I magtens centrum

Viborg blev by for tusind år siden. Handelsfolk og håndværkere slog sig ned midt i Jylland, hvor landevejene fra vest, nord og øst møder den sydgående hærvej. Stedet i bakkerne ved søen var et bekvemt mødested for jyder i hele landsdelen, og før de første fastboende kom til, havde de jyske folkestammer allerede en tid holdt ting og offersted her. Ting, tempel og handel skabte byen. Da Danmark blev samlet under én kongemagt, fik landstingene i Viborg, Ringsted og Lund afgørende politisk betydning. Alle danske konger skulle, for at opnå retmæssigt krav på tronen, hyldes på landstingene. Viborg blev Jyllands hovedby og politiske magtcentrum, og i middelalderen voksede den til en stor og velhavende by. Den indre bys gadenet ligger i dag næsten som i middelalderen. Kun mangler den gamle byvold, som i 1150 var opført for at kontrollere landstinget under en strid om kongemagten.

Viborg – en by med en dramatisk historie

Det moderne Viborg er i dag en mellemstor kommune, som naturligvis har alt det, som enhver moderne dansk kommune bør have. Men den er også en gammel kulturby, hvis udvikling er formet af dramatiske begivenheder. Engang var den jydernes hovedby, hvor de danske konger blev hyldet. Katolske bisper og højadelige herremænd smykkede byen med fornemme bygninger, og markedslarm fyldte dens torve og gader. Siden skabte krige og brande ødelæggelser og tilbagegang. Viborg blev en stille embedsmandsby, indtil industri og moderne service i dette århundrede genskabte en driftig provinsby med kultur, institutioner og virksomme borgere.

Historien bag Viborgs befæstning handler om Svend, Knud og Valdemar, der alle ville herske over Danmark. Knud lod sig først hylde som retmæssig konge. Derved fik han Svend og Valdemar på nakken, og i 1150 led han sit første nederlag i et slag lige uden for byen. Svend erobrede i stedet Viborg og lod den befæste. En vold blev lagt i en halvring, hvor de nuværende gader Volden, Reberbanen, Gravene og Dumpen løber. Året efter kom Knud igen og fik for anden gang prygl. Men så vendte spillet. Valdemar skiftede side, og nu var det ham og Knud, som gik mod Svend. De to lod sig begge hylde som konger på Viborg Ting 1154. Tre år senere lokkede Svend de to i baghold i Roskilde, Knud blev dræbt, mens Valdemar flygtede til Viborg. Her lykkedes det ham at vinde jyderne for sig. Få måneder senere tørnede de to brynjeklædte hære sammen på Grate Hede. Valdemar sejrede, Svend flygtede hårdt såret, blev fanget og faldt for en bondes øksehug. Dermed var Danmarks skæbne afgjort for lange tider.

De kutteklædte munke

Viborg er kendt for sin domkirke. Den fylder godt i bymidten, men arealet er for intet at regne i forhold til de områder, den katolske kirke lagde beslag på i middelalderen. Viborgs betydning kunne ligefrem aflæses af tallet på dens kirker og klostre. Bispesædet kom i 1065, domkirken, to klosterkirker, tolv sognekirker og fire klostre opførtes i løbet af de næste par århundreder inden for købstadens fem porte. Byens jævne befolkning var ikke udelt begejstret. Ganske vist bragte munkene vigtig viden om mølledrift og teglbrænding, og ganske vist kunne planter og urter fra klosterhaverne bringe lindring, når sygdommen plagede. Men klerkenes, præsternes og munkenes antal tyngede, for det var borgere og bønder, som skulle betale deres underhold. Af samme grund lånte borgerne øre til en kætter ved navn Hans Tausen, da han i 1525 begyndte at tale paven og den katolske kirke midt imod. Det hele endte som bekendt med reformationen, efter at gnisten tændte i Gråbrødre kirke i Viborg. Oprydningen var grundig. Borgerne rev alle tolv sognekirker ned. Et par kirkegårde blev udlagt til torve, de nuværende Hjultorv og Nytorv. Munke og nonner blev brutalt smidt på porten, og borgerne hentede sig rigeligt med byggemateriale, hvilket i dag ses i talrige stenhuse og på trappesten, som stikker ud over fortovet.

Dele af to klostre findes endnu. Lidt syd for domkirken på en bakketop ligger den smukke gamle Sortebrødre klosterkirke, og få hundrede meter nord for domkirken står en fløj af gråbrødremunkenes imponerende klosteranlæg. I den stille gård, skærmet af mørkbrændte teglstensmure, fornemmes en fredfyldt atmosfære, og her er det ikke vanskeligt i fantasien at forestille sig klangen af franciskanermunkenes højstemte messesange, som de lød for 500 år siden. Et kik på navneskilte kan også lede på sporet af, hvor nogle af de gamle kirker lå. De gode helgener, som oprindeligt gav navn til kirkerne, har siden lagt navn til gaderne i den indre by. Men selvfølgelig er der undtagelser. Sct. Leonis Gade fik navnet efter Lones kilde eller Lones brønd, som lå i Stiftsprovstegårdens have. Hver dag hentede kvarterets kvinder vand ved brønden. Blandt dem var Lone, men hun var blot en gammel kone. Sct. Leoni træder altså vande i historiens dyb.

