På vej mod Viborg som domkirkeby – en brik i kampen om et dansk ærkebispesæde
Danmark var ved Harald Blåtands (konge ca. 958-987) overgang til kristendommen o. 965 i kirkelig henseende blevet underlagt ærkebispedømmet Hamburg-Bremen, som i 948 udnævnte biskopper i Slesvig, Ribe og Århus. De samme bispedømmer nævnes i 965 samt i 988 med tilføjelse af en fjerde bispestol i Odense. Svend Tveskæg (konge ca. 987-1014) bryder i 980’erne med Hamburg-Bremen, og de bisper, der var udpeget af det tyske ærkebispesæde, smed han ud. Svend Tveskæg begyndte i stedet at rekruttere nye engelske bisper. I hvert fald frem til Svend Tveskægs tid må de udnævnte bisper opfattes som missionsbisper, der ledede missionen i det danske område, men uden at der eksisterede klart fastlagte grænser mellem de områder, hvor de virkede. Knud den Store (konge 1019/20-1035) udbyggede den engelske forbindelse ved at knytte Danmark til sin egen engelske ærkebiskop i Canterbury, om end der kortvarigt må være kommet en forståelse mellem ham og Hamburg-Bremen i begyndelsen af 1030’erne.
Tidligt i Knud den Stores regeringstid indrettedes formodentlig (mindst) fire stifter i Danmark, hvert med en biskop indviet af ærkebiskoppen af Canterbury. De tre af stifterne omtales som Skåne (formodentlig placeret i Lund), Sjælland (formodentlig placeret i Roskilde) og Fyn (formodentlig placeret i Odense), mens situationen i Jylland er temmelig uklar i kilderne. I forskningen har Michael Gelting foreslået, at Knud også udnævnte en fjerde biskop for hele Jylland (som foreslås placeret i Ribe), mens Marie Bønlykke Missuno i sin ph.d.-afhandling "There and Back Again: English Connections in Early Medieval Denmark 991-1086" fra 2016 foreslår, at Knud i 1020'erne måske udnævnte flere biskopper i Jylland, eksempelvis også i Viborg. Hamburg-Bremen fortsatte med at udnævne biskopper af Slesvig helt op i Knud den Stores tid, men intet tyder, at ”skyggebisperne” havde adgang til Slesvig.
Med Svend Estridsen (konge 1047-74/76) blev kontakten til England mindre oplagt, og Hamburg-Bremen – der fortsatte med at hævde overhøjhed over den danske kirke gennem den ”engelske” periode – vandt igen afgørende indflydelse på den danske kirke. Senest med Svend Estridsens stiftsinddeling i 1059 eller 1060 blev Viborg centrum i det ene af fem stifter i Jylland. Det forholdsvis lille bispesæde i Viborg var direkte et af resultaterne af Estridsens ambitiøse kirkepolitik, og valget vidner om, at byen i høj grad var kongelig interessesfære.
Svend Tveskægs og Knud den Stores handlinger kan opfattes som tidlige forsøg fra den danske kongemagts side på at løsrive den danske kirke fra tysk indflydelse. Løsningen på længere sigt måtte være at udskille Danmark som en selvstændig kirkeprovins med eget ærkebispesæde. Det første direkte forsøg på at få oprettet et dansk ærkebispesæde, vi har kendskab til med sikkerhed, blev gjort af Svend Estridsen o. 1050. Han var dog for tidligt ude, og Hamburg-Bremen fik i 1053 paven til at udstede en pavebulle, der fastslog, at hele kirken i Norden hørte under ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen. Svend Estridsen blev klar over, at han måtte få organiseret sin danske kirke mere gennemgribende for at have bedre argumenter overfor paven i kampen om et selvstændigt dansk ærkebispesæde. Derfor foretog han i 1059 eller 1060 – med Hamburg-Bremens godkendelse, der selv var af forholdsvis beskeden størrelse og havde interesse i flere underliggende bispesæder - den endelige inddeling stiftsinddeling af Danmark, så der kom til at sidde otte (kortvarigt ni) bisper i hvert sit bispesæde ud over landet.
Først under Svend Estridsens søn Erik Ejegod (konge 1096-1103) gik de danske kongers omtrent et hundrede år gamle ønske om at få oprettet et dansk ærkebispesæde i opfyldelse. På en rejse til Rom i 1103 opnåede han, at biskoppen af Lund, Asser, blev den først danske ærkebiskop.
