Viborg Tugt- og Manufakturhus

Arbejdsanstalten for tyve og horkarle

1730’erne var en svær tid for Danmark. Landbruget var i krise. I de følgende årtier indså myndighederne, at hvis krisen skulle overvindes, var det nødvendigt at fremme byerhvervene og frem for alt manufakturer og fabrikker. En ny form for manufakturindustri skød snart op rundt omkring i landet: Tugt- og manufakturhuse. Som et led i manufakturpolitikken hentede man arbejdskraften blandt de udstødte grupper, som i deres kamp for at klare sig igennem tilværelsen ofte kom på kant med loven. Holdningen i store dele af befolkningen var, at man på den måde fik gjort et indhug i tiggerplagen samtidig med, at man fik billig arbejdskraft. Således sammenkoblede man industripolitik og socialpolitik.

Viborg Tugt- og Manufakturhus

Viborgs borgmester, Christian Arnold Dyssel, var derfor i overensstemmelse med tidens tanker, da han den 30. juli 1736 sendte en betænkning til det nyoprettede General-Landets Økonomi- og Kommercekollegium om opførelse af et manufakturhus. Det var Dyssels idé, at alle der nød understøttelse af fattigkassen i Viborg, og som var arbejdsdygtige, skulle arbejde i manufakturet. Desuden skulle tiggere og omløbere, der kom til Viborg, anbringes der. Sigtet var på dette tidspunkt ikke en egentlig straffeanstalt, men et arbejdshus til tekstilfremstilling og det af et mere lokalt tilsnit, end det skulle udvikle sig til.

Da Dysse indsendte sin plan, kan han ikke have kendt til centraladministrationens ønsker om indrettelse af tugthuse uden for København. Man ønskede derfor at forene planerne i ét projekt, et tugt- og manufakturhus i Viborg. Kongen, Christian 6. godkendte forslaget i maj 1740, og bygningen skulle være færdig i september 1741. Kort efter fastsattes de konditioner, hvorefter bygningerne skulle opføres. Alle længerne skule være på to etager, bygges af gode materialer og med jernstænger for vinduerne. Grundstenen blev lagt den 14. juli 1740 ved den nordlige ende af den nuværende Søndersøparken. Bygningen stod ikke færdigt året efter, som ønsket af kongen. I september 1742 manglede der kun nogle gulve, og den 22. oktober kunne Dyssel indberette, at bygningen var helt færdig, så der kunne foretages syn. 

Allerede den 28. november 1740 var dog de første arrestanter rykket ind, vistnok i den nordlige fløj af bygningen, hvor værelserne i den nederste etage stod færdige. Et kongebrev fastslog i marts 1743, at alle nørrejyske arrestanter, som hidtil efter loven skulle dømmes til Børnehuset i København, herefter skulle dømmes til Viborg Tugthus, som jo gennem nogen tid havde været i stand til at modtage delinkventerne. I november 1743 fik tugthuset en meget udførlig fundats, som gav regler for næsten alle forhold af betydning.

Egentlige kriminelle fandt oprindelig ikke plads i Viborg, idet de fortsat i særlige grove tilfælde skulle til Bremerholm i København. Hvornår de egentlig kriminelle holdt deres indtog i Viborg Tugthus, synes noget uklart. I 1813 bestemtes det, at de forbrydere fra Nørrejylland, der idømmes tugthusstraf på livstid, skulle dømmes til Viborg. Men af fangeprotokollerne fremgår det, at der allerede tidligere sad fanger her, som var dømt for en så alvorlig forbrydelse som mord. 

I 1822 blev navnet ændret til Viborg Tugt- og Forbedringshus, men i daglig tale blev det bare kaldt “Viborghus”.

Borgmesterens lotteri

Som navnet antyder, fungerede huset både som straffeanstalt, arbejdsanstalt og fabrik. Tiggere, tyveknægte og drabsmænd sled dagen lang ved væve- og spindemaskiner, og natten tilbragte de i usle soverum fyldt med utøj. Der var bare det kedelige ved det, at produkterne ikke kunne afsættes. Derfor fik Dyssel den idé at udlove varerne i et lotteri. Men interessen for at købe lodderne var yderst begrænset, og da regnskabet skulle gøres op, viste det et betydeligt underskud på 2000 rigsdaler. Man kunne næppe bebrejde folk deres ulyst til at deltage i tugthus-lotteriet, når man tog i betragtning, at tekstilerne tilsyneladende ikke alene var dårligt forarbejdede, men tillige hullede og fordærvede.

En dårlig forretning

Dyssel måtte give op. Klædefremstillingen blev indstillet, og i stedet blev der indrettet et spinderi. I 1811 fik Bertel Bruun, en rig købmand fra Fredericia, kongelig bevilling til at starte klædeproduktionen på ny. Men produktionen var langt fra rentabel. Bruun og hans medinteressenter havde store vanskeligheder ved at få afsat varerne, og i 1823 måtte også Bruun erkende, at klædeproduktionen på “Viborghus” var en dårlig forretning. Bruun overlod interessentskabet til købmand Peder Guldberg. Guldberg formåede som den første at gøre Tugthuset til en rentabel forretning. Varesortimentet blev udvidet. Udover klæde omfattede produktionen nu også gulvtæpper, lærred, benklæder, trøjer og strømper. I Guldbergs tid voksede den samlede årsproduktion af klæde fra 8.788 alen i 1825 til 30.720 alen i 1844, der var det sidste år under Guldberg. Fra 1847 og frem til lukningen i 1874 var Tugt- og Manufakturhuset under offentlig ledelse.

 

Litteratur

Johan Hvidtfeldt (1950): Viborg Tugthus i 1700-tårene. Et bidrag til jysk rets- og kulturhistorie. Jyske Samlinger, Ny række, bind 1, s. 1-58.