Boplads fra 1000-tallet er fundet vest for Viborg

I vikingetiden lå der en landsby på den vestlige del af Viborgs bymark. Endnu i den ældre middelalder omkring år 1100 var landsbyens gårde fortsat i drift. Museets arkæologer afdækkede i 2007 en flig af landsbyen, og dermed har de lagt endnu en brik til mønsteret af bygder i oplandet i tiden, da Viborg blev til by. I de senere år har de også fundet spor af jernalder- og vikingetidsbopladser øst for byen ved Spangsdal og Spangsbjerg. Landsbyen på Vestermarken forsvandt, og det samme skete med de østlige bopladser, mens Viborg efter datidens forhold voksede sig stor.

Opdagelsen af vikingetidens landsbyer tæt på det ældste Viborg er imidlertid vigtig, når vi skal forklare byens vækst. Viborg blev snart en af Jyllands vigtigste byer, og det skyldtes først og fremmest Hærvejen, som gik fra Viborg til Hedeby (Slesvig), datidens største og vigtigste handelsby mod nord. Den internationale handelsvej gav stærke impulser til Viborg som håndværks-, handels- og markedsplads i det tidlige 1000-tal.

Men der må også have været en tæt kontakt mellem den fremvoksende by og vikingetidslandsbyerne i dens nærhed. Ikke mindst har vikingebonden kunnet sælge landbrugsprodukter på byens torv, men om det var Viborgs vækst som førte til, at landsbyen i vest på et tidspunkt blev en del af Viborgs store middelalderlige bymark, ved vi til gengæld ikke.

De arkæologiske undersøgelser

Den fundne landsby på Vestermarken har et samlet bosættelsesområde på op imod 90.000 m², på den nordlige side af jernbanen ved Hestdalvej, øst for Ravnstrup. Her valgte en større gruppe mennesker at bosætte sig omkring en lavning med en sø eller mose. Lavningen ligger præcist der, hvor vi i dag på en tur på Hestdalvej passerer jernbanebroen fra syd og fornemmer overgangen fra bakketoppen til lavningen på begge sider af vejen.

Arkæologerne har hidtil udgravet 29 større hustomter, hvoraf 23 kunne bestemmes til yngre vikingetid, en til yngre vikingetid/ældre middelalder og en til ældre middelalder. Desuden fandt de flere mindre tomter, sikkert udhuse, ti grubehuse eller værkstedshytter med forsænket gulv samt enkelte staklader til foder. Hustomterne er dateret alene ud fra stolpehullernes placering, som viser, hvor langhusets tagbærende stolper og vægstolper stod.

For overblikkets skyld vil det være lettest at lade Hestdalvej dele området op i en vestlig og en østlig del. Også for tusind år siden, da vikingebønder boede her, var gårdanlæggene afskåret fra hinanden af det lavtliggende og måske fugtige areal.

Når arkæologer foretager en udgravning, er det som hovedregel kun en flig af helheden, de afdækker. De graver kun til den grænse, hvortil et bestemt anlægsarbejde skal udføres. Hvis sporene fra hustomterne fortsætter udenfor denne grænse (som også i dette tilfælde), så undersøges de i reglen ikke, da de jo ikke vil blive ødelagt. På figur 2 ses den del af bebyggelsen, som dukkede op under mulden vest for Hestdalvej. Netop manglen på helheden gør det vanskeligt med præcise tolkninger af bebyggelsen. Fra udgravninger af andre vikingetidsbopladser ved vi, at de enkelte gårde – matriklerne – har været indhegnet, men ved Hestdalsvej er sporene efter hegnene kun delvist bevaret. Prototypen på et gårdsanlæg har bestået af en rektangulær indhegnet toft på op imod 25.000 m².

Bygningerne

På toftens midte stod et stort beboelseshus eller hovedhus og langs hegnet lå staldbygningerne. Grubehuse, udhuse og staklader hørte også til gården. På figur 2 ses hovedhuset i den nordøstlige del af udgravningsfeltet. At hustomten betegnes som et hovedhus, forstår man alene ved dets dimensioner. Hvor den gennemsnitlige hustomt var 15 meter lang og seks meter bred, var hovedhuset næsten 30 meter langt. Væggene har haft et kraftigt buet forløb af tætstillede dobbeltstolper med et spænd på over 8 meters bredde ved husets midte og fem meter ved gavlene.

