Af Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg Museum
Den sidste vilde ulv i Danmark blev skudt ved Estvadgård nær Skive i 1813. Men ti år tidligere havde en anden ulv imidlertid skabt stor opmærksomhed i datidens aviser. Rovdyret holdt til i landskabet mellem Møgelkær og det nuværende øvelsesterræn ved Finderup, der på det tidspunkt mest bestod af småskov, mosehuller og hede. Det vilde dyr skabte frygt blandt de vejfarende på den gamle landevej, som gik fra Viborg over Finderup og Sejbæk til Hagebro. Og for egnens bønder blev dyret en sand plage, idet ulven havde fået smag for både lam, geder og større kreaturer.
En ensom dræber
Rygterne om en ensom ulvs færden på Viborgegnen bredte sig i sommeren 1802. Sporene var tydelige.
Får og geder lå revne ihjel på heden, halvvejs ædt. Efterhånden som vinteren satte ind, blev rovdyret mere nærgående, og folk fra Viborg, Ravnstrup og Finderup samledes flere gange til klapjagt for at få ram på ulven. På en stor jagt i februar 1803 fik klapperne fra et af jagtens udsigtsposter øje på dyret, men ulven undgik jægernes kugler og stak af mod Mønsted.
I efteråret 1803 opskræmte rovdyret også folk inde i Viborg. En nat angreb og dræbte ulven en ko, der græssede mindre end tusind skridts afstand fra byen. En måned senere gik det igen ud over en af byens kreaturer, og nogle af Viborgs avlsbrugere udlovede en præmie til den person, der kunne skyde den glubske ulv en kugle for panden.
Ulvefrygten
Det omstrejfende rovdyr pirrede til en gammel frygt blandt bondefolk i Midtjylland. Ulveplagen havde kostet dem mange husdyr op gennem 1600- og 1700-årene, men i 1778 var det under en stor klapjagt lykkedes at udrydde den sidste ulveflok i skovene ved Tjele. Alle var da også enige om, at den ensomme ulv, der nu opskræmte folk vest for Viborg, måtte være en strejfer fra Tyskland. Dyret vakte stor opsigt, også udenfor Midtjylland. Så langt borte som i Trondheims aviser skrev man om den mystiske ulv i Midtjylland.
Ulven er sædvanligvis et meget sky rovdyr, der foretrak at jage om natten. En mand fra Viborg, der en søndag i februar 1804 kørte i hestevogn på den gamle landevej over Finderup til Hagebro, fik sig derfor en slem forskrækkelse, da dyret ved højlys dag dukkede op og fulgte tæt efter vognen. Manden havde sin hund med på turen, og det provokerede åbenbart rovdyret i en grad, at den snerrende fulgte køretøjet helt til Sejbæk.
Ulvens endeligt
I maj 1804 sluttede et virksomt, men også ensomt liv for rovdyret. Dens banemand blev bonden Niels Agerskov, som 20. maj 1804 bragte den døde ulv ind til Viborg og lagde liget frem til almindelige beskuelse på Gammeltorv foran domkirken.
Flere hundrede mennesker stimlede sammen på torvet for at studere dyret. Redaktøren af Viborgs avis, Den Viborg Samler, bragte en meget detaljeret beskrivelse. Der var tale om en stor gammel hanulv, gulbrun med sorte striber langs ryggen, sort hale, grå bug, lange skarpe hugtænder og senede lange ben. Redaktøren bemærkede også den stærke ramme lugt ved dyret. Ulvens ugerninger opremsede avisen også: otte får og geder, en stud, to køer, et antal svin og flere hunde havde den dræbt under sit ophold på egnen.
De sidste strejfere
Ulven fra Viborg Krat ved Møgelkær blev ikke den sidste omstrejfende ulv, som avis omtalte. I 1809 blev en ulv observeret i skovene ved Århus og samme sommer dukkede rovdyret op i Lindum skov. Året efter hærgede ulven en fåreflok i Skals. 12 får blev enten dræbt eller skambidt. Også tre kvier blev angrebet. I 1811 var rovdyret åbenbart på færde igen. Et føl blev revet ihjel ved Bøggild, to mil fra Viborg. Kunne der her være tale om den ulv, der blev nedlagt ved Estvadgård nær skive i 1813? Muligvis. I alt fald bringer Den Viborg Samler ikke flere efterretninger om ulves hærgen i Midtjylland.