Når landets biblioteker og museer bydes op til den årlige dans omkring de statslige puljer og støtteordninger, hænder det, at en arkivar godt kunne unde sit arkiv at komme med til festen. For arkivarer er ansat til at forvalte, udforske og formidle deres kulturhistoriske skattekamre på bedste vis, og med arkivalierne sat på plads i magasinerne er det slet ikke slut.
Herfra skal historierne vækkes til live og formidles videre i bøger, udstillinger, foredrag, på TV og internet. De skal formidles ud fra et underliggende ønske om at kvalificere arkiverne som samfundsrelevante og identitetsgivende kulturinstitutioner.
I Viborg har Askepot heldigvis fundet sin prins. Arkiv og museum indgik i et registreret partnerskab i sommeren 1984. Lige siden har parret fundet glæde i hinanden og de fælles bestræbelser på at udforske og formidle den lokale kulturhistorie. Opbygningen af museets nye basisudstilling er et eksempel på en sådan fælles bestræbelse.
Tidens Opslagstavle, tegningerne til den første danskproducerede automobil, køreplaner, teaterbilletter og gulnede fotografier er alt sammen arkivalier, der er med til at berige udstillingerne. Bag de mange genstande og arkivalier gemmer der sig ofte større historier, der ikke lader sig formidle gennem en udstilling. Men med museum og arkiv under samme tag er det enkelt at stykke sådanne historier sammen og ved lejlighed fortælle dem eksempelvis i en artikel til museets årbog. En sådan historie gemmer sig bag genstandene i Handbergs stue, der er udstillet i Familien i tre generationer.
Handbergs stue
I det lille stueinteriør er hjemmegjorte bondemøbler blandet med borgerskabets klassiske røde plyssofa. På væggene røber et krucifiks og en håndfuld religiøse billeder, at tro har haft en vigtig plads i beboernes dagligdag. Jeg går ud af stuen, ned af trappen, hen ad kældergangen og åbner døren til arkivets magasin. På en reolhylde står familien Handbergs arkiv med registreringsnummeret A 862. I andre kasser og skabe finder jeg aviser, erindringer, fotografier og kort. Brikkerne til familiens liv og virke kan samles.
Avlsbrugernes Gade
Mod slutningen af 1800-årene drev avlsbrugerne deres landbrug fra omtrent hver tredje ejendom i Sct. Mogens Gade. På brostenene var der et virvar af brølende køer, kaglende høns og vognrumlen. For enden af Sct. Mogens Gade på det lille trekantede torv i nr. 59 boede i begyndelsen af 1900-årene Jens Peder og Sofie Handberg sammen med børnene Peter, Lauritz, Eggert, Knud, Sofie og Aksel. Jens Peder havde købt gården med de tilhørende ni tdr. land for 11.000 kr. i 1904.
Handbergs gård
Handbergs ejendom skilte sig ikke ud fra mange andre af byens avlsbrug. Forhusets facade var opført i gulgrå mursten, der stod i fin kontrast til den sorttjærede pudsede sokkel. En ældre stentrappe, tilhugget af aflagte møllesten, ledte op til en tofløjet fyldningsdør udsmykket med fine guirlande-formede forsiringer. Bag døren trådte gæsterne ind i en mindre entré.
Her var væggene dekoreret med iøjnefaldende kalkgrønne felter. Husets tre stuer var alle tapetseret. Tapet havde Handberg købt hos vennen, malermester og tapetfabrikant, Gildsig i Sct. Mogens Gade 35. Fra forhusets opholdsstue var der adgang til køkken og bryggers. Fra køkkenvinduerne var der udsigt til den pigstensbelagte gårdsplads med møddingspladsen og ajlebeholderen. Bagved, på det stærkt skrående terræn op mod kirkegården, lå kålgården og prydhaven adskilt af en række gamle pære-, æble- og blommetræer.
Husholdningen
Arbejdet på en avlsgård som Handbergs var delt i to hovedområder, husholdningen og gårdens drift. Det første var Sofies virkefelt. Der var mere end rigeligt at se til. Kødet skulle tørres, røges og saltes. Mælken sies, fløden kærnes og osten tilvirkes. Brødet skulle bages og øllet brygges.
Dertil kom madlavning, tøjvask, havearbejde, børnepasning, rengøring, syning, lysstøbning og udarbejdelse af husholdningsregnskab. Pasning af gårdens 20 høns var også Sofies ansvar. Hønsene lagde ikke mange æg i vintermånederne. Derfor gemte Sofie omkring 100 æg til jul, så hun havde til bagningen. Æggene lå på en hullet blikplade og skulle vendes en gang om ugen, så blommen ikke kom til at ligge i den ene ende.
Mælk og smør
Mælkesalg hørte til blandt dagligdagens faste arbejdsopgaver. Mælken solgte Sofie ved stalddøren. Hun havde aldrig problemer med at få den afsat. Hver aften klokken halv otte stod folk i kø på gårdspladsen med deres kander og mælkefade for at købe næste dags forbrug. Imens Sofie tog sig af salget, hældte tjenestepigen en mindre del af mælken på fade i kælderen, så den kunne være klar til skumning næste morgen. Sofie har formentlig, som de fleste andre bondekoner, foretrukket selv at skumme fløden. Der måtte ikke komme for meget mælk med fløden, for det gjorde kærningen besværlig og forringede smørrets kvalitet. Når fløden var skummet, hældte pigen den i kærnen og begyndte at trække stangen med den hullede brikke op og ned gennem fløden.