Der har således været over 200 m² under tag. Fire hustomter i udgravningens vestlige del ligger nærmest på række, placeret gavl mod gavl. Der er næppe tvivl om, at bygningerne har stået langs et hegn, et tofteskel, men det er ikke sikkert, at alle fire huse har stået samtidigt. En af de bedst bevarede mindre hustomter havde ligeledes et let buet vægforløb. Væggen bestod af tætstillede stolper (figur 2 og 3). Gavlene var rette og havde stolpehuller fra ét sæt kraftige tagbærende stolper. Inde i huset fandtes yderligere to sæt tagbærende stolper. To mindre stolpehuller mellem hver af disse sæt viser, at der har stået skillevægge.

Huset har således været funktionsopdelt i tre selvstændige rum. Et rum i nordenden på 19 m², et sydligt rum på 22,5 m² og et centralt rum på 28,5 m². Let indtrukne stolpehuller i den sydøstligste del af det centrale rum markerer en ca. 1 meter bred indgang. Da der må være tale om et mindre beboelseshus, eller det har ikke stået samtidigt med førnævnte hovedhus. Syd for hovedhuset lå tre af de i alt fire grubehuse (figur 2). Vi kigger nærmere på det bedst bevarede (figur 4).

Grubehuset var næsten kvadratisk i form, ca. 3 x 2,5 meter, og det karakteristiske ved hustypen er, at det har været gravet omkring 20 cm ned i undergrunden. Væggene var lodrette og jordgulvet fladet. Kraftige stolper på langsiderne har båret et sandsynligvis skrånende teltformet tag. Indgangen var i gavlen. Arkæologerne finder ofte vævevægte, tenvægte, jernknive, glasperler og lignende i grubehusene, hvilket peger på, at de fleste grubehuse fungerede som håndværkshytter. Grubehuset ved hovedhuset er ingen undtagelse. Her blev der fundet en stor sten midt på gulvet og foran denne en mindre hvæssesten, som har været brugt til slibesten til opskærpning af eksempelvis små jernknive (figur 8).

Den store sten har vel fungeret som ”siddesten” i hytten. De omtalte udhuse har sandsynligvis haft alle tænkelige funktioner lige fra værksteder til magasiner. Stakladerne består i reglen af fire stolpehuller, som danner et mindre kvadrat. Man skal forestille sig de lodrette stolper, som har båret en vandret platform, der kunne hæves og sænkes. Herved har bonden kunnet regulere, hvor meget foder kvæget skulle have at æde hver dag.

I et område på ni hektar umiddelbart nord for udgravningen har søgegrøfter vist, at bosættelsen med huse og grubehuse fortsætter. Der er endnu ikke foretaget en udgravning af dette areal, men når det sker, vil det utvivlsomt bidrage væsentligt til rekonstruktionen af den samlede bosættelse på vestsiden af lavningen. Mod syd ligger jernbanen, og under banelegemet ligger der uden tvivl også spor fra vikingetiden. Syd for jernbanen blev der i forbindelse med nedlægning af en vandledning gravet en grøft. Her lå spor af hustomter. Bosættelsen fortsætter altså også ud i den flade Faldborgdal.

Den østlige bebyggelse

Vi går nu langs med jernbanen over på østsiden af Hestdalvej og står på sydskråningen op mod gården Petrinesminde. Her udgravede vi syv hustomter på 15-19 meter og seks grubehuse. Et hegn har sandsynligvis afgrænset denne del af bosættelsen fra huse på toppen af plateauet mod nord. På den flade del af dette bakkeplateau fandt vi to store beboelseshuse (figur 5 og 6). Som det var tilfældet med det tidligere beskrevne hovedhus, havde de buede langvægge og rette gavle.

Det sydlige hus, som på billedet er markeret med rødt, er værd at studere lidt nærmere. Den yderste række af de dobbelte vægstolper har stået i en gravet grøft. Huset var omkring 29,5 meter langt. Bredden ved husets midte var hele ni meter, men ved gavlene kun det halve. Også her har mere end 200 m² været under tag. Huset har været opdelt i fire rum, og i det store midterrum lå et ildsted, der bestod af en stenlægning, dækket med et tykt lag ler. Det nordlige beboelseshus (markeret med blåt) er sandsynligvis afløseren til det sydlige hovedhus. Dets vægstolpehuller vidner om, at der her har stået kraftige stolper, som sammen med nogle få stolper indvendigt i huset har båret taget. Væggen har altså fået en tagbærende funktion.

