Vorde Sogns nordlige del grænser op til den sydøstlige ende af Hjarbæk Fjord. Sognets nordøstlige grænse udgøres naturligt af Skals Å, og herfra strækker sognet sig mod sydøst, så det lige præcis når at rumme et stykke af hovedvej A 13 mellem Viborg og Aalborg. Denne sydlige del er et småkuperet og ujævnt landskab, fuld af mindre søer og mosehuller, hvorimod Skals Ås dalstrøg mod nord er fladere med de inddæmmede og afvandede enge ved Kølsen. Landskabet i sognets nordvestlige del hæver sig med sit storformede bakkelandskab, og afskæres mod nord af de stejle klinter ved fjorden.
Sognet rummer også en del høje. Før i tiden kunne man f.eks. vandre op på den 68 m. høje Galgehøj – også kaldet Vorde Bavnehøj. Herfra havde en fin udsigt over Hjarbæk Fjord, men nu har hybenkrattet har vokset sig for højt. Det er altså et varieret landskab, der bydes sognets gæster og beboere. Byerne i sognet er da også præget af at området traditionelt har rummet mange forskellige erhverv, idet man både har haft adgang til fjorden, med fiskeri og anden søfart, samt markerne med landbrug, råstofudvinding, håndværk og handel.
Havneliv i Hjarbæk
Hjarbæk var tidligere en betydelig ladeplads og Viborgs havneby tilhørende Viborg domkapitel lige siden middelalderen. Hér foregik i langt tid en væsentlig transport af varer til og fra Viborgegnen, og der blev derfor så sent som omkring 1845 anlagt en helt ny landevej fra Viborg til Hjarbæk samt huse og magasiner. I 1858 begyndte dampskibet ”Limfjorden” at sejle på den faste rute Aalborg-Løgstør-Hjarbæk-Skive. Det betød, at der også blev oprettet en fast vognrute mellem Hjarbæk og Viborg, og både gods og passagerer flokkedes på vejen.
Hjarbæks status som knudepunkt for transporten skulle imidlertid ikke vare ved. Udbredelsen af jernbanen var en væsentlig konkurrent. Viborg blev koblet på skinnenettet i 1863, men det kneb med at få sporene til Hjarbæk. I stedet nød havnene i Skive, Struer og Lemvig godt af skinnenettets muligheder, og Hjarbæks flåde blev hurtigt indskrænket. Toldstedet i havnen blev nedlagt i 1865, og kommunen overlod i 1874 havnen til Hjarbæks beboere. I 1894 flyttede kroen til den gamle toldbygning. Da jernbanen fra Viborg til Aalestrup åbnede i 1893, mistede byen for alvor sin betydning som ladeplads for Viborg. Til gengæld var fiskeri stadig det mest udbredte erhverv blandt byens beboere.
Langt op i 1900-tallet blev der endnu arbejdet med planer om at gøre Hjarbæk til en moderne trafikhavn, men udbruddet af Anden Verdenskrig stillede disse planer i bero. På dette tidspunkt var antallet af fiskere i fjorden også faldet voldsomt. Efter krigen fik man ikke ført ambitionerne ud i livet. Etableringen af Virksund-dæmningen i 1963-64 med en skibsfartssluse på syv meters bredde og 2,5 meters dybde afgjorde nu maksimalstørrelsen for de skibe, som kunne anløbe den 2,8 meter dybe Hjarbæk havn. Herefter arbejdede i stedet Viborg Sejlklub på at få anlagt en kommunal lystbådehavn.
Nu om stunder summer havnen i Hjarbæk af små fiskerjoller, sommerens badegæster og lystbåde. Hjarbæk havn rummer verdens største flåde af Limfjordssjægter. Derfor er det naturligt at det er netop hér, Hjarbæk Sjægtelaug hvert år i august afholder verdensmesterskaberne i sjægtesejlads med deltagelse fra ind- og udland. Denne årligt tilbagevendende begivenhed begyndte i 1977 med syv lokale fartøjer, men er siden hen vokset sig så stor, at man er nødt til at inddele sejladserne efter bådklasser.
Hvad jorden gemmer …
Mens indbyggerne i Hjarbæk i århundreder nød godt af fjordens fisk og transportmuligheder, måtte sognebørnene længere inde i landet udnytte ressourcerne i jordarealerne. Utallige bønder har i tidens løb dyrket sognets markjorder. Men også på anden vis end det traditionelle landbrug har sognets indbyggere forstået at udnytte jorden. I visse perioder har man udvundet forskellige råstoffer i forskellige egne af sognet.
I Kølsen udnyttede man jordens råstoffer ved at grave mergel til brug på de jyske hedearealer. Klinthøj – som engang sås tydeligt i landskabet ved Kølsen – bestod mestendels af dette kalkholdige ler, og blev derfor udgravet og spredt ud på Alheden. I årene 1907-1934 blev der kørt ca. 120.000 vognladninger á 10.000 kg mergel ud fra Kølsen Mergelleje. Det arbejdskrævende mergelleje fik sin arbejdskraft fra straffefanger fra Horsens Statsfængsel. Historikeren Birgit Løgstrup har kaldt den tidligere fangekoloni i Kølsen et område, hvor det er muligt at se fire vigtige elementer af Danmarks nyere historie samlet på ét sted: hedeopdyrkningen, jernbanerne, foreninger og straffeafsoning. Området mellem Kølsen og Hjarbæk fjord rummede store mængder mergel, som var nødvendigt for at omdanne de store jyske hedeområder til frugtbar agerjord.
