Viborgsøerne, Nørresø og Søndersø, er placeret lige øst for den historiske bykerne i Viborg.
Søerne ligger i bunden af det markante dalstrøg fra Mariager Fjord til Hald Sø, som er en af de mange "sødale" i den nordlige og østlige del af Viborg Kommune. Adskillige af disse sødale er opstået i ældre dalstrøg, der sandsynligvis blev dannet før de seneste istider af floder, der afvandede det skandinaviske højland ud til datidens Nordsø. De gamle floddale er efterfølgende blev overfordybede af istidernes gletsjere og smeltevand, som eroderede de gamle floddale, så de skar sig 50‑100 m ned i de tidligere aflejringer. Dette foregik senest under Weichsel-istiden, da Nordøstisen for 23.000‑20.000 år siden dækkede hele Nord- og Østjylland. Hermed blev der sandsynligvis udgravet flodløb under isen på samme måde, som de østjyske fjord- og floddale, tunneldalene, skabt under sidste istid.
Afsmeltningen Nordøstisen begyndte gradvist for ca. 20.000 år siden med en række ophold og fremstød undervejs, og de følgende årtusinder aflejrede smeltevandet sand og grus og udviskede derved bl.a. de ekstraordinære tunneldalstræk. Da isen var helt forsvundet, lå dalene tilbage med de aflejringer, som smeltevandet havde efterladt, og med en mere eller mindre ujævn bund samt eroderede dalsider. På den måde blev bl.a. dalen med Viborgsøerne skabt frem mod istidens afslutning for ca. 13.000 år siden.
Frem til midten af middelalderen, fandtes der en 100 m bred landtange næsten 300 m syd for den nuværende vejdæmning over søerne, som skabte en naturlig forbindelse direkte mellem Viborg ved Brænderigården og Asmild. Det ændrede sig pludseligt i begyndelsen af 1300-årene. Da blev søerne opstemmet ved Søndermølle og vandspejlet steg med ca. 2 m til nuværende niveau. De to søer flød sammen til én stor sø, og den gamle vejforbindelse over landtangen gik tabt. Trafikken måtte krydse søen med færge eller tage en 5 km omvej forbi Nørremølle de følgende små 500 år. Først i 1812 åbnede en kombineret dæmning og træbro over søen, og den smalle tange nord om Salonsøen er de beskedne rester herfra. Ejeren af Asmildkloster, Bertel Bruun, var bygherren, og han fik tilladelse til at opkræve bropenge for passagen. Endelig i 1855 åbnede den nuværende store vejdæmning med Hans Tausens Alle, som indgik i den nye hovedlandevej mellem Viborg og Randers.
Efter at de to søer flød sammen til én stor sø i begyndelsen af 1300-tallet, omtales søen i domumenter og på kort som "Viborg Sø" (f.eks. 1488 Viborg siø, 1727 Wiborg Søe, 1815 Viborg Søe, 1858 og 1863 Viborg Sø), om end der findes eksempler fra slutningen af 1400-tallet, hvor nord- og sydenden stadigvæk betegnes som Nørresø-ende (Nørsiøende) og Søndersø-ende (Søndersøø Ende).
Først med byggeriet af den nuværende dæmning 1854-55 blev søen atter markant opdelt i to, omend kunstigt, og de følgende år går stednavnet Viborg Sø af brug. På det høje målebordsblad over Viborg-området fra 1878 (udgivet 1879) ses søerne officielt med stednavnene Nørresø og Søndersø.
Viborg by blev grundlagt på vestsiden af viborgsøerne i årtierne omkring 1000, ikke langt fra den landtange der frem til begyndelsen af 1300-tallet førte over til Asmild.
Læs mere:
Michael Houmark-Nielsen, Karen Luise Knudsen og Nanna Noe-Nygård 2012: Istider og mellemistider. Geologien. Naturen i Danmark (red. Gunna Larsen), s. 255-303.
Johanne Krüger 2012: Nutidens Landskab. Geologien. Naturen i Danmark (red. Gunnar Larsen), 363-396.
Holger Lykke-Andersen 1988: Viborgegnens Geologi. Viborg Leksikon 6.
Hans Krongaard Kristensen 1987: Middelalderbyen Viborg.
Viborg historie 1-3. Udgivet 1997-99.