Dette fænomen karakteriserer husenes udvikling på overgangen fra vikingetid til middelalder, og netop derfor formodes hustomten at være yngre end hustomten syd for, der må betragtes som ”klassisk” for yngre vikingetid. Nord for det markante bakkeplateau går det stejlt nedad mod en mindre fordybning, hvor der er fundet endnu en hustomt (figur 7). Huset har været 19 meter langt og 6,5 meter bredt med et svagt buet vægforløb. Her er det alene vægstolperne, som har båret taget. En skillevæg har opdelt huset i to rum. De store badekarsformede huller i væggen vidner om, at stolperne sandsynligvis har stået på syldsten.

Med beskrivelsen af denne tomt, bosættelsens yngste hus, som dateres til ældre middelalder (omkring 1100 tallet), vil vi nu afslutte beskrivelsen af landbosættelsen.

Husenes konstruktion og indretning i vikingetid/ældre middelalder

For at give et indtryk af, hvordan vikingetidshusene på Vestermarken kan have set ud, og hvordan de har fungeret i hverdagen for beboerne, vil vi i det følgende opridse arkæologiens generelle viden om disse forhold. Op gennem bronze- og jernalder har landbruget været det vigtigste erhverv. I bronzealderen og et stykke ind i jernalderen bestod en gård blot af en enkelt bygning: Langhusgården. Her var alle funktioner samlet under et tag. Dyrene var typisk opstaldet i husets østlige del, mens mennesker boede i den vestlige del.

Midt i bygningen lå et mindre indgangsrum, der sandsynligvis blev brugt til grovkøkken og husflid. Ved at samle dyr og mennesker under samme tag, kunne den enkelte familie både spare at opføre en ekstra bygning og få gavn af varmen fra dyrene.

Siden yngre bronzealder var disse huse opført som treskibede konstruktioner, hvor huset blev delt op i et bredere midterskib og to smallere sideskibe af to rækker kraftige stolper i husets længderetning. Disse stolper bar taget, mens væggene stort set kun havde en afskærmende funktion. Dette ”treskibede hus” var geografisk udbredt i hele Nordvesteuropa, og både udformning og funktionsopdeling har været så ensartet, at man med nogen rimelighed kan kalde det for oldtidens typehus. I løbet af jernalderen fik gårdene tilføjet mindre økonomibygninger såsom staklader, værkstedshytter og grubehuse, mens langhuset fortsatte stort set uændret helt frem til vikingetiden.

Først da ser det ud til, at der blev bygget separate staldbygninger til husdyr, hvilket må have været nærmest revolutionerende i datidens samfund. Dog ser vi i vikingetiden en stor variation i byggeformerne, og der var langhuse med både stald og beboelse. Ved at gårdens funktioner spredes ud på flere bygninger, kom gårdene til at minde mere om dem, vi kender i dag med en eller flere stalde, lader og værksteder. Beboelseshuset havde dog stort set uændret størrelse i forhold til tidligere tiders langhuse.

Vikingetidens beboelseshuse

Arkæologer finder som nævnt oftest kun de spor af husene, der gemmer sig under jordoverfladen. Husene tegner sig som mønstre af stolpehuller og vægriller, og det giver os som udgangspunkt kun grundplanen for husene. Kun i mere sjældne tilfælde er der bevaret dele af konstruktionerne over jorden, som f.eks. de nederste dele af væggene i form af fletværk eller planker.

Endnu er kun få elementer af konstruktionerne højere oppe i husene kendt, og selvsagt er de aldrig fundet i sammenhæng, da ingen huse er bevaret i deres helhed. Dermed er vores bud på husenes udformning i de fleste tilfælde baseret på kvalificerede gæt ud fra fysiske love og regler samt etnografiske paralleller og historiske kilder.

Træstykker, som er fundet ved udgravninger af hustomter med gode bevaringsforhold, viser, at datidens bygmestre har foretrukket eg til de fleste dele af tømmerskelettet. Fletværk i vægge og dele af tagkonstruktionen er dog ofte i hassel. Valget af tømmer afslører, at de har haft et godt kendskab til træets egenskaber. Tømmer med tapninger og samlinger samt ikke mindst fint forarbejdede møbler viser, at de har været dygtige snedkere. Tømmerarbejdet har hovedsageligt været udført med forskellige former for økser. Man har haft kendskab til saven på dette tidspunkt. Den blev dog ikke brugt i større omfang.

