Den tidlige kirke
I 1060 inddelte kong Svend Estridsen det danske rige i otte stifter, og ved denne lejlighed blev Viborg gjort til stiftsstad med bispesæde og domkirke; sidstnævnte har man formodentligt påbegyndt opførslen af kort efter – arkæologiske udgravninger tyder også på, at der har været bygget – men det vides ikke, hvordan denne første domkirke har set ud.
Den næste kirke blev bygget af granitkvadre i romansk stil, og antages at være påbegyndt omkring 1130 idet dens krypt, som sammen med det nederste af korbuen er det eneste af den, der er bevaret. I stil ligner den meget krypten i Lunds Domkirke; denne blev indviet tre gange i hhv. 1123, 1125 og 1131.
Kirkebyggeriet har, som det var vanligt, varet længe, formentligt til et stykke ind i 1200-tallet. På billedet til højre ses en model, der viser, hvordan man i dag forestiller sig, at den færdige kirke så ud. Men derudover har hele området omkring domkirken taget sig væsentligt anderledes ud end i dag: Dels blev der gennem årene lavet tilbygninger til selve kirken, der var omgivet af kirkegård på alle sider, dels fik augustinerkonventet ved Viborg Domkirke i løbet af middelalderen bygget et stort klosterkompleks på de omkringliggende arealer.
Viborg domkapitel havde nemlig omkring 1120 indført augustinerreglen, hvilket vil sige, at de præster – eller kanniker – der tjente ved domkapitlet, levede som munke i et kloster under ledelse af provsten. Domkapitlets opgaver var at varetage skoleundervisning i forbindelse med domkirken og at assistere biskoppen i han stiftsstyre. Desuden var det, i hvert fald fra midten af 1100-tallet, domkapitlet der valgte nye biskopper, som ofte var kapitlets provst.
Derudover var det kannikerne fra domkapitlet, der prædikede og varetog gudstjenester i domkirken; da denne ikke havde noget eget sogn under sig, trak man folk til ved at skaffe sig afladsprivilegier, således at folk ved paveligt legat kunne få eftergivet bod, hvis de overværede gudstjenester i Viborg Domkirke. Dette system ændredes først i 1440, hvor klosterfællesskabet blev opløst, og kannikerne flyttede ind i egne boliger. Domkapitlet og bispen indgik et mageskifte, hvorved provsten fik den gamle bispegård ved søen i Sankt Nicolai sogn, og bispen, der indtil da havde været mere knyttet til Asmild, flyttede ind i klostret ved kirken.
Der var brand i kirken i 1501, hvilket førte til et ændret udseende, og det nærliggende område ændrede også karakter ved brand i 1567 samt hundrede år senere i 1667, hvor det var kannikernes gårde, det gik ud over.
Efter branden og den nuværende Domkirke
I december 1726 lod kongen Viborgs borgmester, biskop og stiftamtmand samt assessor Kjerulf og bygmester Claus Stallknecht fra Altona udforme et forslag til genopførelsen af de offentlige bygninger, der var gået til i den brand, der i slutningen af juni samme år havde lagt store dele af byen øde. Kongen ville så skaffe midler hertil ved at udskrive en skat til formålet.
Claus Stallknecht tilbød at genopføre alle bygningerne til en samlet sum af 36000 rd. (Den endelige regning blev dog på knap 39000 rd.). Iblandt de stærkt skadelidte bygninger var domkirken, og dén genopbygning blev ikke Stallknechts bedste. Omkring resterne af den romanske kirke opførtes et barokt bygningsværk, og de høje tårnspir blev erstattet af afrundede tag, der er blevet kaldt “kalotter” eller i folkemunde “kaffekandelåg”.
Problemet var dog ikke kun af æstetisk karakter, for byggeriet har heller ikke været af den bedste kvalitet; i 1857 var kirken i så ussel en forfatning, at man efter grundig undersøgelse besluttede at nedbryde det meste af den og genopbygge den, som man mente, det oprindelige, romanske bygningsværk havde set ud. Derfor skulle romanske rester, der havde overlevet branden i det forrige århundrede, bevares. Det drejede sig om en del af kirkens indre, højkirkens mure, de underste dele af apsis samt to små kapeller, Sct. Kjelds og Sct. Annas.
Arbejdet gik i gang i foråret 1864 under ledelse af arkitekt Julius Tholle, der imidlertid døde i 1871, hvorfor det blev arkitekt H. B. Storck, der kom til at udforme kirkens indre. Undervejs havde man – trods kritiske røster – opgivet de fleste af de oprindeligt planlagte bevaringer, så det var en helt nyopført domkirke i ren granit, der den 10. september 1876 blev indviet under overværelse af landets ledende mænd med konge og statsminister i spidsen.
Viborg domkirke blev på den måde et monument over 1800-tallets opfattelse af, hvordan en romansk katedral skulle se ud, og den mistede de fleste spor af sin lange historie.
Når den alligevel er blevet ganske berømmet i Danmark, skyldes det nok mest det malerarbejde, Joakim Skovgaard og hans folk udførte i kirkens indre i årene 1900-1913.
Billede 1: Det vides ikke, hvordan den romanske domkirke, der opførtes i Viborg i 1100-tallet så ud. Men ved studium af alle foreliggende kilder, er der her foretaget et kvalificeret gæt. Den afbildede model er lavet af lokalhistoriker N. P. Munk.
Billede 2: Stallknechts domkirke. Viborg domkirke som den så ud efter genopbyggelsen efter branden i 1726.
Billede 3: Domkirken set fra Sct. Mogens Gade henover Domkirkepladsen. Den nye sognegård ses til venstre i billedet. Billedet er taget efterår 2003.