Skipper Clements henrettelse

Vestre Landsret ligger lidt nordøst for domkirken, og byen har ubrudt siden rigets samling huset en overordnet retsinstans, hvor personlige skæbner som politiske sager har fundet deres afgørelse. I ældre tid holdtes på Gammeltorv ting under åben himmel. Her stod også byens kag, en høj skamstøtte, hvortil tyveknægte blev lænket, før de blev brændemærket. Fra kagen lød også de smertefyldte skrig, når mestermanden med den nihalede kat piskede kroppene til blods på horkarle og skøger med afskåret hår. Torvet var i 1536 skueplads for rettergangen over skipper Clement, hvorved den store borgerkrig i Danmark – Grevens Fejde – fandt sin jyske afslutning. Clement havde, tro mod den afsatte Christian II, ledet den jyske bondehær, men hæren var blevet knust af grev Rantzaus rytteri ved Aalborg, og nu i 1536 blev den eventyrlige skipper slæbt ind på torvet med blykrone på hovedet. Bødlen radbrækkede den dømte, halshuggede ham, og satte kroppen på hjul og stejle til skræk og advarsel for oprørske borgere og bønder.

Adelens by

Reformationen forandrede Viborg, men købstaden bevarede endnu en tid sin landspolitiske betydning, idet den jyske højadel fortsat havde meget at komme efter. I den tidligere katolske bispegård fik den sit eget hus, hvor den holdt standsmøder, rådslagninger om rigsanliggender, bryllupper og store fester. Adelsslægter byggede private huse i byen, hvori de tog bolig, når domkirken ringede snapstinget ind, og der skulle handles jordegods. Men med svenskekrigene i midten af 1600-årene begyndte ulykkerne at vælte ind over byen. Svenske og tyske landsknægte drog gentagne gange hærgende op ad hærvejen for at tage ophold i Viborg. Da de endelig drog bort, lå byen ynkelig, forpint og forarmet tilbage. Store landskaber omkring købstaden var sprunget i lyng, og på gårde og godser havde svensken ubeskedent taget for sig. Adelsgårdene i byen var ikke længere hjemsted for dalerstruttende terminsherrer, men asyler for fattige adelsmænd, deres enker, gamle tanter og uafsættelige døtre. Enevældens indførelse i 1660 betød tilmed, at de danske konger ikke længere skulle vælges på Viborg ting. Kongehyldningerne faldt bort, og med dem den pragt og prestige, der var fulgt i kongernes kølvand.

Byen brænder

For ligesom at give Viborg en effektfuld bortgang fra den nationale scene lagde en storbrand i 1726 godt halvdelen af købstaden i aske. I tre dage rasede ilden. Mægtige skykloder af røg og gnister steg til vejrs og drev hen over søen og oplandet mod øst. Nætterne igennem flammede brandskæret fra det gigantiske bål op mod den lyse sommerhimmel. I mange år lå hele kvarterer hen som sodsværtede brandtomter. Den i dag så frodige Latinerhave var en af dem. Det tog tid for byen at rejse sig af asken. Kongen forbarmede sig og gav den et par nye institutioner. Den ene var et regiment, den anden, Viborg Tugt- og Manufakturhus, som nu ikke gav megen prestige. I et dystert fængsel ved Søndersø, hvor nu Søndersøparken ligger, samlede ordensmagten gemene skarnsfolk fra hele Jylland. Tiggere, tyveknægte og drabsmænd sled dagen lang ved væve og spindemaskiner, natten tilbragte de i stinkende soverum, fyldt med alskens utøj.

Købstadens næringsdrivende

Håndværkere og købmænd var Viborgs stabile element under alle omvæltningerne. For 900 år siden boede de i småhuse på de lave arealer, hvor nu Golf Hotel Viborg ligger, men da Erik Menved, for at holde øje med de selvrådige jyske stormænd, i 1313 byggede kongeborgen Borgvold, måtte håndværkerfamilierne flytte op i bakkerne. Håndværkernes forhold var siden 1600-årene bestemt af laugene, der tog sig af alt fra prisen på et stykke arbejde til det at give en afdød kollega en anstændig begravelse. Også selskabelighederne dyrkede de gode mestre og svende i laugene, og da overtrædelser af laugsartikler næsten altid betød bøder i form af øl i hele eller halve tønder, gik det ofte muntert til ved gilderne.

