Stenmoseskatten - Viborg Museum

Stenmoseskatten

Viborg Museum blev 3. januar 2021 kontaktet af detektorfører Sidse Stephensen. Hun havde på en mark uden for Sdr. Rind sydøst for Viborg fundet 13 danske penninge fra 1300-tallet på et mindre område. Og detektoren gav udslag på mange flere.

Efter besigtigelse af museet detektoransvarlige dagen efter, blev vi enige om en strategi, hvor hun og et par betroede kolleger fra Midtjysk Detektorforening fortsatte afsøgningen. De markerede hvert enkelt fundsted med et lille jordspyd. Med jævne mellemrum har en medarbejder fra museet været ude med museets RTK GPS og indmåle alle disse fundpunkter. Med den metode blev der i løbet af tre måneder opnået et spredningsbillede af over 3000 mønter med stor præcision.

Ingen tvivl om møntskatten var delvist udpløjet, men en undersøgelse blev sat i værk efter en mindre bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen. I samarbejde med detektorforeningen er ca. 200 m2 systematisk undersøgt til bund i pløjelaget. De centrale 25 m2 blev undersøgt i kvarte kvadratmeterfelter i to niveauer. Ved denne metode fandt vi til sidst frem til nedlæggelsesstedet. Desværre var kun de nederste centimeter af et lerkar og nedgravningen til dette bevaret. Der er dog ikke tvivl om at vi har fundet den oprindelige placering af møntskatten. Således lå 596 mønter stadig in situ på karrets bund.

Finder Sidse Stephensen er underviser på Film- og TV Produktionsuddannelsen i Viborg og har derigennem et stort netværk i branchen. Via disse har vi haft et tv-hold fra TV Midt/Vest, som fulgte os fra start til slut. Vel at mærke uden, at der før er offentliggjort noget. Ofte kommer tv først på, når alt det spændende og primære arbejde er overstået – når skatten/udgravningen er i det offentlige stadium eller helt overstået. 

I alt er der nu reddet 6673 mønter, alle danske penninge fra omkring 1310 til 1330. Dette er sket i tæt samarbejde med detektorforeningen, hvor en lille betroet flok har lagt over 1000 frivillige timer i fundet.

 

En exceptionelt turbulent periode i Danmarkshistorien
Mønterne er fra en periode med ustabil magtstruktur i Danmark. Kongemagten var svækket og dele af riget pantsat.  I løbet af 1320’erne og begyndelsen af 1330’erne tog pantsætningerne fart til hjemlige stormænd og især udenlandske fyrster. De pantsatte områder fungerede som sikkerhed for store beløb, som dels var lånt til finansiering af kongemagtens mislykkede politik, dels var resultatet af politisk afpresning. Dermed mistede kongemagten grebet om magten, der reelt gled over til de mænd, som havde borge og landområder i pant.

Den store usikkerhed, som den manglende kongemagt medførte, fik folk til at gemme deres værdier – blandt andet ved at grave dem ned. Viborg og landstinget her indtog en central rolle i denne periode, da kongeemner søgte mod byen for at gøre krav på tronen, da man for at være retmæssig konge skulde hyldes her først. Et resultat heraf var blandt andre slaget på Taphede i 1334, hvor Junker Otto forsøgte at nå landstinget, men blev afskåret og taget til fange af Grev Gerhards tropper øst for Viborg.  

 

Møntskatten udstilles i nyt bymuseum
Der går lidt tid, før møntskatten kan vises frem for offentligheden. Mønterne er danefæ og skal nu til Nationalmuseet til bestemmelse og vurdering af deres eksperter. Men det er Viborg Museums forhåbning, at mønterne kan udlånes på sigt, hvilket der allerede er en positiv dialog med Nationalmuseet om. Om få år åbner museet et helt nyt bymuseum i Domkirkekvarteret i Viborg, hvor byens 1000-årige historie skal formidles med fokus på kongemagt, kirkemagt og retsvæsen. Her kan Stenmoseskatten blive en vigtig medfortæller af de kampe, der fandt sted i 1300-tallet om kongemagten, og som havde Viborg som et vigtigt omdrejningspunkt. 

 

Mønternes værdi i samtiden
I ”begyndelsen” – dvs. tidligste middelalder - var 1 mark penge omtrent det samme som 1 mark sølv. Men en reduktion af lødigheden ved at forringe sølvindholdet (og tilføje billigere kobber) var en indtjeningskilde for kongemagten, og i 1100-tallet og første del af 1200-tallet gik der omkring 3 mark penge på 1 mark sølv, mens der ved midten af 1200-tallet gik omkring 4-4,5 mark penge på 1 mark sølv. Herfra gik det hurtigere og hurtigere nedad med lødigheden. I 1260’erne gik der omkring 7 mark penge på 1 mark sølv, i 1290-1300’erne gik der omkring 9-10 mark penge på 1 mark sølv, og i 1320’erne gik der i Nørrejylland helt op til 15 mark penge på 1 mark sølv … og 1330’erne bryder den danske møntslagning sammen. Man får næsten et billede af den tyske inflation i slutningen af 1920’erne/begyndelsen af 1930’erne, hvor trillebøren må tages i brug for at fragte pengene …

I Østdanmark gik der 240 penninge (slået i Skåne og Sjælland) på 1 mark penge, mens der i Vestdanmark gik 288 penninge (slået på Fyn og i Jylland) på 1 mark penge. Det vil sige at f.eks. 7000 penninge (i dette tilfælde også kendt som borgerkrigsmønter) svarer til ca. 24 mark penge (jyske forstås). De 24 mark penge svarer til 2,4 mark sølv ved forholdet 1:10, mens det kun svarer til 1,6 mark sølv ved forholdet 1:15. De næsten 7000 penninge i Stenmoseskatten slået primært under Christoffer 2., har de haft en værdi på (meget) rundt regnet 1,6-2,4 mark sølv.

Det er ikke muligt entydigt at omregne værdien til nutidens penge. Der er ganske enkelt for mange ubekendte og ikke-sammenlignelige forhold. De fleste historikere holder sig af samme grund langt væk fra forsøget. Men det skal da ikke afholde os.
I de sidste årtier af 1200-tallet værdisættes en ko til 1 mark penge (bl.a. Peder Vidersens testamente 1288), en arbejdshest til 5-6 mark penge og en stridshest til 20 mark penge. Et testamente fra 1340 sætter værdien af en ko til 2 mark penge. Med stor forsigtighed kan en ko i 1320’erne koste i omegnen af 1,5 mark penge og en arbejdshest 7-9 mark penge. Så 7000 penninge kan i 1320’erne teoretisk købe ca. 16 køer eller ca. 3 arbejdsheste.

Fra to andre kilder i 1322 og 1334 (Junker Otto) ved vi, at sold for et halvt års tjeneste har været 12-15 mark sølv for en ridder, 10 mark sølv for en væbner og 5 mark sølv for et let bevæbnet rytter. Hertil kom forplejning m.m. (DRB 2. rk. VIII nr. 417 + DRB 2 rk. XI nr. 143). Omsat til mark penge efter tidens lødighed vil det for ridderen omtrent svare til 120-150 mark penge eller 34500-43200 penninge ved forholdet 1:10, mens det for væbneren vil svare til 100 mark penge eller 28800 penning etc.

I en anden kilde fra 1335 pantsættes to gårde på Sjælland for 14 mark sølv eller 120 mark sjællandske penge – svarende til 28800 penninge. Købsprisen er gerne højere end pantesummen. Vi kender ikke størrelsen på gårdene og det svækker billedet, men det giver dog en ide. Stormanden Jens Bugge pantsatte i før 1340 sit gods i Buggesholm for 20 mark sølv - svarende henved 80-90.000 penninge. 

Det er svært at konkludere noget sikkert omkring møntskattens værdi i samtiden. Det er uden tvivl mange penge – et svimlende beløb for den store del af befolkningen, men det er trods alt næppe at regne for et svimlende stort beløb for en stormand.

For yderligere information kontakt museumsinspektør og teamleder for arkæologien på Viborg Museum
Mikkel Kieldsen på mik@viborg.dk eller 2960 6793.