Ud fra de grundplaner vi finder ved vores udgravninger, kan vi se, at langvæggene i husene op gennem yngre jernalder langsomt får et mere og mere buet forløb, indtil vi i vikingetid kan tale om egentlig krumvæggede huse, som vi kender dem fra trelleborgene. Et andet træk, der gradvist ændres gennem vikingetiden, er placeringen af de indre tagbærende stolper, som efterhånden rykker ud mod væggene for til sidst at være en integreret del af disse.

Dermed blev væggene en del af den bærende konstruktion. Denne formodning støttes af, at der uden for den egentlige væg i flere tilfælde er fundet spor efter en række stolper, som hældede ind mod væggen, sandsynlig for at afstive denne. Højden på husene kan være svær at afgøre, men her kan de ydre skråstivere hjælpe. Ved en beregning af afstanden til væggen kombineret med stolpens hældning, nås frem til, at husene på Fyrkat har haft en væghøjde på op til 3 meter midt på husets langside.

Den mest almindelige husform i vikingetiden var dog et trerumshus med buede langvægge. Ikke kun i landbebyggelserne var disse huse fremherskende, men også i byerne sås sådanne huse, som det bl.a. kendes fra undersøgelser i Viborg ved St. Sct. Peder Stræde (se figur 1). Det sydlige hovedhus fra udgravningen øst for Hestdalsvej er et godt eksempel på et trerumshus med buede langvægge og indre tagbærende stolper (figur 5).

Midterrummet i trerumshusene var opvarmet af et centralt ildsted. Senere blev det afløst af en slags røgovn, som beboerne placerede i hjørnet af midterrummet, formentlig for at skabe mere frirum. Ofte var der kun indgang gennem de to siderum. Hvis der var direkte indgang til midterrummet, var der i mange tilfælde tilføjet en form for vindfang for at holde på varmen. I ældre vikingetid har langt de fleste vægge sandsynligvis været udført i fletværk omkring de jordgravede vægstolper. Fletværket har været dækket af en klining, som bestod af ler iblandet komøg eller i nogle tilfælde rent komøg, der efter sigende skulle blive næsten lugtfrit med tiden.

Med ændringen i konstruktionen, hvor de tagbærende stolper flyttes ud, øgedes trykket på væggene. De blev derfor forstærket med mere tømmer. Senere valgte bygmestrene at rejse egentlige stavbyggede vægge af lodretstående tætstillede planker, der blev holdt sammen af en toprem eller hammerbånd. Sådanne hussider har ikke været klinede, men de har sandsynligvis været tætnede med mos, ler eller lignende.

Huse med denne type vægge kunne formentlig ofte ses i landsbyerne både i yngre vikingetid og i ældre middelalder, hvor også de helt tømmerbyggede bulhuse har været anvendt. De bulbyggede vægge er ikke principielt anderledes end de stavbyggede, forskellen er i hovedsagen blot, at plankerne i de bulbyggede ligger vandret. Skillerummene, som opdelte husene i tre rum, har sandsynligvis været opført efter samme principper som ydervæggene.

Både ydervæggen og de indre vægge har haft døre. Fra bl.a. Hedeby kendes fund af flere velbevarede døre. De var lavet af lodretstående egeplanker naglet sammen ved hjælp af vandrette revler. Hængslerne var primitive, ofte udformet i træ ud i et med selve dørplankerne. Dørene har været fastholdt af jordgravede sideplanker, som vi ved udgravninger kan påvise ved åbninger i vægge og skillerum. Ved udgravningerne i Hedeby og andre steder med gunstige bevaringsforhold er det konstateret, at der også har været en underkarm.

Konstruktionen af hustagene ved vi ikke meget om. Husene, der har indre fritstående tagbærende stolper, må have haft en langsgående sideås, som hvilede på stolperne. Da disse står parvist placeret over for hinanden i konstruktionen, tyder det på, at der også har været en tværbjælke mellem stolperne. Hvorvidt datidens husbyggere kendte til det egentlige spærtag, hvor de enkelte fag går ind og låser sig selv, ved vi ikke. Kendte de ikke det ægte spærtag, må der i konstruktionen også have været en rygås langs tagryggen.

