Vesterbølle i Vesthimmerland er en af de mest oprindelige landsbyer i Viborg amt. Mange af gårdene ligger i dag på de tofter, hvor vikingetidsbønder lod bygge deres gårde for omkring tusind år siden. Også det smukke landskab omkring byen er som en åben historiebog, idet talrige kulturspor fortæller om de himmerlandske bondeslægters liv og virke gennem århundreder. Viborg Amt har da også i amtets nye regionplan udpeget Vesterbølle som en af 51 kulturmiljøer, man bør værne om.

De gamle Vesterbøllebønder grundlagde deres by med omtanke, ved en vejforgrening tæt ved et gammelt vadested over Lilleå, og på randen mellem det bakkede agerland og de brede enge. Her lå gårdene centralt i forhold til de naturgivne ressourcer. De dyrkede marker nåede helt ind til den nordre bygrænse, mens moser og enge, hvor bønderne kunne slå hø, grave tørv og lade kvæget græsse, begyndte lige udenfor byens tofter på den anden side. Længst nordøst i ejerlavet lå landsbyboernes fælles hede og overdrev og den fælles lergrav. Derimod ser det ud til, at der allerede meget tidligt i sognet var knaphed på skov.

På anden vis har naturen dog været gavmild mod Vesterbølleboerne, idet de såkaldte holme, der er tidligere øer i et lavvandet fjordlandskab, hæver sig i den brede engflade ud mod Lerchenfeldt Å. Herfra drev hver forsommer duften af nyslået hø og her græssede byens ungkvæg, stude og heste. Det gav grundlag for en betydelig kvægproduktion, så bønderne i tidligere tider kunne betale både landgilde og skatter med ungstude.

Landsbyens gårde og huse

Vesterbølle bys ejerlav talte oprindeligt 14-16 gårde samt kirken, der blev opført på en bakke næsten midt i byen. Hver gård fik en afgrænset toft med plads til bygninger og kålhave, hist og her mellem gårdene førte småveje og stier til eng og mark, bredest var drivvejen til Holmen. På begge sider af den løb høje jorddiger, så byhyrden undgik, at genstridig kvæg løb fra ham og ind i kornmarkerne.

Et af de spændende historiske træk ved byen i dag er, at det oprindelige bebyggelsesmønster er bevaret, og går man på opdagelse mellem nutidige huse og gårde eller langs toftekanten ud mod den gamle byjord, gemmer der sig slidte jord- og stendiger. Det er resterne af de gamle tofteskel, som de første Vesterbølleboere afgrænsede deres territorier med for henved tusind år siden.

Også grænsen til naboerne blev markeret i landskabet. Mod syd, vest og nordvest danner Lilleåen og Lerchenfeldt Å naturlige skel, mens sik-sak løbende jorddiger mod nordøst og øst markerede skellet til herregården Lerchenfeldts enemærker og til naboejerlavene. Rester af det flere hundredårige ejerlavsskel kan endnu flere steder følges i terrænet.

Landsbyens første bygninger har sandsynligvis været vikingetidige gårdanlæg. Beboelseshuset lå centralt midt på toften, omgivet af spredte økonomibygninger, som ofte var skubbet op mod tofteskellet, så de indgik som en del af indhegningen. I løbet af 1500-1600-tallet blev den tre- eller firlængede gård udviklet. Stuehus, stald og lader blev samlet omkring en gårdsplads og med den ene længe placeret langs bygaden. Ændringen i byggeformen skete sandsynligvis på grund af mangel på træ. Hvor vikingebonden kunne hugge træ og tømre sig solide bulhuse, måtte de senere slægter ty til bindingsværk og lerklinede vægge.

Eksempler på den klassiske tre- eller firlængede gård finder vi fortsat langs Vesterbølles snoede hovedgade, og især bymidten udgør en helhed, selv om de ældste af de eksisterende bygninger ”kun” er godt hundrede år.

Når oldermanden blæste i byhornet

I de første 800 år af Vesterbølles historie var de enkelte gårde en del af et landsbyfællesskab. Byens marker var opdelt i talrige strimler, så hver gård fik andel både i den gode og i den mindre gode jord. Driftsformen i Vesterbølle var det såkaldte græsmarksbrug. Byjorden bestod af 10 marker, eller gjøder, som de kaldtes. Fem gjøder var udlagt til græsfælled, mens bønderne i de andre fem såede byg, rug og havre. Markerne indgik i et rotationssystem, således at en ny græsmark hvert år blev gødet, pløjet og tilsået med korn, mens marken i den anden ende, efter at have været dyrket i fem år, fik lov at gro til med græs.

På de fem brakmarker har man givetvis måttet tøjre køerne for at sikre, at de ikke strejfede ind på de dyrkede marker. I ældre tid måtte landsbyens hyrder dog også hele tiden holde dyrene under opsyn, fordi Jylland endnu sidst i 1600-årene var hårdt plaget af ulve.

Alle beslutninger om bymarkens og landsbyens drift blev besluttet på bystævnet. Når byens oldermand blæste sit horn, mødte alle gårdmænd til stævne. Her besluttede mændene eksempelvis, hvornår høhøsten skulle begynde, eller om man skulle have en ny bytyr eller hvilken mark, der skulle gødes det næste år. Landsbyselvstyret rækker lige så langt tilbage som selve landsbyens historie.

