Gode bademuligheder var et vigtigt led i bestræbelserne på at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Badeværelse med kar eller bruser fandtes i under en tredjedel af Viborgs boliger i midten af fyrrerne, mens mindre end hver fjerde lejlighed havde installeret varmt vand. Ville man have sig et varmt bad, måtte man besøge den militære badeanstalt ved Rødevej, der havde åbent et par aftener om ugen for offentligheden. Var økonomien til det, kunne man også slappe af i badekarret hos Viborg Lys- og Kurbadeanstalt i Sct. Mathias Gade.

Byens første varmtvandsbadeanstalt

Efter Anden Verdenskrig lagde myndighederne vægt på gode bademuligheder som led i den generelle forbedring af hygiejniske forhold, og efter grundige forberedelser og en del diskussioner gennem næsten 20 år om omkostninger i forbindelse med byggeriet, fik Viborg i 1955 endelig en kommunal “varmtvandsbadeanstalt”. 1,50 kr. kostede en tur i badstue, men så fik man også egen kabine. Kunne man nøjes med bad i fællesrum, slap man med en krone.

Inspiration fra de gamle romerske bade

Det varme bad foregik i omgivelser, der for mange viborgensere virkede eksotiske. Forhallens vægge var malet i dybgrønne og koldblå farver. Gulvet var lagt i farvet mosaik med tydelig inspiration fra de klassiske romerske bade. Badegæsterne kunne slappe af i røde hynder, og til de kvindelige gæster havde frisørmester Haman indrettet en nydelig frisørsalon. Ville man forkæle sig selv, var der også mulighed for massage eller fodmanicure.

Badeanstalten lukkede i 1972

Når badegæsterne skulle ind i selve badet, gik de gennem en dørsluse ind på badegangen. Her sad bademesteren eller hans kone alt afhængig af, om badet var åbent for mænd eller kvinder. Badeanstalten i Grønnegade eksisterede indtil 1972, hvor de fleste mennesker havde fået mulighed for at tage bad hjemme hos sig selv.