Arbejdsanstalten for tyve og horkarle

1730’erne var en svær tid for Danmark. Landbruget var i krise. I de følgende årtier indså myndighederne, at hvis krisen skulle overvindes, var det nødvendigt at fremme byerhvervene og frem for alt manufakturer og fabrikker. En ny form for manufakturindustri skød snart op rundt omkring i landet: Tugt- og manufakturhuse. Som et led i manufakturpolitikken hentede man arbejdskraften blandt de udstødte grupper, som i deres kamp for at klare sig igennem tilværelsen ofte kom på kant med loven. Holdningen i store dele af befolkningen var, at man på den måde fik gjort et indhug i tiggerplagen samtidig med, at man fik billig arbejdskraft. Således sammenkoblede man industripolitik og socialpolitik.

Viborg Tugt- og manufakturhus

Viborgs borgmester, C. A. Dyssel, var derfor i overensstemmelse med tidens tanker, da han den 30. juli 1736 sendte en betænkning til kong Christian den Sjette om opførelse af et tugt- og manufakturhus. Det var Dyssels idé, at arbejdskraften skulle rekrutteres blandt småtyve, horekarle, skøger, tiggere og fidusmagere. Endvidere skulle de, der nød understøttelse af Viborgs fattigkasse, arbejde for føden i Tugthuset. Betænkningen blev godkendt af Kommercekollegiet. Byggeriet af tugthuset begyndte i 1740, og den 14. november 1743 stod Viborg Tugt- og Manufakturhus klar til at modtage de første tvangsarbejdere. Det var Viborgs første industrianlæg. Dyssel havde selv bekostet tre væve til klæde, to til multum, samt endnu to til ry og filt. Det lå ved Søndersø, hvor nu Søndersøparken ligger.

Borgmesterens lotteri

Som navnet antyder, fungerede huset både som straffeanstalt, arbejdsanstalt og fabrik. I 1822 blev navnet ændret til Viborg Tugt- og Forbedringshus, men i daglig tale blev det bare kaldt “Viborghus”. Tiggere, tyveknægte og drabsmænd sled dagen lang ved væve- og spindemaskiner, og natten tilbragte de i usle soverum fyldt med utøj. Der var bare det kedelige ved det, at produkterne ikke kunne afsættes. Derfor fik Dyssel den idé at udlove varerne i et lotteri. Men interessen for at købe lodderne var yderst begrænset, og da regnskabet skulle gøres op, viste det et betydeligt underskud på 2000 rigsdaler. Man kunne næppe bebrejde folk deres ulyst til at deltage i tugthus-lotteriet, når man tog i betragtning, at tekstilerne tilsyneladende ikke alene var dårligt forarbejdede, men tillige hullede og fordærvede.

En dårlig forretning

Dyssel måtte give op. Klædefremstillingen blev indstillet, og i stedet blev der indrettet et spinderi. I 1811 fik Bertel Bruun, en rig købmand fra Fredericia, kongelig bevilling til at starte klædeproduktionen på ny. Men produktionen var langt fra rentabel. Bruun og hans medinteressenter havde store vanskeligheder ved at få afsat varerne, og i 1823 måtte også Bruun erkende, at klædeproduktionen på “Viborghus” var en dårlig forretning. Bruun overlod interessentskabet til købmand Peder Guldberg. Guldberg formåede som den første at gøre Tugthuset til en rentabel forretning. Varesortimentet blev udvidet. Udover klæde omfattede produktionen nu også gulvtæpper, lærred, benklæder, trøjer og strømper. I Guldbergs tid voksede den samlede årsproduktion af klæde fra 8.788 alen i 1825 til 30.720 alen i 1844, der var det sidste år under Guldberg. Fra 1847 og frem til lukningen i 1874 var Tugt- og Manufakturhuset under offentlig ledelse.