Landboreformerne

Gårdene i Vesterbølle hørte engang under Lerkenfeldt gods. Bønderne fæstede gårdene af herremanden mod at de betalte afgift og ydede hoveri i form af arbejde på godset. De store landboreformer i slutningen af 1700-tallet muliggjorde imidlertid, at det gamle driftsfællesskab kunne ophøre og i 1815 enedes man i Vesterbølle om at udskifte byjorden, så den enkelte gård i højere grad fik sin jord samlet. Som nævnt lod næsten alle gårdmændene deres gårde blive liggende i landsbyen. De valgte i stedet en kamudskiftning, således at hver gård fik en hovedparcel agerjord nord for byen samt spredte parceller på heden og i engene.

Udskiftningen trak nye skel i landskabet, idet den enkelte gårdmand og husmand nu markerede udstrækningen af sine jorde med diger og hegn. I dag ses udskiftningen af den gamle byjord i 1815 tydeligt i form af smalle lige streger, der opdeler de brede dyrkede marker op over bakkerne mod nord.

Mest markant er de bevaret, hvor man har plantet læhegn i de gamle udskiftningsskel. Derimod er de høje jorddiger langs drivvejen til Holmen blevet slettet for ikke særlig mange år siden, hvilket er skammeligt. Til gengæld er der ude på selve Holmen nogle fornemme eksempler på inddigede engparceller.

Også den nye tids bonde interesserede sig stærkt for kvægdrift, og derfor har Vesterbøllebønderne efterladt os et fletværk af solide kvægfolde og diger, hvor studene åd sig store og fede, inden de skulle drives ad studevejen til Holsten.

Hoveri hos en gammel godsejerenke

Ejeren af Lerchenfeldt havde længe ringe lyst til at skille sig af med gårde og huse i Vesterbølle, og derfor trak det ud med overgangen til selveje. I 1844 enedes han dog med fæsterne om at få handlet.

Salgsprisen for en gård var typisk 800 Rbd. Sølv, men proprietær Kjeldsen fik tillige indføjet betingelser ved handelen, som Vesterbøllebønderne nok senere kom til at fortryde. Kontrakten betingede nemlig, at køberen eller gårdens efterkommende ejer fortsat skulle yde naturalarbejde – altså hoveri – på godset, så længe sælgeren eller dennes hustru levede og var ejer af Lerchenfeldt. Blandt andet skulle bønderne køre læssevis af gødning fra godsets studestalde ud på markerne samt stille med folk på godset nogle dage i høsten.

At bønderne accepterede disse salgsbetingelser skyldtes vel, at de så en fordel i få gårdene til lidt lavere pris mod at fortsætte med hoveri lidt endnu. Men hvem kunne i 1844 vide, fru Kjeldsen ville blive en meget gammel dame? Faktisk døde hun først 52 år senere. Bønderne fra Vesterbølle var på arbejde på godset den formiddag i april 1896, hvor Mette Kjeldsens søn kom og fortalte, at nu var hun død, og at de derfor var frigjort fra deres forpligtelser. Men da hoveriet omsider havde fået et sluttidspunkt, valgte Vesterbølleboerne at gøre dagens arbejde færdigt.

I 1857 indførte regeringen næringsfrihed i Danmark, og det betød, at der efterhånden kom serviceerhverv i Vesterbølle. Smed, snedker, tækkemand, en deltidsmurer og en tid endda to købmandsforretninger samt en cykelhandler. Senere, med den moderne teknik kom frysehus og samtalestationen, hvor bestyrerinden sørgede for, at Vesterbølleboerne kom i forbindelse med omverden. I løbet af 1900-årene kom der flere huse end gårde i byen. Institutioner som landsbyskole, fattighus og missionshus var har allerede i 1800-årene, kun missionshuset findes i dag på sin plads over for kirken.

Bevar din arv

Vesterbølle fortæller en tusindårig historie, og de talrige kulturspor, som vi ser her og mange andre steder, når vi færdes i vores del af landet, giver os ikke alene oplevelsen ved at færdes i et varieret landskab.

Ældre tiders spor giver os også en historisk forståelse for tidligere tiders samfundsforhold og menneskers vilkår, hvilket igen kan være med til at sætte vort eget liv og livsvilkår i perspektiv. Kulturlandskabet omkring os er derfor en vigtig del af vores identitet som danskere. Det fortæller, at en ubrudt række af slægtled siden den danske oldtid gennem deres arbejde har formet landet inden de overlod det til os.

Alligevel er mange kulturspor, som måske er helt specielle for vores egn, i fare for at forsvinde. Nutidens anlægsarbejder og rationelle produktionsformer er en trussel mod vore fortidsminder, hvis vi ikke handler med omtanke. Udpegningen af bevaringsværdige kulturmiljøer betyder ikke, at områder i amtet skal omdannes til ”frilandsmuseer”. Derimod er det et initiativ, som skal sikre en god planlægning med en fornuftig balance mellem en fortsat udvikling og bevaringshensyn. Opgaven er også at fremme en bred folkelig forståelse for vores kulturværdier, så vi efterlader et varieret og oplevelsesrigt kulturlandskab til med, som kommer efter os.

Af Henning Ringgaard Lauridsen, Formand for Kulturmiljørådet i Viborg Amt