede, når de eksempelvis kunne berette om, at en vognmand, der kørte til Karup, havde fået sin vogn sprængt ved sabotage.
Den store arbejdsplads Karup Flyveplads var i det hele taget en torn i øjet på modstandsfolkene, og den første store sabotagehandling i Viborg ramte da også Karupbilerne, mens de stod parkerede ved Gammel Vagt. Men det forblev et ømtåleligt emne, at mange arbejdsmænd fra Viborg af arbejdsformidlingen blev anvist job på flyvepladsen.
I hvor høj grad kunne man beskylde dem for unational virksomhed eller for at være værnemagtens håndlangere? Var det mere landsforræderisk at blande cement for tyskerne, end det var at sælge dem skinker? De stakkels mennesker skulle nu engang leve af noget, og regeringen havde pålagt dem at tage anvist arbejde.
I lokalkomitéens kartotek findes som nævnt en del kort uden oplysninger om, hvad de pågældende mennesker var mistænkt for, men mon ikke en del kort referer til folk, der hver dag tog rutebilen eller toget til flyvepladsen i Karup. Hvor vidt arbejdsfolkene overhovedet blev afhørt, fremgår ikke. Den samme tvivl om det landsforræderiske i handlingen kunne for så vidt også gælde landmanden, der kørte et par læs grus til flyvepladsen, savværksejeren, som solgte generatortræ til værnemagten, hestehandleren, som lejede en halv snes heste ud til anlægsarbejdet på flyvepladsen eller gårdmandskonen, som købte tre bildæk af tyskerne og betalte med flæsk. Det vrimler med disse ”små fisk” i kartoteket.
Mistillid og lusk
Mange mennesker havnede i kartoteket, fordi de blev angivet af naboer eller folk på egnen. Folk var opmærksomme på slagtere, som kørte rundt og opkøbte svin for at sælge flæsket videre til tyske soldater, og på vognmænd, der eksempelvis købte kartofler hos bønderne og solgte dem videre til værnemagten. Men hvem var egentlig den grummeste værnemager i det spil? Vognmanden, som naturligvis tjente godt på handelen, eller landmanden, som solgte flæsket og kartoflerne til en pæn overpris? Besættelsen fremmede en ubehagelig mistillid i lokalsamfundene.
Der blev snakket, og var der nogle, som blev for grådige og griske i deres diskrete småhandel med værnemagten, blev luskeriet set og husket. Et eksempel er en slagterfamilie i nabosognet til flyvepladsen, hvor begge ægtefolk havde arbejdet på flyvepladsen siden 1940. Manden tog tilmed rundt og købte fødevarer til tyskerne, som soldater afhentede i en lastbil om natten. Konen rejste også til Viborg og købte varer i forretningerne og videresolgte dem til soldaterne. Snakken gik også om en husmor på Karupegnen, der ikke nøjedes med at sælge flæsk, æg og mælk til soldaterne, men tilmed med glæde tog imod tyske befalingsmænd og deres ”damer”, ja endda rømmede soveværelset for en tysk løjtnant. Siden tog hun imod tyske flygtninge.
Størst antipati rettede folk naturligt nok mod personer, der ud over at drive værnemageri også luftede deres nazisympatier eller var organiserede nazister. På et tidspunkt blev det for groft med en slagter og værnemager nær Bjerringbro. Han oplevede at se sit slagteri og røgeri ødelagt af sabotage. Stemningen var ej heller den bedste, da en landmand fra Alheden optrådte meget udfordrende og aggressivt på et landboforeningsmøde i Viborg, hvor han provokerende hilste den danske nationalsang med Nazihilsen.
I Viborgs nordlige opland var det den lokale lærer, som anmeldte en gårdmand for at favorisere tyskerne og forulempe lokale frihedskæmpere. Gårdmanden beskyldtes for at have leveret store mængder grus til værnemagten. Han havde også ulovligt solgt svin til tyske soldater og leveret søm til tyske opkøbere. Endelig havde han truet med at anmelde en frihedskæmper. Manden blev overgivet til politiet.
Blandt den brogede flok af værnemagere skilte nogle få sig ud. En godsejer og medlem af det danske nazistparti blev sigtet for at have solgt hovedparten af godsets avl til værnemagten. Ved anholdelsen var manden bevæbnet, og politiet overtog sagen. En slagteridirektør blev sigtet for at favorisere værnemagten, mens en 23-årig mand fra Viborg, sigtet for angiveri, sortbørshandel og ulovlig valutahandel, åbenbart følte sig så presset af omgivelserne, at han havde truet med, at otte personer ville blive skudt, såfremt hans liv blev taget.