Grundlæggelsen af bispesædet i Viborg skal ses som en brik i et langt forløb, hvis hovedtema på den ene side var sam- og modspillet med ærkebisperne i Hamburg-Bremen og deres behov for at konsolidere deres magt, og på den anden side de danske kongers stadige kamp for at undgå, at det Tyske Rige gennem ærkebispesædet Hamburg-Bremen fik for stor indflydelse i Danmark.
Domkirkerne
En trækirke?
Det kan ikke udelukkes, at Viborg allerede i 1020’erne blev domkirkeby i forbindelse med Knud den Stores ordning af kirken i 1020’erne, men konkret viden findes dog ikke bevaret. En undersøgelse i domkirkens gulv i 1954-55 påviste ganske vist et stolpehul og tykt aske- og trækulslag, men selv om en trækirke her ikke vil være overraskende, kan der ikke sluttes noget sikkert ud fra de meget begrænsede iagttagelser.
Frådstenskirken
Det antages, at man (senest) kort efter Svend Estridsens reform af stifterne o. 1060 er gået i gang med at bygge en passende domkirke i Viborg. Hvordan den har set ud, ved vi ikke. Men vi har nogle generelle holdepunkter. Et muligt apsisfundament, der blev lokaliseret i den romanske domkirkes midtskib i 1860’erne, kan ligesom en række løse frådstenskvadre fundet i domkirkeområdet stamme fra den forgænger, som den romanske domkirke nødvendigvis må have haft. At dømme ud fra Sankt Kjeld helgenlegende må denne domkirke af frådsten have haft tårn. På den baggrund kan det synes oplagt at forestille sig en treskibet frådstensbasilika med to- eller tretårnet vestafslutning, som hovedparten af tidens mere monumentale storkirker.
Den romanske domkirke
Formodentlig omkring 1130 påbegyndtes byggeriet den nye romanske domkirke i granit og tegl. Østafsnittet med apsis, kor, krypt og tværskib samt kortårne blev sandsynligvis anlagt lige øst for den gamle frådstenskirke, så den kunne fungere videre, mens byggeriet stod på. Måske har den gamle kirke eller dele heraf været bygget sammen med den ny i en årrække. Noget tyder på at der kommer en pause i byggeriet mellem afslutningen af domkirkens østende og vestenden med hovedskibet, sideskibene og vesttårnene. Først et stykke ind i 1200-tallet har kirkens vestanlæg med tårnene stået færdigt.
Fire tilbygninger kom til i middelalderen. Mest udpræget ud for søndre sideskib, hvortil der i 1393 blev føjet et Vor Frue Kapel, der var blandt landets største kapeller. Øst derfor blev der siden indpasset et lille Sankt Anna kapel, mens et kvadratisk Kapitelhus blev anlagt ved søndre korsarms østside i midten af 1400-tallet. Domkirkens mest bemærkelsesværdige tilbygning lå dog på nordsiden, i hjørnet mellem korsarm og sideskib, og rummede et kapel viet til den lokale domprovst Sankt Kjeld. Efter sin død i 1150 udvirkede han ifølge legenden helbredelser ved sin grav, og i 1189 blev han skrinlagt i dette sit eget kapel. Sandsynligvis er Sct. Kjelds Kapel blevet tilbygget en ældre og mindre kirke, nemlig frådstenskirken, i en periode, hvor østdelen af den romanske kirke var langt i processen med at blive opført, men hvor den romanske kirkes skib endnu ikke var påbegyndt – dvs. at skibet til frådstenskirken stadigvæk stod.
Domkirkens præster var senest fra begyndelsen af 1100-tallet organiseret som augustinerkorherrer, hvilket vil sige, at de præster – eller kanniker – der tjente ved domkapitlet, levede som munke i et kloster under ledelse af provsten. Domkapitlets opgaver var at varetage skoleundervisning i forbindelse med domkirken og at assistere biskoppen i han stiftsstyre. Desuden var det, i hvert fald fra midten af 1100-tallet, domkapitlet der valgte nye biskopper, som ofte var kapitlets provst. Derudover var det kannikerne fra domkapitlet, der prædikede og varetog gudstjenester i domkirken; da denne ikke havde noget eget sogn under sig, trak man folk til ved at skaffe sig afladsprivilegier, således at folk ved paveligt legat kunne få eftergivet bod, hvis de overværede gudstjenester i Viborg Domkirke.
Frem til 1440 levede kannikkerne i fællesskab i Mariaklosteret. Herefter opløstes fællesskabet, og kannikkerne flyttede de ud i egne boliger i domkirkeområdet. De tidligere klosterbygninger overgik derefter til bispen, som i senmiddelalderen rådede over en stor bispegård nord for domkirken i det område, som i dag omfatter Stænderpladsen. Ingen middelalderlige kilder giver meddeler om bygningernes størrelse og omfang.
