Født: 1840-07-23 — Død: 1905-09-03

André Skrike tog i 1864 juridisk embedseksamen, blev derefter assistent og senere fuldmægtig og ekspeditionssekretær i Indenrigsministeriet. I 1880 blev han borgmester i Aalborg og i 1885 stiftamtmand i Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt, en stilling han havde til sin død.

Skrike blev kendt som en dygtig og flittig embedsmand. Hans ledelse af Viborg Amtsråd og Viborg Skoleråd var præget af hans sikre dømmekraft og sikre kendskab både til lovgivning og praksis.

Den jævne og ligefremme måde, hvorpå den kongeligt udnævnte embedsmand mødte de mennesker, der kom i berøring med ham, gjorde ham til en afholdt mand, der nød tillid i vide kredse. Skrike var dekoreret med kommandørkorset af Dannebrog og Dannebrogsmændenes hæderstegn.

Nord for Viborg ligger Skrikes plantage. Den har imidlertid ingen forbindelse med stiftamtmand Skrike. Den er tilplantet 1873-1894 af overauditør i marinen Julius Skrike. Han oprettede efter sin død et stort legat og en stiftelse til fordel for agerbrug, skovbrug, søfart og fiskeri. Viborg Kommune købte i 1998 plantagen, der i dag er på 67 ha, af Skrikes stiftelse.

Af Svend Korup

Litteratur

Viborg Stiftstidende 5.9.1905: Nekrolog.

Illustreret Tidende, nr. 51, 46. bind. København den 17. september 1905.