Sagnomspunden ødekirke dukker op ved Hjermind - årets største arkæologiske fund

 

Glæden er stor på Viborg Museum. Et ganske enestående fund af en ødekirke fra middelalderen er landet på Slots- og Kulturstyrelsens Top-10-liste over de mest spændende arkæologiske fund fra årets udgravninger. Det er tredje år i træk, at museet er lykkedes med denne hæder.

23. december 2020

En næsten bortpløjet ødekirke har vist sig at være et af årets mest sensationelle arkæologiske fund i Danmark.

I august 2020 undersøgte arkæologer fra Viborg Museum en lokalitet ved Hjermind nord for Bjerringbro, hvor der fremkom særdeles interessante spor af den sagnomspundne ødekirke ved Hjermind. Fundet giver et enestående indblik i én af de mere end 460 registrerede middelalderlige ødekirker i det nuværende Danmark, som for hovedpartens vedkommende end ikke kendes ved deres præcise placering eller grundplan.

 

Samarbejde af højeste karat

Fundet af ødekirken er et stjerneeksempel på, hvordan samarbejde mellem metaldetektorfolk, jordbruger og det arkæologisk ansvarlige museum kan skabe ny viden. En viden, som besidder en helt særlig værdi for lokalbefolkningen, som entusiastisk fulgte udgravningen, fordi traditionen gennem generationer har fortalt om en forsvunden kirke ved Hjermind. Men ingen har været i stand til at udpege stedet endsige skitsere, hvordan kirken kan have set ud. Det kan vi nu, og begejstringen for fundet er derfor stor hos så vel fagfolk som lokale.

 

Kun de nederste få centimeter tilbage

På trods af, at kirketomten var særdeles dyrkningstruet, så lykkedes det alligevel at udlede god viden om, hvordan ødekirken har ændret sig fra opførelsen engang i ældre middelalder til nedrivningen senest hen mod midten af 1700-tallet.

 

Spor efter udvidelser og ombygninger

Ødekirken blev oprindeligt opført som en klassisk romansk kvaderstenskirke med skib og smallere kor, formodentlig engang mellem 1130-1250, da bl.a. fund viser, at byggematerialerne har været granitkvadre og al.

Senere i middelalderen fik kirken tilføjet en vestforlængelse med en karakteristisk tårnkonstruktion, som udsprang fra vestgavlen. Forlængelsen udvidede skibets areal med en tredjedel. Tårnet har med stor sandsynlighed været et såkaldt styltetårn. Det er en særpræget og ret sjælden tårntype, som adskiller sig fra gængse kirketårne ved, at tårnunderdelen ikke er udformet som et lukket tårnrum. I Danmark er der hidtil registreret 59 senmiddelalderlige styltetårne, hvoraf 54 er helt eller delvist bevarede. Langt hovedparten findes især på Djursland og Østjylland, hvor de ofte knyttes til Rosenkrantzerne. Den magtfulde adelsslægt havde også store interesser i egnen øst for Viborg, hvor de havde base på borgen Skjern blot 7 km nord for ødekirken.

De forholdsvis mange store sten i tårnfundamentet har gjort, at denne del af ødekirken var relativt bedst bevaret. Spor af hvælvpiller i vestforlængelsens vesthjørner viser, at kirken har fået indbygget hvælv på et tidspunkt.

 

Gravkapel i vestforlængelsen

Centralt i den senmiddelalderlige vestforlængelse af skibet fandtes begravelsen af ung og høj mand, som formodentlig er død i en alder af midten af 20’erne. Der er således ikke tale om en oprindelig stiftergrav fra 1100- eller 1200-tallet, men en begravelse knyttet i hændelser samtidig med eller noget tid efter udvidelsen af kirken mod vest. Der blev ikke fundet spor af begravelser uden for ødekirken.

 

Ændringer af kirken efter reformationen

Spor i skibets nordøsthjørne og korets nordvesthjørne antyder ændringer af kirkerummet, som må tilskrives en velkendt ændring fra 1500- eller 1600-årene, hvor triumfvæggen gennembrydes for at lave en trappeopgang fra korsiden til en højtsiddende prædikestol stående på en kraftig stolpe i skibets nordøst- eller sydøsthjørne. Det vidner om, at kirken i det mindste må have eksisteret et stykke efter reformationen.

 

Hvorfor en kirke her?

Kirken er fundet blot 300 m stik vest for Hjermind Kirke, der også har sine rødder i 1100- eller 1200-tallet. Det naturlige spørgsmål er da også, hvad der er forklaringen på ødekirken? Det korte svar er, at det ved vi ikke med sikkerhed. Men der er formodentlig tale om et fritliggende kapel, der i middelalderen var en kirkebygning, hvis kirkelige rettigheder oftest på områder som dåb og begravelse var begrænsede. De blev opført for at opfylde forskellige behov. Først i 1703 blev kapellernes kirkelige status klart lagt fast. Der er adskillige eksempler på, at der allerede i middelalderen var problemer med at skelne mellem en kirkes status som sognekirke eller kapel.