Det var et møjsommeligt arbejde, især i vintermånederne hvor mælkens fedtprocent var lav. Men det var sliddet værd, for smør var en kostbar vare. Af Sofies husholdningsregnskab fremgår det, at hovedparten af gårdens indtægter kom fra smør- og mælkesalg. Gennem salget af gårdens produkter fik Sofie Handberg en god kontakt til byens forskellige befolkningsgrupper.
Hendes faste kundekreds talte foruden et par af byens store købmænd, en håndfuld succesfulde fabrikanter samt lemmerne på Fattiggården i Sct. Nicolaj Gade. Sofie drev også en mindre udlånsvirksomhed, og det var Sofie, der lånte Jakob og Aage Brems 325 kr., kort tid før de drog til Tyskland for at lære bilbygningens svære håndværk. Sofie Handbergs husholdningsregnskaber tegner i det hele taget billedet af en selvbevidst landbokvinde.
Bedriften
Imens Sofie tog sig af husholdningen havde Jens Peder travlt med bedriften. Arbejdet fulgte årstidernes gang. Når frosten i det tidlige forår havde sluppet sit tag i mulden, kørte han og karlene ajlen ud på markerne, som lå i det område, hvor Viborgs nye rådhus er bygget.
Møddingen kom samme vej. Først derefter kunne han spænde gårdens to heste for ploven. Så kom tiden, hvor køerne skulle på græs. Efter en lang vinter i stald næsten dansede de kåde dyr over byens toppede brosten på turen ud til markerne. Når græsset var kommet i vækst, skulle der slås hø. Ligesom kornet blev det kørt hjem og læsset op på loftet over kostalden. På markerne dyrkede Handberg hovedsagelig roer til køerne, men havre, byg og rug skulle der også være plads til.
Slægten og gården
Jens Peder Handbergs verden samlede sig om gården og slægten. Gården var slægtens eje og skulle overdrages til den nye generation, når tiden kom. Derfor handlede det om at forvalte bedriften med omhu og gerne efterlade den i en bedre stand, end man selv havde overtaget den i. Jens Peder Handberg var sig særdeles bevidst om sine forpligtelser, og det er med stor indlevelse, at han i sit kladdehæfte fortæller om dengang, forældrenes lade brændte ned til grunden, og om deres hårde kamp for at give slægten det tabte tilbage.
Handbergs livslange arbejde med slægtsforskning røber også en store omsorg for slægten. Arbejde afsluttede han i 1947 med udgivelsen af bogen Slægten Handberg i Viborg. Man fornemmer, at det er en tilfreds mand, der i bogens forord sender stafetten videre til næste generation med linjen: ”Jeg ønsker Lykke og Guds Velsignelse for Slægten ned gennem de kommende Tider”.
Fællesskabet
Selv om gårdmænd som Handberg satte en ære i at kunne klare sig selv, så var man langt fra sig selv nok. Handbergfamilien var medlemmer af et stærkt traditionsbundet fællesskab centreret omkring husene ved Sct. Mogens Port. Den lille bydel var i folkemunde kendt som Loldrup Bysogn. En betegnelse der signalerede, at beboerne helst ville opfattes som medlemmer af et fællesskab adskilt fra byen.
Beboerne i det såkaldte Loldrup Bysogn brugte mange mentale kræfter på at adskille deres verden fra byens øvrige beboere. Ingen ordensmagt skulle blande sig i, hvordan ”Loldrup Bysogn” valgte at fortolke købstadens love og forordninger. Skulle en embedsmand have en anden holdning end sognebeboernes, kunne han nemt risikere at blive mødt med et hvast blik og en bemærkning om, at ”her i sognet har vi jo vores egen sognefoged, og han skal nok holde orden i sagerne”.
Troen
I familien Handbergs arkivkasser ligger en større stak salme- og nodebøger. En af dem er ”Dansk Missions-sangbog for Hedninge- og Israels-Missionen”. Handbergfamilien bekendte sig til Indre Mission, men det var ikke noget, man gjorde noget større væsen ud af. Der var også plads til højskolesangbog, og regnskabet fra 1897 røber, at familien af og til købte billetter til den mere verdslige underholdning i købmand Lars Worres gamle teater og cirkus ude på Løgstrups toft lige vest for Dumpen.
Jeg lægger arkivalierne tilbage i kasserne A 862 (lb. 1-4) og sætter dem på plads blandet arkivets tusindvis af andre arkivkasser. En rigdom som arkivets ansatte dag har det privilegium at skulle udforske, forvalte og formidle. Et arbejde, der på mange måder bliver styrket af, at arkiv og museum er under samme tag.
Artiklen er skrevet af Dan Ersted Møller og kan også findes i Viborg Bogen 2011 s. 81-88.
Billede 1: Handbergs pæne stue, som det fremtræder i udstillingen. Foto: Anne Mette Kleis-Kristoffersen.Billede 2: Sct. Mogens Port 1926. Frosts gård, t.h. i billedet, hørte med i avlsbrugernes fællesskab ved Sct. Mogens Port.
Billede 3: Handbergfamiliens beskedne køkken o. 1960.
Billede 4: Til at klare alt det arbejde, traktoren senere overtog, havde Handberg en brun jyde med sort manke samt en noget lysere halvblodsbelgier. Begge hesteracer var værdsat for deres rolige temperament og gode trækkraft.
Billede 5: Handbergs soveværelse. Læg mærke til servanten. Møbeltypen vandt indpas i gårdmandshjemmet i slutningen af 1800-årene, men blev sjældent brugt. Bonden afvaskning foregik som altid i køkken eller bryggers.