Kølsen fik en station på jernbanestrækningen Ålestrup-Viborg, som åbnede i 1893. I 1906 åbnede banen mellem Viborg og Herning, og jernbanenettet gjorde det nu muligt at køre den nødvendige mergel fra Kølsen ud til opdyrkning af hede ved bl.a. Karup. Et lille sidespor fra billetsalgsstedet i Kølsen til mergellejet blev derfor anlagt. For at få råd til mergel og den dyre transport, dannede hedebønderne lokalforeninger, som gik sammen om interessentselskabet Alhedens Mergelforsyning. Det krævede stor arbejdskraft at bryde og læsse mergelen. Alhedens Mergelforsyning vejrede tidens stemning med overbelagte fængsler og tanker om samfundstjeneste som befordrende for de indsatte og gik ind i et forsøg med at anvende fanger fra Horsens Statsfængsel til det hårde arbejde. Der blev rejst en barak, hvor fangerne sov i en stor sovesal indtil lukningen af lejet i 1934. På dette tidspunkt var Klinthøj erstattet af flad jord.
Få år efter lukningen af mergellejet i Kølsen blev der udvundet andre råstoffer i sognet. Ved Navntoft, ved siden af Lyngsø, ligger den dobbelt så store Nørremose. I dag fremstår den som en sø, men før i tiden henlå den som tørvemose, og herfra hentede mosens ejere tørv til eget brug. Under Anden Verdenskrig forsvandt imidlertid den udenlandske tilførsel af koks, kul og olie, og man måtte nu finde brændstofferne i Danmark. Træ, brunkul og tørv blev hentet mange forskellige steder i landet. Det store behov betød, at der blev dannet et konsortium af Viborgfolk til at skaffe kapital og arbejdskraft til den krævende opgave med at grave tørv op af Nørremosen.
Omkring 40 mænd blev ansat til at grave tørvene op af jorden, som man ved hjælp af pumper forsøgte at holde fri for vand. I dele af mosen gravede man ned i omkring 14 meters dybde. Den opgravede tørvejord blev læsset op på små vogne, som på skinner blev trukket hen til æltemaskiner og tørvepresser. Herefter kom tørvemassen ud på de såkaldte læggepladser, hvor de fik deres form og begyndte at tørre. Til at vende og stakke tørvene var en masse kvinder og større børn beskæftiget. Denne del af arbejdet var også pladskrævende, og den 30 tdr. land store læggeplads slog knap nok til. Den intensive tørvegravning ophørte omkring 1947, da brændstoftilførslen fra udlandet atter begyndte at komme i gang.
Kunst og folkeliv
Sognets natur har været årsag til flere kunstneres værker. På den gamle skole i Vorde bor blandt andre billedkunstneren Felix Pedersen, hvis oliemalerier er blevet betegnet som monumentale og ekspressive naturabstraktioner. Også andre kunstnere har slået deres folder i Vorde sogn. Tidligere kunne man f.eks. ofte på Hjarbæk Kro finde maleren Rasmus Christiansen – også kendt som Rasmus Kryds på grund af hans signatur. Han fandt sine motiver i nærheden af kroen, ved Hjarbæk fjord eller mellem bakkerne ved Vorde og Fiskbæk. Rasmus’ store kærlighed var dyrene. Særligt kendte er hans malerier af de stærke og muskuløse tyre, ungkvæget på de solbeskinnede fjordenge og rækkerne af malkekøer ved gårdene. Værkerne blev til med stor grundighed og kendskab til dyrenes anatomi; efter sigende skulle landmændene på egnen derfor nemt kunne udpege deres kreaturer på hans billeder.
Tidligere rummede sognet flere institutioner, hvor sognebørnene kunne mødes. I Kølsen blev der i 1889 oprettet et nu hedengangent missionshus, hvor børnene bl.a. kunne gå i søndagsskole. Vorde forsamlingshus blev opført i 1884. I årene 1916 til 1963 blev der afholdt folkemøder ved Vorde Bavnehøj. Under inspiration af højskolebevægelsen indrettede Laust Jakobsen, som ejede jorden omkring højen, en mødeplads, hvor tilhørerne sad på skrænter rundt om taleren.
Omkring højen var der derfor fuldt af hestevogne og cykler. De første år deltog mere end 1.000 mennesker i møderne, og talerne blev holdt af bl.a. landspolitikere, højskoleforstandere og andre aktive mennesker. Jeppe Aakjær talte f.eks. ved et af de tidlige møder, mens taleren på det næstsidste folkemøde var den da nyudnævnte generaldirektør for Danmarks Radio og senere hofmarskal, Hans Sølvhøj.
Som tidligere nævnt har der også været skole i Vorde. I 1958 vedtog Folketinget imidlertid en ny skolelov med krav til undervisningen, som mange små landsbyskoler havde svært ved at opfylde. Vorde-Fiskbæk-Romlund kommune, som den hed inden kommunalreformen i 1970, nedlagde derfor syv mindre skoler og lavede i 1961 en centralskole i stationsbyen Løgstrup. Også det nærmeste idræts- og foreningsliv foregår nu overvejende i Løgstrup.
Kirken i Vorde er et af de tilbageværende lokale samlingspunkter. Da den blev bygget i 11-1200-tallet bestod den kun af skib og kor i romansk stil i kvadersten. I 1400-tallet kom tårnet til, og våbenhuset formodes at stamme fra samme tid. I 1813 var det Viborgkøbmanden Niels Gjørup, som ejede Vorde kirke. Da Gråbrødre kirke i Viborg lukkede, købte Gjørup altertavlen herfra og installerede den i Vorde kirke, hvor den har været siden. I dag er antallet af kirkegængere ikke stor, men kirken er ofte anvendt til bryllupper, og sognets beboere møder også talstærkt op til nogle af kirkens mange arrangementer.
Af Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen, Viborg Lokalhistoriske Arkiv
