Bønder og herremænd

Landsbyen Vinkel ligger på sydsiden af Nørreådalen, og her har byen ligget siden sen vikingetid. Placeringen gav vinkelboerne let adgang til naturens ressourcer: fiskeri i åen, jagt i skoven, græsning for kvæget i engene og dyrkning af korn på de højere liggende marker. Den klassiske landsby strakte sig langs bygaden med godt en snes gårde og lidt færre huse. Hver enkelt gård lå på sin toft, der var afgrænset af et stendige. Kirken fik sin plads omtrent midt i byen. Vinkel bys marker, som indtil landboreformerne blev dyrket i fællesskab, strakte sig rundt om byen, indrammet af ejerlaugsdiget. Også de store landboreformer for godt 200 år siden trækker sine spor i form af udskiftningsskel, der løber på langs af de gamle landsbymarker.

Vest for Vinkel støder byens jorder op mod herregårdsdiget; bag det ligger Randrup gods med herregårdsmarker, skov og eng. I 600 år levede herremand og fæstebønder side om side. Herremanden udøvede den stærkes ret. Vinkelbønderne måtte flere dage om ugen vandre til Randrup for at gøre hoveriarbejde. I 1770 var hver gård i landsbyen oppe på at yde 169 arbejdsdage om året på godset. Deres arbejde sikrede, at herren på Randrup blev den største studeproducent i hele amtet. En af godsets ejere, hr. Anders Bille, ønskede også at udvide sine marker, og derfor nedbrød han omkring 1650 fire bøndergårde og lagde jorden under Randrup. Det røde led i herregårdsdiget, som bønderne passerede på vejen til hoveriet, er i dag forsvundet. Det samme gælder gabestokken, som var fæstnet ved leddet. Her stod genstridige fæstebønder fastspændt med en pind i munden, når de havde været opsætsige mod herremanden og hans ridefoged

Vinkelgården

Det imponerende ved Vinkel i dag er, at mange af gårdene fortsat ligger i landsbyen, og resterne af de århundred gamle sten- og jorddiger endnu kan ses, om end en del trænger til pleje. Landskabet, byen og herregården er derfor en synlig fortælling om bondeliv i Danmark i århundreder. Tilmed kan vi komme på besøg hos en af fortidens bondeslægter i Vinkel, idet Danmarks ældste bondegård fra omkring 1540 stammer fra sognet. Det er ”Søgården”, der indtil 1928 lå i byens udkant ned mod Vinkel sø. I dag ligger gården som absolut hovedattraktion på Hjerl Hede Frilandsmuseum. Vinkel sø er desværre en saga blot, idet også Vinkelbønder i 1927 blev ramt af ”Dalgas-syndromet” og sammen med Hedeselskabet lod den afvande. Sognet ville blive en attraktion rigere, hvis vandspejlet blev genskabt.

Præstefolk og krigskarle

Kirken er et omdrejningspunkt i enhver sognehistorie. Vinkel kirke fra o. 1150 har fine detaljer, bl.a. nicher til gamle katolske sidealtre. Sognets præstehistorie er detaljeret og til tider farverig. En slem en af slagsen er historien om pastor Thorup. Da han i 1682 kom til sognet, måtte han gifte sig med forgængerens enke, en meget ældre kvinde. De to levede som hund og kat; han blev tyrannisk over for stedbørnene, slog sig på flasken og lå i strid med mange af vinkelboerne. Det vakte også en del forargelse, at han forførte degnens kone ”til hedenskabs levned”. Drikkeri og hor kom biskoppen for øre, og øvrigheden truede ham med afsked, men Thorup kunne præstere en god prædiken, hvis han ellers var ædru. Han klarede derved at blive hængende i embedet, ja, forblev præst i sognet i 52 år.