Omfattende brande i den romanske domkirke i 1501, 1567 og 1726
Ved et lynnedslag den 17. juni 1501 udbrød der en voldsom brand i domkirken, der raserede både inde og ude. Skadernes omfang kendes ikke i detaljer, men der er bred enighed om, at branden fik katastrofale følger, og at der blev foretaget omfattende ændringer i forbindelse med genopbygningen. Det tidligere træloft i midterskibet, som brændte igennem og var medvirkende til brandens voldsomme udvikling, fik indbygget hvælv, hvormed hele domkirken blev hvælvet, da sideskibene og østafsnittet synes hvælvede allerede fra opførelsen. Tværskibet blev ombygget med nye store spidsbuede vinduer i sydgavl og nordgavl, og i det ydre blev der til tværskibets sydgavl og nordgavl tilføjet svære stræbepiller, tre styks ved hver gavl, for at holde på bygningen. Dobbelttårnene i vest blev formodentlig delvist ombygget og forsynet med høje spir.
Den genopbyggede domkirke fik et kort liv, da den atter brændte ved den store bybrand 16. maj 1567. Men denne gang beskyttede hvælvene kirkerummet, og kun tagkonstruktionerne blev lagt i aske.
Domkirken brændte atter i forbindelse med den sidste store bybrand i 1726. Nu var det ikke kun tagværkerne, der gik op i røg. Begge spir brændte og styrtede ned, men et det nordre faldt så uheldigt mod øst, at det slog hul på en hvælving i skibet og bragte flammerne ind i kirken. Ruinen blev genopbygget 1727-1730, og fremtrådte nu som en nydelig barokkirke. De høje spir på de to vesttårne var styrtet ned, og bygmester Claus Stallknecht valgte at erstatte dem med flade hvælvede kalotter. Det skørnede murværk blev overalt stabiliseret, og i det indre blev væggene forsynet med et kraftigt pudslag, der skjulte de mange skader på murværket.
Nuværende domkirke - den nyromanske domkirke
Brandene i 1501, 1567 og 1726 havde skadet domkirkens murværk, og genopbygningerne havde ændret den romanske domkirkens karakter. Allerede i 1830 havde kunsthistorikeren N.L. Høyen som nyudnævnt professor ved Kunstakademiet besøgt domkirken. Muligvis var det under dette første besøg, at Høyen fik visionen om en storstilet restaurering, der skulle befri den romanske domkirke fra senere ændringer, og bringe den tilbage til oprindelig storhed.
Efter diskussioner mellem fagfolk, embedsmænd og politikere bad statens kirkeinspektion i 1858 arkitekten N.S. Nebelong om at udarbejde forslag til domkirkens restaurering. I 1859 afleverede Nebelong et projekt til Kirkeministeriet, hvori han anbefalede, at størstedelen af Viborg Domkirke burde nedrives omtrent til grunden, og erstattes med en rekonstruktion af den romanske domkirke. På samme tid forværredes domkirkens tilstand. I 1862 slog højkirkens hvælv revner, og da Det Særlige Kirkesyn senere på året aflagde besøg, blev det vurderet, at kirken var farlig at opholde sig i og derfor måtte lukkes. Af de få billeder der kendes af domkirken fra før nedrivningen (1862), fremgår der ikke graverende skader, og kirkesynets frygt for nedstyrtning af hvælv i 1862 har næppe været helt retvisende, men nok så motiveret af Høyens ønsker.
Høyen anså de gentagne brande som altødelæggende og knyttede alle domkirkens teglstenspartier til de efterfølgende genopbygninger. I det lys blev tegl anset for et reparationsmateriale, der i betydelig mængde indgik i de øvre regioner af apsis og vesttårnene, som Høyen henviste til genopbygningen efter 1501-branden. Det røde murværk passede ikke ind i Høyens billede af kirken, og det skulle væk. Høyens analyse af den ombyggede romanske domkirke var dog behæftet med grundlæggende fejltolkninger, for nok var den romanske domkirke primært rejst af tilhuggede granitkvadre, men allerede fra anden halvdel af 1100-tallet med stigende inddragelse af tegl i de øvre dele af byggeriet. Teglen var også en del af den romanske kirke.
