Året 1979 satte ind med sne og hård frost, ned til – 20 grader i det indre af Jylland. Vejrmeldingen lagde dermed op til ski- og skøjteture og ellers at sidde indendørs og hygge sig i varmen.For mange viborgensere skulle det komme til at gå anderledes. Det skyldtes et regulært sammenbrud for Viborg Varmeværk. Allerede nytårsaftensdag sprang en række fjernvarmerør i den indre by, og i de næste dage fulgte ledningsbrud på ledningsbrud. Kulden krøb ind i husene og gik til marv og ben. Avisen var fyldt med beretninger om lukkede institutioner og frysende familier, der krøb sammen ved ovnen i køkkenet eller omkring de el-ovne, som brandvæsenets folk i al hast skaffede til veje og bragte ud til især pensionister. Et sted måtte også akvariet med guldfisk flyttes i køkkenet, efter at der var begyndende drivis i bassinet.

 

Årsagen til sammenbruddet var et forsømt og overbelastet ledningsnet. Som en følge af den hårde kulde måtte fjernvarmecentralen i Grønnegade sende vandet ud med maksimal fremløbstemperatur. Men de ekstra varmegrader forøgede risikoen for ledningsbrud i de mørnede rør. De sprang for et godt ord. I løbet af få dage lignede den indre by et landskab med skyttegravsstillinger fra en mindre krig. Varmeværkets folk arbejdede i bogstaveligste forstand under højtryk, men lige lidt hjalp det. Så snart et brud var udbedret og der igen blev sat tryk på, sprang rørene et andet sted. Løfterne fra ledelsen om en snarlig bedring kunne derfor ikke holdes, og vrede forbrugere indkaldte til ekstraordinær generalforsamling. Folk var sure og løb stormløb mod ledelsen.

Viborg blev også hurtigt godt stof i de landsdækkende medier. Billeder af frysende pensionister, som sad med klaprende tænder og indpakket i tykke tæpper, prentede sig på nethinden hos landets TV-seere. Men som altid i krisesituationer, opstod der også i de dage en vilje til at hjælpe hinanden, hvor det var nødvendigt.