 

 

Udgravningens forhistorie

Fundets forhistorie begyndte i sensommeren 2017, hvor to metaldetektorførere indledte deres afsøgninger på marken vest for Hjermind. Museet fulgte med fra sidelinjen, da den lokale tradition fortæller, at der et sted i området tidligere skal have stået en kirke eller kapel, og at marken undertiden er blevet betegnet som ”Kapelmarken”.

Fortællinger fra 1700- og 1800-tallet

En kapeltomt er omtalt i Pontoppidans Danske Atlas (1763-68). I Hjermind, Lee og Hjorthede Kirkebog 1803-13 findes en såkaldt ”Dagbog for Hiermind Præstekald begyndt af H. Bierregaard 1803”, hvor det oplyses, at der ”flere hundrede skridt vest for nuværende kirke fandtes endnu, da præsten kom her alle grundstenene af en fordums meget liden kirke med tegn til kor og øvrige mærker. Grundstenene tog præsten til haven […].”. Bierregaard var præst i sognet fra 1798-1857, så i slutningen af 1790’erne må der stadigvæk have stået synlige ruiner af kapellet lige vest for Hjermind. I sognebeskrivelsen fra 1899 berettes det, at ”Paa dette Sted oppløjes stadig en Del Brokker af røde Mursten; formentlig Tomt af et i "Danske Atlas" omtalt Kapel. Rester af Mure ere i Mands Minde ikke paatrufne”. I Trap Danmarks 3. udgave meddeles det under Hjermind Sogn (bd. 4, 1904), at ”V. for Hjermind Kirke paa et Sted, der endnu kaldes „Kappelet“, har der ligget en mindre Kirke, hvis Grundsten endnu saas i Slutn. af 18. Aarh.”.

Detektorfund og prøvegravning

Ved detektorafsøgningerne blev i pløjelaget fundet mere end 33 mønter fra 1300-tallet til 1500-tallet indenfor et område på ca. 55x40 m. Viborg Museum gennemførte i september 2019 en sonderende prøvegravning på stedet, som viste, at der var tale om en væsentlig og stærkt dyrkningstruet lokalitet i form af en ødekirke. Derfor søgte og fik Viborg Museum i foråret 2020 midler fra Slot- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter, og med stor velvilje fra jordbrugeren blev udgravningen gennemført i det korte tidsrum mellem høst og efterårsbehandlingen af marken.

FOTOS: 
1: 
Den afdækkede begravelse i vestforlængelsen af skibet. Der er tale om skelettet til en ca. 176 cm høj ung mand, som formodentlig er død i alder af midten af 20’erne. Han har været en muskuløs mand at dømme ud fra karakteren af muskelvedhæftninger på knoglerne. Skelettet blev fundet umiddelbart under det moderne ca. 25 cm tykke pløjelag. Det er forklaringen på den ødelagte del af kraniet; det er altså skade påført århundreder efter døden. Foto: Morten Valdorff Rasmussen.
2:
Arkæologerne Morten Valdorff Rasmussen og Mikkel Kieldsen i færd med afdækningen af de sidste rester af fundamentet til styltetårnet. Stenene var akkurat dækket af det moderne pløjelag, og flere af stentoppene befandt sig blot 4 cm under terrænoverfladen. Mange bar præg af mødet med ploven. Foto: Lars Agersnap Larsen.
3: 
Oversigt med markering af visse detaljer. Viborg Museum.
4:
Oversigt over udgravningsfeltet med grundplan af ødekirken. Den er oprindeligt blevet opført som en klassisk romansk kirke med skib og smallere kor, der senere i middelalderen har fået tilføjet en vestforlængelse med en særpræget tårnkonstruktion, sandsynligvis et senmiddelalderligt styltetårn. Viborg Museum.
5:
Oversigtskort med markering af lokaliteten umiddelbart vest for Hjermind og nord for Bjerringbro. Kort: Viborg Museum. Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, DTK25 1:25.000, november 2020.
6:
En aksonometrisk rekonstruktion af ødekirken ved Hjermind, som den kan have taget sig ud fra engang i senmiddelalderen efter vestforlængelsen af skibet og tilføjelsen af det såkaldte styltetårn. Rekonstruktionen er uden indtegning af vinduer og døre i skib og kor. Forlægget til rekonstruktionen er udgravningsdata kombineret med styltetårnet ved Albøge Kirke på Djursland. Ødekirken er set fra sydvest. Viborg Museum.