I 1863-1876 blev domkirken stort set nedrevet til grunden og genopført i en stram, nyromansk skikkelse og med et ydre helt af granit, sådan som den efter de lærdes mening havde set ud oprindeligt. Uagtet Høyen selv omtalte nedrivningen og genopbygningen af Viborg Domkirke som en restaurering, har eftertiden set projektet som en rekonstruktion. Planen om at bevare større partier af det middelalderlige murværk blev opgivet efterhånden som arbejdet skred frem fra fra øst mod vest. Reelt blev kun krypten og nederste dele af apsiden indarbejdet nogenlunde uændrede i nybyggeriet, ligesom grundplanen med visse undtagelser blev fulgt.
Allerede tidligt i genopbygningen af domkirken lød der kritik af facaderne. Stiftsprovst F.P. Welding, der havde støttet Høyens vision for domkirken, kritiserede den ensartede granit fra stenbruddet i Uddevalla i Sverige, som han kaldte "død og tung [...] og trættende Skue i en uendelig Ensformighed”. Kritikken blev imødekommet ved så vidt muligt at indarbejde genanvende romanske kvadre uden brand- eller slagskader i beklædningen af kirkens vestligste del.
Byggeriet fik en foreløbig afslutning, da det ydre stod færdig i 1871. Da var Højen død i 1870, mens den ansvarlige arkitekt, N.S. Nebelong, samt den daglige tilsynsførende arkitekt, J. Trolle, begge døde i 1871. Arbejdet med nybygningens indretning blev overladt til arkitekt H.B. Storck. Da domkirken blev indviet den 10. september 1876, var det indre i høj grad præget af Storcks visioner.
Viborg Domkirke blev på den måde et monument over tidens internationale arkitekturstrømninger, der var under opbrud ved 1800-tallets midte. I Frankrig var Eugène Emmanuel Viollet-le-Duc fortaler for restaureringer, der skulle genskabe den oprindelige bygning i dennes ideale skikkelse. Dette skulle opnås ved at udslette yngre tilføjelser og rekonstruere hvad der manglede. Det kom eksempelvis til udtryk ved hans omfattende restaurering af Paris Notre Dame i 1845-1864, og hans tilbageføringsprincipper blev efterfulgt vidt og bredt ved istandsættelse af talrige andre bygninger de følgende årtier. Troen på, at en bygning kunne perfektioneres ved at få en mere ensartet eller såkaldt renere stil indgik i den danske kirkesynslov af 1861, hvori det hed, at enhver kirke ved en restaurering så vidt muligt skulle føres tilbage til sin oprindelige stil. Dette medførte ofte ganske store og voldsomme indgreb i de berørte bygninger. Først i 1922 blev dette tilbageføringsprincip trukket ud af kirkeloven igen. Fokus rettes herefter på at foretage konserverende og bevarende indgreb.
Når Viborg Domkirke alligevel er blevet ganske berømmet i Danmark, skyldes det nok mest de freskomalerier, Joakim Skovgaard og hans folk udførte i kirkens indre i årene 1901-1906 og 1912-1913, efter prøvemalinger i kirken i 1899 og 1900.
Kirke for adel, bedre borgerskab og kongen
Domkirken fungerede i middelalderen og renæssance som gravkirke for en stor del af den jyske adel, der ofte også lod domkirken være rammen om bryllupper. Også det bedre borgerskab kunne efter reformationen købe sig til en begravelsesplads inde i den fornemme kirke.
Talrige konger blev valgt og hyldet på Viborg Landsting frem til indførelsen af enevælden i 1660, men Erik Klipping er den eneste som også kronedes i byen. Han er også den eneste konge, som begravedes i byen. Erik Klipping indledte sin kongegerning ved kroningen i Viborg Domkirke juledag 1259. Knap 27 år senere blev kongens skamferede lig bragt til Viborg Domkirke efter mordet på den 37-årige konge i en lade i Finderup ved Viborg den 22. november 1286. Erik Klipping blev begravet foran kirkens højalter. Her blev kongens lig med flere fornemme genstande placeret i en trækiste beklædt med bly, der blev placeret i teglmuret gravramme. Kongegraven flyttedes lidt mod vest i 1708, og den blev meget ødelagt af den katastrofale bybrand 1726, som også ramte domkirken. Men takket være åbninger af graven i 1708 og 1863 kan der gives et ganske enestående og rimeligt nuanceret billede af en kongelig begravelse i middelalderen. Ved sidstnævnte åbning blev kongegraven tømt af hofarkæolog J.J.A. Worsaae, som straks sendte de overraskende forskelligartede genstande til Nationalmuseet. Senere blev de udstillet i domkirkens sydvesttårn, men vendte tilbage til Nationalmuseet i midten af 1950’erne. Dog ikke resterne af kongens lig i form af tre tænder, der blev genbegravet i en lille blyæske, som blev nedsat højkorets gulv i 1956.