Denne må nødvendigvis have været båret af en såkaldt dværg, der har hvilet på tværbjælken mellem stolperne (se figur 9). Konstruktionen har betydet, at huset har haft en række tætlagte tagrafter, som ganske enkelt har hvilet på åsene. I huse, hvor de tagbærende stolper er rykket helt ud i væggen, stod de dybere gravede stolper parvist over for hinanden. Det gav mulighed for at lægge en tværbjælke, hvorpå en dværg og følgelig en rygås har kunnet hvile. Ved væggen har tagets lægter eller spær været tappet ind i topremmen.

Et nyt træk ved husene i vikingetiden er de rette gavle. Det forklarer de kraftige stolper i gavlene. Tidligere var væggen placeret et stykke udenfor det yderste sæt tagbærende stolper, hvilket gør det sandsynligt, at huset har haft en skrånende gavl. Tagene har sandsynligvis været dækket med spån eller strå. Ved bl.a. Trelleborg er der fundet tagspån. Spånene har forskellig udformning, men er i reglen smallere eller ligefrem tilspidsede i den ene ende, som vendte nedad. Tagspånene har sikkert været monteret med et overlap. Stråtage har også været almindelige i vikingetiden, idet der er fund af denne type tagbelægning fra forudgående og efterfølgende perioder. Det sandsynliggør, at stråtagene også har været til stede i vikingetiden.

Selvom der kun er bevaret få dekorerede stykker bygningstømmer i Danmark, regner vi med, at velbyggede huse i vikingetiden har været udsmykket med profiler og malede udskæringer. Det bedst kendte stykke er fra den udgravede stavkirke i Hørning på Djursland, hvor udskæringerne var bemalet med både sort, gult, rødt og blåt. Det farvestrålende ornament er kopieret på den rekonstruerede stavkirke på Moesgård Museum.

Landsbyen på Vestermarken

På baggrund af udgravningerne på Viborg Vestermark har arkæologerne på Viborg Museum fundet ud af, at der i 900 til 1100 årene – fra yngre vikingetid og frem til ældre middelalder – har eksisteret en større landbebyggelse på Viborgs middelalderlige bymark. I mere end 200 år har et ukendt antal gårde og et ukendt antal vikingebønder boet på dette sted på et areal på over 90.000 m². Hvad har de så levet af? Vi ved, at hovederhvervet i vikingetid og ældre middelalder var landbrug.

Forkullede korn fra fylden i stolpehuller fortæller os, at bønderne dyrkede korn på de omgivne marker. De separate staldbygninger fortæller om et stort kvæghold. Får, ged, svin, hest og fjerkræ har de også haft. Mindre udhuse har sikkert været anvendt som værksteder og til opmagasinering af diverse landbrugsredskaber. Staklader vidner om høslet, og i grubehusene har mennesker siddet og arbejdet med alskens håndværk og husflidsarbejde.

Hvor stor den samlede bebyggelse har været, ved vi ikke med sikkerhed, men den har strakt sig ind under jernbanen og et stykke ud i den flade Falborgdal. Medregner vi marker, enge og skov, er det samlede område, som landsbyens beboere udnyttede, uden tvivl på flere hundrede tusinde kvadratmeter. Det er uvist, hvorfor bebyggelsen er ophørt med at eksistere. Måske valgte beboerne endnu engang, som det havde været sædvane i foregående tider, at flytte nogle hundrede meter til et nyt sted. Vi ved det ikke! Men måske finder vi svaret næste gang, Viborg udvider sit industriområde.

Artiklen er skrevet af Mikkel Kieldsen og Mikael Holdgaard Nielsen og kan også findes i Viborg Bogen 2007 s. 43-55.

Litteratur

Per Ethelberg (et. al.) 2003: Det sønderjyske landbrugs historie: jernalder, vikingetid og middelalder. Haderslev Museum og Historisk Samfund for Sønderjylland.
Jensen, Jørgen 2003: Danmarks oldtid. Yngre jernalder og vikingetid, 400 e.Kr. –1050 e. Kr. Gyldendahl.
Schmidt, Holger 1999: Vikingetidens byggeskik i Danmark. Jysk Arkæologisk Selskab.
Mette Iversen (et. al.) 2005: Viborg Søndersø 1018-1030. –arkæologi og naturvidenskab i et værkstedsområde fra vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskab.