Sådan begyndte det
I slutningen af 1800-tallet var “den grønne bølge” stærk indenfor legemskulturen. Interessen for idræt voksede. På arbejdspladserne og i hjemmene var konkurrencesport et emne folk var begyndt at tale om. I byernes forskellige kvarterer dannede idrætsinteresserede borgere foreninger, der indbyrdes konkurrerede i en række sportsgrene. I 1896 mødtes en sådan flok idrætsglade unge mennesker fra kvarteret omkring Gravene jævnligt i skumringen på Schourups Tømmerhandel for at dyrke idræt. Snart blev de enige om at sætte aktiviteterne lidt i system, og på et møde afholdt på tømrermester Visti Olsens loft i Gravene nr. 18 stiftedes Viborg Fodsportsforening af 1896. Sportsudstyr var der ikke meget af, så medlemmerne dyrkede især løb, spring og kast. Derfor var det en stor dag, da det lykkedes at skaffe fodbolde, og nu begyndte unge mennesker fra Viborgs forskellige bydele også at melde sig ind i VFF.
Fra top til bund
Fra begyndelsen konkurrerede medlemmerne i både gymnastik, atletik, kricket, hockey, brydning, boksning og fodbold. I 1920’erne blev fodbold den dominerende sport, og især årene 1918 til 1926 gik over i historien som VFFs guldalder; i 1920’erne var VFF et af Jyllands bedste fodboldhold. Siden 1929 stod kun fodbolden på programmet, men da ordentlige rammer omkring boldspillet endelig blev skabt med Viborg Stadions indvielse i 1931, var den gyldne æra forbi. Holdet lå nu i mellemrækken.
I 1940 endte byens fodboldklub på sidstepladsen i serie 1, som mesterrækken var blevet omdøbt til. Kun fordi besættelsen kom, undgik VFF en nedrykning. I de første år efter krigen opnåede VFF enkelte flotte resultater især i pokalturneringen.
Hvad der siden hændte
Efter jubilæet i 1956 begyndte det at gå fremad for foreningen. Viborg FF rykkede i 1960 op i 3. division. 1960’erne blev en tid med flotte resultater og seværdigt spil, holdet var homogent, men samtidig fyldt med profiler. I målet stod Viborgs legendariske målmand, Svend Aage Pedersen, på midten bandt Erik Bundgaard spillet sammen, mens det unge angrebstalent Finn Døssing scorede mål på stribe. I 1962 kvalificerede VFF sig til landets næstbedste række.
Her blev holdet i fire sæsoner, før det atter røg ned i 3. division. Efter en tur i Danmarksserien fra 1972-73, gik det atter fremad og i 1980 lykkedes det endelig for VFF at kvalificere sig til 1. division. VFFs debut i 1. division var ingen succes. Allerede året efter i 1982 rykkede holdet atter ned i 2. division. I 1990 og 93 kom VFF på besøg i landets fornemste række, men først i 1995/96 bed holdet sig fast.
Billede 1: 10 kilometer holdkapgang var et folkeligt tilløbsstykke. Billedet er taget ved stadions indgang ca. 1940.
Billede 2: Højden i stangspring var beskeden i 1930’erne. Stangen var af bambus og underlaget bestod af en dynge sand. Billede taget: ca. 1936.