Under kejserkrigen i 1627 drog tyske landsknægte hærgende op gennem Jylland. Vi har meldinger om, at gårde på egnen blev plyndret for alt fra korn og smør til kvæg og høns; også inventaret tog de med lige til sengeklæderne. I Vinkel bankede krigskarlene kirkedøren ind og røvede alterkalken og alt det øvrige kirkesølv. Også andre krigsbegivenheder i Danmarkshistorien har givet dønninger i Vinkel. Under Englandskrigene 1807-14 fungerede endnu det gamle varslingssystem på sognets bavnehøj. En tjærekurv på en lang stand var rejst; om natten lyste en kraftig ild og om dagen sås en kraftig sort røgsøjle. Varslet kunne ses i 10-12 nabosogne. I 1848 var den gal igen. Slesvig-holstenerne havde indledt treårskrigen, og et rygte spredtes op gennem Jylland: oprørerne havde lukket straffefangerne i grænsebyen Rendsburg ud af fængslet. Fangerne skulle nu være på vej op gennem Jylland, hvor de trak et bælte af afbrændte byer efter sig. Folk i Vinkel lod sig rive med af panikstemningen; mange var hos smeden for at få smedet våben, mens andre gemte sølvtøj, så godt de kunne ved bæk og hulveje. Efter at bavnen var tændt, satte sognefogeden vagter ud ved vejene, og en enkelt kravlede op i kirketårnet. Præsten gik rundt og sagde: ”Bare rolig børn, slå jer kuns til ro!”, men da rygtet ville vide, at Aunsbjerg brændte, valgte præsten dog at sadle sin grå ridehoppe for at ride mod syd og undersøge, hvad folk andre steder ville gøre til natten. Det bud, han i mørkningen bragte tilbage, faldt i god jord. Ingen havde endnu mærket noget til fjenden på denne side af Silkeborg.

Andelssamfundet

Gør vi et spring i tid op til slutningen af 1800-årene, er vi fremme ved andelstiden. Og naturligvis foldede foreningsnettet sig ud i Vinkel, som var det et mini-Danmark. Over for hinanden i gadebilledet lå nu forsamlingshus og missionshus som templer for to vidt forskellige livsanskuelser. Foredragsforening, ungdoms- og idrætsforeninger hørte også med. De svageste beboere kunne få hjælp gennem Vinkel-Rind Pastorats Sygeplejeforening, og sognets voksende flok af nystartede husmænd på Vinkel hede fandt sammen i Vinkel Husmandsforening. Andelsmejeri, brugsforening, foderstofforening og ”samtalestation” blev ligeledes en del af det velfungerende landsbysamfund på andelsbasis. En selvstændig købmandsforretning klarede sig også i godt 60 år.

I dag er befolkningstallet faldende i Vinkel. Tårnhøje siloer og fabrikslignende stalde ved nogle få af sognets gårde vidner om, at landbruget er blevet et erhverv for de få og for de store. Alle andre tilbageblevne vinkelboere i den erhvervsaktive alder er blevet pendlere. De arbejder i en større by, og heri deler de skæbne med de fleste landsbyfolk i Danmark. Hvorfor bliver de så boende? Skyldes det boligpriserne, eller skyldes det, at de foretrækker landlige omgivelser. Eller rummer det nære og overskuelige lokalsamfund fortsat nogle kvaliteter, som får en del til at blive?

Billede 1

”Vinkelgården” eller ”Søgården” er Danmarks ældste bondegård. Det ældste tømmer i den pragtfulde gård er fra omkring 1540. Bolig og lade er i samme længe, og indvendigt kan de besøgende i dag se den imponerende tømmerkonstruktion. Gården er i dag hvidkalket.

Billede 2

Vinkels første skole, tæt ved kirken, blev i 1890 for lille. Sognerådet opførte en ny skole på fattiggårdens jord i byens udkant. Til gengæld blev den gamle skole taget i brug som fattighus. En af fattighusets mangeårige beboere var Kræn´ Vindum, som ses på billedet hos hønsene. I huset boede også Ann Wellem, og de to døjede med at komme overens. En dag brokkede Kræn´ Vindum sig over, at Ann Wellem skyllede sin natpotte under vandpumpen. Han kaldte hende en gammel so, hvortil Ann svarede: Hvis a er en so, hvad er Windum så? Han har hønsemøg på sin spadserestok, og den samme stok bruger han til at røre i øllebrøden med!