Forrygende dage med Nyt Viborg Museums juleudstilling


Filmkulisser, julequiz og en mørk grotte lokker mange gæster til årets juleudstilling, der går bag om biograffilmen Julemandens Datter. 

 

Det går rigtig godt med årets juleudstilling, som vi præsenterer i samarbejde med Viborg Kommune og Deluca Film. Flere hundrede børn og voksne har allerede været forbi Nyt Viborg Museums kommende museumsbygning på Gråbrødre Kirke Stræde 3 i Viborg.


Julemandens Datter - en rejse i filmens verden går bag om julefilmen, der går i biograferne lige nu.  Se de fine stregtegninger og akvareller af, hvordan Erik Peitersen har forestillet sig, at kostumer og kulisser skulle se ud i filmen. Og oplev så, hvordan slutresultatet er  blevet.  Du kan se nogle af de flotte dragter fra filmen, eller hvad med at prøve at sidde i rektors høje stol på hans kontor. Der er også en vaskeægte film-grotte lavet af kunstfærdigt bearbejdet flamingo, som de adrætte og modige må kravle igennem.


Er du i tvivl om, hvad den store og spændende julepakke indeholder af spændende ting og sager? Så se med her, hvor museumsinspektør Stine Lucia Skødt Rasmussen tænder lys i de store, smukke kandelabre og fortæller om byens sjoveste juleudstilling for børn og barnlige sjæle.  

 

Klik på tekstikonet i bunden af skærmen for at få underteksterne frem!