De mange små håndværkerhuse og handelsboder er for længst forsvundne. Kun Navnløs kan give et indtryk. Den lille sidegade til Sct. Mogens Gade har været så ubetydelig, at den er byens eneste fuldstændig uspolerede idyl. Græsset gror mellem brostenene, omend det tidligere fik mere gødning, idet mange viborgensere havde husdyr på stald. Svin og gæs gik dengang og rodede i rendestenen, mens sindigt jysk kvæg blev drevet gennem gaderne ud på bymarken og tabte et par kokasser på vejen. J.P. Raadsigs maleri gengiver scenen, hvor Hans Tausen prædiker for Viborgs borgere og derved fremkaldte reformationsoprøret i byen. Gennem porten i Sct. Mogens Gade 59 kan man se en af de sidste avlsgårde i Viborg. Købmandsgårdene lå ved torvene eller ved indfaldsvejene, og efter branden i 1726 opførtes mange smukke bygninger ved byens tre torve. Ikke mindst Nytorv blev afgrænset af harmoniske grundmurede borgerhuse i rødt, i gråt eller i hvidt. Flere ligger her endnu og indrammer en af provinsens smukkeste torvepladser, omend et par moderne butiksfacader bryder helheden.

Snapsting og markedshandel

Snapstinget kaldtes den årlige landstingssamling, hvor skøder, pante og gavebreve på alt herregårdsjord i Jylland skulle tinglæses og terminsbetalingen falde. Hvor der var penge, kom der naturligvis også handel. Snapstingsmarkedet var landsdelens betydeligste, og i hælene på handelsfolk og håndværkere fulgte kræmmere af alle kategorier, tandbrækkere, kloge koner, artister og skuespillere, hver med sit publikum. Viborgenserne kneb sig sammen i deres lejligheder og lejede så mange rum ud som muligt. Ekstrafortjenesten var hjemme år efter år. Markedshandel var da også i århundreder en sikker kilde til viborgensernes velstand. Det sidste store snapstingseldorado for pengespekulanter og herregårdsslagtere kom med landboreformerne i 1790-erne. Jordpriserne steg og steg, dalerne rullede, og en del rullede i borgernes lommer. Men i begyndelsen af 1800-tallet var det slut. Tinglæsningen af skøder i Viborg for hele landsdelen faldt bort, og med statsbankerotten i 1813 lå også landets økonomi i ruiner. Først årtier senere ordnedes kreditmarkedet på ny, og landets første kreditforening stiftedes i 1851 i Viborg. Det nuværende handelsliv og pengevæsen bygger altså på helt specielle traditioner.

Vandkraft og dampkraft

Fundamentet under Viborgs nuværende industri blev lagt allerede i 1820-erne. I Mølleådalen sydøst for byen skabte slægten Bruun Midtjyllands tekstilindustri. Ikke mindst Bruunshåb Klædefabrik tiltrak i hundredvis af arbejderfamilier, som slog sig ned i småhytter i den naturskønne fabriksdal. Siden blev klædeproduktionen afløst af papproduktion, og den gamle papfabrik fungerer i dag som et spændende fabriksmuseum. I 1847 satte smedesvend Rasmus Schneevoigt damp under kedlen på købstadens første dampmaskine. Alligevel sakkede Viborg bagud i det industrielle kapløb, idet købstaden manglede en moderne havn. Produktionen blev koncentreret på de “lette” industrivarer som tekstil, isenkram og tobak samt på forædling af landbrugsvarer. Opfindsomheden manglede ellers ikke. I år 1900 fremstillede cykelfabrikant Brems en af Danmarks første benzindrevne biler. Vidunderet og syv andre automobiler fra samme værksted rullede lystigt rundt i de smalle gader, men bilby blev Viborg aldrig. Erhvervsmønstret foldede sig først ud på flere brancher efter anden verdenskrig. Endnu engang var det beklædningsindustrien, som skabte de fleste arbejdspladser. Aage Sørensen opbyggede sine tekstilfabrikker og gjorde Asani-undertøjet kendt blandt landets modebevidste kvinder.

Det moderne Viborg

I nyere tid fortsatte Viborg med at samle på overordnede institutioner, der kunne befæste dens betydning langt ud over kommunegrænsen. Idealister stiftede Hedeselskabet, hvis virksomhed gav impulser til forvandlingen af den mørke hede til frugtbart agerland og skov. Købstaden fik amtssygehus og statshospital, og i en årrække lå Vestre Landsdelskommando her også. Ved kommunalreformen i 1970 kom byen til at huse den nye amtsadministration. Viborg er i dag en moderne service- og industrikommune med godt 43.000 indbyggere. Byen er handelscentrum for et stort opland, og serviceniveauet over for borgerne tåler udmærket sammenligning med andre mellemstore købstadskommuner.

af museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen.

Billede til venstre: Maleren Hans Smidths tegning af en markedsdag på Nytorv.