En fjerde værnemager, der drev en mindre fabrik nær Ulstrup, blev sigtet på grundlag af ”et skrigende Misforhold mellem Levefod før og under Krigen”. Det var naturligvis heller ikke til mandens fordel, at han ved interneringen havde en pistol på sig og tidligere havde været på politisk kursus i Tyskland, havde tysk Ausweiss og ustandselig i krigens sidste år rejste på ”forretningsrejser”. Mandens omgangskreds var heller ikke for stueren.
En bekendt var en kendt nazist, og i marts 1945 havde han haft besøg af to personer fra Randers, som to dage efter besøget blev likvideret som stikkere af modstandsbevægelsen i Århus. Værnemagerens kone skulle i øvrigt have udtalt: ”hvis min Mand mister Hovedet på dette her, har vi Penge nok til at leve for”. Mere ”uskyldig” lød anklagen mod en entreprenant mand fra Viborg. Han havde solgt en lastbil til tyskerne for 10.000 kr. og stak herefter af, både med pengene og med lastvognen!
Den offentlige gabestok
Navnelisten var lang over tyskerpiger og værnemagere, da modstandsbevægelsens lokalkomité i Viborg den 5. maj 1945 om morgenen sendte patruljer ud fra at arrestere mistænkte personer. Efter nærmere undersøgelser viste det sig, at de færreste af dem udgjorde en sikkerhedsrisiko eller havde udført alvorlig landsskadelig virksomhed. Men en oppisket folkestemning krævede hævn over alle, som havde svigtet. De ”unationale” skulle isoleres fra de ”nationale”, retsopgøret måtte føres igennem fra top til bund. I virkelighedens verden forekom det imidlertid mindre indlysende, hvem der havde svigtet. Ophidsede mennesker uden for Viborg Rådhus råbte i majdagene 1945 også ”lands-for-ræ-der” efter personer, der i deres forhold til værnemagten havde handlet i overensstemmelse med landets love og regeringens anvisninger.
Nogle få værnemagere blev retsforfulgt og fik konfiskeret et uretmæssigt overskud, mens andre gik fri. Tre af de 59 tyskerpiger kunne der rettes alvorlige anklager imod; kvinden, der blev arresteret i København, hørte åbenbart til blandt de slemme, men om der var hold i anklagerne imod de to andre, er ikke undersøgt nærmere. Tyskerpigerne kunne ikke dømmes for deres fraternisering med fjenden, fordi det nu engang ikke var strafbart at gå med en tysk soldat.
Interneringen var dog en form for straf, idet både arrestationen og fraværet fra arbejde i flere dage gav anledning til bagtalelse og sladder, ja, måske endda førte til afskedigelse. Og i offentligheden blev tyskerpigernes handlinger betragtet som unationale, selv om deres handlinger ikke var landsforræderiske i retslig forstand. Opgøret med kvinderne var derfor ikke en del af det egentlige retsopgør. Som historikeren Anette Warring konkluderer i bogen ”Tyskerpiger”, havde de ikke forbrudt sig mod nogen juridisk lov, men mod uskrevne love om acceptabel adfærd. Tyskerpigerne blev fordømt, men ikke dømt for deres seksuelle samkvem med de tyske soldater. De blev ikke kendt skyldige, men skammet ud eller fysisk forulempet af dem, der tog justitsen i egen hånd.
Der kan rejses moralske anklager mod både tyskerpigerne og de små værnemagere, men hvor mange danskere kunne egentligt i 1945 tillade sig at kaste den første sten? De mest fordømmende og forargede var måske i virkeligheden de mennesker, der under krigen holdt sig fuldstændig passive. Nu kunne de risikofrit demonstrere deres nationale sindelag og vise deres solidaritet med modstandsbevægelsen.
Også blandt modstandsbevægelsens folk var der nogle, som tilsyneladende havde behov for at demonstrere, at de var handlekraftige. Ikke mindst razziaen den 29. maj virkede unødvendig ydmygende over for en svag gruppe. Utænkelig er det vel ikke, at disse handlingens mænd var rekrutteret blandt ”de sidste dages hellige af frihedskæmpere”, som ventede til dagene op til befrielsen med at melde sig under fanerne, og dermed ikke var disciplinerede som de virkelige frihedskæmpere. Nu skulle der udøves heltedåd, inden det hele var forbi. Under den stemning var det ikke rart at være en fjottet tyskertøs eller en grisk lille værnemager.
Artiklen er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen og kan også findes i Viborg Bogen 2005 s. 35-51.
Litteratur
Bisgaard, Nina 1986: Kvinder i modstandskampen. København.
Bækholm, Sven 1965. Modstandsbevægelsen i Viborg. Fra Viborg Amt 196, s. 175-202.
Lidegaard, Bo 2005. Kampen om Danmark 1933-1945. København.
Warring, Anette 1994. Tyskerpiger under besættelse og retsopgør. København.