Beliggenhed
Viborg Domsogns grænser har flyttet sig en hel del i årenes løb. I dag bugter sognegrænsen sig langs Nørresøs vestlige bred for derefter at slå et sving op ad Sct. Mathias Gade, videre ad Kompagnistræde, Vestergade, Gravene, Vesterbrogade til Indre ringvej. Her følger den Indre Ringvej mod nord og videre mod Kistrup Hede ad hovedvejen (rute 13), hvorefter den knækker over mod Loldrup Sø og videre ned til Nørresø. Sidstnævnte inddrager det gamle Gråbrødre Landsogn, en beskeden stribe land imellem hovedvejen, Nørremølle Å og Loldrup Sø.
Magtens centrum – Byens sjæl
Viborg Domsogn favner kilderne til en stor del af alt det, der gennem tiderne har givet byen dens egenart og sjæl. Her lå det politiske, religiøse og kulturelle tyngdepunkt, der gennem århundreder gav Viborg status som Jyllands hovedby. Legemliggjort i monumentale institutionsbygninger og stilige palæer.
Domkirken med Joakim Skovgaards nyskabende freskoudsmykning regnes for et hovedværk i dansk kunst. Landsretten med rødder i det ældgamle landsting, der siden riget blev samlet under én kongemagt har beriget byen med statsmagtens tyngde. Fra Hardeknud i 1027 til Chr. V har Danmarks konger taget turen til Viborg og ladet sig hylde, før titlen som Rigets regent var i hus. Latinskolen, Det gamle Rådhus, Stiftsamtsmandsgaarden, Landsarkivet, kasernen – listen er lang.
Sognets bebyggelse
I sognets bebyggelsesmønster kan fortiden aflæses som årringene i et træ. Inderst den gamle bykerne med det middelalderlige gadenetværk, der strækker sig fra søbredden op mod Domkirken på højdedraget. Bebyggelsen i denne del af sognet er broget. De helt gamle bygninger optræder kun i spredt fægtning, fire brande mellem 1567 og 1726 har sat sine spor. Sct. Mogens Gade er bedst bevaret og byens gamle hovedstrøg gemmer flere steder på middelalderens spor, Karnapgården fra reformationsårene og bygmester Villads Stillings statelige bygninger fra omkring år 1800. Midt heri skaber bymidtens stemningsfulde mosaik af torve perspektiv og lys i det labyrintiske virvar af gader og stier.
Sognets ældste bykerne er omgivet af nyere kvarterer der er vokset frem især fra sidste halvdel af 1900-tallet. Her sætter efterkrigstidens visioner om moderne kvalitetsboliger og rekreative områder mange steder præg på kulturmiljøet med Digterparken, digter- og gudekvarteret som fine eksempler.
Sognets første kirke
En sommerdag i 1726 galede den røde hane i Viborg, byen brændte, først efter 3 dage begyndte flammerne at dø ud. Da havde branden efterladt store områder med sodsværtede ruiner. Byens hjerte var forsvundet. En stor brandtomt omgivet af små og forfaldne huse stod tilbage. Som ingen anden begivenhed satte katastrofen skel i byens historie.
Domkirken, Bispegården, Sortebrødre Kirke og Rådhuset blev alle flammernes bytte. 215 familier – hen ved den halve by var blevet husvilde. Gråbrødre kirke undgik mirakuløst flammerne og husede derfor byens kirkegængere indtil byens to andre kirker, Domkirken og Sortebrødre, atter var opført. Alligevel skulle ildebranden besegle kirkens skæbne. Branden medførte et drastisk fald i indbyggertallet. I 1769 var det faldet til sølle 1.990 personer og i byrådet luftede nogle medlemmer tanken om at ændre Viborgs status fra købstad til landsby.
Byens ressourcer rakte ikke til opretholdelse af to sognekirker og dertil en Domkirke. En af byens to sognekirker skulle nedrives. Valget faldt på Gråbrødre Kirke. Den 6. september 1812 ringede Kirkens klokker for sidste gang. Sognets præst holdt sin afskedsprædiken. I stedet flyttede menigheden over i Domkirken, der nu blev kirke for sognet, mens Gråbrødre kirke stod tom.
Året efter i 1813 blev tårnet solgt til nedbrydning på aktion. Inventaret spredtes for alle vinde. Kirkens største klokke kom til Randers, den næste til Holstebro. Altertavlen blev fragtet til kirken i Vorde, mens Elsborg Kirke fik prædikestolen. Kirken forfaldt i årenes løb og lå snart hen som ruin, indtil den blev revet ned i 1830.
Byens kag
På Gammeltorv, sognets centrale plads, stod byens kag, en høj skamstøtte, hvor tyveknægte blev lænket og brandmærket. Her samledes folk for at overvære, når mestermanden med sin ni-halede kat piskede horekarle og skøger til blods. Den mest berømte rettergang løb af stablen i 1536. Det var den berygtede bondeoprører Skipper Clements skæbnetime.
Lederen af landets sidste borgerkrig blev slæbt ind på torvet med blykrone på hovedet. Bødlen radbrækkede ham først, derefter fik han hovedet hugget af, og endelig blev hans krop sat på hjul og stejle til skræk og advarsel for oprørske borgere og bønder.
“Guld og grønne skove”
Men der var også knyttet mere muntre aktiviteter til Landstinget som f.eks. Snapstinget. Navnet kommer formentligt fra det gamle danske ord: “Snap”, dvs. “Raskt”, “hurtigt”. Snapstinget refererer til, at sagerne på årets første tingmøde skulle afgøres i en fart, så man kunne nå at få forberedt alle retssagerne, så de kunne være klar til at komme for Landstinget, inden Snapstinget blev afsluttet. Frem til begyndelsen af 1800-tallet varede Snapstinget i 14 dage, og i lige så lang tid var der kronede dage for handelsfolkene. Centrum for al virakken var torvet foran Domkirken. Her solgtes alskens kramvarer, – der var gøglere, linedansere, kvaksalvere og lommetyve.
Det var stedet og tiden, der skabte ordene: “Guld og grønne skove” og “det koster en herregård”, for efter sigende spillede de fine herre om herregårde og kunne både tabe og vinde guld og grønne skove. Det siger næsten sig selv, at Snapstinget var af stor betydning for Viborgs velstand. Snapstinget gav også efterhånden andre associationer end at være et “snapt” tingmøde. De gode mænd tog nemlig også for sig af de våde varer. Og der er ingen tvivl om, at byens brændevinsbrænderier havde sat tryk på kedlerne.
Det var ikke kun snaps, der blev drukket. I 1593 forbød kongen apotekets salg af vin, for mange af Landstingets delegerede mødte først op langt hen på dagen og var fulde som alliker. I første halvdel af 1800-tallet blev der skruet ned for blusset. Snapstinget blev indskrænket til 3 dage, og i 1830 var det “nedsunket til et simpelt marked.”
Af Dan Ersted Møller